Profile
Blog
Photos
Videos
Det er søndag eftermiddag her i Granada, og jeg vil forsøge at skrive om de sidste par uger.
Jeg har haft besøg af min kæreste Jesper fra d. 14. Marts til i torsdags d. 7. april
Det meste af tiden arbejdede jeg fortsat, så det blev i frokostpauser og om aftenerne at jeg kunne vise ham byen.
I påskeferien var jeg dog heldig at have fri fra arbejde, så der tog vi på en tur rundt i landet.
Først tog vi til byen Leon, der ligger lide nord for hovedstaden Managua. Vi brugte ikke så meget tid i selve byen, men vi nåede dog at se et lille sjovt museum om myter og legender. Selve udstillingen bestod af rigtig grimme dukker, der hver repræsenterede en historie. Et flertal af myterne omhandlede indianerkvinder, der blev forrådt af spanske mænd, og derefter hævnede sig som ånder på mænd generelt.
Fra Leon tog vi på en to-dags vandretur til nogle af de vulkaner, der ligger lidt øst for byen.
Vi startede ved Cerro Negro (sort bakke), måske den mest besøgte vulkan i Nicaragua. Cerro Negro er meget ung, kun ca. 160 år gammel. Før det var der bare en mark. På vulkaenen kunne man se og lugte svovldampe og se alle metallerne i vulkanen repræsenteret i stenenes farver, hvilket var meget fascinerende. Vulkanen er dog mest kendt fordi man kan "Volcano-boarde", altså suse ned af vulkanen på et bræt. Det var sjovt, men ud over at man havde beskyttelsestøj og briller på pga. småstenene, var det ikke anderledes end en kælketur.
Da boarding-turen var forbi gik vi af sted på den egentlige vandretur. Vi var med et agency, med to guider. Med på turen var også to franskmænd, men den ene blev desværre syg, og var nødt til at tage tilbage, så vi var en meget lille gruppe.
Vi gik i 3-4timer i varmt og tørt landskab, på en vulkan-kæde, der hedder Las Pilas.
Ud på eftermiddagene nåede vi vores campingplads på vulkanen "El Hoyo", der er den højeste af vulkanerne i Las Pilas.
El Hoyo betyder hullet, og der et meget stort og mystisk hul på siden af vulkanen. Det er åbenbart aldrig rigtig blevet undersøgt, så igen ved rent faktisk hvordan det er opstået. Nogle teorier går på et magma-kammer der er styrtet sammen, men jeg hælder personligt mere til en teori, der indebærer rumvæsner.
Da vi havde hvilet lidt og sat telte op, gik vi op på toppen af El hoyo, forbi det store mystiske hul og et andet hul, der udsendte store skyer af svovldampe.
Dagen efter gik vi igen 3-4timer ned til en dejlig kratersø hvor vi badede og spiste frokost.
Derfra var der ca. en times gang, før vi kom til et busstoppested og kørte tilbage til León.
Dagen efter vandreturen tog Jesper og jeg en meget lang bustur til San Carlos, der ligger helt nede syd på ved den store flod Rio San Juan.
Derfra sejlede vi dagen efter ind af floden til byen "El Castillo".
El Castillo betyder Fortet, fordi byen har en ruin af et fort, som spanierne før i tiden brugte til at bekæmpe pirater og englændere. Det er en lille charmerende by, meget anderledes end de andre byer jeg kender i Nicaragua. Der var ingen rigtige veje, kun stier. Varer og somme tider også vand blev transporteret rundt på cykel, hest eller i store trækvogne.
Klimaet er meget mere fugtigt end jeg er vant til, og landskabet omkring byen er grønt og frodigt.
Vi var på en lille tur i junglen sammen med nogle Nicaraguanske turister. Vi så små farvede giftfrøer og et par små slanger.
Vi var også på en aftensejltur for at lede efter "Caimans", et dyr, der ligner krokodiller så meget, at jeg ikke ved hvad forskellen er. Vores guide fandt en lille en, som vi fik lov til at klappe. Ud over det så vi masser af fugle, en skildpadde og en fantastisk måneopgang.
Mens vi var i byen var vi selvfølgelig oppe at se det berømte fort.
Ud over det var vi også på en lille kakaofabrik. De fleste af deres bønner blev bare modnet, tørret og derefter solgt til Rittersport, men de havde også et lille kvinde-cooperativo (arbejdsfælleskab), der lavede chokolade, og viste turister hvordan.
Efter et par afslappende dage i El Castillo tog vi tilbage til hverdagen i Granada.
Jeg synes fortsat jeg har gang i en masse gode ting på børnehjemmet, men nu skal jeg også snart til at omsætte alle mine tanker til en opgave. Det er vildt at tænke på at jeg nu har under to måneder tilbage her. På den ene side er der så meget jeg savner i Danmark. Venner, familie og den danske pædagogik (:. På den anden side kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på at skulle forlade alle børnene og ikke vide hvordan det kommer til at gå dem, og om jeg får dem at se igen.
Der er vist ikke så meget andet jeg kan skrive om nu.
Solskinshilsner fra Johanne.
- comments