Tirsdag d.2/6-09:

Masai-village! Skulle tidligt op og afsted - først med bil til busstationen og så med en propfyldt bus videre. Teamlederen Janet, der af en eller anden grund, først er kommet til Arusha nu, tog heldigvis med os for at vise hvor vi skulle stå af osv.

Bussen var som sagt propfyldt med mennesker; Sabrina og jeg skulle dele sådan et "slå-ud" sæde uden ryglæn i midtergangen bag i bussen, hvor vi med taske, tæppe og liggeunderlag på skødet, forsøgte at holde os fast.. Grundet ukendte årsager gik der vildt lang tid inden vi kørte (der kunne altså ikke være flere i bussen) og i ventetiden, synes en masai på sædet bag os hele tiden, at han ville ud og ind af bussen (hans ven var vist blevet væk). Rimelig irriterende og rimelig svært at rejse sig og gøre plads hver gang..

Efter 1 1/2 times kørsel skulle vi stå af, midt ude i ingenting. Nogle masaikvinder og børn kom ned fra en høj skråning og tog kasserne med vores mad og vand (som vi selv havde med) på hovederne, og så gik det ellers op af bakken. På toppen, og så lige videre på toppen af den næste bakke, lå skolen, og på den anden side af bakken, selve landsbyen. Vi hilste på de to lærere på skolen, Regina og Christopher, og ventede spændt på, hvor vi skulle bo. Karina skulle dog lige på toilettet først - hun skulle bare sætte sig bag en busk, hun fandt passende!

Nåh, vi gik afsted mod selve landsbyen, hvor vi fik tildelt en families "boma" (deres hytter, bygget af kolort) til at sove i. Det er dog så mørkt indeni dem, at vi slet ikke kunne se, hvordan den så ud eller noget, men kunne bare stille vores ting et sted. Så gik vi afsted for at hilse på "the chief" - en mand med intet mindre end 30 koner og over 120 børn! (har overvejet hvordan de håndterer indavlsproblemet, stammen er på 1000 mand..). Udover at være stammens leder, er han også stammens "witchdoctor", og da vi kom for at hilse på ham, havde han gang i noget med en syg mand, nogle små sten, og noget spyt i et rør...

Som nævnt før, så vasker masaier sig ikke sådan rigtigt, smører sig bare ind i et eller andet udvundet af mælk. Derfor lugter de virkelig kraftigt og virkelig dårligt! Jeg havde på forhånd tænkt, at sådan en lugt, burde man da hurtigt kunne vænne sig til, men nej, den var så speciel, på en eller anden måde sød i det og virkelig vammel..

Jeg afprøvede en taktik med bare at lade de mange fluer (der grundet masaiernes lugt, sjovt nok er her i rimelig store mængder..) kravle og håbe på, at de hurtigt kedede sig og ville flyve videre - planen virkede slet ikke, desværre, så rendte rundt og viftede med armene hele tiden, for at forhindre, at jeg fik alt for mange fluer op i næsen og ind i munden..

Vi skulle spise middagsmad på skolen, lærerne lavede den til os (heldigvis ingen rå ged, men i stedet kartofler til os). Da vi havde spist, ville en af lederens sønner tage os med på en lille gåtur. Vi gik rundt om landsbyen, forbi en masse æsler, og endte ved en stor sø, hvor dyrene var ved at drikke og kvinderne ved at vaske tøj. Så forsvandt den mystiske masai ellers om bag nogle træer på den anden side af søen.. Vi vidste ikke helt rigtig hvad søren vi skulle gøre, så efter at have ventet lidt (og fotograferet en masse - de vil SÅ gerne ha' taget billeder af sig selv, så de kan se sig selv på skærmen (men de har selvfølgelig heller ingen spejle eller noget..!)) begyndte vi at gå tilbage mod skolen, som vi heldigvis fandt uden problemer.

