Indien er magisk. Ganga smyger sig i bloede boelger gennem Varanasi, Haridwar og Risikesh og bringer en dyb fred med sig overalt. Kranse af blomster i klare orange og gule farver og palmeblade med smaa stearinlys hvirvler gennem stroemmen eller flyder roligt forbi med boenner fra millioner af hjerter. Sadhuer klaedt i lysende orange med lange graa skaeg og endnu laengere dreadlocks samlet i en knude, sidder langs breden og mediterer for dybere indsigt eller en bedre verden.
Hundredevis af templer i hver eneste by med detaljerede udskaeringer og farverige malerier fra gudernes verden. Roegelsespinde stikker frem fra butikker og templer og spreder en soed, krydret duft i gaderne. Gyldne klokker overalt ringer i et helligt kor med stemer af tro.
Taette menneskemaengder af kvinder i farverige sarier og boern paa armen, boern med store, brune oejne og generte smil, maend, der drikker chai af smaa metalkopper fra gaden, ryger smoeger og snakker hindi. Hunde, der ivrigt traenger sig gennem maengden for at finde rester eller dovent daser i skyggen. Koeer og kalve, der adstadigt vandrer gennem maengden, fuldstaendig upaavirket af det kaos, der foregaar omkring dem.
I nord knejser Himalaya stolt over smaa idylliske bjerglandsbyer med roser og liljer ved husgavlen i groenne dale med livlige floder og vandfald. Tibetansk kultur flyder ind over graensen mod nord med buddhistiske traditioner og fylder gaderne med magiske tibetanske mantraer.

Efter 5-6 alt for varme dage i Varanasi, besluttede jeg at soege koeligere vinde under mere nordlige himmelstroeg. Det var stadig moerkt, da jeg efter en 19 timers togtur fra Varanasi landede i Haridwar en tidlig, tidlig morgen sammen med et par andre backpackere, som jeg moedte paa toget. Efter en cola og en tiltraengt smoeg, slaebte vi os ned til Ganga, satte os til rette paa vores backpacks med en chai og iagttog morgentravlheden ved floden: et mylder ad indere, der bader, besoeger templer og sender smaa stearinlys med Gangas stroemme, mens dagen langsomt bliver lysere. Efter et par timer fangede vi en bus til Risikesh, hvor jeg fandt et billigt vaerelse med udsigt over Ganga i Laxman Jula lidt udenfor Ganga. Gaden i Laxman Jula summer af liv - saerligt indiske turister fra Delhi fylder gaderne, motorcykler og jeeps holder hornet i bund, mens de snoer sig gennem maengden. Gangas bred er lige saa travl med hundredevis af badende turister, mens Ganga selv stroemmer roligt videre gennem byen, upaavirket af larm og kaos, der foregaar langs brederne. Ganga er renere her end i Varanasi, men stadig er det tydeligt, at visse indere ser Ganga som en stor skraldespand, der kan opsluge hvad som helst.
Laxman Jula er stedet for backpackere , rige indere paa pilgrimsferie i firhjulstraekkeren, sadhuer i hundredevis, der tilsyneladende (for nogens vedkommende) har som deres primaere beskaeftigelse at tigge fra de rige og ryge joints ved Ganga. Der er utvivlsomt mere serioese sadhuer i Risikesh, men de er svaerere at finde end dem, der blot bruger deres dreadlocks og orange klaeder til at overtale turister til at give dem et par rupees. Alle tjener penge paa turister, der kommer til Risikesh for at soege oplysning og fred i sindet, yoga-kurser, meditationskurser, toej- og smykkebutikker og hyggelige cafeer med Ganga-udsigt - hver eneste business i omraadet er rettet mod turister. Paa trods af en staerk kommerciel side af spiritualismen og helligheden i Risikesh, fandt jeg hurtigt en tilpas balance af renselse af sjaele og hardcore livsnyderi. Staar tidligt op, trisser ned til Ganga i det spaede morgenlys, mens resten af byen stadig gnider soevnen ud af oejnene. Vaagner rigtigt, idet jeg dukker ned under Gangas iskolde vandmasser og trisser tilbage til et rigtigt bad paa mit vaerelse. Naar jeg traeder ud fra mit vaerelse igen, moedes jeg af en varm duft af friskbagt broed fra bageriet nedenunder, saa jeg goer et kort stop for en chai og friskbagt broed. Krydser gaden til yoga-hallen overfor og saetter mig tilrette paa en maatte med benene over kors, mens en lille, indisk yoga-laerer synger mantraer og udstikker mulige og umulige instruktioner for, hvordan vi skal placere arme og ben. Efter naesten halvanden times straekken, vriden og balanceren, ligger jeg fladt paa ryggen paa yoga-maatten, udmattet og fuldstaendig afslappet og lukker oejnene. Yoga-hallen er varm og fugtig, maatterne lugter af sved, blaeserne summer over os. Lydene udenfor traenger ind i hallen: en inder harker hoejlydt, et bilhorn hyler, kvinder griner og taler hoejt paa hindi.
Resten af dagen tilbringes ofte i puderne i en af cafeerne langs floden med andre backpackere og litervis af frisk frugtjuice, lassies og chai.
Det haendte, at vi tog paa ekskursioner til et af vandfaldene i bakkerne omkring byen for at faa en pause fra varmen og mylderet i Laxman Jula. Efter en uges tid med yoga, baden i Ganga og lange eftermiddage paa cafeerne havde jeg egentlig ikke lyst til at forlade Risikesh, men min tid er begraenset, og med sine omkring 40 grader var Risikesh stadig lige varm nok til min smag.
Jeg forlod Risikesh en eftermiddag paa ladet af en lastbil fyldt med indere sammen med to andre piger, som jeg moedte i Risikesh. Jeg var landet midt i en flok indiske kvinder, der blev ved med at snakke til mig paa hindi, selvom jeg tydeligvis ikke forstod et ord af, hvad de sagde. Men deres smilen og grinen, aen og klappen efterlod ingen tvivl om, at det var venligsindet. Lastbilen tog os gratis hele vejen til Haridwar, hvor vi ankom lige i tid til bussen til Manali - 17 timers bustur, hvis det ikke var for en kilometerlang trafikprop halvvejs, der tog os tre timer ekstra. Fra Manali tog vi direkte til Vashist sammen med en fjerde pige, som vi moedte i bussen. Vi deler nu et vaerelse i et idyllisk guesthouse med udsigt til sneklaedte bjergtoppe og en lille groen have, hvor en flok rejsende spiller guitar, ryger joints og drikker chai.
Vashisht ligger paa en bjergskraaning med gamle sten- og bjaelkehytter og smalle stengyder. Koeer vandrer frit i gaderne, og en soed duft fra deres efterladenskaber praeger de smalle gader. Den friske bjergluft er saa kold om morgenen, at jeg maa pakke mig ind i mine yakuldstoerklaeder og uldne sokker for at holde varmen udenfor soveposen. Solen er imidlertid staerk heroppe, og paa trods af de kolde morgener er der altid garanti for en varm solskinsdag, naar foerst solen naar op over bjergtoppene.

Varanasi, Risikesh og Manali - jeg rejser fra det ene paradis til det andet, det ene smukkere, mere magisk end det andet. Jeg har kun faa dage tilbage i Inden for denne gang, men har en foelelse af, at jeg kunne rejse rundt her i en menneskealder uden nogensinde at kede mig. Derfor maa jeg love mig selv og Indien, at jeg kommer tilbage saa snart, jeg kan for igen at udforske magien i Indien.