Lige saa blid, groen og indbydende Annapurna Circuit er i starten, lige saa haard, kold og naadesloes bliver toppen. Hver dag er en rejse til fods fra en verden til en anden. hvert skridt en del af et nyt eventyr. Men rutinen er den samme hver dag: staar op med solen kl. 06.00, pakker soveposen ned i rygsaekken, snoerer stoevlerne, samler kraefter ved et solidt morgenmaaltid, svinger backpacken paa ryggen, kl. 07.00 klar til afgang og saetter den ene fod foran den anden de naeste 6-7-8 timer af dagen. Og naar skuldrene er oemme og benene traette sidst paa eftermiddagen, indlogerer vi os paa en lodge i naermeste landsby, bestiller aftensmad og breder det store Annapurna-kort ud for at se, hvor langt vi gik idag, hvor mange meter steg altituden, hvad er maalet for imorgen. Jeg gaar uden guide denne gang, men i stedet i selskab med en fyr fra Spanien, som jeg moedte i Kathmandu et par dage foer trekket. Vi har vores frihed til at gaa saa langt, vi orker, spaendingen ved aldrig at vide, hvad morgendagen bringer og fornoejelsen af selv at finde vejen til naeste landsby. Jeg har som regel vaeret for traet til at holde dagbog, men hver dag forskellig fra den foregaaende, hver dag fortjener at blive husket. Derfor foelgende noter:

DAG 1: Pokhara - Besi Sahar med lokal bus, Besi Sahar (760 m) til Ngadi (930 m) til fods.
4-5 timer i en lokalbus af ujaevne veje i bakket terraen har draenet mig for al energi, allerede inden vi starter trekket. Varmen i Besi Sahar giver en doven start paa dagen, men jeg troester mig med at hvert skridt bringer mig naermere den koelige, friske bjergluft. Vi gaar langs floden ad en stoevet landevej de foerste timer, foer vi naar ind paa smallere trekking-stier mellem groenne bakker og idylliske landsbyer. Et kort stop ved foden af et vandfald, efterlader rygsaekkene paa en sten og klatrer helt taet paa og lader os nedkoele under vandmasserne, til vi er gennembloedte. Det goer ikke noget, vejret er stadig varmt, og toejet toerrer hurtigt. Vi naar Ngadi sidst paa eftermiddagen, finder et vaerelse for natten og saetter os ved flodbreden, mens moerket falder paa.

DAG 2: Ngadi - Chyamche (1430 m)
Fortsaetter langs floden. Hen paa eftermiddagen faar vi kraftig regn og torden, og det gaar op for mig, at jeg har valgt ikke at medbringe regnjakke. Men jeg har et regnslag til min rygsaek (det maa vaere det vigtigste), saa vi fortsaetter. Vi er gennembloedte og udmattede, da vi naar Chyamche efter en halv times stejlt climb at slutte dagen af paa.

DAG 3: Chyamche - Timang (2270 m)
Vi tager endnu en lang dag. Vi overvejede at blive i Dakyu, men ifoelge mit kort havde vi kun en ekstra halv time til Timang. Det viste sig at vaere naermere en time stejlt opad hele vejen. Til gengaeld kom vi vaek fra grusvejen, gik op gennem skov med spredte rhododendron-buske og en soed duft. Da vi endelig naaede op over skoven, havde mit ambitioese kort gjort sig lettere upopulaert, men det var det vaerd. Timang ligger paa en bakketop med udsigt til sneklaedte bjergtoppe i alle retninger. Vi traengte til et skift i landskabet og fik det ved Timang.

DAG 4: Timang - Dhikur Pokhari (3060 m)
Indtil Chame var vejen overraskende let. I Chame er der en varm kilde, saa vi gik paa jagt - den var ikke umiddelbart at finde. Det viser sig, at den varme kilde er meget lille og blander sig med vand fra floden i et lille lavvandet bassing ved flodbreden. Nu havde vi glaedet os til den varme kilde hele dagen, saa vi tog os tid til et fodbad, inden vi fortsatte. Vejen bliver haardere, stejlere, mere stenet. Vi naaede Bhratang, en samling forfaldne stenhuse, og taenkte, at vi nok naaede det rigtige Bhratang senere til frokost. Men Bhratang er ikke andet end en samling forfaldne stenhuse, saa vi missede frokosten og fortsatte stejlt opad i tiltagende regn, og var mere doede end levende, da vi endelig naaede Dhikur Pokhari.

