Har du en mor og en far?

Jeg har en mor, men ikke en far. Han er død, men jeg ved ikke hvordan.

Det kom som et lyn fra en blå himmel over en opvask. Det virkede på ham som om det var ligeså naturligt som at fortælle mig at solen skinnede, men for mig føltes det som en af de større tillidserklæringer.

Filippinerne er uden tvivl et dejligt land, med mennesker der er så fantastisk søde og hjælpsomme hele tiden, og mere smilende end jeg nogensinde havde troet mennesker kunne være - uanset deres status i samfundet. Varmen hernede er hel fantastisk, og selvom solen går ned mellem klokken 17 og 18, så har jeg endnu ikke haft en eneste dag med mere tøj på end mine shorts og min t-shirt. Maden er nogle steder rigtig lækker, og priserne på stort set alt er helt uforståelige. Men det er meget mere, og sikkert også meget mindre ….

På et tidspunkt rammer man et punkt, hvor kroppen og hjernen har svært ved at tage mere ind. Chokket over alle indtrykkene og kulturen har så småt lagt sig, og på en eller anden mærkelig måde begynder kroppen at reagere. Man når et punkt, hvor bare en taxa tur er svær at komme igennem, og hvor det eneste man har lyst til er at lukke øjnene. Filippinerne er et land hvor kun fliserne på fortovet skiller de rige fra de fattige, og de nydende fra de ydende. Det er et land hvor man enten har eller ikke har, som i virkelig ikke har, og selvom kontrasten imellem de to ting er så stor, er det alligevel placeret lige oveni hinanden - Og at se den side af verden, og samtidig leve i den, er for mig så uvirkelig og simpelthen så uretfærdigt! Det gør ondt at se på de børn jeg hverdag møder, som enten alene eller sammen med deres familie lever på gaden, og af at tigge. Det gør ondt at opleve hvordan et land, i en verden vi alle sammen lever i, kan være så forfærdelig, og opleve at der ikke er nogle der tager ansvar for det. Det gør ondt at vi skal ignorere tiggerne, fordi pengene alligevel ender et andet sted end hos børene, eller bliver brugt på drugs - især lim, eller fordi damen med barnet over skulderen igen i morgen bruger pengene på at leje endnu et barn som hun kan dope med stoffer, så folk omkring får mere medlidenhed. Det er svært at forstå hvordan mennesker kan være tvunget til at leve sådan, og da en kammerat og jeg den anden aften mødte en familie på gaden, en mor og en far med 4 børn, intet andet, og alligevel alt for meget, blev virkeligheden alt for virkelig, og vi besluttede uden at tøve og med kun et hurtigt blik på hinanden, at tage dem med hen til en 7-11 for at købe lidt mad og drikke til dem. Jeg gik, og sad med en lille dreng på armen, mere beskidt end 10 børn i en institution på en regnvejrsdag, og mere ødelagt end noget andet barn jeg nogensinde har set før. Jeg kunne fortælle dig vidt og bredt om oplevelsen, om følelserne, om tankerne, og om smerten der rammer, men til hvilken nytte? For ligesom jeg selv, vil du ikke forstå det før du selv står med drengen på armen og med øjnene på familien.

Det er ikke længere bare en reklame i fjernsynet, et billede på facebook eller en artikel i avisen - det er virkelighed, og den er lige ude foran min dør. En virkelighed jeg aldrig før har skullet tage stilling til, en virkelighed der først rammer når sanserne er med, og samtidig en virkelighed jeg måske aldrig bliver i stand til at tage stilling til. Ens eget liv, livssyn og dårlige økonomi bliver ret hurtigt sat i perspektiv, og som en lussing giver den her virkelighed et reality tjek, og en opvågning der for evigt vil have sat sine spor.

Jeg har kun tilbragt en lille uge på børnehjemmet Community Scout Youth and Guidance Center, og allerede nu har drengene sat sig så utrolig dybt i mig, og vist mig et livsmod jeg aldrig nogensinde tror jeg vil være i stand til at komme i nærheden af. De viser mig hverdag en livsglæde der er fuldstændig ubegribelig, og en glæde over de mindste ting, en yoyo, et shippetorv, en hjemmelavet basket kurv, samt et par bolde, som simpelthen er så beundringsværdigt, og som uden tvivl er en af de ting jeg kommer til at have svært ved ikke at tage med tilbage til Danmark.

