Profile
Blog
Photos
Videos
Min højre fod er tungt placeret oven på et par gule, skeletagtige ben, mens min venstre fod ihærdigt kæmper for at holde styr på en baskende vinge. Der kommer kun et par små kluklyde fra kyllingen på jorden. Jeg har et stramt greb om halsen på den og forbereder mig på at bruge den lille kniv, som jeg rystende forsøger at holde fast i med den anden hånd. "Undskyld! Om lidt så slår jeg dig ihjel", siger jeg til kyllingen inde i mig selv. Med halvt lukkede øjne får jeg med stort besvær fundet vej gennem fjerene og ind til det yderste hudlag med den sløve kniv. I et par minutter strømmer det ud med blod fra kyllingens hals, mens det halvtafskårne hoved tungt dingler mod jorden.. Alligevel skratter de tynde ben stadig mod jorden, før de sidste nerver ligeså stille sætter ud. Mine hænder er smurt ind i blod. Foran mig ligger der ikke længere en sød kylling, men min og resten af familiens frokost.
Min familie hernede har efterhånden vænnet sig til mit, i deres øjne, sære forhold til dyr. Det kom derfor noget bag på dem, da jeg i sidste uge helt af mig selv spurgte, om det ikke var ved at være min tur til at slå en kylling ihjel. Jeg kunne sagtens have sneget mig udenom, og rejst herfra med ren samvittighed. Men allerede en af de første dage hernede, havde jeg sat mig et mål om at gøre det. Et noget bizart mål. Det var dog en del af hele tankengangen omkring at kaste mig ud i en masse nye ting, som på mange måder ville virke komplet grænseoverskridende og fremmede. Hvis jeg kunne klare mere end to måneder hernede, så måtte jeg også kunne klare at leve efter forholdene hernede. Som blandt andet at slå en kylling ihjel for at få mad på bordet. Og jeg gjorde det sgu! Jeg kan tilføje endnu en ting til min liste over vilde ting, som jeg aldrig troede, at jeg frivilligt skulle kaste mig ud i. Listen er blevet lang. Og i takt er jeg blot blevet endnu mere bevist om, hvor meget jeg kan klare. Jeg føler mig sgu ret sej for at være helt ærlig
På onsdag skal jeg sige farvel til familien. I det øjeblik jeg vinker farvel til dem alle sammen og ser landsbyen forsvinde bag mig, kan det godt være at min sejhed bliver sat lidt i baggrunden. Det har den faktisk allerede været de seneste dage, hvor jeg flere gange har måtte holde tårerne tilbage. Der er ingen tvivl om, at det bliver svært at sige farvel. Tiden med familien har givet mig utrolig mange specielle oplevelser, og det er umuligt at sætte en finger på alle de ting, som jeg tager med herfra.
Noget af det der har gjort allermest indtryk er deres familieliv. Hernede er deres familiebånd meget stærkere, end hvad vi er vant til derhjemme. Det er de anderledes leveforhold selvfølgelig også skyld i. Vi har adskillige gange haft fjerne familiemedlemmer boende i den lille hytte. I flere uger boede her en grandfætter, der var dødssyg af tuberkulose. Han havde ingen kone eller børn til at tage sig af ham, og derfor tilbød familien ham husly, så han kunne komme sig ordentlig. Imens han lå i en seng og hostede sig halvt ihjel, tilberedte familien alverdens mad, så hans skelettynde krop kunne komme på toppen igen. Selvom familien selv har meget få midler, så er deres hjem altid åbent for hele deres store familie. Og med ni børn, der efterfølgende selv har fået børn, så er der altså tale om en stor familie. Det har imponerende nok ikke gjort deres familiebånd mindre stærkt. Tværtimod.
