hej
Den sidste uge har for mig været lidt turbulent:
Jeg skulle holde møde med rektoren, hvor vi skulle evaluere hvordan det gik. Og jeg fortalte hende at det gik stort set fint, og at jeg helst ville undvære at undervise i fransk, så det gør jeg ikke. Jeg fik dog ikke sagt at jeg også gerne vil have fri om lørdagen. Så det må jeg snakke med hende om igen.
Onsdag deltog jeg i en citations ceremoni (en sidste skoledag for de ældste elever). Der var en masse taler og man hørte lidt af de gode sider om hver elev, der så fik udleveret noget papirer og fik ønsket held og lykke med eksaminerne. Det var i sig selv ikke synderligt spændende, men måden jeg var der på var speciel. Jeg kom meget for sent, da jeg jo arbejder med Amitasha om eftermiddagen (de fattige pigers skole). Jeg kom 3 timer or sent ind i et næsten fyldt auditorium, jeg sniger mig derfor ind ad bagindgangen, og håber ikke at forstyrre. Meeen det kom jeg vist så til alligevel, for i det øjeblik at Mr. Grover (tilsynsførende på mit hostel) ser mig, henter han mig trækker mig op foran scenen, foran alle forældrene med kamerare, for at sætte mig midt imellem Inspektøren og lederen for alle skolerne. På første række vel og mærke. Så sidder jeg der lidt svedig og nervøs og skal smalltalke på hindi-engelsk mens der serveres te og kager, og en masse taler foregår. Jeg havde egentlig kun planer om at se hurtigt hvordan det hele foregik, da jeg var træt og sulten efter min arbejds dag. Men når nu man sidder mellem V.I.P.'erne så smutter jeg jo ikke bare midt i showet. Så jeg sidder til et timelangt show og er ved at dø af sult. Da det endelig slutter, (med en iøvrigt vildt smuk blomster velsignelse af elever), serveres der endelig lidt mad. SÅ ER DET GUD HJÆLPE MIG IKKE EN GANG RIGTIG MAD! DET ER SNACKS!.. Men jeg ser mit snit til i det skjulte at forlade arrangementet, og får endelig lidt ordentlig mad.
Blomster velsignelsen bestod i at alle lærene stillede sig på to rækker med masser af blomsterblade i skåle og krukker omkring sig. Eleverne går så en af gangen i ned igennem mens man velsigner dem og kaster blomster blade udover dem, mens et band i baggrundet synger en "held og lykke i fremtiden" sang. Det er rigtig smukt og følelsesladet.
Weekenden: Jo lørdag, arbejdede jeg, igen...
Søndag: Jeg havde planlagt at tage til Delhi med to pigerne her, men da jeg i løbet af ugen får af vide at jeg skalmødes med AFS, aflyser jeg. Jeg planlægger at mødes med min AFS-veninde tidligt således at vi kan se lidt af Delhi før mødet, kl tre. Jeg får endelig overtalt Mr. Grover til at jeg kan tage afsted lidt før planlagt. Han ringer så til AFS og fortæller dem at jeg i hvert fald ikke kan gå nogle steder alene, og derfor ikke kan forlade skolen uden en af dem kommer og henter mig. (hvilket er imod det vi lige har talt om) AFS ringer så til mig og fortæller mig at ingen kan hente mig før kl halv tre og vi derfor er nød til at tage direkte til mødet. Jeg blev så rasende over at jeg endnu en gang måtte aflyse mine planer, fordi ingen har tillid til at jeg kan klare mig selv. Så jeg var enormt rasende da jeg endelig kommer til mødet, jeg havde den helt store kamptale klar. Omkring at jeg ikke kunne leve under de her fold hvor alle forhindrede mig i at forlade stedet. Da jeg finder ud af at AFS er af samme holdning som mig, og at de oven i købet allerede har sent mails til Mr. Grover og solen og at de skal lade mig gøre hvad jeg vil. De spørger til mit arbejde, og råder mig direkte til at fortælle skolen at jeg skal have mere fri, og spørger om de skal gøre det for mig. Jeg sagde at jeg hellere sevl vil bede om mere fri, det virker mere ærligt.
Men det var super rart at møde AFS og at mærke at i mine problemer med skolen, er de 100 % på min side og mere til. Jeg føler mig noget bedre tilpas nu. Efter mødet gik Anjali, jeg og nogle andre AFS'ere ud i Delhi, hvor jeg så et stort tempel for Sikherne (en afart af Hinduise, så vidt som jeg forstod) Der var enormt flort, og interressant endelig at gøre noget kulturelt uden for skolen.
Jeg ved at jeg i morgen skal bede om mere fri og løsere tøjler fra alle, det bliver ikke nemt. Men efter at have talt med AFS føler jeg mig faktisk i stand til at gøre det. Jeg fik bekræftigelse i at det ikke bare er mig, der er et brokkehoved, men at skolen faktisk udnytter mig lidt for meget, og de holder mig i alt for stramme tøjler. Så jeg skal bare finde modet, tage mig sammen, og fortælle dem at sådan behandler man sku ikke mig.
Jeg begynder sku at kunne mærke mig selv mere og mere: Med mine venner, føler jeg mig mere og mere som Caroline og mindre og mindre som hende udlændingen. Hvis jeg kan ordne det med mit arbejde og min frihed, kan jeg endnu en gang føle mig som det stærke og selvstændige menneske jeg før synes jeg var. Jeg har fået min kampgejst tilbage, og føler mig bestemt mere som caroline med den.
Hvis hele lyder som noget værre vrøvl må i virkelig undskylde. Jeg prøver bare at beskrive mine følelser i den her anderledes og overbeskyttende kultur.
Kys og krammere til alle
Caroline