Profile
Blog
Photos
Videos
Filipino Street Kids er nu startet gaden!
Vi har valgt et område, området hedder Patrice, og ligger nede ved havnen. Det er et af de mærkeligste områder jeg nogensinde har været i - Det er et af de fattigste, og inden jeg kom der, kan jeg nu sige, at jeg overhovedet ikke havde set noget! Jeg har fået fortalt, at Patrice er et af de områder hvor der bor flest gadebørn - og gadefamilier, og da pigerne og jeg den anden dag var ude på gaden for at samle navne og aldre ind på børnene, fik vi fortalt at der er 300(+) børn - Bare på DEN gade.
Gaden er …. En gade. En gade, som er ca. 300-500 meter lang. En gade, hvor der pga. havnen, er rigtig meget gennemkørsel af lastbiler og andre arbejdsbiler - Også selvom det faktisk kniber med pladsen til dem. Når du starter din vej på gaden, møder du til at starte med nogle få familier som bor på fortovet under nogle papkasser eller træer. Uden meget mere end hinanden, og deres uforståelige gode humør og altid smilende ansigter. Imens du går på gaden, møder du på vej en masse børn som render og leger (uden rigtig noget at ege med) på vejen, og du møder en masse børn som kommer hen til dig, tager dig i hånden med det samme, og på trods af sprogvanskeligheder utrolig gerne vil hilse på dig. Jo længere ned af gaden du går, jo mere (u)hyggeligt bliver det. Du ser på hver side af vejen "huse" som familierne selv har bygget ud af træ. De er ikke pæne, de er ikke lige, de er ikke noget man nogensinde kunne tænke sig at bo i, og de er ikke sikre - Men det er deres, og for dem, er det det der betyder noget. Du ser på gaden små hjemmelavet kiosker, hvor du kan, hvis du altså har penge, købe vand, cigaretter, chips slik, og måske også en masse andet, du ser steder hvor familier har lavet små gadekøkkener, og hvor nogle af gadens beboer sidder og ser ud til at hygge sig. Gaden har altså, foruden deres mange børn, deres helt eget samfund, og selvom det måske lyder til at de har det godt, og at de sagtens kan klare sig ud fra det de har, så er det langt fra sådan det ser ud, set med mine øjne. Ikke alle børnene er en del af en familie. Flere af dem er overladt til sig selv, og sover om natten under lastbiler, eller andre steder hvor de kan finde ly. De har kun hinanden på gaden, og selvom der er små kiosker og gadekøkkener, er det ikke ensbetydende med at alle børn og voksne har glæde af dette - Det kræver at man har penge, og det har de færreste.
Inden vi startede på gaden gjorde vi os nogle tanker om, hvad og hvordan vi ville starte - Hvad kan vi med vores ressourcer gøre. For at vi kan hjælpe de her børn er vi nødt til at tage udgangspunkt i deres basale behov. Vi er nødt til, for at kunne hjælpe dem at have fokus på deres hygiejne, da den i høj grad er forsømt og skyld i sygdom hos rigtig mange af dem, og i nogle tilfælde også fører til dødsfald. Derfor, blev vi enige om, at vores første tiltag skulle være at børste tænder på børnene. Mange af børnene, faktisk størstedelen, har huller i deres tænder, rådne tænder, tandkødsbetændelse osv., og på grund af deres fattigdom, har de ikke mulighed for at komme til tandlægen - Og derfor, vil vi her forsøge at hjælpe med de ressourcer vi lige nu har.
For at tandbørsterne ikke skal blive væk, blive brugt til alt muligt andet, blive byttet rundt på til højre og venstre, blev vi enige om i FSK at vi ville skrive navne på tandbørsterne og tage dem med hjem hverdag. Pigerne og jeg tog derfor, som det første, ud på gaden for at få navne på børnene samt aldre, for at vide hvilken aldersgruppe vi ville komme til at arbejde med. Det foregik bestemt ikke som planlagt, og da vi tog derfra følte vi virkelig vi havde taget en opgave på os, der ville være alt for stor ….
-Hvordan gør vi det her bedst muligt? Jeg tænker, at vi får fat i en af forældrene forklare dem hvorfor vi er her, og så satse på de vil hjælpe os ..
De var mere end villige til at hjælpe os, og det var her vi fandt ud af at der er 300+ børn. Imens vi stod, omringet af en million børn der var ivrige efter at blive skrevet på, en million forældre der kom med alle deres børn, børnebørn og alle andres børn som også skulle skrives på, kom en mor hen til os og sagde, at der på gaden var 300, hvis ikke flere, børn. Der stod vi, med ca. 200 nedskrevne navne, taget med bukserne nede, følte opgaven fuldstændig umuligt, og ikke i stand til andet end at se opgivende på hinanden.
Vi blev enige om at stoppe. Fortælle forældrene at vi ville komme tilbage igen i morgen, vende den med vores chef - Og derfra forhåbentlig ligge en plan ……
Da vi sidder i taxaen på vej mod vores kontor, er vi fuldstændig bombet i hovedet. Det havde været en fuldstændig overvældende dag, med et KÆMPE kaos. At opdage at der på gaden er 300+ børn og samtidig vide, at vi kun er 4 studerende, hvordan skal det nogensinde lykkedes? Tanker om, om vi overhovedet kan købe tandbørster til dem, når vi ifølge planen skal have dem med hjem hverdag for de ikke bliver væk, om vi kan vi sætte navne på dem, om vi har tid til at bruge tid på, hver morgen vi kommer derud, at aflevere tandbørster til dem, børste deres tænder, og samle dem ind igen kører rundt i hovedet, og størst af alt: HVAD FANDEN GØR VI!?
