Profile
Blog
Photos
Videos
Hvem har i virkeligheden brug for elektricitet, vand fra en vandhane og et træk-og- slip toilet? Livet i lerhytten er efterhånden blevet så almindeligt, at jeg ikke længere tænker over alle de ting, som jeg hver dag må undvære. Ingen tvivl om at jeg kan savne alle de ting, men nu har jeg faktisk lært at leve uden. Tænk engang Forleden aften sad jeg og resten af familien ude i vores lerhyttekøkken i bælgragende mørke, da det pludselig slog det mig, hvor god stemningen var på sådan en helt almindelig aften. Vi skulle bare have det sædvanlige af spise. En stor portion ris med brød til. Alligevel sad vi der tæt sammen i mørket og grinede ved varmen fra det lille bål.
Familien tager sig virkelig så godt af mig, som de overhovedet kan. For dem er jeg på mange måder blevet en del af familien, og jeg føler mig også meget tæt forbundet med dem. De gør stadig nye og anderledes ting hver eneste dag, men det er som om, at jeg ikke længere lægger mærke til dem. Jeg har desuden også lært, hvilke ting det kan betale sig at lukke øjnene for. Som for eksempel når min Mama kommer fra toilettet og sætter sig direkte hen til gryderne i køkkenet. Eller når både hunde, høns og ænder spiser vores madrester direkte fra vores tallerkner og skåle, som hurtigt bliver skyllet med vand, inden de igen bliver brugt til morgenmaden dagen efter. I den slags situationer har jeg efterhånden lært at kigge væk og lade vær med at tænke over det.
Rotter, kakerlakker og ...
Det skal dog siges, at nogle situationer kræver lidt mere end blot at lukke øjnene. I vores lerhytte har vi næsten dagligt besøg af kæmpestore rotter. En dag da vi sad og spiste, kunne jeg pludselig høre noget lige over mit hoved. Det lød vitterlig som en kat, der kravlede rundt oppe på taget. Min Mama kunne dog berolige mig med, at det "bare" var en stor rotte. Hun lød næsten som om, at hun fandt det mere betryggende med en rotte end med en kat. Rotterne har efterfølgende været inde på mit værelse næsten hver aften. Jeg kan høre dem pusle rundt nede på gulvet, når jeg forsøger at falde i søvn. Jeg har forsøgt at sætte plastiskposer rundt omkring i væggenes huller og i loftet, men dem gnaver de sig hurtigt igennem. Nu har jeg efterhånden opgivet kampen. I stedet sørger jeg hver aften for at pakke mit myggenet godt rundt om min seng, lyne soveposen helt op, og så falder jeg ellers i søvn med musik i ørerne for at ignonere deres mange lyde.
Som I kan høre, så bliver min sippethed virkelig udfordret hernede. Jeg har lært at håndtere så mange ting, som jeg aldrig troede, at jeg ville kunne holde ud. Aldrig har jeg været i tvivl om, at jeg nok skulle klare det. Men det har nok krævet lidt mere, end jeg havde troet at skulle vænne sig til rottebesøg og de mange karkerlakker, der gemmer sig i min kasse med undertøj. Heldigvis kan rotterne skræmmes væk, og karkerlakkerne kan rystes ud af undertøjet. Med den slags tricks burde jeg efterhånden kunne klare det meste hernede, ikke? Det troede jeg i hvert fald selv. Lige indtil at en af de danske fyre oplevede det, som vi alle sammen frygter allermest. Efter et par dagene med store smerter fra nogle myggestik-lignende bid, havde han en følelse af, at der var noget inde i hver af de små stik. Med meget besvær fik han trykket hul på et af stikkene. Ud kom der en lille, levende larve på cirka en halv til en centimenter! Hernede er det meget almindeligt, at larverne lægger små æg i drikkevandet. Hvis vandet ikke er blevet kogt godt nok inden et bad eller tøjvask, så udklækkes æggene og larverne spiser sig ind i huden. Her kan de bevæge sig to-tre centimenter hver eneste dag, indtil de tilsidst dør efter cirka en måned. Fy for den lede! Tanken om at have noget levende kravlende rundt inden i mig, er simpelthen noget af det klammeste, jeg overhovedet kan forestille mig. Langt værre end alverdens rotter, kakerlakker og edderkopper.
Ti stille! Ellers tæsker jeg dig!
Den ellers så gode hane udenfor mit vindue er desværre blevet erstattet af vækkeuret på min telefon. Efter at jeg er startet med at undervise på skolen, står jeg op klokken lidt i fem hver morgen. Hernede starter al undervisning klokken halv syv. Lærerne skal dog være der lidt før for at sætte de første elever i gang med at fejre og vaske gulvet i klasselokalet.
