Profile
Blog
Photos
Videos
Der er gået noget tid siden jeg har fået skrevet, så der er en masse jeg skal have indhentet.
Sidst jeg skrev var lige inden nytår, så der kan jeg jo begynde.
Nytåret her lignede julen til forveksling. Vi spiste sammen i familien, men derefter skiltes alle. Jeg brugte den første del af aftenen med min bog og kaffe for at holde mig vågen.
Fyrværkeriet uden for tog til i styrke i løbet af aften og klokken 12 toppede det. Nogle børn kom også ud med nogle får lavet af pap, hvor de oven på tændte forskellige gnistrende og hylende "triki traka". Jeg har forsøgt at spørge ind til traditionen, men har stadig ikke helt forstået hvad den går ud på.
Lidt efter kom Ana Rosas venner og vi tog på bar og dansede. Selvom de alle er på alder med mine forældre, så føler jeg mig ofte som den gamle når vi er ude. De er virkelig nogle skønne festlige mennesker. (:
Et par dage efter nytår tog jeg en tur nordpå. Først til byen Somoto, hvor hovedattraktionen (den eneste attraktion) er en lang kløft. Jeg var med en guide og en lille gruppe på tur til kløften. Vi bevægede os igennem den ved skiftevis at gå og svømme. Nogle steder kunne vi også hoppe fra nogle høje klipper.
Ud over kløften havde Somoto som sagt ikke så meget at byde på. Jeg fik læst en masse i min bog, hvilket jo var udmærket, men kedede mig også lidt.
Efter Somoto tog jeg lidt syd på igen, til byen Esteli. Det var ikke meget jeg fik set af Esteli, for lige uden for lå et område, der virkede mere interessant.
"El area protegida de Miraflor", er ikke som sådan en nationalpark, selvom naturen der er fredet. Der ligger en masse små landsbyer, med en del landbrug. Disse landsbyer har nu selv påbegyndt noget turisme på deres egne præmisser. Via et bureau i Esteli bookede jeg homestays og lokale guider til to dage der inde. Jeg var heldig at møde en anden fyr da jeg bookede, så vi tog der ind sammen og kunne på den måde dele guide-omkostningerne.
Området er inddelt i tre zoner. Den første dag var vi i den lavest-liggende zone. Om formiddagen gik vi en tur med guiden og så nogle forskellige vandfald, og jeg badede i floden, der løb nede i dalen. Eftermiddagen brugte vi til at slappe af i husets hængekøjer, men om aftenen var vi oppe at se solnedgangen ud over dalen.
Den næste morgen kørte vi til et nyt homestay i den mellemst liggende zone. Vi var på en 4 timers ridetur hvor vi også kom op i den øverste zone. Jo længere man kom op, jo frodigere blev det, og der var en masse landbrug og små skove med orkideer på alle træerne.
Området ligger temmelig isoleret. Der var godt nok kun en time fra Esteli til den laveste zone, men der går kun 2 busser om dagen ind og ud. De er stort set selvforsynende med alt der inde, hvilket var ret cool, men det må være et lidt skørt område at bo i. Der er ikke ret mange der flytter væk, så de fleste har boet der inde i mange generationer. Det første hus vi boede i var omgivet af andre huse, der tilhørte forældre, bedsteforældre, søskende, tanter og onkler. Vores guide var søster til værtinden, og hun havde brudt mønsteret og var flyttet til sin mands landsby et lille stykke væk. Jeg blev dog positivt overrasket over at de unge jeg mødte der inde alle læste, eller skulle til at læse på universitetet.
Efter en uge i højlandet skyndte jeg mig tilbage til Granada, fordi min dejlige søster Randi kom her ned d. 9. Januar.
Det var dog ikke så meget vi kunne nå at være sammen lige med det samme, for ugen efter skulle hele personalegruppen på børnehjemmet på en forberedelsestur til San Juan del Sur. Jeg havde forstået på den at vi skulle planlægge det kommende år, og måske også høre noget om børns adfærd fra en udefrakommende instruktør.
Jeg blev dog meget overrasket over det reelle program.
Mandag d. 11. kørte hele personalegruppen: 2 nonner, 3 educadoras, 1 psykolog, 1 socialarbejder, 2 volontører og 1 af de store piger fra børnehjemmet, på en truck med alt vores bagage og mad til 4 dage.
I San Juan del Sur mødte vi den kvinde, der viste sig at være vores instruktør. En midaldrende kvinde, oprindeligt fra Schweitz, der var sygeplejerske, men havde brugt de sidste mange år på naturmedicin, Tai Chi og healing.
Hun underviste os i "Autocuidado", som betyder noget i retningen af at passe på sig selv.
Vi lavede Tai Chi-øvelser, hvilket er noget af det absolut kedeligste jeg nogensinde har prøvet. Det handlede om at stå og vugge lidt frem og tilbage på benene, og så lave den samme intetsigende bevægelse et utal af gange for at modtage og frastøde forskellige energier.
