Profile
Blog
Photos
Videos
"Jeg kan ikke. Jeg kan simpelthen ikke rejse herfra alligvel. Skal jeg bare efterlade dem? Og hvordan skal jeg undvære dem?". Tankerne fløj rundt inde i mit hoved, da jeg aftenen før min afsked med familien for sidste gang lå i min seng under myggenettet i min lille fængselscelle af et værelse. Imens løb tårerne ned af mine kinder. Det at skulle sige farvel til familien og landsbyen føltes så unaturligt, og tanken gav mig på mange måder dårlig samvittighed. Jeg kunne efter få måneder rejse tilbage til mit vestlige, komfortable og trygge liv. Hvad med dem? Hvad skulle de stille op? Mine mange spørgsmål og manglende svar gjorde mig kun endnu mere overbevist om, at jeg ikke kunne tage herfra. Og samtidig kunne jeg mærke, hvordan jeg så frem til at fortsætte mit eventyr og i sidste ende komme hjem til mine vante omgivelser, og alle dem jeg holder af. De mange tanker blev dog lynhurtig abrudt. Ud af min øjnkrog kunne jeg fornemme noget bevæge sig i mit hår på hovedpuden. En stor, fed karkelak. Med et hurtigt hvin fløj jeg op af sengen og hoppede rundt i mørket for at få rystet karkelakken ud af mit hår. De mange triste tanker var i løbet af ingen tid blevet erstattet med et: "Måske er der også noget positivt ved at skulle væk herfra".
Næste morgen blev jeg hentet af en taxa i landsbyen. Hele familien var kommet for at sige farvel og ønske mig god tur. Jeg havde faktisk haft det rigtig fint det meste af morgenen. Det meste af tiden var gået med at gå rundt til naboerne i landsbyen for at sige farvel og takke dem for deres varme modtagelse. Flere gange fik jeg en klump i halsen. Den blev dog hurtigt gemt væk, da det ofte var helt tydeligt, at de udover ordene "thank you so much", ikke forstod et ord af, hvad jeg sagde.
Da turen kom til mine søskende var det umuligt at holde tårerne tilbage. Vi krammede farvel i lang tid, og til min store overraskelse græd de også. Selv min afrikanske Mama, der ellers er en benhård dame, stod og græd. Og det fortsatte hun faktisk med hele vejen i taxaen, da hun og min Papa fulgte mig ned til bussen. Her fik vi igen krammet farvel, indtil jeg skulle sætte mig ind i bussen.
Få minutter inden bussen forlod holdepladsen, blev der råbt "miss Camilla, miss Camilla". Det var to kvindelige lærere fra skolen, som var kommet for at sige farvel. Det blev til håndkys ud af det åbne busvindue, en masse "bless you and your good heart" og så fik jeg kastet en pose op til mig. De havde været så søde at købe en flot gave til mig, som tak for min indsats og arbejde med alle børnene på skolen.
Det var virkelig en underlig følelse at sidde der i bussen og se, hvordan byen, familien og hele min hverdag de sidste par måneder forsvandt bag mig. Især fordi jeg ikke har nogen anelse om, hvornår jeg får dem at se igen. Om jeg får dem at se igen. Imens tikkede der flere beskeder ind på min telefon fra folk, der ønskede mig god rejse og på gensyn. Det var ikke sjovt at tage afsked med det hele. Men det, at jeg nu var så ked af at skulle forlade det hele, var i virkeligheden et tegn på, hvilken fantastisk oplevelse det havde været.
Skidt under neglene skiftes ud med neglelak
Efter endnu en lang og noget nervepirrende bustur nåede jeg endelig hovedstaden Lusaka. I løbet af natten havde landsbyens velkendte røde grusveje ændret sig til almindelige asfaltveje, der oven i købet blev oplyst af gadelamper. Der var ingen tvivl om, at jeg på trods af det noget umenneskelige tidspunkt midt om natten, glædede mig til at stå op næste morgen i en mere vestlig verden.
Der gik ikke lang tid efter morgenmaden, før jeg befandt mig i et stort shoppingcenter omringet af alverdens supermarkeder, biografer og tøjbutikker. Ligesom ved seneste besøg til en større by, så gav oplevelsen igen kriller i maven. Selv noget så simpelt som turen på en rulletrappe frembragte et stort smil. Jeg følte mig på mange måder som et lille barn, der kunne køre op og ned af rulletrappen igen og igen. Jeg holdt mig dog til én enkelt tur for at undgå for mange undrende blikke :-)
I løbet af kort tid i storbyen havde jeg næsten fået udslettet alle synlige spor fra landsbylivet. Mit evigt fedtede hår var endelig blevet skyllet rent, jeg kunne for første gang i lang tid se mig selv i et spejl, hvilket var en oplagt mulighed for at lægge lidt mascara på øjnvipperne for første gang i flere måneder. Mine hænder og fødder var dog det eneste, der afslørede min tid i bushen. Især mine hæle var efterhånden begyndt at ligne fødderne på en indfødt. Kulsorte. Jeg forkælede derfor mig selv med en tur til en negleklinik, hvor jeg nærmest undskyldende viste mine fødder frem, da jeg bestilte en pedicure og manicure. I løbet af et par timer havde to kvinder dog lynhurtigt fået skrubbet al skidt væk, og jeg havde fået lagt fin neglelak på både hænder og fødder. Det føltes skønt at være fuldstændig ren igen - og ikke mindst også feminin.