Sabrina og jeg kunne ikke holde os mere, nu blev vi altså nødt til at tisse.. Vi brugte utrolig lang tid på at udse os to gode og store buske, som lå tilstrækkelig langt væk fra alle de mennesker vi kunne se.. Alligevel ville skæbnen selvfølgelig, at vi blev "opdaget" af 2 høje masaimænd, der kom gående lige bag os...! Det var simpelthen så pinligt, og vi skulle stadigvæk tisse bagefter (fik jeg rimelig hurtigt hevet bukserne op igen!)..

Vi satte os alle 4 ind i skolestuen og læste lidt, mens vi ventede på aftensmaden. Vi blev dog rimelig hurtigt omringet af mandlige masaier, der jo ikke taler hverken swahili eller engelsk, men som alligevel meget gerne ville i kontakt med os - det viste de ved bare at stille sig ved siden af en, og så ellers bare stirre indtil man til sidst reagerede..! Ret underligt og forstyrrende at have en masaimand på hver sin side af sig, der bare stirrede, mens man prøvede at læse lidt.. :)

Senere på eftermiddagen kom en flok mandlige masaier ud foran skolen, hvor de stillede sig op og begyndte deres traditionelle masai-hoppe-dans. Overfor dem stod en stor flok ca.6-10 årige piger og sang, klædt ud i deres flotte traditionelle dragter med store perlehalssmykker på. Mændende hoppede enkeltvis hen mod en af pigerne, og Regina, lærerinden, forklarede os, at det var en slags traditionel ceremoni, hvor mændende, hvis de ville, kunne udvælge sig en kommende brud. Pludselig kom nogle trækkende på en 9-årig pige i en speciel dragt, hun fulgte meget modvilligt med. Hun var blevet udvalgt af en af fyrerne, så når hun fylder 14, skal hun giftes med ham, der valgte hende - hvis han altså vel og mærke stadig vil have hende til den tid! Han gik hen til pigen, trak hende helt frem, lagde armene hårdt om hende, satte det store smil på, og ville have vi skulle tage billeder, af det nye flotte par. Den stakkels lille pige - det var simpelthen så forfærdeligt at se på, så synd! (og nej, tog ikke nogen billeder!) Regina synes Danmark lød som en helt fantastisk land, da vi forklarede hende, at i vores land, skal begge parter have lyst til at blive gift, ingen skal tvinges..!

Efter aftensmaden begyndte det at blive mørkt, og vi blev fulgt ned til vores boma. Man må ikke være udenfor det lille indhegnede område omkring bomaerne, når det er mørkt, da der så kan være vilde dyr, f.eks. elefanter og løver..!

Vi skulle sove 2 og 2 sammen i hver vores lille "aflukke" i hytten, hvor "sengen" var lavet af en masse pinde med et stort koskind henover; vi havde selv et liggeunderlag og et meget, viste det sig, kløende uldtæppe, med. Først var det hele meget sjovt og spændende, Sabrina og jeg lå sammen og legede "skyggeleg" på væggen - bomaen er jo kulsort indeni, der kom kun lidt lys fra et underligt lugtende lys midt i det lille rum, der var fuldstændig sindsygt varmt.

Vi kunne langtfra sove, klokken var jo kun 19, men efter et stykke tid, begyndte man bare at "ville have det overstået". Det var dog lettere sagt end gjort.. Jeg tror slet ikke jeg kan beskrive hvordan natten var, det skal man bare selv have oplevet (=helt igennem forfærdelig!). Det var som sagt sindsygt varmt, det gjorde så ondt at ligge i "sengen", hvor man hele tiden havde en gren stikkende op i siden, dyrene, der jo også var inde i bomaen, sagde mange høje, og underlige lyde, men allerværst var, at hele ens krop, var en stor kløende ting! Så på uret ca. hvert 15.minut hele natten igennem - vi talte ned fra kl.19 til at klokken ville blive 6, hvor vi kunne slippe ud af bomaen igen! Sov mine første 10 minutter omkring 2.15, sammenlagt i løbet af hele natten, sov jeg ikke engang 2 timer..

Knusi