Profile
Blog
Photos
Videos
"Hvis vi skal finde 300 tandbørster til en pris vi har råd til, så tror jeg vi skal tage til Colon."
Det gjorde vi. Og vi fandt dem. 10 pesos pr. stk., både små og store. Tandpasta og kopper. Vi var klar - Klar til at starte næste dag i Patrice med vores projekt tandbørstning. Vand ville vi købe derude. For det første ville vi ikke skulle slæbe flere liter vand med derud, men for det andet, så ville vi jo støtte de små lokale kiosker på gaden - Og det ville jo være (endnu) en god ting!
Dén dag, bliver en dag jeg aldrig glemmer. Det var en dag der satte sig dybt i mig og lærte mig, at noget så simpelt - som det jo er - kan være meget større.
Dén dag, blev også endnu en dag hvor vi blev taget imod med store smil og åbne arme, fra både børn og forældre. Uden at de rigtig vidste hvad vi skulle, og inden vi selv havde regnet ud, hvordan vi skulle gribe det hele an, blev vi af 2 forældre placeret på hver vores stol - Lige ude foran en families - ja - det er jo deres hjem(…), og ved siden af hinanden. Det her var genialt, og det var bare at gå i gang.
Kære forældre: "Vi har brug for at I hjælper os med at få børnene til at stå i 3 rækker, en række ved hver af os".. Som altid, er forældrene enormt hjælpsomme, og der gik ikke langtid før børnene stod, næsten, snorlige foran os. Da den første tandbørste blev åbnet, fik tandpasta på, dyppet i koppen med vand, og givet til det første barn, er alle de andre børns øjne rettet imod ham - Det er måske nyt, i hvert fald sjovt, og noget siger os, at dét her kommer til at blive en succes!
"Jeg mangler vaaaaaaand - Jeg mangler tandbørster - Jeg mangler vaaaaaand."
Sådan foregik det i flere timer. Der blev VED med at være børn i køen, ved med at være forældre med børn, for lidt vand og for få tandbørster. Men heldigvis var der råd at hente, og nye forsyninger var snart på vej.
Børnene var ellevilde(!), og ligeså var vi. Tandbørstning var, nyt for mig, et hit, og flere af dem fik faktisk børstet tænder op til flere gange - Hvilket vel egentlig også var helt okay, og i hvert fald tiltrængt… Hvis I har prøvet at børste tænder på, eller med børn, så ved I også at man holder øje med hvordan deres tænder ser ud, og om de børster dem ordentligt. Det gjorde vi i hvert fald, og synet var forfærdeligt. Det blev pludselig tydeligt for os, hvorfor netop tandbørstning var så stort et hit. Igennem min kø, og jeg ved fra de andre at det også gælder deres, var der ikke et barn der ikke havde et hul, højst sandsynligt også flere. Mange af dem havde sågar dissideret rådne tænder, og nogle af dem så ondt, at det simpelthen ikke var muligt for dem overhovedet at børste tænderne. HVER GANG(!) de spyttede vandet ud i de kasser vi havde med, var spyttet var helt gult og ofte fyldt med blod. For nogle var det sjovt. Det var fantastisk og det var dagens højdepunkt. Men for andre var det den rene totur, og ikke noget de ville have lyst til at gøre igen. For os var det det hele. Vi ved at det er et tiltag der er brug for, og vi tror det er et tiltag der kan hjælpe, i hvert fald nogle af dem, med deres tandhygiejne. Det var fantastisk at se hvordan børnene OG forældrene tog imod det. Hvordan de nød det, og hvor sjov DE havde det - Men følelsen af at sidde der, midt på gaden hvor vi ved de bor, og ikke har andet end det vi med det blotte øje er i stand til at spotte, og se hvordan et så simpelt tiltag, men alligevel noget du har overvejet i dagevis, bare lykkedes og spreder glæde på hele vejen, slår det hele. Følelsen af, at det her er DU en del af, og det her er noget du i samarbejde med dit team har planlagt, giver det vildeste sus i maven, kuldegysning over hele kroppen, meget mere blod på tanden og lysten til aldrig at stoppe! Og så alligevel …
Hver gang et grædende barn sad med en tandbørste og kæmpede for at gøre det alle de andre børn gjorde, gjorde det ondt i hjertet på os alle sammen. At vide, at det skyldes så mange skader på alle tænderne, og endda ligefrem råddenskab gav en følelse der ikke kan beskrives. At vide, og være nødt til erkende, at vi ikke har de ressourcer der skal til, for at kunne tage dem med til det mest oplagte, og dét, som vi måske, bare en lille smule, tager for givet (i hvert fald mens vi er under 18) i Danmark. Tandlægen … Det kan vi ikke … Vi kan ikke. Og hvad er det så lige præcis vi gør for de børn? Udstiller dem? Ekskluderer dem? Sætter dem i en situation hvor de føler sig utilpasse, og måske endda mere svigtet end de er i forvejen? Hvad gør vi egentlig med de børn - Hvad gør vi for dem, og vigtigst af alt, hvad gør vi egentlig imod dem?
Der er ikke noget vi kan gøre, lige nu. Det er ikke et problem vi lige nu er i stand til at løse. Og det får også mit hoved til at hænge. Men det er virkeligheden, det er meget virkelig og nogle gange for virkelig. Der er 300 børn. Vi er 4 studerende og en nystartet organisation. Vi er NØDT til at starte et sted. Vi er NØDT til at se på alt det vi kan i stedet for alt det vi ikke kan. Og hvad kan vi? Vi KAN børste tænder sammen med dem. Vi kan give dem nogle bedre dage, og nogle oplevelser der forhåbentlig vil hjælpe dem til at løfte sig. Det er det vi kan, det er det vi er skide gode til, og det er det vi mærker børnene (B.LA) har brug for. Og selvom tandbørstning måske ikke kan rede deres nuværende skader, så kan det måske, vi kan i hvert fald håbe på, at det kan forebygge (hvis flere overhovedet er muligt) flere skader. Det kan i hvert fald give dem nogle succes oplevelser. Følelser af, at de faktisk godt kan, noget lykkedes, og der er faktisk nogle der gerne vil hjælpe mig. Vi kunne se på børnene at de syntes det var sjovt. Vi kunne mærke, at de virkelig nød det. Måske ikke så meget tandbørstinge(?) - men noget at tage sig til, og nogle der rent faktisk gjorde noget, ikke bare for, men med dem. Det var fantastisk, at sidde der og være en del af det hele - Lige i midten. Fuldstændig priceless. Selv forældrene nød det. De deltog og de snakkede løs og hyggede sig. At vi er der betyder så meget for dem, og det ligger de på ingen måde skjul på. Nogle af dem var i virkeligheden mere begejstret for tandbørsterne end børnene var, og dét var/er SÅ motiverende, og vel egentlig byggestende for det hele?
Det VAR virkelig en fantastisk dag. Det var virkelig en dag der aldrig forsvinder væk, og det var endnu en dag hvor jeg fik lært lektien om, at sætte pris på …. Det kan godt være jeg gav den lille pige på 3 år, med helt ubeskriveligt store smukke brune øjne, en tandbørste, og efterfølgende sagde "thank you" for, men måske jeg skulle sige det samme til hende. I morgen.
- comments