Efter en hel dag i shoppingcenteret med selvforkælelse, lækker mad og en tur i biografen ventede jeg stadig på, hvornår den dårlige samvittighed ville dukke op. Faktum var at jeg i løbet af få timer, havde brugt flere penge end hele min afrikanske familie bruger på en måned. Den dårlige samvittighed var ikke så slem som forventet. Måske fordi jeg meget bevidst forsøgte at vende den til noget andet og mere konstruktivt. Det nytter ikke noget, at jeg konstant render rundt med dårlig samvittighed hver gang, jeg bruger penge. Det hjælper hverken mig eller min afrikanske familie. I stedet for viste den dårlige samvittighed sig i form af en større værdsættelse af mit liv derhjemme. Der er ingen tvivl om, at jeg i fremtiden vi forsøge at være langt mere taknemmelig i stedet for blot at tage det som en selvfølge.
Fra Lusaka til Livingstone
Jeg kunne simpelthen ikke sige farvel til livet i Zambia uden at se landets største turistattraktion. Vicoria Falls. Verdens største vandfald og et af verdens syv vidundere. Jeg og de to fyre hoppede derfor på endnu en bus for at komme ned til den sydlige del af landet.
Victoria Falls var fantastisk smukt. Det er nu regntid hernede, hvilket betød at der var ekstra meget vand i floderne, og derfor var mængden af vand i vandfaldet endnu voldsommere. Det føltes på mange måder som at træde ind til en koncert i en kæmpe hal, hvor bassen i højtalerne nærmest giver store rystelser i gulvet. En voldsom og overdøvende lyd. Når vandet fra floden falder de mere end 100 meter ned opstår der så stort et tryk, at vandet bliver kastet hele vejen op igen. Det var derfor som at stå midt i et skybrud. Som I kan se på billederne, så havde vi heldigvis pakket os ind i regntøj, men det var nærmest umuligt at holde "regnen" ude.
Hjemmefra havde jeg allerede besluttet mig for, at jeg i løbet af min tid herinde ville forsøge at opleve så meget som overhovedet muligt. Og derfor måtte jeg også lægge låg på min til tider bangebuks-indstilling, som nok har fået lov til at udvikle sig lidt for meget de seneste par år. Jeg ville derfor tage mig sammen, og endelig få gjort noget ved mit mål. Bungee jump fra Victoria Falls. Hvornår ville jeg ellers få muligheden for at gøre det i så unikke omgivelser?
"Om et øjeblik risikerer jeg at dø"
De to fyre var blevet inspireret af hele bungee jump idéen, og de havde derfor også besluttet sig for at springe ud fra den 111 meter høje bro ved vandfaldet. Vi havde gearet hinanden op de seneste par uger, så det blev mere og mere klart, at det ikke var til at komme udenom. Ingen af os ville tabe ansigt overfor de andre. Det var nok også derfor, at ingen af os sagde nej, da vi pludselig blev tilbudt to ekstra spring udover bungee jumpet. Det var muligt at benytte sig af et særligt tilbud, så man udover at bungee jumpe også kunne tage et spring i en gynge-lignende sele og derudover også et slags spring i en svævebane henover floden.
Floden mere end hundrede meter under mine fødder var fyldt med tusindvis af liter vand, der på fuld hammer susede forbi kun omringet af sten fra omkringsigliggende bjerge. For over et år siden skete der selv samme sted en ulykke med en australsk kvinde, hvis elastik knækkede midt over under hendes spring. På mirakuløsvisoverlevede hun faldet, blandt andet fordi vandstanden i floden var forholdsvis lav, og hun kunne derfor holde sig flydede og efterfølgende blive reddet op. Det ville ikke være muligt på den her tid af året pga. de store mængder vand og den stærke strøm. Med ulykken i tankerne var jeg kommet frem til den konklusion, at dette sted måtte være et af de sikreste steder i verden at springe bungee jump. Når først man har oplevet en ulykke, så må man gå ud fra, at der bliver gjort alt for at undgå en lignende ulykke igen.
