Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg har nu været her i mere end 14 dage, og jeg har så småt vænnet mig til livet i landsbyen. Den voldsomme torden om natten, der får vores hø-lignende tag til at ryste, har nærmest fået en beroligende effekt. Det samme har de mange grin og skrig fra børnene udenfor, der hver dag leger fra tidlig morgen til sen aften. Jeg vågner automatisk ved solopgang, når landsbyens haner galer omkap udenfor mit vindue. Imens jeg stille og roligt hopper ud af min sovepose, bliver vandet til mit daglige bad varmet over bålet. Det varme vand bliver hældt over en i spand, og så er det ellers bare om at gå i gang med en god gammeldags etagevask. At vaske hår er en stor udfordring. Det foregår med en lille kop, og så forsøger jeg ellers at få vasket sæben ud af håret. Det er fuldstændig umuligt at blive helt ren og for at være ærlig, så har jeg hurtigt ud af, at det er lidt ligegyldigt. Så snart jeg træder ud på jorden, bliver mine fødder igen helt beskidte af den støvede jord, og huden bliver fugtig på grund af de cirka 30 graders varme.
Efter mit bad står den på morgenmad, der bliver lavet af min 16-årige lillesøster Rebecca. Hun fungerer lidt som hushjælp her i huset, og det er imponerende at se, hvor hårdt hun knokler. Hun står for al madlavning, rengøring og tøjvask. Det skal åbenbart forberede hende på at blive en god mor og hustru. Hver morgen får jeg så morgenmaden serveret på en stor bakke, og som den eneste får jeg en tallerken og porcelænkrus til min te. Det er altid spændende at se, hvad hun har fundet på at lave til morgenmad. En ting er sikkert. Morgenmaden er et ligeså stort måltid som aftensmaden, og det bliver forventet, at jeg spiser op. For det meste er det kartofler, ris eller en anden form for kulhydrater, som ind imellem bliver serveret sammen med fisk. Det er virkelig underligt at spise den slags varme mad til morgenmad, men en undskyldning om manglende appetit om morgenen, bliver ikke accepteret her i huset. "Eat Camilla, eat" er blevet en fast udmelding.
Min tur på arbejde er lidt af et cirkus. Det tager cirka 15 minutter at gå klinikken, og selvom jeg har gået samme tur de sidste par uger, så får jeg stadig alverdens tilråb og har masser af børn rendende efter mig. Det er fuldstændigt umuligt at tro, at jeg helt anonymt kan snige mig på arbejde, uden at nogen lægger mærke til det. Jeg har vænnet mig til at både børn og voksne råber mzungu efter mig, og jeg har taget mig selv i at reagere på det, som var det mit navn. Det kan måske bedst sammenlignes med at være en kendt person. Uanset hvor jeg kommer hen, så kan jeg være sikker på, at alle stirrer, råber ad mig og vil hen at give mig hånden. For det meste virker det til, at både børn og voksne lige skal samle sig mod til at komme hen at hilse på mig, så inden skal der lige hviskes og grines lidt i krogene. Det er begyndt at blive ret anstrengende, men som den første hvide i landsbyen er det vel, hvad man kan forvente. Jeg må fortsætte med at vinke og smile pænt på bedste prinsesse måde
Undervægtige børn i mangotræer
Som med så meget andet efterhånden, så startede min første dag på mit nye arbejde med lidt af en overraskelse. Jeg blev vist rundt på klinikken, der mest af alt minder om et stort sundhedshus. Det er ekstremt primitive forhold, og lokalerne kunne sagtens forvekles med et fængsel, hvis det ikke var for det sparsomme inventar, hvor der hist og pist sidder slidte klistermærker med små nødhjælpslogoer. I spidsen for stedet står en præst ved navn Mr. Gnono. Han er typisk afrikansk præst. Høj, stor og med en rungende, autoritær stemme. Han er virkelig en sød og hjertelig mand, og han sad konstant med sine hvide tænder fremme, da jeg præsenterede mig selv. Han smilede nok mest af alt af mit frembrusende gå-på-mod, da jeg forsøgte at overbevise ham om, at jeg ikke var bange for noget som helst og havde lyst til at prøve det hele. Så det fik jeg overraskende nok lov til. En halv time efter sad jeg med et par hvide gummihandsker på og en lille nål i den ene hånd. Udenfor lokalet stod en stor flok af de lokale fra landsbyen, der alle sammen ventede på at få foretaget en HIV-test. Tingene gøres noget anderledes hernede, så der skulle ikke mere end et par dråber blod på en lille test, blandet med nogle gennemsigtige kemikalier, og et kvarter senere kunne testen afsløre, om den var positiv eller negativ. Hvorvidt den slags test er 100 procent troværdigtkan nok diskuteres. Det er dog, hvad der er til rådighed, og som præsten efterfølgende sagde til hver patient, så er det kun Gud, der kan afgøre, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Amen!