DAG 5: Dhikur Pokhari - Manang (3540 m)
Paa vej ud af Lower Pisang krydser man en lille traebro. Midt paa broen er bundet et papirlommetoerklaede, hvor der staar: "I continued walking. Meet you in Manang". Det er mig, der har skrevet det.
Jose har faaet vabler paa foedderne, saa han ville finde en Health Post i Pisang - vi aftalte at moedes der, efter at jeg havde haft et kort break til at skifte memory-cardet til mit kamera. Det viser sig imidlertid, at man skal gaa til Upper Pisang (ikke saerligt langt, men op ad en ca. 100 m hoej trappe) for at finde en Health Post. Det gjorde jeg saa, men min trekking-mate var ingen steder at finde. Derfor lommetoerklaedet paa broen. Jeg fandt ham imidlertid allerede i Humde, saa vi gik derfra sammen til Manang. Vi er taet paa bjergene nu, bevoksningen er lavere, og udsigten til imponererende bjergtoppe (Annapurna II eller Annapurna III, maaske begge), faar en til at glemme traetheden de sidste par timer til Manang.
Manang er et stort sted med hoteller, bagerier og trekkers' shops i massevis. Derudover er det en smuk by med smalle, stejle, stenbelagte gader, gamle, graa stenhuse og heste, muldyr og faar gaaende frit i gaderne.

DAG 6: Manang - Ice Lake (4600 m) - Manang
At gaa uden rygsaek er naesten som at flyve. Vi tager en ekstra dag i Manang til klimatisering, saa jeg proever kraefter med en dagstur til Ice Lake, mens Jose plejer sine vabler. Bemaerk venligst, at jeg gaar over 1000 m op - ca 4 timer. Det er 4 timer i fuldstaendig ensomhed, mens Manang og Bhraka bliver mindre og mindre under mig. For foerste gang maerker jeg for alvor altituden - traethed, hovedpine, hiver mere efter vejret for hvert skridt jeg tager. Stien er smal og stejl, og man skrider let i det loese grus. Det foeles som en evighed over bakketop efter bakketop, foer en lille hvid isklat dukker op. Det er bidende koldt i 4600 m hoejde, saa jeg fik hurtigt travlt med at komme ned - halvanden time, og jeg var tilbage til Bhraka.

DAG 7: Manang - lost - Tilicho Base Camp (4150 m)
Der er to ruter til Tilicho Base Camp fra Khangsar; Lower Route og Upper Route (de er begge off main circuit trail). Lower Route er lettest, saa den gaar jeg efter. Er langt bagefter, men kan se paa mit super-kort, at jeg bare skal foelge floden, saa jeg finder en tilsyneladende fornuftig sti lige over floden. Nogle steder forsvinder stien, men jeg finder hver gang en ny overbevisende sti i den rigtige retning. Det bliver imidlertid svaerere og svaerere at finde en rigtig sti, jeg tror det meste kun benyttes af heste, faar og mountain deers. Igennem taet krat, over stoerre og mindre floder og stenskred. Jeg ved jo, retningen er rigtig. Proever at klatre op for at finde den rigtige sti, men maa give op og fortsaette af lavere stier. Krydser endnu en flod og begiver mig op ad et nyt stenskred. Da stien forsvinder fuldstaendigt under mig, og jeg finder mig selv siddende paa den eneste stabile sten inden for raekkevidde, giver jeg op og beslutter at proeve at komme tilbage til Khangsar. Stien er ikke blevet lettere, men hvad jeg har gjort en gang, kan jeg vel goere igen. Hvor velsignet det var at hoere et 'Namaste' tilbage i Khangsar; foerste gang, jeg ser et menneske i 4-5 timer. Jeg er temmelig udmattet efter mit klatre-eventyr, har faaet dagens eventyrlyst stillet og beslutter derfor at leje en hest til Tilicho Base Camp. Efterlader min bagage i Khangsar og kan nyde de sidste tre timer af turen fra hesteryg med foerer, der kender den rigtige Lower Route til Tilicho Base Camp. Ikke spor low faktisk, men betydelig lettere, end hvad jeg havde kastet mig ud i tidligere paa dagen.