Vi lavede også en del afslapnings- og meditationsøvelser, hvor de fleste var udemærkede. Efter et par stykker blev jeg bare lidt træt af at mærke efter i mig selv. (:
Lavpunktet for mig var helt sikkert da vi skulle finde en plante og gå i dialog med den for at forstå dens intension. (;
Nogle gange virkede det til at de andre heller ikke rigtig kunne tage det seriøst, men der var ingen der sagde noget. Jeg tror en del af grunden er at man er ret autoritetstro her og altså ikke diskutere med "læreren".
Det var meningen at vi skulle kunne bruge øvelserne til os selv og til børnene på børnehjemmet. Det ville have været helt fint med sådan et kursus en dag, men 4 dage var lang tid.
Alligevel er jeg glad for at jeg kom med på turen, for jeg følte at jeg blev rystet sammen med resten af gruppen. Jeg kan stadig mærke at jeg er den nye på stedet, men jeg er helt sikkert kommet meget tættere på mine kollegaer på turen. Indimellem alt healingen, fik vi også et par enkelte gode faglige snakke, hvilket var rigtig fedt.
Randi var også i San Juan del Sur mens jeg arbejdede, så da jeg havde fri torsdag eftermiddag, mødtes vi.
Om fredagen tog vi til øen Ometepe, der ligger i Lago Nicaragua.
Ometepe er delt i to dele, med hver deres vulkan. Vulkan Concepción, der er den højeste på den nordlige del, og vulkan Maderas på den sydlige. Byerne på Ometepe er ikke ret store, og infrastrukturen på øen er heller ikke så god. Det er kun nogle dele af øen, der har flisebelagte veje, og busserne er temmelig upålidelige, så vi blaffede en del rundt.
Vi startede med at bo på en lille "finca" (gård) på den vestlige side af øen. Der lejede vi cykler og cyklede lidt rundt i området. Vi endte dog også med at gå og trække cyklerne et langt stykke tilbage, da begge vores cykler punkterede.
Der var ikke så meget andet at lave på den side af øen, så vi tog videre til byen Santa Cruz, der ligger på den østlige side.
Derfra besteg vi Vulkan Concepción. Det var en stejl, men god vandretur, men desværre gik vi op på den en uheldig dag. Det meste af tiden gik vi inde i en sky, og kunne ikke se mere end 5-6m rundt om os. På toppen var det temmelig koldt og det blæste og regnede. Vi fik at vide at vi sad lige ved siden af krateret der skulle være 100m i diameter og 10m dybt, men kunne kun se en masse hvidt. Til gengæld kunne vi tydeligt lugte og mærke svovldampene.
Dagen efter holdt vi afslapningsdag. Besøgte en lille pool, med vand fra undergrunden, og fik massage før vi tog videre lidt syd på til byen Merida.
I Merida var vi første dag på en ridetur, ind igennem skoven, hvor vi så aber, og lidt op af vulkan Maderas hvor der var en skøn udsigt.
Den næste dag lejede vi først kajakker og sejlede op til floden/sumpen Istian, der deler øen. Vi så masser af forskellige fugle og nogle skildpader, men desværre ikke "Caimans", der skulle minde meget om alligatorer, og kunne blive 2m lange.
Bagefter gik vi en tur op til "Cascada San Ramon", der er et højt vandfald, lidt oppe af vulkan Maderas. På denne årstid er der ikke så meget vand i vandfaldet, men der var nok til at man kunne tage et tiltrængt koldt bad efter den stejle gåtur.
Dagen efter det, (fredag d. 22) tog vi igen hjem til Granada.
Om lørdagen tog vi på tur til byen Masaya, der har nogle store markeder, og en meget aktiv vulkan. Vi kom desværre lidt sent til vulkanen, så vi kunne ikke nå at gå op til krateret. Til gengæld var vi heldige at få et lift. Man kan køre lige til kratret hvor der efter sigende skulle være flydende lava på bunden. Der var desværre for langt der ned og for mange svovl-dampe til at vi kunne se lavaen, men det var alligevel ret cool at kigge ned i.
I denne uge er jeg begyndt at arbejde igen.
I mandags kom børnene tilbage fra deres ferie, og hele ugen har været fyldt med aktiviteter, der skal lærer dem om normerne og reglerne på børnehjemmet.
Vi har blandt andet lært børnene at rene børn med redt hår, er pæne og dem kan vi godt lide, mens beskidte børn er grimme. Et helt andet børnesyn end i Danmark, hvor et beskidt barn, med jord under neglene og skrabede knæ nærmest er et tegn på sundhed og lykke.
Det har været en lidt hård uge. De aktiviteter vi har lavet har ikke rigtig været målrettet børnene. De er meget belærende, og med den tanke at læreren snakker og børnene lytter og lærer. Jeg har været i den yngste gruppe med børn fra 4 - 7 år, og de fleste af dem ville man nok i Danmark betegne som børn med særlige behov. Jeg tror ikke at de særlig ofte får noget ud af den form for undervisning.
Heldigvis har mine kollegaer også godt kunnet se at det var lidt galt, og jeg har de sidste par dage været med til at præge programmet i en lidt mere børnevenlig retning.
Nu er det heldigvis weekend, og jeg har besluttet mig for ikke at ville flytte mig ud af sengen mere end højest nødvendigt. (:
Jeg håber alle der hjemme har det godt, og nyder det sidste af vinteren.
- comments