På kontoret ringer vi til vores chef og forklare ham situationen. Han er enig med os i, at 300 børn er mere end forventet, og at tandbørstningsprojektet derfor lige må vente, til vi har fået regnet ud hvad vi gør … Vi aftaler derfor med ham, at vi i stedet tager ud og købe noget legetøj til børnene, som vi kan have med derud dagen efter, og bruge til at komme i kontakt med børnene - samt give dem noget som de virkelig mangler.
Det var tænkt som en god tanke, og det blev gjort for at skabe glæde hos dem. Hvis vi havde tænkt os om en ekstra gang … Hvis vi bare havde tænkt lidt længere end Danmark, havde vi godt set det gå galt! Men det gjorde vi ikke, og er der ikke også nogle der siger, at man lærer mere af sine fejl?
Vi vidste onsdag morgen da vi tog derud godt, at vi på ingen måde havde legetøj nok til alle børnene! Planen var at vi ville tage derud, tegne nogle firkanter med kridt på vejen, hvor børnene så kunne lege med legetøjet. På en måde tænkte vi, at vi bedst muligt kunne forhindre legetøjet i at forsvinde.
Har du noget bud på hvad der sker, når 3 hvide piger kommer gående med 3 store poser med legetøj, på en vej fyldt med gadebørn?
Der skete det, at vi efter 5 minutter var OMRINGET og forfulgt af ca. 300 børn, i ALLE aldre. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne forklare hvad, og hvor voldsomt det der skete var … Børnene kæmpede om overlevelse. Det gik virkelig op for os, at de her børn ingen sociale kompetencer har - Og hvordan skulle de egentlig også have fået dem? Børnene er vokset op med, og opdraget til, at hvad de kan få fat i skal de få fat i, og så skal de ellers bare beholde det. For dem er hver dag en kamp for overlevelse, og hvis jeg troede jeg havde fået et reality-tjek, så kunne jeg - lige der - godt tro om. Børnene kæmpede som sultne løver om at få fat i de ting vi havde med, og da jeg på et tidspunkt står fuldstændig magtesløs, og derfor rækker en bold til en af dem, kaster flere børn sig over ham - hiver i hinandens hår og tøj, bare for … At få fat i en bold. Vi fik vendt en hel gade på den anden ende, og selvom flere af forældrene var søde til at hjælpe os, var det overhovedet ikke til nogen nytte. Vi endte med at flygte ind i en taxa. Der var INGENTING vi kunne gøre. Der var intet vi kunne stille op, og det eneste vi havde fået ud af, hvad vi havde gjort, og hvad vi måske efterfølgende ville have gjort, havde ikke gjort noget godt for hverken børnene eller os. Vi sad tilbage i taxaen med den dårligste smag i munden, den værste følelse indeni - Hvad vi havde gjort af en god tanke, havde været skyld i, at flere af børnene kom til skade, og at en hel gade var blevet sat fuldstændig på den anden ende. Hvorfor tænkte vi os ikke bare om? Selvfølgelig ville det her ske! De kæmper om overlevelse! Hvad fanden havde vi haft gang i, og hvordan kunne vi overhovedet være så dumme? Den næste time sad vi alle sammen hjemme og kunne slet ikke sige noget, eller finde ord på, hvad vi lige havde oplevet. Følelsen af, at være fuldstændig magtesløs. Følelsen af, at have fået den vildeste opvågning, og følelsen af, at være så dum at tro det havde kunnet lykkedes sad i os alle sammen - Projektet var mislykkedes til et kæmpe 12 tal, en hel gade var vendt på den anden ende, og det var vores skyld!
Der er nogen der siger, at når man falder af hesten skal man kravle op igen. Det besluttede vi os for at gøre - Vi ville tage derud igen (UDEN LEGETØJ!). Vi ville sørge for, at børn som forældre var okay. Sige undskyld for postyret, og forhåbentlig opnå følelsen af, at vi stadig var velkommende.
Man kan sige meget om Filippinerne, og man kan mene meget om gadebørn - men smile af alting, det kan de virkelig! Der var ingen problemer. Der var no-hard-feelings, og børnene var ligeså vilde med os, som de hele tiden havde været.
En mor forsøgte i noget tid at vinke os over til hende - Vi var ikke sikre på om det var til os, eller til nogle af de mange børn der stod sammen, og rundt om os - men efter lidt øjenkontakt var vi ikke i tvivl. Vi gik derover, og vi blev inviteret ind. 3 danskere, der er større end 2 filippinere tilsammen, blev vi inviteret ind i hendes hjem. Et hjem, der ca. var 2x3 meter, indeholdte 2 små plastik stole, og en baby på gulvet. Der sad vi, og var IGEN fuldstændig målløse. "Hvor mange mennesker bor I herinde", spurgte jeg. 5! 2 voksne og 3 børn. Det er svært ikke at se forarget ud, og det gjorde jeg sikkert også. Hun tog mig i hånden, kiggede mig i øjnene, og smilede utrolig længe til mig. Vi sad og snakkede med hende, og nogle af børnene som ihærdigt forsøgte at kigge med i noget tid, og det var virkelig en hel speciel oplevelse, som der på ingen måde kan sættes ord på.
Dagen efter var helt sikkert reddet! Vi kunne tage hjem igen med ro i maven, med viden om at vi ikke havde gjort nogen alvorlig skade, og med en følelse af, at vi med vores fejl i mente, var klar til igen at tage den udfording det bliver, op!
- comments