Profile
Blog
Photos
Videos
På toppen af Kenya. Højt oppe over skyerne. Sne op til begge ankler. Sådan afsluttede jeg min tid i Kenya, da jeg nytårsdag stod på toppen af Mount Kenya i 4985 meters højde. Det var en helt fantastisk følelse og forløsning at have nået toppen efter tre hårde dage med bjergbestigning. Det havde været lidt af en kamp at nå til den sidste camp, hvor vi skulle sove, inden turen sent om natten gik mod toppen. På vejen havde vi mødt flere, der desværre havde måtte vende om pga. højdesyge. I løbet af natten blev flere af os også ramt af den svære kvalme og svimmelhed, så da vi stod op midt om natten, virkede det usandsynligt, at vi alle sammen skulle nå målet. Med vores pandelamper som eneste lys fik vi på en lang række bevæget os tættere og tættere mod toppen. Den stejle stigning betød, at det tog næsten fire timer at bevæge os de sidste 750 meter. Flere gange måtte vi stoppe op, fordi at jeg og en anden pige blev rigtig dårlige. Det kan bedst beskrives som den tunge kvalme, man oplever, lige inden man kaster op. Det i sig selv er ikke særlig sjovt, men specielt ikke, når man samtidig kravlede rundt på glatte klipper i en højde, der kan give selv store og stærke mænd højdestræk. Alligevel fik vi trodset højdesygen, og vi fik alle sammen kæmpet os hele vejen til toppen. Yes! Det var godt nok en fed fornemmelse. Tanken om at kunne krydse det af på min liste over livets to-do, gjorde også, at de mere end 50 km. (cirka 11 timer) ned af bjerget samme dag ikke virkede nær så uoverskuelige :-)
Et nyt år - et nyt kapitel
Den første dag i det nye år betød, at det nu var blevet tid til nye eventyr. Vi skulle hver især rejse fra højskolen i Kenya og ud til vores placeringer. For mit vedkommende og to andre frivillige betød det et par timers flyvetur sydpå til Mbala i Zambia. Idet vi fløj ind over landet, var det helt tydeligt at se, hvordan regntiden her havde påvirket naturen. Modsat Kenya var der her ekstremt frodigt og grønt. I stedet for flade og nøgne savanner var omgivelserne tæt bevokset med store træer og buske, som lå som en tyk dyne henover landet. På den lange køretur mod vores by kørte vi forbi masser af kvinder i farverigt tøj, der gik i vejkanten og balancerede med store skåle oven på deres hoveder. Skålene var fyldt med eksotiske frugter og særligt svampe. Flere steder solgte små boder kæmpe champignon-lignende svampe, der var på størrelse med store spisetallerkner.
På trods af at køreturen varede næsten 10 timer, så fløj tiden af sted. Der var konstant noget nyt at kigge på ud gennem vinduerne, og med musikken fra min Ipod i ørerne blev jeg i bedre og bedre humør. Følelsen af at være på vej mod et nyt eventyr, var virkelig en fed fornemmelse. Tanken om at være lige præcis dér, hvor jeg gerne vil være, fordi jeg selv har valgt det. Uden at have nogen forpligtelser, bekymringer om uddannelse, regninger og alle mulige andre kedelige hverdagsting. Muligheden for udelukkende at have mig selv og mine behov i tankerne - det var virkelig en fantastisk halvfilosofisk wauw-oplevelse :-)
Sent om aftenen ankom vi så til byen. Vi er det første hold frivillige til at bo i det nordlige Zambia, så vi var blevet informeret om, at vi skulle være en slags prøvekaniner. Vi skulle bo i samme by, men jeg skulle bo alene cirka 10 km. væk fra de andre.Vi kørte på en meget mørk og mudret vej, indtil vi nåede en lille landsby fyldt med en masse mørklagte lerhytter. Jeg nåede lige nøjagtig at tænke, at det da umuligt kunne være her, indtil vores chauffør pludselig sagde: "Camilla, det her er så dit hjem for de næste tre måneder". Min første tanke var, at det kunne han da ærlig talt ikke mene. Jeg var indstillet på, at skulle leve primitivt, men det her var måske lige i overkanten.
Jeg nåede dog ikke at tænke meget mere, før bildøren nærmest blev flået op af en stor, brunstig og mørk kvinde, der insisterede på, at jeg skulle kalde hende Mama. Hun og familien stod klar sammen med resten af landsbyen i mørket, og de nærmest hoppede og dansede af glæde over min ankomst. Lynhurtigt blev jeg hevet ind i deres stue, hvor de havde dækket op med en masse mad i mørket. Hele familien sad og stirrede på mig i flere minutter. Ingen sagde et ord - de iagtede hver eneste bevægelse, jeg gjorde, som om jeg lige var landet fra Mars.
Den første nat var utrolig lang og uden særlig meget søvn. Det er et krav fra organisationens side, at alle frivillige får sit eget værelse. Det er nok lige i overkanten at kalde mit rum for et værelse. Det minder faktisk mest om et fængselskammer. Eller det rum som Harry Potter bor i under trappen hos sin onde familie. Der er dog en seng at sove i. Og som jeg lå der og lyste på de mange edderkopper i loftet med min pandelampe, besluttede jeg mig for, at jeg selvfølgelig kunne klare næsten tre måneder under den slags forhold. Min nye familie har levet med det hele deres liv, så hvis de kan, så kan jeg også. Punktum.