Min afsked med familien betyder også en afsked til nogle af de mange vaner, som jeg allerede har tillagt mig hernede. Nolge vil jeg helt klart have lettere ved at sige farvel til end andre. Det gør mig for eksempel ikke så meget at sige farvel til hullet aka. toilettet, som helt seriøst var skyld i en mindre hofteskade de første 14 dage. Heldigvis forbinder jeg de fleste vaner hernede med noget godt. Især den efterhånden faste eftermiddagsrutine med fem-årige Meuda og to-årige Gloria. Hver eftermiddag er de hoppet ud af deres beskidte tøj og ned i en stor bajle med vand foran familiens lerhytte. Imens har jeg siddet på en lille skammel ved siden af. Her går den næste halve time ellers med at synge alverdens sange, pjaske med vand og få dem smurt grundigt ind i sæbe, inden de plaskvåde springer i armene på mig for at blive tørret med et håndklæde. De lader til at nyde det lille ritual ligeså meget som mig. I hvert fald er de begyndt at nægte at bade, hvis det ikke er mig, der sidder på skamlen ved siden af baljen.
Særligt Gloria har virkelig fået en særlig plads hos mig. Hver eftermiddag løber hun mig i møde og springer op i mine arme, og her bliver hun nærmest hængende, indtil hun tilsidst må give op overfor trætheden og falder i søvn på mit skød med hovedet mod mit bryst. Jeg har givet hende en bamse, som hun ægte afrikansk vis bærer rundt på ryggen, mens hun stolt præsenterer den som Camilla Sakazwe (familiens efternavn) overfor de andre børn. Jeg og familien har forsøgt at forberede hende på, at jeg rejser herfra. Men hver gang smiler hun bare og siger, at hun har tænkt sig at tage med mig til Danmark. Tanken om at rejse fra hende gør helt ondt.
Det samme gør tanken om at sige farvel til børnene på skolen. Mest af alt den særlige unit, hvor jeg virkelig er kommet tæt hver og en af børnene. Det har taget lang tid. De har ikke været ligesom andre børn hernede, der lykkeligt springer i armene på en, så snart man giver dem opmærksomhed. Det har taget rigtig lang tid, og det er først nu, at de endelig har åbnet op for mig. De er vant til at blive behandlet anderledes end alle andre, og derfor har særligt albinoerne været meget sky. Efter al den tid jeg har brugt sammen med dem, lader det dog endelig til at være gået op for, at det er specielle. På en positiv måde. Forleden kom 16-årige Elisabeth hen og satte sig ved siden af mig. "Do you really think, I am beautiful, Camilla"?, spurgte hun mig. Selvom hun med sin kridhvide albinohud langt fra ligner alle andre, så var jeg lynhurtig om at svare, at hun er meget speciel og meget smuk.
Jeg er så ærgerlig over at skulle rejse fra hende og alle de andre skønne børn, der virkelig fortjener al opmærksomhed i verden.
Som den første hvide i landsbyen nogensinde er det klart, at jeg også har fået sat nogle fodspor. Og forhåbentlig vil folkene her huske mig ligeså meget, som jeg vil huske dem. Der er i hvert fald ikke blive i tvivl om, at her en gang har boet en hvid kvinde ved navn Camilla. Børnene råber ikke længere mzungu, men i stedet for: "Camilla, Camilla, Camilla, what is your name?". Og allerede nu kan jeg se, hvordan børnene ihærdigt klapper landsbyens hunde, hver jeg gang går forbi dem. Måske er det bare for at sikre sig, at det skøre mzungu ikke får endnu et hysterisk anfald, men jeg bilder mig ind, at mine pædagoiske fagter omkring dyrevelfærd har trængt en lille smule ind. Et kærligt klap på hunden er "yes", mens at slå er "no". Mere skal der tilsyneladende ikke til
Ifølge min familie har mit ophold scoret stor respekt hos de lokale familier i landsbyen, da jeg har engageret mig i samfundet og efterhånden kender gud og hver mand. Jeg har ikke bare været endnu en mzungu, der med mit store turistede kamera har lagt et lynvisit forbi landsbyen for at se det autentiske Afrika. Jeg har rent faktisk boet i landbyen på lige fod med de lokale. Hentet vand ved brønden sammen med andre lokale kvinder, lært at kommunikere og forstå det lokale sprog overraskende godt, og gennemskuet tricket med at få gang i et bål, når dagens måltider skulle tilberedes. Jeg kan ikke gå på arbejde uden at skulle hilse på alverdens naboer, der lige skal høre, om tingene står ligeså godt til her til morgen, som de gjorde dagen før. At få anerkendende blikke når jeg på ægte afrikansk vis, bærer et sovende barn på ryggen i en afrikansk udgave af en babysele. Eller at blive stoppet af landsbyens kvinder, der med et "Moneka bwieno" komplimenterer min efterhånden mere og mere afrikanske påklædning.