Når man besøger børnehjemmet for første gang, når man kommer fra Danmark, og i hvert fald når man er mig, bliver man rigtig forarget. Jeg blev sur - sur på landet og på samfundet. Sur på mig selv, over aldrig at have troet på den her side af verden, og jeg blev utrolig ked af det - ked af at se, hvordan nogle børn er tvunget til at leve, og ked af at vide, at det her skulle være det gode af det fattige - for hvordan er det dårlige så? Det ved jeg stadig ikke om jeg har fundet ud af, men jeg har fundet ud af, at der fra at besøge dem første gang, til nu at have dannet en relation til de fleste, og til at have fået et indblik i nogle af deres historier og deres liv.. Der er langt, der er rigtig langt. De her børn er faktisk lige pludselig privilegeret. Du har haft mulighed for at se nogle billeder af centeret på min facebook - Synes du de er privilegeret? Det synes jeg heller ikke. Men det er de. De får mad 3 gange om dagen, hverdag. Børn og familier på gaden skal være heldige hvis bare de får mad en gang om dagen. De får vand, ikke altid rent, men de får det. De får mulighed for at gå i skole - Jeg har aldrig oplevet børn være SÅ glade for at gå i skole, og måske egentlig bare fordi de ved at det er det der skal til for at de en dag vil kunne forsørge deres familie, den familie som vi alle sammen drømmer om at få. De får (nogle gange) medicin hvis de er syge, de får sikkerhed, en sikkerhed de i den grad har brug for, og så får de selvfølgelig et hjem - Måske ikke så varmt og kærligt som du kender det, men hvis jeg kom fra gaden ville jeg også kalde det et hjem, men måske kun fordi jeg har set gaden.

Community Scout Youth and Guidance center ligger i noget der hedder Duljo Fatima, ca. en 5-6 kilometer fra vores område, og uden at tage patent på fattigdom, er det et af de hidtil værste områder jeg har set. Når jeg kører til og fra arbejde ser jeg ting ud af vinduet i taxaen, som jeg aldrig nogensinde i min vildeste fantasi kunne have forestillet mig eksisterede. Jeg ser mødre, der med sine små børn omkring sig eller i armene, sidder og roder i noget der for mig ligner brændt affald, men som for hende sikkert ligner det næste måltid, eller i hvert fald bare et håb på overlevelse. Jeg ser mødre der sidder i deres hjem - et skur på størrelse med min skoreol, og ammer deres børn. Jeg ser børn der ligger på fortovet og sover, og børn der vildeløst render rundt og leger i vejkanten med det de lige finder, og overalt ser jeg udsultede dyr og mennesker. Jeg holder i et vejkryds, og på det ene hjørne ligger der en bilforhandler med de flotteste nye biler, og på det andet hjørne ligger der noget der ligner et nedbrændt hus, men som i virkeligheden er en grønthandler. Jeg ser steder med små bure, der er bure hvor mennesker bor og sover. Jeg ser børn der hverdag jeg har fri, sidder på det samme gadehjørne med ryggen ud mod vejen, og med hovedet mod en masse affald - Det er vidst her de leger…. Jeg har set en mor stå og tæske løs på sit barn med en træ kæp på åben gade, vendt mig om - set hvordan barnet med hoved fuldt af blod og tåre, forsøgte at komme væk. Hver morgen vi kører på arbejder fortæller jeg mig selv at det ikke kan blive værre end i går, men hverdag tager jeg fejl.

Du har måske set billerne af centeret på facebook, men hvad du ikke har set, er alle de børn der dagligt går forbi porten indtil centeret, og nogle gange stopper op. Stopper op og kigger ind på børnene, pigerne og jeg, og som med deres blikke i øjnene tydeligt viser lysten til at komme ind og være med til at kaste med tennisbolden. Du har ikke set de mødre der også stopper op for at kigge efter deres sønner, og som nogle gange får lov til at komme ind og hilse på. Du har ikke set drengen som sidder i forhallen og ser ulykkelig ud, uden først at forstå hvorfor da politi bilen (et vognlad med et på spændt bur bagpå)kommer kørende, og hans grædende mor stiger af og bliver eskorteret ind - Og så alligevel ikke hel forstå hvad det er der sker, for du snakker ikke samme sprog som dem. Du har af gode grunde ikke set børnene, de børn der bare har brug for at være børn, og som bare virkelig fortjener det bedste i verden! At jeg har fået den gave det virkelig er, hverdag at blive mødt af så fantastiske drenge som virkelig giver så meget af dem selv, måske uden at vide det, er fuldstændig priceless, og jeg vil aldrig, aldrig, aldrig nogensinde give det væk.