Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er det ved at være et godt stykke tid siden i har hørt fra mig sidst - men som man siger er intet nyt godt nyt! Der er bare sket så meget det sidste stykke tid, så det kommer nok til at tage et stykke tid. Men i dette blogindlæg laver jeg en stor opsummering af mit arbejde på centeret på godt og ondt.
Ugen efter Cape Coast holdte Marlene (den tyske pige) en workshop hvor vi arbejde med alle de emner vi snakker med børnene om. Det er følgende emner: fordelen ved at få en uddannelse, sunde livsstilsvaner, børneprostitution og trafficing, HIV, aids og andre seksualsygdomme, fordelen ved at have en familie, børnerettigheder og farende ved at bo på gaden. Før denne workshop var jeg meget i tvivl om hvordan og hvorledes jeg skulle gribe det hele an og anede ikke hvordan lovene var hernede. Og hvis der er en ting ghanesere er elendige til, så er det kommunikkation. Alle kører deres eget show og ingen aner hvad der foregår. Selvom der bliver holdt personalemøde hver evig eneste morgen om hvad vi lavede den foregående dag, hvad problemstillinger vi havde og hvad vi vil lave i dag. Men nok om det. Pointen er, at jeg følte jeg lærte SÅ meget igennem den workshop og føler nu jeg har mere styr over hvad jeg egentlig kan bidrage med og det sætter jeg virkelig pris på. Marlene fortalte mig, at det tog hende 3 måneder at finde ud af det hele, så priser mig lykkelig for hun lavede den workshop kun efter et par uger.
Jeg har på nuværende tidspunkt fået et helt fantastisk forhold til mine kollegaer og er inviteret til forlovelsesfest hos en af dems døtre her d. 23 februar og det glæder jeg mig virkelig til, for jeg har hørt at det er en helt bestemt ceremoni hvor manden skal spørge om kvindens hånd og tilbyde gaver osv. Og en af de andre, KALDET Benedicta kalder mig hendes nye partner og hver morgen så går jeg på gaden med hende og bare hygger og snakker om alt muligt. Så det føles slet ikke fremmed at være her mere J
Et af de problemstillinger jeg står overfor på arbejde har jeg snakket lidt om før. Men her i Ghana går alting så langsomt, så det er først nu der er ved at ske noget. Har før nævnt en 11 årig dreng Emanuel som kom til mig og vi snakkede lidt om hans liv, og han betroede sig til mig at en mand havde gjort upassende ting ved ham (vi lader den ved det) og at han gerne vil fjernes fra hans far (han er hjemløs, tigger og dranker) og komme i en anden familie hvor han kan gå i skole. Nu er vi så ved at finde ud af om han kan bo hos centerets lærer og Chauffør Bright og så få sponsoreret hans skolegang af centeret. Så det er jeg super spændt på. Men lovene hernede virker ikke, så Emanuel har været hjemme og sagt, at han ikke længere vil leve på gaden med sin far, og systemet er ligeglad - ligesom de faktisk er med alle mennesker af lavere samfundsklasse hernede. Nogengange føles det virkelig som at ramme ikke blot panden mod muren men hele korpusset og har tænkt tanken: Nytter det her overhovedet?? Men ja det gør, for vi gør hvad vi kan og man kan ikke redde hele verden. Så længe livet bliver lettere for blot en person har det været det hele værd!
En anden sag jeg har haft gang i en omkring en pige kaldet Fati som kommer fra en by Tamale, som ligger i Nordghana. Både hendes mor og far er døde og hun levede med sin tante. Hendes tante sendte hende så til Kumasi for at tjene penge, men Fati vil gerne tilbage og gå i skole. Hun er en meget begavet pige og har haft hende i klassen. Hun er den eneste kayayo pige jeg har mødt der har kunnet snakke et repræsentabelt engelsk. Resten kan absolut intet eller få ord. Vi kom til at snakke efter jeg underviste hende fordi jeg var så imponeret og fandt ud af denne historie. Gik derefter videre med det til mine kollegaer og vi havde et større møde med hende hvor vi besluttede at bringe hende tilbage, da tanten har råd til at give hende mad, men ikke skolegangen, men at hun godt måtte gå i skole hvis centeret sponsorerer hende. Så hun bliver bragt hjem d. 18 feb.
Derudover har jeg fået æren af en kæmpe mulighed som jeg bare ikke kunne sige nej til. Jeg rejser til Mole National Park i weekenden og det ligger tæt på Tamale, så jeg mødes med Sr. Caroline, Ibrahim og Bright (som er dem der rejser til norden for at afleverer børnene og tjekke op på de børn de allerede sponsorerer) i Tamale mandag aften og rejser rundt med dem i en hel uge og er med i feltarbejdet. Jeg er ovenud lykkelig og jeg har besluttet at købe Fati en skoletaske og et penalhus. Har snakket med hende rigtig meget og hun er virkelig en fantastisk pige, der kunne komme så langt med en smule hjælp. Piger fra norden er ofte analfabeter og forstå ikke rigtig verden og ideen med en uddannelse da norden er så primitiv. De ser måske en bil en gang om måneden. Så mange der vil noget med deres liv rejser fra norden og ned til Kumasi eller Accra.
Men ikke alt er lige godt hernede. Som før nævnt er der absolut ingen kommunikation. Især ikke mellem de ansatte og de katolske nonner som styrer stedet. De er lidt magtliderlige efter min mening og det ødelægger bare samarbejdet og hindrer mange fremskridt som jeg udefra kan se ville være muligt. Derudover lever de efter T.I.A, som står for This Is Ghana, hvilket betyder at alt går meget langsomt, ingen kæmper eller stræber efter noget, da man ikke bliver belønnet efter det. Alle trækker for det meste bare på skuldrene og tænker at en anden nok gør det. Det kan godt irriterer mig lidt ligesom det faktum at selvom vi på stedet har en policy om ingen brug af vold, så lever de ikke rigtig op til det. En sætning jeg er blevet lidt for vant til at høre efter min mening er f.eks.: "Stop beating him, or I'll beat you", hvilket i mine ører lyder så absurd og giver ingen mening. Hvordan vil vi lærer vores børn at opføre sig anstændigt og ikke benytte sig af vold når det eneste vi kan finde ud af, er at lære dem det ved hjælp af vold? Og mange af gadebørnene er flygtet fra et seriøst voldsmisbrug, og de er derudover ret vant til at slås på gaden, så kan slet ikke se hvor det skulle hjælpe dem? Det undrer mig ikke, at børnene kommer til mig i stedet, da de ved jeg ikke opfører mig truende (sidde med en pind i hånden mens man prøver at snakke fortroligt med et barn) og bestemt ikke slår dem. Jeg giver dem ren kærlighed og forståelse. Hvilket jeg mener de har brug for og det er den sande mening med centeret. Det skal være deres fristed. Det sted hvor de bare foret par timer kan være børn og føle en form for omsorg.
Men elsker det stadig og kører derudad J
Knus og kram Trine <3
- comments