Alle i landsbyen har været fantastisk imødekommende og virket oprigtigt interesseret i at lære mig at kende. Det skyldes først og fremmest farven på min hud, men i løbet af meget kort tid, har jeg lært en masse fantastiske mennesker at kende. Jeg rejser herfra med min telefon fyldt med en masse numre på nye afrikanske venner, som jævnligt har sendt mig en besked eller ringet for at høre, hvordan det hele står til. For dem er internettet lige så fjernt som månen, og det bliver derfor umuligt at holde kontakten ved lige. Og det med at sende et brev i ny og næ er desværre også umuligt, da det der med husnumre og adresser ikke eksisterer i en landsby fuld af lerhytter. Tanken om aldrig at skulle se alle hernede igen er svær at holde, og jeg derfor allerede lovet familien og mig selv, at jeg bliver nødt til at vende tilbage og besøge dem allesammen om et par år.
Det var alt for denne gang. Jeg har lagt flere billeder ind, så I blandt andet kan se, hvordan hele kyllingemordet tog sig ud. På flere af billederne kan man ligefrem se, hvordan jeg skærer ansigt og lukker øjnene.
Om et par dage går turen videre til det sydlige Zambia. Her står den ren afslapning i Livingstone samt en masse turistede oplevelser såsom Victoria Vandfaldet, som jeg har besluttet mig for at bungee jumpe ud fra. Endnu en ting til listen over nye ting. Og når nu det skal være, så kan jeg lige så godt springe ud fra verdens største vandfald.
Vi ses lige om lidt, når jeg har lagt vejen forbi Botswana og Sydafrika
- comments
Maria Vedel-Engelund Kære Camilla. Jeg har fuldt dine smukke, sjove, skræmmende, interessante og billedgivende indlæg på bloggen. Men allermest har dine beskrivelser af albino børnene fyldt mest. Er du ikke sød, at fortælle dem fra mig, hvor smukke og unikke de er...Jeg ved, at der findes en forening, som støtter albino'er i Afrika og den er startet af en afrikansk musiker, som også er albino.(kan desværre ikke huske navnet, men det kan undersøges) De skal vide, at de ikke er alene, der er andre som dem. Giv dem et stort kram. Du er så fandens sej tøs, et stort smukt kram til dig, Camilla.
Lina Lagstrøm Kære Camilla - Tårerne løb ned af mine kinder, da jeg læste dette indlæg. Jeg er helt sikker på, at du har gjort et uudsletteligt indtryk hos dem der har lært dig at kende i landsbyen. Selvfølgelig skal du ned og besøge dem igen. Hils særligt din familie fra mig og sig, at jeg er meget taknemmelig for at de har taget sig så godt og kærligt af dig. Og dermed givet dig en helt fantastisk oplevelse for livet. De kærligste hilsner og tanker fra en vanvittig stolt mor
elin Lagstrøm Har lige læst din blog med tårer i øjnene. Du er en fantastisik pige, der har lært en masse fra denne kultur - gået over dine grænser, det er rigtigt sejt. Mormor er meget stolt af dig.-Pludselig går tiden meget stærkt og man skal til at tage afsked som er svær.- Men du skal,jo videre på nye eventyr, men jeg er sikker på du ikke glemmer dem og de heller ikke gør det. Pas på dig selv og god rejse videre frem. Mange kærlige knus.
Karina Enselmann Kan slet ikke sætte mig ind i hvor svært det må være for dig at sige farvel. Din afrikanske familie har været din hverdag og trygge base og har fyldt dig med gode minder og oplevelser! Skolen og de børn du har mødt og hjulpet vil for altid være hos dig, som et symbol på at du ikke bare fik din drøm om at komme til Afrika, men også fik lov til at hjælpe dem der virkelig trænger!! Du er den sejeste jeg kender! Fortæller alle jeg kan om dig og det du har opnået på så kort tid. Du kan med ro i sindet, god samvittighed og æren i behold godt rejse hjem - og forhåbentlig rejse tilbage engang når du er klar til det igen.. Glæder mig til at kramme og kysse dig!