Alligevel sad mit hjerte i halsen, da jeg få øjeblikke senere, stod med bare fødder på den hullede rist på broen. "Move forward, move forward", fik jeg af vide af manden, der netop havde givet mig en sele på overkroppen og bundet mine fødder sammen. Jeg skulle nærmest hoppe frem til kanten af risten, så mine træer stak udover kanten. Jeg gik lige kigget ned et par hurtige gange. Den var god nok. Det så lige så skræmmende ud, som det hele tiden havde gjort. Oplevelsen af at skulle til at foretage sig noget så unaturligt, som fuldstændig strider mod ens natur, var svær at sætte ord på. Måske forbi jeg befandt mig i en form for lettere choktilstand, var jeg ikke specielt bange. Det var svært at tænke store tanker i det øjeblik, så i stedet for lyttede jeg blot til mandens stemme og tænkte: "Hvis han siger, at jeg skal springe, så må jeg jo hellere gøre det". Så det gjorde jeg - med hovedet først og armene udstrakt foran mig som supermand.
I flere sekunder fløj jeg gennem luftet i frit fald. Alt omkring gik så hurtigt, at det var svært at opfatte særlig meget. Flere gang forsøgte jeg at holde øjnene åbne, men måtte forgæves lukke dem på grund af vind og det store tryk, som kom fra at have hovedet ned af med så stor fart. Den eneste tanke i mit hoved var: "Om lidt så finder jeg ud af om elastikken virker. Hvis den ikke gør det - ja, så dør jeg jo nok". Heldigvis gik der ikke mere end 10-15 sekunder, før jeg endelig mærkede elastikken hive mig op. Og så kunne jeg ellers skrige, som var det en sjov rutchebanetur i Tivoli.
Efter at have hængt med hovedet ned af i et par minutter, blev der hejst en mand ned til mig, som så kunne få vendt mig rundt, og få mig hevet op til broen igen. Det var først, da jeg skulle gribe fast i hans sele, at det gik op for mig, hvor meget mine hænder og ben rystede.
Da jeg endelig kom tilbage på broen, kunne jeg ånde lettet op. Det var et kæmpe stort adrenalinkick, og jeg dansede nærmest rundt af glæde. Inde i mit hovedet blev jeg ved med at sige til mig selv: "Camilla, du har fandme lige sprunget bungee jump fra verdens største vandfald". Det var næsten som om, at jeg skulle blive ved med at gentage det for at kunne tro på det.
Efterfølgende blev det tid til de to andre spring. Jeg havde egentlig forestillet mig, at det ville være det rene barnemad, når nu jeg netop havde overstået det værste af dem alle. Alligvel gjorde bevistheden om, at jeg nu skulle udsætte mig selv for det samme en gang til, at jeg nærmest var mere bange ved andet hop end ved det første. Nu vidste jeg pludselig, hvad jeg bogstavelig talt sprang ud i. Ved disse to spring havde jeg dog langt større overskud og mulighed for at nyde det. Særligt ved nummer to spring, hvor jeg i flere minutter hang i en gynge og susede frem og tilbage under broen. Kun 15-20 meter under mig lød larmen fra vandet, der susede gennem floden, mens jeg foran mig havde udsigt til det impornerede vandfald og en smuk stor regnbue.
Farvel Zambia -Hej Botswana
Efter fire måneder med helt unikke oplevelser sammen var det nu blevet tid til at sige farvel til de to danske fyre. Vi skiltes ude i lufthavnen, hvor de skulle med et fly hjem til Danmark. Det var en underlig fornemmelse at vide, at de lige om lidt skulle genforenes med deres familier, og jeg skulle fortsætte min rejse. På en måde misundte jeg dem lidt, samtidig med jeg glædede mig over de nye eventyrer, som jeg fortsat have i vente.
Turen til nabolandet Botswana foregik med to fly. To bitte små fly. Det var lidt af en oplevelse i sig selv, og jeg kunne bruge lang tid på at beskrive, hvor bange jeg ville have været for bare få måneder siden. Hele bungee jump oplevelsen havde dog rustet mig godt. Desuden hjalp det en del med de to store glas hvidvin, som jeg gik hældt i mig i løbet af den første halve time i luften. Så var det pludselig ikke så slemt alligevel.
I de næste tre uger skal jeg leve midt ude i bushen i Kalahari Ørkenen. Hvad jeg helt præcist skal lave her, må I vente med at høre om til næste blogindlæg. Jeg kan sige så meget som, at det handler om løver - masser af løver :-)
Jeg håber, at alt går godt derhjemme. Jeg har hørt, at der stadig dødhamrende koldt og ligger sne enkelte steder. Så længe det er tilfældet, så gider jeg altså ikke komme hjem. Ej, forhåbentlig er der nok tid til, at det hele kan forsvinde. Jeg har ændret mine flybilletter, så jeg nu kommer hjem den 18. april :-)
- comments
Elin Lagstrøm Hej Camilla Hvor du dog oplever meget. Jeg tror, hvis du skriver en bog om dine oplevelser vil forlaget tage den til sig med det samme. God fortsat tur. Nu skal vi til frokost Skærtorsdag hos mor og Jimmy