Det var med en blandet foelelse af lettelse og nervoesitet, melankoli og excitement, at jeg endelig krydsede graensen til Indien ved Sanauli d. 12. maj - paa egen haand i et nyt land, hvor jeg ingen kender. Mens Nepal-siden var rimelig fredelig bort set fra en lind stroem af turistbusser fyldt med indere paa flugt fra varmen i deres hjemland, var Indien-siden et larmende virvar af lastbiler, busser, motorcykler, jeeps, gaaende og cyklende krydsende ind og ud mellem hinanden. Fangede en bus til Gorakhpur sidst paa eftermiddagen, konstaterede at indiske government-busser har endnu mindre benplads end nepalesiske lokalbusser, aabnede mit vindue paa vid gab og satte mig saa godt til rette som muligt. Sveden sprang ud af hver eneste pore paa min krop, samlede sig i store draaber og loeb ned af arme og ben selv laenge efter solnedgang. Ankom til Gorakhpur togstation ved 9-tiden: en kaempe stationsbygning med 12 perroner, hvor store og smaa indere camerede med deres kufferter, mens de ventede paa naeste ledige togbillet i den rigtige retning.
Havde en staerk foelelse af, at alle drejede hovedet efter mig: den eneste udlaending paa stationen, en hoej en af slagsen, ifoert turkis panjabi (tror jeg, loes tunika, loese bukser og et ekstra toerklaede spaendt om livet), en maerkelig sort hat, som ikke hoerer til nogen steder og med en mega backpack med et par vandrestoevler fastsnoerret paa siden. Intet under at de kiggede en ekstra gang i Gorakhpur. Havde min egen koeje i toget, og efter en dag med naesten 20 timer paa farten, virkede togets skrumlen og hoejtklaprende vinduer saerdeles soevndyssende.

Rullede ind i Varanasi ved 7-tiden naeste morgen. Da jeg gik langs perronen i det spaede morgenlys slog det mig, at det allerede var for varmt, luften varm mod huden og toer og tung at indaande. Fandt et guesthouse med en rimelig rooftop-restaurant og soegte tilflugt der under blaeseren resten af eftermiddagen - det anbefales ikke at gaa ud midt paa dagen pga. varmen. 5 minutter herfra glider Ganga's vandmasser fredfyldt forbi. Ved solopgang og solnedgang er floden fyldt med liv - indiske og udenlandske turister og lokale bader, vasker toej eller lejer en baad op ad floden. Tog med paa en saadan rotur den anden morgen. Varanasi er fantastisk smuk, som byen rejser sig fra flodbreden oplyst i staerke farver fra den opgaaende sol.