Det har taget lidt tid at komme ordentligt i gang med undervisningen. Jeg skulle egentlig have undervist de mange handicappede børn, der hører til skolens særlige "unit. De er uden tvivl en overset gruppe her på skolen, og det virkede derfor oplagt, at jeg brugte min undervisningstid sammen med dem. Det har desværre vist sig at være lidt svært. Alle børnene bliver undervist i blindskrift. Selv dem der ikke er blinde. Der er ikke nok ressourcer til at dele dem op, og desuden forventes flere af albinoerne på sigt at blive blinde, som resultat af deres øjnes følsomhed overfor den stærke sol. I stedet for bruger jeg mine eftermiddage sammen med dem. De er begyndt at se mig meget som hende den glade mzungu, der kommer for at lege med dem, og de forbinder mig derfor kun med noget positivt. Det er virkelig bekræftende at se, hvordan deres ansigter lyser op, når de får øje på mig
Der er generelt en tendens til, at hvide mennesker må og kan alt hernede. Det kom derfor også som en overraskelse for skoleinspektøren, at jeg ikke kunne blindeskrift. Når nu jeg ikke kunne det, så måtte jeg da i det mindste kunne undervise de almindelige klasser på skolen. Det var da også meget oplagt, at skoleinspektøren i løbet af den første uge tildelte mig ansvaret for at undervise en niende klasse i fysisk og matematik. To fag, som jeg har hadet gennem hele min skoletid, og som jeg med glæde har efterladt i folkeskoletiden og derfor ikke har stiftet bekendtskab med siden. Jeg nåede i et spiltsekund at få svedige håndflader og røde kinder, da jeg sad inde på skoleinspektørens kontor og nærmest vred nakken af led, for at understrege mit ellers så tydelige: "No, no, no!". Jeg kunne selvfølgelig have læst op på fagene, men jeg var ved at falde bagover over hans udmelding kort forinden: "Our grade nine have a dobbel lession in matematics later. Can you be ready in one hour?". Det lykkedes mig at forklare ham, at jeg selvfølgelig havde ambitioner med mit frivillige arbejde hernede, men at jeg groft sagt ville være tilfreds med at undervise nogle yngre børn i engelsk i form af sange og en masse lege. Skoleinspektøren fangede heldigvis min pointe, selvom jeg er overbevist om, at jeg for altid har ændret hans syn på de ellers så altvidende mzunguer.
I de sidste par uger har jeg så hver dag haft ansvaret for at undervise to femte klasser i engelsk. Hver klasse har omkring 45 elever. Idet jeg træder ind i klasselokalet flyver de nærmest op fra deres stole og siger i kor: "Godmorning Miss Camilla, how are you?" Efter at have svaret dem pænt tilbage, skal jeg sørge for at bede dem om at sætte sig ned igen. Ellers bliver de bare stående
Flere gange om ugen sker der uforudsete ændringer i deres skemaer, så jeg pludselig kan risikere at undervise begge klasser samtidig eller kun 10 elever. I torsdags skulle skoleinspektøren bruge næsten alle eleverne til at grave ude i gården, da der skulle nedlægges vandrør. Hernede er der ikke penge til at betale sig til den slags, så i stedet for bliver det pludselig børnenes opgave. Sjovt nok gør børnene det med glæde uden brok.
Om fredagen havde jeg så begge klasser samtidig, da den anden lærer var blevet syg. Jeg fik stoppet 76 elever ind i et klasselokale, og så sad de ellers tæt sammen og kiggede afventede på mig. Helt stille. Dagens undervisning skulle handle om kalenderens opbygning. Dage, uger, måneder og år. Al undervisning hernede forgår på engelsk, men jeg var alligevel blevet advaret om, at niveaet ville være meget lavt. Jeg blev da også meget overrasket over at finde ud af, at mindre end halvdelen af klassen kendte navnene på ugens dage. Tid er helt anderledes hernede. Der er derfor ikke særlig mange, der går op i om det er mandag eller tirsdag. Ind imellem blev undervisningen afbrudt af en masse grin og snak fra eleverne. Jeg forsøgte med største autoritet i stemmen at overbevise om at være stille, men et par gange blev jeg selv nødt til at kigge væk og smile. Stemningen ændrede sig dog fuldstændig, da skoleinspektøren kiggede forbi klasselokalet. Med en pind i hånden trampede han rundt i klasselokaet. Med et hårdt slag over fingrene, et niv i kinden eller en tung knytnæve oven på hovedet straffede han alle de børn, der ikke kunne finde ud af at være stille. Det var helt tydeligt, at jeg var den eneste i lokalet, der blev chokeret over situatioenen. Børnene rystede bare smerten af sig, og kun en hurtig ændring i deres ansigtsmimik afslørede smerten. Min choktilstand blev kun endnu større, da skoleinspektøren befalede en af eleverne til at hente en gren fra et træerne ude i gården, så Miss Camilla kunne få sin helt egen afstraffelsespind. For at være helt sikker på at eleven nu adlød, så afsluttede han ordren med et: "Do it now, or I will beat you". Jeg har selvfølgelig ingen intentioner om at bruge sådan en pind på noget tidspunkt i min undervisning!
Jeg har efterfølgende forsøgt at spørge indtil hele baggrunden for den slags afstraffelse. Det bliver opfattet helt anderledes hernede, og det bliver mere set som en opmuntring end en afstraffelse. Det er umuligt for mig at ændre på den opfattelse. Jeg vil dog gøre et godt forsøg på at give dem et indblik i, hvordan tingene bliver gjort hjemme i Danmark. Måske kan det åbne deres øjne for, at der findes andre og mere pædagoiske løsninger end at afstraffe børnene med en pind.
Det var alt for denne gang. Der er nu kun tre uger tilbage hos familien her i Zambia, inden jeg fortsætter turen til Botswana og Sydafrika. På mange måder glæder jeg mig helt vildt til de mange nye oplevelser, men samtidig glæder jeg mig ikke til at sige farvel. Det bliver rigtig hårdt at sige farvel. Jeg har allerede lovet familien at komme igen om et par år
Pas godt på jer selv derhjemme. Og som altid. Nyd kulden. Hernede er det så varmt, at jeg ind imellem tager mig selv i at savne de kolde og snefyldte vinterdage hjemme i Danmark.
- comments