Et par dage efter stod den på det ugentlige hjemmebesøg. I en gammel bil kørte vi ud til nogle af de landsbyer, der ligger så langt væk, at beboerne ikke selv har mulighed for at komme ind på klinikken. Vi blev mødt af cirka 30-40 kvinder, der sad samlet på den støvede jord. De fleste af dem havde deres store, brune bryster hængende frit fremme, mens deres små børn skiftesvis blev ammet og kravlede rundt. Formålet med vores besøg kan sammenlignes med et besøg af sundhedsplejersken, der skal sikre sig, at børnene får ordentlig mad og tager på i vægt. Så mens kvinderne blev undervist i den rette ammeteknik, fandt jeg og en kollega en gammeldags vægt frem. Som om det var det mest almindelige i hele verden, blev den hægtet fast på en stor gren i et mangotræ, og så kunne vi ellers gå i gang med at veje de mange børn. Det var en meget speciel oplevelse at se børnene hænge og dingle blandt store klaser med mangoer.
Arbejdet på klinikker er utrolig interessant, men det har samtidig vist sig, at jeg hurtigt bliver en kolds om foden på personalet. Det officielle sprog i Zambia er engelsk, men der findes cirka 73 lokale stammesprog. De fleste patienter taler Bemba, Mambwe og Lulgunge. Jeg har nu lært at høre forskel på om folk siger "muleshani" eller "muleuli" (hvordan går det?), og kan svare tilbage på samme sporg. Alt derudover er mere indviklet. Det gør det svært at kommunikere med patienterne, og jeg har hele tiden brug for en kollega til at oversætte. Jeg har derfor skåret ned på min tid på klinikken, så jeg også arbejder på en lokal skole. Her er jeg netop startet i denne uge, og jeg skal undervise alle klassetrin i forskellige fag. Jeg arbejder også med skolens handicappede børn, som enten er blinde, døve eller endda også albinoer. Der er ikke nogen tvivl om, at arbejdet på skolen er en kæmpe udfordring. Jeg glæder mig til at se, hvordan det hele er gået, når jeg rejser herfra om cirka to måneder. Det bliver formentlig med tårer i øjnene, når jeg skal hilse farvel til de søde børn.
Frieri med kartofler og pelstaske
Opmærksomheden fra de lokale er som sagt stor, og særligt nogle af mændene lægger ikke skjul på, at de ville elske at have en hvid kvinde til kone. Jeg var i forvejen blevet anbefalet at fortælle, at jeg har en forlovet hjemme i Danmark. Det med at have en kæreste uden at være gift, bliver der set ret skævt til hernede. Det har dog vist sig ikke at være en god nok undskyldning at være forlovet. I den første uge kom en mandlig ven af familien forbi med gaver til mig. En lille, sort håndtaske i et pelslignende stof. Den er virkelig afskuelig og er helt sikkert et levn fra Spice Girls tiden i 90'erne. Alle andre piger hernede render rundt med den slags tasker, så nu gør jeg det altså også. Et par dage efter dukkede han op igen, og med sig havde han en stor pose med kartofler. Dem skulle jeg da have til morgenmad. I begge situationer måtte jeg kigge den anden vej og virkelig tage mig sammen for ikke at begynde at grine. Jeg forsøgte at kigge over på min lillesøster Rebecca for at se, om hun ikke også kunne se det komiske i det. Det så ikke sådan ud. Hun fortalte mig endda bagefter, at det virkelig var en flot taske, og at hun gerne ville låne den ind imellem.
På trods af de mange venlige bejlere, der er dukket op indtil nu, så har jeg fundet ud af, at taktikken med at være forlovet ikke helt holder. Så når de lokale vil vide, om jeg har en mand hjemme i Danmark, så er jeg nu endnu hurtigere til at svare ja. Mikael og jeg er lykkelig gift. Ja, ja, det er måske gået lidt stærkt, men det føles rigtigt. Er det ikke noget i den stil, man plejer at sige?
