Profile
Blog
Photos
Videos
Vi er gået forbi husene på gaden, og vi har kigget på dem hver gang vi sidder i en taxa. Vi har kigget, og tænkt, det kan da ikke være rigtigt at du bor der - bor de virkelig der? Vi havde snakket om, at vi en dag gerne ville ind og se "husene", besøge familierne der rent faktisk bor der og se, hvordan det ser ud indeni. Den anden dag da var vi på arbejde, kommer en af housemoms'ne hen til os, og fortæller at hun har givet et af børnene tilladelse til at tage hjem og besøge hans familie, så om vi ville tage med ham?
Jeg har i et tidligere indlæg skrevet om Duljo Fatima hvor centeret ligger, og skrevet at det hidtil har været det værste område jeg har set. Duljo Fatima ligger tæt op af et område som hedder Colon, og Colon ER det værste område der er her i Cebu. Alle snakker om det, om hvor farligt der er og om hvor fattigt der er. Vi ved, at man ikke går på gaden i Colon efter klokken 19, og lad os bare lade den ligge der….
Vi har endnu ikke (helt) været der, men finder ud af på vej hen til drengens familie, at det er i Colon de bor… Mit indtryk i jeepen på vej derhen, var egentlig ikke at det var værre end andre steder jeg har set. Der var, måske lidt flere, men de samme tiggere, de sammen forfærdelige gader, og nogle steder den samme ulækre lugt. Jeg synes egentlig at det ligner meget godt alle de andre steder - men de siger jo også at det først ændrer sig når mørket falder på. For mig ændrede hele verden sig da jeepen kører op af en lille sidegade, måske egentlig mere en side-grusvej(…) og stopper.
Har du nogensinde stået i en situation hvor du har oplevet noget, som du rigtig gerne ville dele med en ven eller en veninde? En oplevelse der for dig har været helt vildt sindssyg, eller en oplevelse der er været ekstremt sy realistisk, eller bare en oplevelse der har gjort så stort et indtryk på dig, og hvor du har tænkt; det her skal jeg dele med den person, men samtidig blevet ramt af følelsen, hvordan? Here we go..
Vi stiger af, og jeg VED virkelig ikke hvordan jeg skal forklare hvad vi stiger ud i - og ind i. Udefra ligner det en af de hytter jeg byggede til spejder som 10 årig. Der er sat lidt tøj og blomster op til at dække de værste huller i træet, om det hjælper ved jeg ikke om jeg vil sige. Indenfor er der ca. 10 kvadratmeter, en høne i bur, en seng på det ene led og 2 på det andet. En lille dreng på en spand i hjørnet, en lille pige på armen af deres mor, og på den ene seng …. En baby, på ca. et par uger.. Rundt omkring en masse tøj. Intet af det er rigtigt rent, det hele ser lidt hullet ud, og sikkert også enten for stort eller for småt. Jeg er for høj til at stå op derinde, og for stor til at sidde i nogle af sengene uden de braser sammen, og helt ærligt … De bor der. Det gjorde så stort et indtryk på mig, og det rørte så mange ting i mig, at jeg ikke engang KAN, og faktisk heller ikke vil forklare det, for lige præcis den oplevelse, skal bare have lov til at stå som en følelse - en følelse jeg ikke helt kender til.
På vej hjem var vi ikke i stand til at sige noget. Vi var ikke i stand til at sætte ord på hvad vi lige havde oplevet, og vi var ikke i stand til at forstå. Forstå, at det vi så gerne ville opleve havde vi lige oplevet, og forstå, at selvom vi udefra havde en idé om hvordan det måtte se ud, så var idéen alligevel så langt væk fra virkeligheden, og virkeligheden var så uvirkelig, men alligevel så fandens virkelig.
Vi havde et ønske om at besøge en familie. Lige indtil vi stod der. Oplevelsen i perspektiv vil jeg ikke være foruden, men oplevelsen i momentet var så svær at acceptere, svær at forstå og svær at komme igennem. Det var svært at kigge moderen i øjnene, svært at se på en lille baby hvis skæbne allerede var bestemt, og svært at tage drengen med tilbage til centeret og nu være tvunget til at erkende, og bestemme, at han fysisk har det godt.
Det var uden tvivl den sværeste dag jeg hidtil har haft hernede, men samtidig også den mest fantastiske. Den viste mig at arbejdet betaler sig, og selvom vi ikke giver dem en hel masse, så gør bare en lille smule en hel del for lige præcis de børn. Den dag satte mine tanker i gang, den satte mit hjerte et andet sted, og den var med til at vise mig, at Jeg. Kan. Gøre. En. Forskel.
- comments