Profile
Blog
Photos
Videos
I dag er det d. 30. Januar. Julen er ovre nu, og den har været temmelig usædvanlig for mit vedkommende.
I min familie havde vi besøg af to af Ana Rosas brødre. To flinke stilfærdige mænd. Ud over dem var det bare Ana Rosa, hendes søn Lezkier og jeg.
I Nicaragua er der ikke noget bestemt julemad. Man vælger bare noget man synes er lækkert.
Ana Rosa havde bestemt at vi skulle have tykke makaroni med noget kyllingefyld.
Pasta er lidt anderledes og eksotisk her, så Ana Rosa havde fået hjælp af sine veninder til at lave fyldet, og jeg hjalp hende da de skulle varmes i ovnen.
Selve fyldet smagte udmærket, men Ana Rosa valgte (desværre) at smøre alle de færdige pastaer ind i ketchup og engelsk sovs inden de kom i ovnen, så resultatet blev lidt som at spise pasta med ketchup. (:
Middagen forløb meget stille og roligt. Lezkier var ikke rigtig til stede og vi andre spiste næsten i tavshed.
Bag efter sad vi i lang tid og snakkede, hvilket var hyggeligt nok.
Vi gik fra bordet ved 22-tiden. I stuen blev der skruet så højt op for julemusikken at man overhovedet ikke kunne høre hvad man selv tænkte, for slet ikke at tale om at tale sammen. Jeg sad og kedede mig temmelig meget og kæmpede med trangen til at gå i seng.
Det er jeg nu glad for at jeg ikke gjorde. Ved 12-tiden kom alle ud på gaden. Gav krammere til naboerne og ønskede god jul. Det var rigtig hyggeligt. (:
Lidt efter kom 2 af Ana Rosas veninder og den enes datter forbi. Alle var i deres flotteste kjoler og højeste sko (:
Sammen med dem og deres mænd tog vi ned til en lokal bar. Der var en fed stemning dernede, med live-salsa-orkester. Stort set alle aldersgrupper var repræsenterede og slog sig løs. Vi dansede til ved 4-tiden om morgenen. For mig var det helt bestemt en anerledes og sjov måde at fejre jul på! ;D
Dagen efter tog jeg på en lille tur til byen San Juan del Sur, der ligger syd på ud til Stillehavet.
Det er nok det mest turistede sted i Nicaragua på godt og ondt. Der er meget smukt, ud til vandet, og byen er også charmerende trods de store horder af (til tider fulde) surfere, der boltrer sig. (:
Jeg prøvede også for at surfe.. Jeg var ude to dage. Den første med en instruktør, og den anden uden. Det var ikke så fysisk hårdt som jeg havde regnet med. Det handlede mere om timing og balance, hvilket jeg også fandt temmelig svært, men også sjovt.
Indimellem holdt jeg en afslapningsdag, hvor jeg bare turede lidt rundt i byen. Var oppe ved et udkigspunkt med en stor Jesus-skulptur, og kiggede ellers mest i butikker. Der var ikke så meget andet at lave, så efter de tre dage glædede jeg mig egentlig bare til at komme her hjem til Granada igen.
Nu står nytåret for døren. Der kommer alle de nært-bosiddende døtre hjem, så vi bliver en lidt større flok end til jul.
Ellers tror jeg det kommer til at forløbe lidt på samme måde. Jeg har i dag fået ordrer fra Ana Rosa om at hvile mig hele dagen i dag, så jeg er klar til at danse amok i morgen i morgen igen (;
Jeg håber også at alle jer der hjemme kommer godt ind i det nye år. (:
Jeg ønsker jer i hvert fald alt det bedste! Vi ses i 2016! J
- comments