Profile
Blog
Photos
Videos
25 år - uden behårede lår og fedtet hår
25 år! Midten af tyverne! Et kvart århundrede! I sidste uge havde jeg fødselsdag, og på mange måder føltes dagen som en milepæl. Det var en god anledning til at bruge et øjeblik på at gøre status. Hver gang jeg nævner min alder hernede, bliver jeg spurgt om, hvor mange børn jeg har, og hvad min mand siger til, at jeg sådan er rejst fra de huslige pligter hjemme i Danmark. De fleste zambianske kvinder på min alder har mindst to eller tre børn og har været gift i flere år. For dem er børn og ægteskab lig med lykke. Nå ja, og deres antal af køer. Jeg har ingen af delene. Alligevel er mit lykkebarometer så meget i top, at glasset er ved at sprænge.
Jeg havde allerede i dagene op til dagen, indstillet mig på, at den her fødselsdag ville blive meget anderledes. I en lille landsby hvor børnene altid er fem-seks år gamle, fordi ingen går op i begrebet tid, og hos en familie der forguder Jehova, så ville min fødselsdag nok blive som hvilken som helst anden dag hernede. Jeg havde derfor forberedt mig aftenen forinden blandt andet ved at sørge for at vaske hår og barbere mine ben. Af en eller anden grund havde jeg en fjollet tanke om, at det at vågne op med fedtet hår og stride børster på benene på lige netop min fødselsdag, ville være afgørende for min kropstilstand det kommende år som 25 årig
Klokken lidt over fem om morgenen slog jeg øjnene op til et myggenet, der var overpyntet med en masse små danske flag. Det var et ret komisk og sølle syn på en og samme tid. Ingen i min familie nævnte noget om dagens anledning, og morgenmaden bestod som de fleste andre dage af en fisk med kæmpe store øjne og af æg, der var blevet stegt til uigenkendelighed i masser af olie og fiskesnask. I løbet af dagen nåede jeg faktisk helt at glemme den særlige dag. Det var først da det begyndte at tikke ind med beskeder og telefonopkald, at jeg blev mindet om det. En times tid på Facebook forvandlede mine blanke øjne til faktiske tårer, og jeg måtte sidde blandt en masse folk og skjule, hvor rørt jeg blev over alle de fantastisk søde hilsner. Alt fra kærlige beskeder, sjove billeder og kreative videoer fra familie og venner til en kæreste, der havde taget min hellighed til sig og blandt andet investeret i en skolebænk til børn i Afrika. Det var simpelthen så sødt af jer allesammen. Tusind tak! Om aftenen var jeg ude at spise med de to andre frivillige hernede. Vi tog hen på det mest vestlige sted, som vi kunne opstøve og bestilte cola, pommes frites og kylling. Jeg fik endda et par gaver, der på ægte afrikansk vis og i mangel af bedre, var pakket ind i avispapir. Dagen var derfor alligevel fyldt med lidt fødselsdagsstemning, og det var uden tvivl en fødselsdag, som altid vil stå tydeligt i min hukommelse.
De tydelige forskelle
Efter en måned hos familien har jeg efterhånden lært, hvilke kampe jeg orker at tage, og hvilke der virker for umulige at begive sig ud i. For eksempel som når min Mama hårnakket holder fast i at bede til Jehova hver aften inden aftensmaden. Eller når hun igen henter hjælp hos Jehova, og beder ham om at fjerne den dæmon, der har besat mig, og nu er skyld i min hovedpine. Den slags diskussioner har jeg lært at holde mig langt fra, men ind imellem støder jeg på nogle ting, som jeg simpelthen ikke kan lade ligge, fordi de så grundlæggende strider mod alle mine principper.
