Min første dag i Ghana:

Det er kun min første dag på den anden side af jorden, men allerede nu har jeg oplevet nye og spændende ting. I går aftes landede jeg i Ghana i den mest udsmykkede lufthavn jeg nogensinde har set - foruden den mest primitive. Der stod et skilt til visa, hvis man ikke havde skaffet sig sådan et og så et til pas kontrol, så mig og hundrede af andre stillede sig i kø til det. Men da en lille flok før mig når der op, får vi at vide at vi mangler en hvid blanket som skal hentes nede ved visa og udfylde den. På daværende tidsspunkt har vi allerede stået i kø i 1 time, så er lidt negativt stemt. Til alt held løber min søde sidemand fra flyet ned efter en hel stak, giver dem ud og vi får udfyldt dem uden at skulle gå bag i køen.

Da jeg så kommer igennem det hele (uden de vil tjekke min bagage - må se sød ud), går jeg ud for at finde mit lift. Jeg har fået at vide at jeg skal finde en med et skilt med enten mit navn eller "save a heart", men ingen har det, så stiller mig troligt og venter, da det er hvad jeg har fået bud på. Mange kommer og forsøger at få lov til at løfte min bagage og køre mig, men takker pænt nej til dem og må endda til sidst ignorerer dem for at blive ladet være i fred. Da jeg har ventet lidt over en halv time kommer en rar lufthavnsmand og guider mig til informationen - dog var der ikke meget information over dem, så tager mine papirer frem og finder nummeret på en af mine kontaktpersoner og ringer. Heldigvis tager han den - og hn står i lufthavnen og har set mig. Han har et skilt med "life of children", da det er navnet på organisationen hernede, og Sanne havde ikke lige fortalt det var det navn jeg skulle kigge efter. Men bliver kørt til et hotel, hvis det da var det. Men Mike, som min kontaktperson hedder, hentede noget vand til mig og tørrede bananer. Fik taget et bad (iskoldt som jeg jo elsker) og gik i seng. Men der gik længe før jeg kunne sove, men til sidst lykkedes det da.

Kl halv 7 næste morgen havde vi aftalt at jeg skulle hentes, have noget morgenmad og køres til bussen (dog var kl. kvart i før han kom). Tider hernede er ikke helt det samme som derhjemme og de tager lidt lettere på det hele.

Jeg bliver smidt ombord på bussen og Mike spørger en ung mand bagved mig om han vil smide mig af ved universitetet i Kumasi, han springer straks op, sætter sig ved siden af mig og siger at selvfølgelig vil han det. Sludrer lidt med ham før vi kører og får at vide han går på universitetet.

Da vi endelig kører - kun 20 min forsinket - får jeg mit første kulturchok. En mand rejser sig og begynder at snakke højlydt på ghanesisk, og jeg formoder det er en af dem fra busselskabet der skal give noget information. Men pludselig råber han "AMEN" og alle i bussen råber med ham. Han begynder at snakke halvt engelsk, så forstår en smule af hans snak om Gud. Han er så åbenbart præst og føler han lige vil sprede Guds ord til os. Han bryder flere gange ud i sang hvor alle synger med ham og råber højlydt når han bliver ivrig, så højt at jeg flere gange spjætter. Og stiller spørgsmål som alle flittigt svarer på. Efter ca 1½ time står han af og der er "endelig" ro. Begynder at snakke en del mere med manden ved siden af mig og han er interesseret i Danmark og lytter til noget dansk musik på min ipod, ser mine billeder og vi snakker om livet i Ghana osv. Efter et par timer holder vi ind for at tisse og han siger han finder noget let til os. Smutter på toilet og da jeg har ventet lidt i bussen kommer han tilbage med varm kakao og meatpie - hvilket smager fantastisk. (aner ikke hvad der er i). Takker ham meget og han vil ingen oenge have.

En helt fremmed mand vælger at hjælpe mig, snakke med mig og købe mad til mig. Aldrig har jeg mødt så meget venlighed før og det gjorde mig så ovenud glad.

Da vi begynder at kører igen er endnu en mand hoppet på der vil snakke/råbe om Gud. Ham her er dog noget medicinmand forklarer den unge mand mig. Han snakker overhovedet ikke engelsk så fatter ikke et pip af hvad han prædiker om i 1 time. Men Spørger min sidemand om det er normalt - og han siger at det er det. Han er kristen, men svarer ikke med, griner blot en smule en gang i mellem. Han spørger hvad jeg er, og bliver nysgerrig da jeg fortæller ham, at jeg er ateist. Vi snakker lidt om religion og han er meget venlig til at svare på mine spørgsmål om hvad ham medicinmanden råber om omkring, og griner når jeg fortæller at hvis det skete hjemme i Danmark, at folk ville tro han var skingrende sindssyg og bede ham sætte sig ned og holde kæft. Lige før medicinmanden står af i midten af ingenting sælger han noget naturmedicin som han har medbragt i klaser der mest af alt ligner frygtelig store analkugler.

Derudover var det meste af turen på lerveje der bestemt ikke var jævne. Meget skiftende med en smulle asfalt - men langtfra som hjemme og ekstremt svært at beskrive. Kom forbi mange landsbyer hvos husene er som man ser i reklamerne for fattigdommen - lavet af ler og siv. Og Geder, høns og får gående frit overalt. Hver gang nogen fik øje på mig i bussen pegede de og gloede helt vildt. Er jo også noget af en blegfis.

Ved slutningen af turen fik min sidemand (har glemt navnet - typisk mig) mit nummer og navn, så han kunne finde mig på facebook. Og vi skiltes da mit lift stod der med det samme. Blev kørt i omkring 15 før vi stoppede ved en grøn bygning. Blev vidst op til et lille kontor, som viste sig at være "life of childrens" og snakkede med en af ejerne og fik at vide at ham der hentede mig var hans søn. Vi sludrede lidt sammen inden sønnen Pappa hentede mig igen og vi skulle gå hjem til ham - som er min værtsfamilie. Aldrig har jeg set veje som vi gik ad, og blev imponeret over man kunne køre på dem. På vejen råbte den mest bedårende lille pige "lady" af mig, vinkede til mig og sagde hey. Man kunne se hun var meget nysgerrig over en blegfis som mig, men samtidig meget genert. Smilte bare sødt, vinkede igen og sagde hey. Lidt underligt at alle kigger på en - især børnene. Kan ikke finde ud af om de voksne kigger mærkelig på mig fordi de godt ved jeg er her for at gøre frivilligt arbejde og mener jeg burde tage hjem igen. Men det finder jeg vel ud af J

Det er et smukt hus jeg bor i med en virkelig lækker have. Har et stort værelse med to dobbeltsenge. Kan ikke helt finde ud af om der kommer andre og skal bo her med mig, men det kunne være rigtig hyggeligt. Udover Pappi som er 21 har han to søskende på 16 og 19. Og en mor foruden faren. Efter jeg fik nudler (som jeg ikke kunne spise op da de var så stærke, og kunne se Pappi tænkte på den spildte mad) gik jeg helt kold og faldt i søvn. Vågnede igen halv syv, hvor alt var mørkt da strømmen var gået. Sidder nu halv 9 og skriver dette med varm kakao og 3 store humbler franskbrød som jeg er nødt til at få presset ned for ikke at virke mere uhøflig. Der er intet internet i huset - kun på kontoret lidt nede af vejen. Så der er knap så meget kontakt fra mig som jeg havde håbet. Men sådan er det jo.

Nu har i i hvert fald hørt lidt om mit første indtryk af Ghana.

Knus og kram fra varmen af -Trine <3