Profile
Blog
Photos
Videos
En opringning fra en veninde i Danmark var tiltrængt. Ikke fordi jeg savner hende mere end jeg plejer at gøre, eller fordi jeg gerne vil hjem, men fordi hun får mig til at tænke uden at spørge om noget særligt. Bare de der små ting, der får folk, eller i hvert fald mig, til at reflektere over oplevelser og indtryk, og tænke på min egen betydning og mine egne følelser her, på den anden side af jorden.
Vi er her. Vi er i Cebu, på Filippinerne - 3 piger, der er sprunget ud i et (forhåbentlig) kæmpe stort eventyr, uden noget særligt kendskab, eller relation til hinanden. Vi er måske ligeså forskellige som nat og dag, men måske er det også meningen, og måske er det dét, der i sidste ende vil være helt perfekt.
Som de af jer, der har læst min præsentation ved, har jeg aldrig været ude og flyve før - eller rejse, så jeg ved ikke hvordan det (skal) føles. Jeg ved ikke om koncentrationsbesvær er normalt, om tomheden indeni er normal - Det der med, at man ikke ved hvad man tænker eller føler om netop dét, men sådan havde jeg det. En uge før. Uanset hvem af mine veninder jeg spiste frokost med, hvem af mine venner jeg snakkede med til min kammerats fødselsdag, hvem af mine søskende eller forældre jeg krammede på gensyn i lufthavnene, så var jeg der ikke …. Rigtigt. En tåre eller 20 faldt der, men så snart jeg vendte ryggen til var jeg ovenpå igen, og klar til at prøve ALT for første gang. Security i lufthavne(ne) er pisse irriterende - Især når man rejser med computer! Alt andet end at lette og lande er røvsygt, mellemlandinger er latterlige, fly er forfærdelige kolde med for lidt tøj på, maden er OK, men ikke mættende, stolende er de værste senge, stewardesserne er langsomme, men ekstremt søde. Næste gang tager jeg nok bare en kortere strækning ;-)
Da vi efter 24 timers flyvning (med ventetid) landede i Manila, var jeg FORFÆDELIG ryge trængende(!!), så vi besluttede at vi godt lige kunne nå udenfor, inden vi skulle op og have det sidste fly. Waaauw! Vi kunne ligeså godt være trådt ind i en sauna, der var så varmt, og luften trykkede virkelig. Solen var gået ned, så der var det flotteste lys at se, så langt vi kunne, i byen, en masse larm fra både mennesker og biler. Vi var landet på Filippinerne. En flyvetur tilbage, og så ville vi være "hjemme".
Åbenbart en mere besværlig flyvetur end vi havde regnet med …… Da vi igen gik ind i lufthavnen for at tjekke ind, kunne vi ikke se vores afgang på nogle af skærmede, så vi besluttede at spørge om hjælp, og her oplevede vi hurtigt Filippinernes venlighed - men tydeligvis også landets besværlighed. "I skal over til en anden lufthavn (Philippines Airlines), og det tager 10-20 minutter i taxa, og i kan kun betale med kontanter". Vores fly går om 30 minutter, hvor kan vi hæve penge henne, og hvor fanden er der en taxa?!!
Efter en sindssyg taxa-tur, hvor vi virkelig mærkede en anden kultur. Vi holder ikke stille, vi kører, og hvis der ikke er plads, så dytter vi bare lidt … Mens de andre piger prøvede at kontakte ham der skulle hente os i Cebu lufthavnen, og holde øje med hvor vi kørte hen, satte jeg mig, nok lidt tavst, tilbage i sædet og kiggede ud. Kiggede ud på et land der skiftevis var fyldt af slum og skyskrabere. Kiggede på mennesker der havde ingenting, og sikkert boede lige der, midt på gaden. "Han har lige låst dørene, er det normalt"? 5 minutter efter kom en ældre dame med et barn på armen gående imellem den sindssyge trafik, tiggende, og med greb i dørene. Det var helt normalt at låse dørene, og nu vidste vi hvorfor.
Vi nåede det. Flyet var halvanden time forsinket - til vores held. Så der sad vi. I Manila, i verdens (troede jeg) mindste lufthavn, pisse trætte, bedøvet af jetlag, frysende, virkelig utålmodige, og endnu engang virkelig rygetrængende!
Halvanden time, en masse hilser og blikker senere, landede vi (endelig), stadig frysende, i Ceby City - Og det MÅ være verdens mindste lufthavn! Indenfor overskueligt, udenfor … Forfærdelig varmt (læs: klokken var 00.30), fyldt med mennesker der kom hjem, mennesker med skilte til folk der skulle hentes, vagter, børn, biler, dyr og generalt bare en masse larm! - Uoverskueligt. Særligt med jetlag, og ingen sans for hvad der på 28 timer lige var sket …
Vi blev hentet 20 minutter senere, ind i en taxa, og afsted mod hotellet. Her kører de lidt pænere end i Manila, men stadig sindssygt nok til at bede en bøn inden man sætter sig ind. Midt om natten, mennesker overalt på gaden, den ene mere fattig end den anden, slum på alle vejene, voksne og børn der peger og beder deres venner kigge ind i taxaen - sådan var det. Og sådan er det stadig. Det hele i en stor pærevælling i en hjerne der i forvejen er fyldt op af indtryk og træthed. Vågen nok til at se, men fyldt for meget op til at indtage. En ubehagelig gå tur i gaden på vej til et apotek efter myggespray. Midt om natten, i midten af det hele, men stadig uden andet end tomhed.
En hård start med en blød seng som landing, vi er i Cebu.
- comments
Christina Puggaard Det lyder virkelig som en lang tur i har haft! Held&lykke med jetlaget og at falde på plads ☺️
nadja guldmann Godt du er kommet frem mette, efter den lange rejse. Håber i vil få en fantastisk oplevelse Ser frem til at følge jeres eventyr her på bloggen :))
Birgit ingvor Dejligt at du giver dig tid til at fortælle historien til os herhjemme - og til dig selv senere, når du har glemt meget af det, du har oplevet. Pas på dig selv og hinanden i en helt anden verden! KH
Mette Ingvor Dejligt at i følger med! :-) Det var noget af en tur, og selvom der er et halvt år til vi skal hjem, er tanken om endnu en tur fuldstændig uoverskuelig! Men vi er her, vi nyder det, elsker det & glæder os til at komme igang med arbejdet :-)
Bente Hej Mette.... Dejligt at høre at du trods den lange rejse... Har bevaret din koncentration om også at få nogle indtryk fra den verden du nu er kommet til.... Sikkert helt forskellig fra dk.... Pøj pøj... Knus .... Og mere heldig lykke....