I sidste uge sad jeg inde i hytten, da jeg lige pludselig kunne høre en pivelyd udenfor. Først troede jeg, at den kom fra nogle af de mange ænder og høns, men da den fortsatte, gik jeg udenfor. Et par hundrede meter væk kunne jeg se nabobørnene tæske løs to små hundehvalpe med nogle store bambusgrene. Jeg skyndte mig at løbe derover, mens jeg på mit bedste bemba fik råbt "A we, a we", som betyder nej. Børnene så ret forskrækkede ud over, at der ud af det blå kom sådan en ophidset mzungu løbende, så de stoppede helt af sig selv. Jeg forsøgte at forklare dem via håndtegn, hvordan hvalpene skulle klappes og ikke slås. Et par timer senere kunne jeg så igen høre hvalpene pive helt vildt. Nu havde børnene løftet dem op i halen, så de hang og dinglede, mens de blev slået og spyttet på. Jeg flåede hvalpene ud af hænderne på børnene, og med tårer i øjnene fik jeg skreget af dem på dansk, at de var nogle forpulede møgunger, og at jeg nok skulle give dem samme behandling, hvis de nogensinde gjorde det igen. Jeg forsøgte at forklare børnenes mor, at det simpelthen ikke var i orden. Uanset om de så på hunde som skadedyr eller ej. Hun og børnene grinede mig direkte op i ansigtet, som om at jeg måtte være skingrende skør, siden jeg overhovedet tog hundene op i favnen. Det viste sig, at de to hunde rent faktisk har en ejer, og at naboen blot var blevet bedt om at holde øje med hundene. Jeg tog hundene med hjem til min hytte, hvor jeg kunne holde øje med dem, indtil deres ejer vendte tilbage.
Et par dage efter sad jeg ude i vores køkken sammen med hele familien, da vi pludselig kunne se de samme børn jagte de små hvalpe med et bræt. Hvalpene, der ikke er mere end seks-syv uger gamle, forsøgte på kluntet hvalpevis at flygte fra børnene, og undvige at blive ramt af deres spark. Jeg fik endnu en gang hentet hundene over til vores hytte, men kunne hurtigt se, hvordan den ene haltede på sit ene ben, mens den anden blødte fra sit hoved. Såret på hovedet var allerede fyldt med fluer, så mens jeg fik sat et stort plaster på, gloede hele min familie på mig og grinte lidt af hele situationen. Med rystende stemme fik jeg forklaret dem, hvordan børnene mishandlerne hundene, og at jeg simpelthen ikke ville finde mig i det. Den forklaring bed de ikke helt på, for vores opfattelse af hunde og hvordan de skal behandles, ligger så fjernt fra hinanden, som de overhovedet kan. Jeg forsøgte derfor at give dem et indblik i, hvordan hunde bliver behandlet hjemme i Danmark, og jeg viste dem et billede af lille Molly, der ligger på sofaen indpakket i et stort tæppe. Jeg truede desuden med at flytte fra landsbyen, hvis mishandlingen af hvalpene ikke stoppede. Og som prikken over i'et i min meget følelsesmæssig involerede tale til familien, fik jeg også tilføjet et: Jeg håber, at Jehova vil straffe børnene for deres ugerninger. Igen grinede de lidt over min ophidselse, men de gik trods alt over til børnene og skældte dem ud. Det kan måske lyde dramatisk, men jeg mener det faktisk helt seriøst. Det er svært nok i forvejen at se, hvordan hundene hernede er helt udmagrede og sulter. Det har jeg "lært" at lukke øjnene for og forsøge at gemme det bag en undskyldning om kulturforskelle. Men jeg kan simpelthen ikke være direkte vidne til dyremishandling - og slet ikke af små hvalpe som ingen chance har for at forsvare sig selv!
Jeg har lagt billeder ind af de søde hundehvalpe, så I kan se dem.
Pause fra livet i landsbyen
Oven på den omgang virkede weekendens tur som et tiltrængt pusterum fra livet i landsbyen. Jeg og de to andre frivillige var efter en måned så småt løbet tør for ting som shampoo og tandpasta, og vi kørte derfor cirka 200 km. hen til nærmeste supermarked i byen Kasama. Supermarkedet kan nok sammenlignes med Føtex eller Kvickly. Det er mange gange større end de små kiosker, som findes i vores by, hvor vi nærmest kun kan købe brød, sodavand og taletid. Jeg har ret hurtigt vænnet mig til at leve uden strøm og derfor også til at have et propfyldt køleskab med alverdens kolde madvarer. Jeg havde da glædet mig til at komme ind i et næsten vestligt supermarked, men min reaktion kom fuldstændig bag på mig. Da jeg trådte ind gennem skydedørene fik jeg vitterlig kuldegysninger, og det kildede helt i maven. Det var så overvældende at træde ind i ét lokale, som rummede alt hvad jeg overhovedet kunne tænke mig. Der var iskold yogurt, mælk og juice i store køleskabe. Faverige frugter og grøntsager i lange baner, der efter et par måneder med tvangsfodring af ris, kartofler og bønner, så mere indbydende ud end nogensinde før. Der var masser af chokolade - endda twix og kit kat. Det var en sindssyg overvældende følelse. Jeg gik igen og igen ned af de lange gange omringet af madvarer uden at vide, hvor jeg skulle starte eller slutte. Jeg havde lyst til det hele. Noget så fjollet som skumfiduser endte med at komme ned i min indkøbskurv. Ikke fordi at jeg overhovedet havde haft lyst til skumfiduser den seneste måned, men fordi jeg kunne.
