(Alle min fremtidige blogindlaeg, bliver med ae,oe,aa)

Saa er jeg endelig igang med noget der ligner en paedagogisk dagligdag med faste rutiner. Jeg er smadder glad for at vaere paa denne skole, og jeg foeler selv, at jeg laerer en masse nye ting hver dag.

Jeg har blandt andet erfaret, at foraeldresamarbejde kan vaere haardt arbejde, da kommunikationen og troen paa hinandens personlige viden og erfaring, spiller en vaesentlig rolle. Dette fandt jeg ud af, da vi igaar skulle en tur i svoemmehallen med klassen, og der var én af eleverne, som pludselig ikke maatte komme med alligevel, trods en pakket svoemmetaske med penge i. (Foraeldrerne betaler pr. gang deres barn skal i svoemmehallen, men det forklarer jeg mere om, senere hen, i min institutionsbeskrivelse)

Dette resulterede i, at laereren fra min klasse, maatte ringe til elevens mor, for at overbevise hende om, at vi havde fuldkommen styr paa situationen og paa ingen maade, ville tvinge hendes datter i vandet, men tvaert imod bare vende hende til at vaere der, og dernaest tage smaa skridt ad gangen mht at faa hende i vandet. Det skal siges, at elevens foraeldre selv havde proevet engang at faa hende i svoemmehallen, hvor hun fik et hysterisk anfald, hvilket gjorde, at de sagde nej tak til tilbuddet i sidste oejeblik, da de ikke ville udsaette hende for det igen. Slutningen paa denne historie lyder, at foraldrerne gav hende lov til at tage med, hun var i vandet, plaskede rundt og alt dette, med et kaempe smil paa laeberne!

Grunden til, at dette blev en problemstilling var, at hvis hun ikke maatte komme med, blev én af laererne noedt til at blive hjemme med hende, hvilket ville betyde, at vi ikke var nok laerere til at tage med resten af boernene i svoemmehallen.

Mine to kollegaer i klassen og jeg har diskuteret dette efterfoelgende, og vi er kommet frem til den konklusion, at man for det foerste aldrig kan vaere sikker paa, hvordan en lille pige med autisme reagerer, da det kan varriere meget, alt efter hvilke stimulationer og paavirkninger hun har haft det sidste stykke tid. For det andet kom vi frem til, at grunden til hun endte med at faa en succes ud denne dag var, at vi ikke tvang hende til noget som helst og havde hendes yndlingsmusik med (hvilket er en meget spaendende observation mht mit linjefag). Alt i alt endte det med at vaere en god oplevelse for alle eleverne, dog var vi i tidsmangel, og endte foerst hjemme paa skolen, da busserne ankom for at hente eleverne. Vi er blevet den erfaring rigere, at vi skal tidligere afsted naeste gang :)

Laeren fra min klasse ringede straks til elevens mor, da vi kom hjem, for at fortaelle hvordan dagen var gaaet, og at der selvfoelgelig, var blevet taget en masse billeder, som hun ville sende med hjem én af de foelgende dage. Moren blev simpelthen saa glad og er nu overbevist om, at laererne i min klasse, som fagpersoner, har styr paa deres handlinger og at hendes datter selvfoelgelig skal i svoemmehallen frem over.

.... men hvem ved, maaske er det naeste gang, hun faar et hysterisk anfald ! Hope not!! :)