Tirsdag d.19/5-09:
Oev, helt samme morgenmad i dag, der er aabenbart ikke nogen variation der.. Godt jeg har mine havregryn og aebler! De passer ogsaa bedre til min nye ”Lev-sundt-i-Arusha” livsstil, som jeg skal til at foere..!
Corneille hentede os kl.9.30 og koerte os til WEMA (organisationens navn), til stedet, hvor selve oraganisationen har base og kontor. Det viste sig, at det ligger meget langt vaek; foerst skal man fra huset til dala-dala’en, 15 min., saa skal man koere med en dala-dala ind til byen, knap 20 min., og herefter skal man saa ellers gaa i over en halv time, for at komme dertil..! Det aandsvage er saa, at vi hver dag skal moede derinde kl.9, men vaere tilbage til frokost i huset kl.12, og nogle dage skal man saa vist tage tilbage til projektet igen om eftermiddagen..!
Da vi kom derhen blev vi budt velkommen af en rigtig rar dame, Frida, der staar for koordineringen af diverse husbesoeg hos de HIV-smittede og foraeldreloese boern (der er i alt omkring 1000 personer inde i deres system for tiden). Frida er ogsaa selv HIV-smittet, har vistnok vaeret meget syg for nogle aar siden, men virker frisk nok nu.
Udover husbesoeg hvor man ”bare” taler med folk, maaske har lidt mad med til dem, saa deler WEMA ogsaa gratis medicin ud til alle deres syge, naar de har brug for det, afholder seminarer om beskyttelse af koenssygdomme, og for kvinder er der lektioner i, hvordan man starter sin egen forretning op. Det er isaer rettet med enkerne, der saa kan laane en lille startkapital af organisationen. De har indtil for nylig ogsaa haft en nursery school, hvor en stor del af alle de foraeldreloese boern, som de har inde i deres system, gik, men den er nu blevet lukket af staten, fordi de ikke havde de noedvendige stole og borde, som det kraeves.
Det er umiddelbart en virkelig god organisation, men med kun 1 fast sponsor, og en sjaelden gang lidt stytte fra staten, haenger den slet ikke sammen oekonomisk.
Paa kontoret var en kun 13 aarig HIV-smittet pige moedt op for, begge hendes foraeldre er doede (tror nok, at hun er smittet fra foedslen af). Fordi hun ikke har taget sin medicin, havde hun faaet store laesioner paa baade ryg og mave (de saa ikke rare ud). Hun fik lidt penge til noget mad, mens lederen af WEMA, der er laege, tilsaa hendes saar. Lederen fortalte os ikke saa meget, forsoegte bare ihaerdigt at faa os til at ringe og skrive til firmaer, som kunne sponsorere dem lige med det samme,.
Frida viste os 2 mapper med billeder af de ”orphans” (foraeldreloese boern), som de forsoeger at hjaelpe. Det var ret haardt at se paa billede efter billede af det ene soede barn efter det andet, og saa hoere om, hvordan bege foraeldre var doede af AIDS, at de ogsaa selv var smittede, og nu boede hos en slaegtning eller nabo.
Frida tog os alle 4 + den 13 aarige, Azizza, der skulle foelges paa hospitalet pga. Laesionerne, med hhjem for at besoege en lidt aeldre dame med HIV, der havde vaeret indlagt paa hospitalet i sidste uge, og som nu var plaget af voldsomme brystsmerter. Damen var virkelig syg, det var ikke svaert at se, men selvom Frida havde koebt hende lidt sukker til hende og hendes forretning (hun laver mad, var igang da vi kom), var hun meget utaknemmelig: Hun brugte faktisk al tiden paa at tigge om mel og alt muligt andet af enten WEMA eller os. Det var utrolig ubehageligt, at have foelelsen af, at ens besoeg kun er noget vaerd, hvis man medbringer en masse ting – igen, vi er jo faktisk frivillige, der tilbyder vores gratis hjaelp hver dag, men ikke alt hvad vi ejer og har af penge!
Det er desvaerre en almindelig afrikansk opfattelse, at alle hvide maa have skjulte depoter med ubegraensede maengder af penge, hvilket jo ikke helt er sandheden. Ville oenske, man bare kunne blive vaerdsat for sin tilstedevaerelse og ikke kun blive moedt af forventningen om, at man vil give en masse gaver af forskellig art. Haaber de mennesker vi skal besoege i morgen, bliver en noget mere positiv oplevelse, ellers varer det i hvert fald ikke laenge foer jeg skifter projekt til noget andet, hvor jeg reelt bliver vaerdsat!
Efter det uheldige besoeg skulle vi hjem for at faa frokost, spaghetti med en aertesovs, og en meget daarlig ananas, som aabenbart var god ifoelge Arusha-standard (jeg savner Dar!)
Herefter skete der heldigvis noget godt – vi fik lov til at flytte til noget stoerre! Briterne havde fortalt os, at der stod et helt hus med vaerelser tomt, som de ikke forstod, hvorfor vi ikke spurgte, om vi maatte bo i. Saa vi spurgte, og fik lov 
Nu bor vi faktisk i vores helt eget hus for os selv, med eget badevaerelse og stue! Caroline og jeg trak de 2 laveste kort i lodtraekningen, saa vi har faaet det mindste vaerelse, men det er stadig super med meget mere plads  Huset ligger godt nok inde i selve hoensegaarden, men det overlever vi vel..!
Efter vi havde pakket ud, skulle naeste skridt til den sunde Arusha livsstil tages: Caroline og jeg loeb en tur! Jeg HADER at loebe, men det foeltes ret fantastisk at have lavet bare lidt..! Jeg var faktisk ret stolt af mig selv; mine tidligere praestationer i diverse cooper-tests i gymnasiet taget i betragtning, saa synes jeg sgu selv, jeg klarede det ret godt! (selvom det var forfaerdeligt!) Forhaabentlig bliver jeg endnu bedre (og synes maaske endda det begynder at blive sjovt??!) snart.
Bagefter var der endelig vand (har vaeret vaek over 1 doegn), saa jeg efter 4 dage kunne faa vasket mit haar! Godt nok under en lille vandhane helt nede ved jorden, saa det var virkelig smertefuldt at staa der, men.. Rent haar er rent haar!
Efter aftensmaden, ris med koed i en laekker kokosnoeddesovs og vandmelon, ville vi se ”Deja vu” filmen med briterne. Den naaede lige at gaa i gang, spaendingen steg, og saa.. Gik al stroemmen selvfoelgelig..! Saa nu sidder vi omkring stearinlys og forsoeger at laese lidt – jeg tror nu snart, at jeg giver op..
Knus fra Line