Tissemyrer og sommerfuglelarver til aftensmad
Familien ser det som en stor ære at have mig boende i deres hjem. De ser det derfor også som deres opgave at sørge for, at jeg det så godt som muligt. Meget af deres tid går med at lave mad. De ser det som deres pligt at vise mig hele det zambianske køkken, hvilket for det mest betyder, at vi spiser de mest besynderlige ting. Jeg troede, at jeg efterhånden havde oplevet det værste med deres fiskehoveder og kyllingefødder, indtil min Mama smed en ny ret på bordet. Hundredevis af tissemyrer. De ligner dem derhjemme, men hernede er de noget større - omkring to centimeter lange. De var blevet ristet godt og grundigt i friture, så de fik en mere sprød og chipslignende konsistens. Hele min familie dryssede dem ivrigt udover deres kartofler, og blev ved med at tale om, hvor sunde de var og fyldt med protein. Min kræsenhed har jeg efterhånden måtte pakke langt væk, og har jeg fået en princip om, at jeg vil smage på det meste, mens jeg er hernede. Undtagen fiskehoveder og kyllingefødder! Jeg smagte derfor også en enkelt myre. Den smagte egentlig helt fint, men tanken om, at have en død myre i maven, gjorde alligevel, at jeg bare lod det blive ved den ene.
Som om at det ikke var nok med tissemyrerne, så er min Mama også kommet hjem med en pose fuld af tørrede sommerfuglelarver. De er nok fire centimenter lange, tykke og har to store, sorte øjne placeret for enden. De er endnu værre end tissemyrerne, fordi de stirrer sådan på en. Jeg tog en lille bid af halen, og så kunne jeg simpelthen ikke spise mere. Smagen var meget speciel og koncentreret. Det er efterhånden blevet til stor underholdning for hele familien, hver gang jeg skal smage en ny specialitet. De sidder alle sammen helt stille og kigger på, at jeg tager den første bid. Uanset om mit ansigtsudtryk viser et mums eller et ad, så synes de, at det er vildt sjovt.
Det var alt for denne gang. I denne uge er det min fødselsdag, og jeg er godt nok spændt på, hvordan dagen kommer til at blive. Som I måske ved, så er min familie Jehovas Vidner, så fødselsdage er ikke noget, man nævner. De ved derfor slet ikke, at jeg har fødselsdag. Jeg har for sjov overvejet at bilde dem ind, at det er Danmarks Nationaldag, og så pynte op med en masse små Dannebrogsflag, som jeg har taget med herned. Jeg er bare lidt bange for, at ham Jehova kommer efter mig
Pas godt på jer selv hjemme i kolde Danmark!
- comments
Tanja aka Din Kusling Hold da op hvor lyder alt så spændende:) Måden du lever på, er helt sikkert anderledes, og tanken om ikke at kunne tage et ordentligt mad er virkelig skræmmende - samtidig er det en del af oplevelsen, og det lyder til at du bare tager det i stiv arm smukke! Tænk når du kommer hjem, hvor vildt det bliver bare at kunne stå i et varmt bad så længe du har lyst:) Dine to jobs lyder godt nok fantastisk, men også barskt . Kombinationen af at arbejde på en skole og på en sygehus passer jo perfekt til dig, hvor er det bare mega sejt, og hvor må du bare lære meget om dig selv, men også om andre mennesker! Når du kommer hjem holder vi fast i, at man altid skal smage på tingene. Det må virkelig være grænseoverskridende for dig, at skulle spise alle de virkelig specielle ting - pludselig lyder en møj kedelig leverpostejmad super lækkert. Jeg sikker på du charmer og vinder alles hjerte på din dejlige personlighed. Trods forskelligheden er det i hvert fald noget jeg kan sætte mig 100% ind i. Derudover må det da ikke være helt dårligt, at få alle komplimenterne, nyd det så længe det varer;-) SAVNER DIG HVER EVIG ENESTE DAG!! SKYND DIG NU HJEM !!!<3
Kristina Hvor jeg dog nyder at læse dine blogs putte :) Du skriver så levende at man virkelig kan føle sig en del af alle dine oplevelser. Jeg sidder både og smiler, griner og får tårer i øjnene når jeg læser dine historier. Det lyder helt fantstisk :) Og virkelig spændende med begge jobs - det bliver da helt sikkert en hård afsked, når du når at knytte bånd med så mange forskellige mennesker og alle de kære unger :) Og så selvfølgelig lige et tillykke til din og Michaels status som lykkeligt ægtepar :) Hihi Jeg savner dig!!!!! Stort møs til dig