En ny verden
Jeg har nu været her i næsten fem dage, og jeg er efterhånden begyndt at tvivle på, om jeg virkelig kommer fra Mars. Alt her er den omvendte verden. For første gang nogensinde er det mig, der skiller sig ud fra mængden og er komplet anderledes end alle andre. Det er virkelig en surrealistisk oplevelse!
Hernede bruges næsten alle døgnets timer udenfor. Vi går i seng omkring solnedgang og står op ved solopgang. Vi går på toilettet udenfor (et stort hul), bader udenfor (en spand med vand) og laver mad udenfor (på bål). Derfor var det også meget naturligt, at jeg den første morgen gik udenfor for at børste tænder. Der gik dog ikke ret mange sekunder, før jeg opdagede, at jeg ikke var alene. Rundt om hjørnet på de nærliggende lerhytter havde der samlet sig omkring 30-40 voksne og børn, der alle sammen havde ventet på, at nyankome "mzungu" skulle komme frem. Med tandbørsten halvthængende ud af munden forsøgte jeg pænt at hilse og vinke til dem. Det var så sjovt at se deres ansigtsudtryk. Flere af dem var ganske enkelt bange for mig og turde ikke komme hen og hilse på mig :-)
På højskolen havde vi fået af vide, hvordan mange afrikanere ser det som en stor ære at have hvide mennesker boede i deres små lokalsamfund. Det er i hvert fald også tilfældet her i Mbala, hvor de aldrig har haft en hvid boende. Min landsby ligger cirka fem km. fra centrum og har nok 5.000 indbyggere. Alle har en eller anden form for tilknytning til hinanden, og det er meget almindeligt, at der i hver lerhytte bor en hel familie med fætre, kusiner, onkler og tanter. Min Mama har vitterlig fortalt gud og hver mand om, at de skulle have en hvid person boende. Der har derfor indtil nu dagligt været omkring 10-20 personer forbi vores hytte for at hilse på mig. Flere af dem tiltaler mig Dr. Camilla. Jeg skulle egentlig have arbejdet på et børnehjem, men som så meget andet hernede, så kan ens planer hurtigt ændre sig. I stedet for skal jeg arbejde på landsbyens sundhedsklinik, der bedst kan sammenlignes med en slags skadestue. Og hvis man arbejder sådan et sted og ovenikøbet er hvid, så er man selvfølgelig læge - og derfor bliver jeg tiltalt som Dr. Camilla. Jeg har flere gange udtrykkeligt forklaret min familie, at jeg IKKE er i nærheden af at kunne kalde mig for læge, men de insisterer på, at tingene må forholdene sig sådan. Jeg er endda blevet opsøgt et par gange af en ældre dame med en mave på størrelse med en ballon. Med bare bryster og struttende mave har hun højlydt ønsket hjælp fra Dr. Camilla :-)
Jeg starter først med at arbejde på klinikken i morgen. Indtil nu er meget af tiden gået med at lave mad sammen med hele familien. Selvom familien ikke har mange midler (set med danske øjne), så gør de virkelig meget ud af både rengøring og madlavning. Vi har flere gange fået fisk, som vist er en af familiens yndlingsretter. I hvert fald bliver de næsten uvenner over, hvem af dem, der skal have lov til at spise selve fiskehovedet - især øjnene ser ud til at være et hit. Som æresgæst blev jeg selvfølgelig tilbudt det først, men jeg takkede pænt nej. Forleden var vi nede på det lokale marked for at vise mig frem, da jeg pludselig blev bedt om at udvælge en fritgående kylling. Det var vores frokost. Hjemme i landsbyen viste min Mama viste mig, hvordan man hurtigt skar halsen over på den, så jeg selv kunne gøre det næste gang. Det var virkelig en speciel oplevelse. Nu frygter jeg for, hvornår vi igen skal have kylling :-)
Det var alt for denne gang. Jeg har endnu ikke haft kameraet oppe af tasken, da jeg er bange for, at det blot vil gøre mig endnu mere mærkelig. Det er vist bedst, at der lige går en uges tid eller to, indtil landsbyen har vænnet sig til mig! Indtil da kan I se lidt billeder fra turen til Mount Kenya.
Ha' det skønt!
- comments
Henrik Schwarz-Nielsen Hej Camilla. Hvor er du god til at beskrive tingene, det er fantastisk at læse din beretning. Er stolt over, hvor utrolig indlevende du er i folks hverdag og liv. Savner dig. Kys far.
Haaaaargaaaaard Hold da helt op altså! Det er jo helt utroligt at læse, søde. Sikke mange helt vilde oplevelser. Jeg kan slet ikke vente med at se billeder!! Men jeg forstår godt, at du lige lader det ligge lidt. ;) Men sikke dog interessant læsning altså!! Helt utroligt!!! Alverdens kys fra mig!!!
Maria og Jesper Du skriver FANTASTISK...var du min elev havde et 12-tal ikke været dækkende...:) Kram til dig Milla.