DAG 8: Tilicho Base Camp - Tilicho Lake (4990 m) - Tilicho Base Camp
Endnu en klimatiseringsoevelse: 800 m op og ned igen. Jeg har det skoent med at gaa i en gruppe og selvom stien er haard og stejl, er det den smukkeste sti, jeg hidtil har set. Vi naar op i sneen, og gaar ad en relativt flad sti markeret med sten. Og der ligger den, Tilicho Lake, omgivet af snedaekkede bjerge og daekket af en kaempemaessig hvid iskappe. Wow.
Det er let at gaa ned. Foeler mig staerkere i lavere altituder. Klimatiserings-oevelsen virker.
Guiderne i basecampen joker med, om jeg ikke skal proeve Upper Route (meget svaer, meget tidskraevende og meget ensom) tilbage til Khangsar. Niksen biksen, det skal jeg ikke.

DAG 9: Tilicho Base Camp - Yak Kharka (4018 m)
Jeg skulle tilbage til Khangsar for at hente mine ting, saa min omvej gik ad et minor trail op til Yak Kharka. Alene mod bjergene igen, vaebnet med mit kort og to forskellige forklaringer fra Khangsar, hvor ingen af dem stemte overens med mit kort. Men jeg fandt den sgu, den rigtige sti, og efter et par timer fra Khangsar indhentede jeg et par med guide, som ogsaa gik fra Tilicho til Yak Kharka. Perfekt!

DAG 10: Yak Kharka - Thorung Phedi (4450 m).
Altituden goer vores dage kortere nu. Jeg gaar sammen med en porter fra Bhutan, som gaar i gang med at laerer mig Nepali, og jeg er saa optaget af mine nye gloser, at jeg knap opdager de godt 400 meters stigning. Stien er let - rart at vaere tilbage paa main trail.

DAG 11: Thorung Phedi - Thorung La Pass (5416 m) - Muktinath (3760 m).
Kl. 03.30 er den store spisehal i Thorung Phedi fyldt med trekkers. Kl. 04.00 ses en lang raekke pandelamper, der langsomt bevaeger sig op ad den stejle sti til High Camp. Jeg er fuldstaendig overbevist om, at jeg burde have ligget i min sovepose - traetheden, altituden og kulden er ved at slaa mig ihjel. Da solen staar op over bjergtoppene ved 6-tiden, og vi har passeret det stejle climb til High Camp vender modet tilbage, men det er stadig "deira tisa" - "too much cold". Vi gaar stadig i snegletempo op ad bjergsiden og hiver mere efter vejret for hvert skridt. Vejen er smuk, men efter vores afstik til Tilicho Lake, skal der flere bjerge til at tage vejret fra mig.
Pass'et er en fest. Jeg moedes af "congratulations" og faar en kop varm te, inden vi begynder at gaa ned paa den anden side. Hader nedad-bakke. Paa trods af mine walking-sticks og knee-support, har jeg mere lyst til at saette mig paa min backpack og rutsje ned - men jeg bevarer vaerdigheden og naar Muktinath hen paa eftermiddagen - omend vaklende, dog stadig paa benene efter mere end 10 timer paa bjergstierne.

DAG 12: Muktinath - Jomosom (2720 m)
Overraskende nok kan jeg stadig gaa. Jeg har det endda virkelig godt, foeler mig staerk og nyder at gaa ad en let landevej. Vi gaar gennem en oerken af sten og er ved at blaese omkuld, foer vi naar Jomosom.

DAG 13: Jomosom - Tatopani (1190 m) by bus
Jeg er sikker paa, at det er rarere at gaa end at koere i bus, men det er trods alt hurtigere at tage bussen ca 30 km/t uden stoeddaempere ad elendig vej. I Tatopani gaar vi direkte til den varme kilde efter frokost og tilbringer hele eftermiddagen siddende i det varme vand.

DAG 14: Jeg siger farvel til mine to trekking-mates gennem de sidste dage, Jose fra Spanien og James fra UK, og begiver mig alene ned til busstationen, fanger en bus til Beni og derfor til Pokhara. Det er ikke let at forlade bjergene og det gode selskab, men et varmt bad i Pokhara hjaelper alligevel paa humoeret.
Det er pudsigt, naar man er deroppe i bjergene, bliver man let traet af sten og sne, daarlig soevn pga. altituden, kulden og oemme skuldre fra backpacken, men efter et par dage i bus og et varmt bad og en toejvask ved vasken i hotelvaerelset, er jeg igen klar til at spaende stoevlerne, svinge backpacken tilbage over skuldrene og give mig op i bjergene igen. Det kommer ikke til at ske lige nu - imorgen er jeg paa en bus tilbage til Kathmandu...