Kathmandu: et kaos af mennesker, biler og motorcykler. stoevet og indhyldet i en tung lugt af benzin. Der ligger affald overalt, saerligt ved de hellige floder, hvorfra folk drikker og bader. De fleste byninger ser faldefaerdige ud, men udgoer alligevel rammerne for millioner af menneskers liv.
Vi bor heldigvis et stykke udenfor Kathmandu City i en mindre forstad kaldet Phutung. Her er benzinlugten erstattet af en soed duft fra rapsmarker (tror jeg), der side om side med rismarker daekker store dele af landskabet. Fra taget af vores nye hjem kan man i den ene retning se de hoeje bakker, der omgiver Kathmandu Valley - i den anden retning udsigt over et trashy Kathmandu. Mennesker herude er saa venlige og gaestfri, at man knap ved, hvad man skal goere af sig selv. Man gaar ikke langt, foer man bliver inviteret ind til ris, kogte groentsager og te, selvom mange utvivlsomt lever under trange kaar herude.
Krisen har ogsaa ramt Nepal, og priserne er mangedoblet gennem de sidste aar. Man moeder et land med enorme problemer med fattigdom, ulighed, og forurening, men saa vidt jeg forstaar, findes der ingen magtfulde politikere i landet, som oensker at goere noget ved det. De fleste almindelige nepalesere har kun ringe eller ingen tiltro til det unge demokrati i landet. De foeler sig ikke repraesenteret af korrupte parlamentsmedlemmer, der kun meler deres egen kage. Udfra min endnu begraensede forstaaelse af nepalesisk politik, er det ligemeget, om man er medlem af Kongres-partiet, Det Forenede Marxist-Leninist-Parti eller Maoist-partiet - naar foerst man har magten, trumfer egeninteresser aabenbart alle valgloefter og ideologier om at mindske ulighed og repraesentere folkets interesser. Mange mener endda, at kongen var bedre for landet end parlamentet - kongen bekymrede sig eftersigende i det mindste om det nepalesiske folk.
Mahesh, som vi bor hos, har en droem. Han vil bygge et selvforsynende boernehjem med hoens, koekkenhave og maaske endda et par koeer. Indtil videre har han et stykke land, fladt, klar til bebyggelse. Saa igaar startede vi arbejdet: vi skal i foerste omgang grave et langt hul til den foerste mur. Maa indroemme, at jeg synes, det virkede en kende uoverskueligt, da jeg fik stukket en skovl med alt for kort skaft i haanden. Med den skal jeg de naeste dage grave 2 feet dybt, 2 feet bredt og omkring 10 meter langt. Min soelle universitetskrop er allerede oem efter et par timers arbejde igaar og en nats soevn i en seng uden madras, men man kan vel vaenne sig til saa meget. I et land, hvor det politiske system er saa haabloest, virker det saerdeles meningsfuldt at begynde at grave det foerste hul til et boernehjem...