Profile
Blog
Photos
Videos
De to pærer i loftet blinker hurtigt et par gange, inden de går ud. Det giver et spjæt i en af de mange edderkopper i hjørnet. Som den eneste sidder jeg koncenteret med blikket rettet mod loftet og venter på, at lyset skal komme igen. Der går kun et par minutter, før pærerne igen tændes, og lyset forsøger at kæmpe sig igennem det tykke lag af rødt støv, der har lagt sig uden på glasset. Alle andre i det lille lokale virker fuldstændig upåvirkede af det korte strømsvigt. Hernede går strømmen konstant, så selvfølgelig er byens hospital ikke en undtagelse.
Jeg har været syg i næsten en uge nu, og sammen med en lille håndfuld lokale sidder vi inde i det "pæne" venteværelse. Her kommer man til med det samme. Først skal man dog lige betale en yngre kvinde, der render rundt med et stort pengebælte om maven og indsamler penge. Længere nede af gangen i et lille venteværelse sidder alle andre. Størstedelen af dem er feberramte børn, der slapt hænger i deres mødres arme. Hernede er den største fjende malaria. Og det er også derfor, at jeg har fundet vej til hospitalet. I flere dage har min familie forsøgt at overbevise mig om, at det garanteret er malaria eller i værste fald en dæmon, der har fundet vej til min krop. Jeg skal derfor se det som en god ting, at jeg har kastet så meget op. På den måde kan begge dele med lidt held komme ud af kroppen igen. Mit besøg på hospitalet er mest af alt et forsøg på at få aflivet deres teorier, og blodprøven viser da også, at jeg heldigvis ikke har malaria. Så jeg må nøjes med dæmonen i denne omgang. Det lyder noget sejere end helt almindelige maveproblemer
Camilla the fat mzungu
På trods af at jeg har været syg, så har jeg ikke kunne slippe for familiens mange måltider. Tidligere har jeg vist været inde på, hvordan dagen hernede udelukkende handler om rengøring og madlavning fra solen står op, til den går ned. Hjemmefra var jeg i forvejen blevet advaret om, hvordan det er meget almindeligt, at familien vil forsøge at fede en op. Jeg troede dog ikke, at det var så slemt som alle sagde. Det er dét så! Efter mere end måned hernede med mad, der altid frituresteges - selv helt nybagte boller - er mine bukser begyndt at stramme. Jeg har ikke noget spejl udover et lille lommespejl, så det er svært at sige, hvor slemt det står til. Nok en to-tre kilo. I hvert fald har jeg flere gange givet udtryk for, at det ikke gjorde mig noget, hvis der blev holdt lidt igen med olien, så vi i stedet for fire "kun" brugte to flasker olie om ugen. Hver gang har familien rystet på hovedet og grinet. Det at have lidt på sidebenene ses som noget positivt og lige frem som en kompliment, da det er udtryk for velstand, mens det at være tynd ses som det modsatte. Hvis jeg ikke bliver fedet op under mit ophold hernede, så må det betyde, at jeg ikke har levet godt. Og dét vil familien i hvert fald ikke have siddende på sig.
I søndags skete det så. På vej hjem fra den sædvanlige tur i kirke gik jeg et stykke foran resten af familien, da min søster Rebecca pludselig kom løbende og prikkede mig i siden med sin pegefinger: "Camilla, now you are finally fat", råbte hun, mens resten af familien grinede bag mig. I et kort øjeblik overvejede jeg, om jeg skulle blive fornærmet og en smule stødt. Men der var simpelthen ikke andet at gøre, end at slå sig til resten af familien og grine af det. For ja, der er kommet lidt ekstra på sidebenene, efter konstant at blive fodret som en gris lige op til jul. Heldigvis kan jeg glæde mig over, at jeg har en måned alene, inden jeg vender hjem. Forhåbentlig er det tid nok til at slippe af med det værste, så I kan genkende mig, når jeg træder ud i ankomsthallen i lufthavnen
Danmark i Zambia
Den her uge er noget særligt. Halvdelen af tiden er nu gået, og jeg har nu været væk i mere end to måneder. Jeg har virkelig brugt de sidste måneder på at leve den afrikanske livstil, men alligevel føler jeg mig mere dansk end nogensinde før. Det at være så langt væk hjemmefra har bare gjort min nationalfølelse større.
At leve hernede virker på mange måder som at være fløjet tilbage i tiden. Tilbage til 1990'erne hvor pelstasker, plastikøreringe og dårlig popmusik var et hit. Og derfor også danske Michael Learns to Rock. De andre to frivillige er for unge til at huske dem, og de undrer sig over, at jeg hopper op og ned, hver gang "I'm not a actress, I'm not a star and I don't even have my own car" blæser ud af vinduerne på en forbikørende bil. Imens forsøger jeg at undskylde mit kendskab til bandet med, at jeg blot er blevet opdraget godt af en musikglad Far, og ikke at de to andre frivillige er yngre end min lillesøster på 22 år. Heldigvis kunne de være med, da vi sad på en lokal bar og så fodbold. African Cup, der kan sammenlignes med EM, var netop gået i gang, så vi skulle selvfølgelig heppe med, da Zambia skulle møde Nigeria. Sidste år vandt Zambia faktisk, så forventningerne var store blandt de lokale, der var pyntet i de nationale farver og larmende vuvuzelaer. Inden kampstart blev den larmende popmusik pludselig erstattet af en velkendt stemme. Ingen ringere end danske Medina! Igen måtte jeg hoppe op og ned i stolen over, at en dansk kunstner havde fundet hele vejen til det nordlige Zambia - midt ude i ingenting. Denne her gang kunne de to andre frivillige trods alt også være med, selvom de ikke lige frem var fan af hendes musik. Men det var dansk, og det betød lige pludselig en hel masse hernede i de ellers så fremmede omgivelser.
Det er tilsyneladende meget almindeligt at have det sådan hernede. For et par uger siden gik jeg den lange tur ind til byen, da jeg pludselig kunne skimte noget blegt blandt de mange mørke ansigter, der gik på den modsatte side af vejen. Af ren og skær nysgerrighed satte jeg farten op, indtil jeg kom tættere på. En anden hvid kvinde. Hun blev tydeligvis ligeså overrasket som mig, for hun nærmest sprang over vejen og løb mig i møde. I løbet af få minutter havde hun fortalt mig om sit arbejde i byen i forbindelse med Fredskorpet og givet mig sit telefonnummer. Siden den episode har jeg stødt på et fem-seks andre hvide fra området, og alle gange har vi hilst på hinanden eller givet et form for anerkendende nik, som om vi er medlemmer af en særlig loge. Det er vi næsten også. Sådan kan det i hvert fald føles. Det er helt dejligt at møde andre, der ligner en selv, når man hver eneste dag skiller sig ud fra mængden.
- comments