Vi var blevet anbefalet at overnatte på et sted, der var ejet af et engelsk ægtepar. Vi har efterhånden lært, hvordan det bedst kan betale sig at skrue forventningerne fuldstændig ned til alt. Alligevel havde vi dog et lillebitte håb om, at det faktum, at stedet var ejet af andre hvide, kunne betyde at standarden ville være en smule højere end, hvad vi har oplevet indtil nu. Det lyder hårdt, men hernede er forskellen på sorte og hvide ufattelig stor. Vi har måtte erkende, at de hvide kan leve som konger, og at mange benytter sig af den mulighed. Lige den her weekend ville vi hoppe med på den vogn. Det viste sig da også at stedet var helt fantastisk. Hele oplevelsen fra supermarkedet gentog sig, da vi alle tre hoppede rundt som sindssyge og blev mere og mere højlydte for hver ting, vi fik øje på inde på værelset. Der var myggenet, dyner, køleskab, tv, et rigtigt toilet og en bruser. En rigtig bruser! Den engelske mand, der havde ført os hen til værelset, smilede lidt anstrengt og måtte have troet, at vi var blevet fuldstændige vanvittige. Det hjalp dog lidt at fortælle ham, om de primitive forhold vi kom fra, og at vi ikke havde været i et "rigtigt" bad i næsten en måned.
Det var en skøn følelse at stå under det varme vand i bruseren. Jeg kunne have stået der i flere timer, hvis det ikke var fordi, at de to andre også skulle have glæde af det varme vand. Det blev kun endnu bedre, da jeg efterfølgende kunne tørre kroppen i et håndklæde. Et stort lækkert håndklæde i stedet for det lille bitte backpackerhåndklæde, jeg har brugt de sidste to måneder.
Vi forlod hotellet dagen efter - glade, rene og meget mætte efter al den gode mad. Det var virkelig en god måde at få en lille pause fra de mange indtryk og udfordringer, som vi konstant skal forholde os til. Vi har allerede nu udset os en ny weekend om en månedstid, hvor vi igen skal hertil for at ordnet nogle indkøb og blive forkælet på hotellet.
Det er virkelig gået op for mig, hvor dybt hele den vestlige livsstil sidder i mig. Det var næsten skræmmende at se min egen reaktion. At jeg fik helt kriller i maven og hoppede op og ned - efter kun to måneder som ulandsborger. Det er ikke sådan, at jeg skammer mig over det og vil pakke det langt væk, når jeg kommer hjem. Det er mere blevet til en bevidsthed om, hvor godt jeg har det der hjemme, når jeg for eksempel står i et supermarked, og kan købe lige præcis, hvad jeg har lyst til. Der er ingen tvivl om, at jeg i fremtiden vi forsøge at være langt mere taknemmelig i stedet for blot at tage det som en selvfølge.
- comments
Lina Lagstrøm Kære Camilla - Hvor er det dog fantastisk at læse dit blogindlæg. Selvom det også i den grad er skræmmende at læse, hvordan de behandler de stakkels små hvalpe. Jeg er SÅ stolt over, at du stiller dig op og forsvarer dem og endda proklamerer, at du vil forlade familien, hvis ikke de stopper deres mishandling af hundene. Det kan virke fuldstændigt håbløst at ændre afrikanernes grundlæggende indstillinger til dyr. Men man SKAL prøve og ikke bare acceptere noget så forfærdeligt. Rigt godt gået, Milla:-) - Mere behageligt var det at læse om jeres luksustur til byen med ordentlig mad og et rigtig bad. Det lyder som en rigtig god idé at tage sådan en tur en gang i mellem. Så kan du gå og glæde dig til det, når det ind i mellem bliver lidt FOR primitivt. Kan du nu passe på dig selv og dem i dine omgivelser. Jeg er sikker på, at de passer godt på min helt fantastiske datter:-) Kæmpe knus og mange tanker fra Mutti