Torsdag d.21/5-09:
Vaagnede endnu engang op til en drivvaad morgen, det har regnet hver nat her indtil videre.. I nat aabenbart ekstra meget, for for en gangs skyld skulle vi paa en god vandretur gennem tykke og glatte mudderlag! Det var saa slemt i morges, at vi til sidst naermest ikke kunne loefte foedderne, vores sandaler var blevet forvandlet til hoeje plateusko med mega tykke muddersaaler..1
Da vi kom ind til byen kunne vi godt se, at vi havde ret travlt, vi havde ikke lige kalkuleret med at vi skulle vandre i mudder i vores tidsberegning, saa vi skyndte os afsted, Vi skulle moedes med Frida paa et hjoerne i et stort lyskryds kl.9 – vi var der rimelig forpustede kl.9.08. Der var selvfoelgelig ingen Frida at se nogen steder, pole pole, hun kom slentrende lidt i halv ti, og naevnte ikke tidspunktet med et eneste ord..
Naah, foerst gik vi paa hospitalet for at se til Azizza, der i dag havde faaet tid til at faa taget en blodproeve, saa de kan faa undersoegt naermere, hvordan det staar til med hendes HIV osv. Hun var der dog ikke da vi kom, saa vi gik op for at hilse paa manden med gul feber i stedet. Han havde det heldigvis noget bedre: han var stadig pakket godt ind i sengen, men han kunne selv loefter benene lidt op, og ogsaa sige noget mere. Hans soen Arnold var der igen, han er rigtig flink, og vil meget gerne have sig nogle wazungu venner.
Vi gik tilbage for at se efter Azizza, der stadig ikke var dukket op, saa Frida sagde, at vi blev noedt til at gaa hjem at hente hende. Paa vej hjem til hende fortalte Frida mig, at hun (Azizza) er bange for at tage sin medicin, hun tror den vil slaa hende ihjel. Det er desvaerre det, der goer hende mere og mere syg. Hun er jo kun 13 aar og allerede faerdig med skolen (har ikke raad til mere), begge foraeldre er doede af AIDS, og hun bor hos noget familie. Det er en ret soergelig historie.
Paa gaaturen udpegede Frida ogsaa usandsynligt mange mennesker paa gaden for mig og sagde ”client, positive”. I Arusha er helt op mod 20 % af indbyggerne HIV-positive.
Da vi kom hjem til der hvor Azizza bor, var hun der selvfoelgelig ikke. Hendes nabo sagde, at hun var gaaet paa hospitalet! Soerme om vi saa ikke skulle vende om for at gaa derned (der er altsaa ret langt!) igen..! (det passer dog fint ind i min nye sunde livsstil, det troester mig lidt!)
Heldigvis moedte vi hende paa vejen tilbage, hun havde aabenbart selv vaeret nede at faa det gjort (hun viste pligtskyldigt Frida den lille roede prik i armen). Hun gik med os hen for at besoege en klient, der ligger i sengen med et braekket ben hos noget familie, foraeldrene er doede, og hun er HIV-positiv. Vi havde koebt 1 kg sukker til hende, som Firda overrakte da vi kom. Hun sagde ”asante” (tak) og spurgte os saa, hvor koedet var henne, saa hun kunne faa sig noget suppe?!? Frida sagde, at vi skulle give hende 1000 tsh (knap 5 kr) til koed, hvilket vi saa foelte, vi var noedt til at goere. Fremover gider vi simpelhen naermest ikke give nogen noget laengere, med mindre vi selv har lyst til det - hvert fald ikke naar man bliver modt med saa stor og uforstaaelig utaknemmelighed! Ved godt, at det tit ikke er mange penge det drejer sig om, men jeg bliver bare saa sur og trodsig, naar saadan noget sker, at jeg taenker, at saa kan det sgu vaere ligemeget!
Vi fik lakker middagsmad, pandekagr med en sovs med aerter og vandmelon til, og bagefter tog Sabrina og jeg indtil byen for endelig at komme paa internettet, for foerste gang i over 2 uger. Fik endelig svaret paa en masse dejlige mails osv. Selvfoelgelig valgte min computer af ikendte aarsager at slukke midt i min lange mail til Randi, der saa var forsvundet.. Herligt..
Da vi kom tilbage foelte vi os stadig lidt oppustede efter de lidt for mange pandekager, saa for at det skulle kunne gaa op med vores sunde livsstil, loeb Sabrina og jeg en tur, og styrketraenede bagefter. Saa gik det hele igen 
Vi havde ekstra tjekket, at der var vand inden vi tog afsted, men da vi kom svedige tilbage fra loebeturen, var der selvfoelgelig ingenting laengere...
Stephanie og Clare er kommet herop nu til aften, de skal bo sammen med os i vores lille hus, det er rigtig hyggeligt.
Knus Line