Fra Pokhara, hvor jeg sidst opdaterede, tog jeg tilbage til Kathmandu - mit andet hjem. Det er de faerreste, der forstaar, hvad jeg ser i Kathmandu, men af en eller anden grund havde jeg paa ingen maade lyst til at forlade Nepals center for kaos, larm og forurening. Men mit visum lakkede mod enden, saa jeg tog afsked med mine Kathmandu-venner og tog en bus til Chitwan - syd paa, den rigtige retning til graensen. Chitwan er adskillige grader varmere end Kathmandu, klimaet mere tropisk. Udenfor selve byen er hoteller og guesthouses samlet langs flodbreden med udsigt til safari-parken paa den anden side af floden. Fra tid til anden vandrer en elefant eller to dovent gennem gaderne efter ordre fra en lille bitte nepaleser, der sidder mageligt tilrette paa toppen med foedderne hvilende bag elefantens oerer. Alt aander fred - det er for varmt til at foretage sig noget som helst aktivt. Folk fordriver tiden i skyggen fra deres smaa butikker eller spiller kort i de lokale restauranter. Jeg har i et svagt oejeblik koebt en pakke-tur fra mit yndlings-travelagency i Kathmandu (to super-hyggelige trekkingguides, som plejede at invitere mig paa te og smoeger i deres snuskede kontor i Thamel, selvom jeg aldrig havde givet dem business) med hotel og safari for to dage. Jeg HADER pakke-ture, saa jeg brugte mine foerste timer i Chitwan paa at lede efter en god grund til, at jeg befandt mig alene paa det hedeste spot, jeg hidtil har fundet i Nepal med en guide, der fulgte mig overalt, jeg gik.
Det hjalp paa humoeret, da temperaturerne faldt sidst paa eftermiddagen og min altid smilende guide koerte mig paa sin motorcykel af smaa hyggelige grusveje, langs lerhytter med straatag, indimellem boefler, hoens og geder. Endnu mere hjalp det, da en af mine Kathmandu-venner dukkede op hen paa aftenen og delte et par oel med mig paa en rooftop-restaurant med udsigt over floden. Han var kommet til Chitwan for business, men holdt mig samtidig med seskab de naeste dage til elefantbadning og jungle-safarier, introducerede mig for hans lokale venner, arrangerede motorcykel, saa vi kunne koere ud til de smaa landsbyer udenfor Chitwan og hilse paa hans familie, holdt oeje med krokodiller, naar jeg badede i floden for at koele ned midt paa dagen. Hvad der skulle have vaeret et to-dages ophold i Chitwan trak ud i dagevis - ingen af os havde lyst til at forlade paradis i det sydlige Nepal. Det var sen aften, foer vi endelig en dag tog os sammen til at fange en bus i retning mod Lumbini. Det tog os hele natten - paa to forskellige busser, to lastbiler og en rickshaw, foer vi ankom til Lumbini ved 8-tiden naeste morgen. Efter et par timers soevn og en sen morgen-kaffe, lejede vi to cykler, der begge kunne falde fra hinanden naar som helst, og cyklede ind til den park, der omgiver Buddhas foedested. Det er vel sagtens det mest hellige sted i Nepal, og hele parken er dekoreret med templer fra hele verden, det ene smukkere, mere farverigt og mere detaljeret end det andet.
Det var meningen, at vi skulle tage direkte til graensen dagen efter, men planer er ikke altid saa forudsigelige i Nepal. Uden varsel satte en altomfattende strejke ind: alt var lukket, hverken busser, taxaer eller motorcykler kunne faa lov at koere. Det tog os et par dage at finde ud af, hvad strejken handlede om: Man kan ikke koebe aviser fra en lukket koebmand, og man kan ikke hoere radio, naar hele landet lider under powercuts det meste af dagen. Lad mig citere en inder, der rammer hovedet paa soemmet i sin beskrivelse af Nepal: "Nepal two problems: strike and powercut". Strejker i Nepal er lige saa almindelige som regnvejr i november i Danmark, og er ofte efter ordre fra en eller anden elite, som har noget i klemme i forfatnings-forhandlingerne. De folk, der gaar paa gaden, der raserer de butikker, der bryder strejken, er oftest betalt af den elite, der lancerer strejken. Denne gang var det, saa vidt jeg forstaar, ranaerne (anden hoejeste kaste i landet), der kaldte til strejke i protest mod maoistregeringens "geniale" ide plan: at opdele Nepal geografisk efter kaster, saa hver kaste faar sit eget omraade - bort set fra ranaerne, der var glemt paa det nye Nepal-kort. Efter et par dage fanget i Lumbini, var det en troest at vide, at strejken var af en god grund, men jeg maatte jo ud af landet uanset. Vi endte med at tage en cykel-rickshaw 2,5 time hele vejen til graensen tidligt om morgenen i haab om at slippe for ballade paa vejen. Saa lykkedes det mig endelig at krydse graensen til Indien - et par dage forsinket, men hovedsagen for mig var, at jeg endelig var i Indien.

Indien ligner paa sin vis Nepal, men er samtidig radikalt anderledes - jeg ved stadig ikke helt, hvordan. Jeg savner ikke Nepal som saadan, men jeg savner foelelsen af at have en ide om, hvad der foregaar omkring mig, hvad der forventes af mig, hvem jeg kan stole paa, og hvad der rimeligt at betale for ting.
En gaatur til det lokale marked i Varanasi, smalltalking med indere, jeg moeder paa vejen hjaelper paa det, men jeg har paa fornemmelsen at jeg skal bruge mere end 4-5 dage et sted for at forstaa, hvad det handler om. Imorgen tager jeg til Haridwar, foer jeg fortsaetter til Risikesh i det nordvestlige Indien. Selvom det er let at forelske sig i Varanasi pulserende af magi fra den hellige Ganga, bliver det ikke svaert at forlade byen. Jeg er aldrig kommet til at foele mig rigtigt hjemme her, og glaeder mig til at komme op i mere menneskelige temperaturer i nord.