I flere uger havde jeg talt ned til mit ophold på farmen i det nordlige Botswana. Tre uger som frivillig på et wildlife projekt midt ude i ingenting. Omringet af relativt rolige dyr som zebraer, gnuer og giraffer fordelt på mere end ti fodboldbaner af savanne. Sandsynligheden for at ende på et hospital burde være lille. Og med mere end seks timers kørsel til nærmeste hospital, ville de fleste nok sørge for at holde sig langt væk fra alle dumdristige handlinger. Som for eksempel at begive sig ind i et bur til en løve. Alligevel nåede der ikke at gå mere end en time efter min ankomst, før jeg stod udenfor lågen til et løvebur. Inde i buret stod en stor løve på bagben med forpoterne lænet op af det tynde hønsehegn, der med høje knirkelyde afslørede sin skrøbelighed. Hængelåsen på lågen virkede et øjeblik komplet overflødig. Hvis løven virkelig gerne ville ud, så kunne den bare kravle over det cirka to meter høje hegn.

Den cirka et-årige løvinde inde i buret ved navn Sirga, er en blandt de i alt 32 løver, der også lever her på farmen. Alle løver lever i naturlige flokke fordelt i store indhegninger. Her er de endt, fordi de på et tidspunkt har begivet sig ind på et af landets store områder med kvæg for at finde føde. I lang tid skød og dræbte farmerne et stort antal af løverne, indtil at ejeren af farmen her besluttede sig for at redde løverne ved at lade dem indhegne.

Nu stod jeg pludselig udenfor et af disse bure på vej ind til et næsten 100 kg. tungt dyr. Den her løvinde var dog anderledes end alle de andre. I dagene efter hun kom til verden, nægtede hendes mor at give hende mælk, og hun var derfor tæt på at dø, indtil hun blevet reddet af mennesker. Hun har været vant til mennesker lige siden, og accepterer endda at få besøg inde i sit bur. Alligevel tog jeg hårdt fast i blusen på fyren foran mig, da han endelig lukkede lågen op. Imens gemte jeg mig halvt bag hans ryg. På en eller anden måde føltes det lidt bedre at have ham foran mig og bogstavelig talt bruge ham som skjold, hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt. Og det blev det. Med fuld fart kom løven styrtende imod os og sprang med forbene først omkring halsen på fyren, som et lille barn, der to minutter før lukketid, bliver hentet af sine forældre i børnehaven. Løven fik nærmest væltet fyren omkuld, mens den brummede højlydt og kærligt gned sit hoved imod ham. Imens stod jeg med tårer i øjnene og den ene hånd for mit vidtgabende mund. Det var så skræmmende, fascinerede og rørende på en og samme tid. Det store dyr opførte sig på mange måder som en hund, og den lagde sig endda ned på ryggen for at blive kløet på maven. Fyren nussede, legede og kastede sig rundt på jorden med den smukke løve. Som om det var det mest naturlige i hele verden. Samtidig var det tydeligt at mærke, hvordan løven på ingen måde var bevist om sin egen størrelse og kræfter, som den lå der og rullede rundt og drillesygt slog ud med sine store poter.

Hyle som en hyæne
Efter nogle måneder i en moderne lerhytte uden eletricitet og vand burde jeg være godt forberedt til at bo i telt midt ude i ødemarken. Lyden af rotter og karkelakker nåede at blive hverdagskost, og derfor måtte livet her i campen trods alt være et skridt op af. Her var der så mange flere ting end i landsbyen - elektricitet, et rigtig toilet og bruser, rent vant i vandhanen. Desværre kan alting ikke være skønt og lyserødt. Så til listen over ekstra ting skal der da der også lige tilføjes nogle af verdens farligste slanger og edderkopper, kæmpe store biller og udover de forholdsvis rolige dyr som giraffer, gazeller og gnuer, så kommer der en sjælden gang imellem også geparder og andre rovdyr forbi farmen. Jeg havde derfor allerede inden sengetid min første aften, besluttet mig for, at mit efterhånden faste toiletbesøg om natten, ikke længere ville være holdbart. Om jeg så skulle holde mig hele natten, så skulle jeg under ingen omstændigheder bevæge mig ud i mørket alene.
Selvfølgelig skete det nærmest uundgåelige. I de mere end 35-40 graders varme drikker jeg dagligt omkring tre liter vand, og naturen vil at de på en eller anden måde skal ud af systemet. Uanset hvor meget jeg forsøgte på at ignore det, så var der ingen vej udenom. Med min efterhånden bedste ven hernede (skrigende grønne pandelampe) fik jeg lynet mit telt op, og stak nervøst hovedet uden for åbningen. Et kig til højre, et kig til venstre - og så lige til højre igen. Som et barn, der skal til at krydse en stor vej og forsøger at undgå de farlige biler. I den her situation forsøgte jeg bare at undgå de farlige dyr på den afrikanske savanne.
I let løb nåede jeg fra mit telt over til teltet med toilettet. Ingen slanger, edderkopper eller andre klamme dyr, som jeg få timer forinden var blevet bedt om at holde øje med, hvis jeg skulle besøge toilettet i løbet af natten. Med stor ro i stemmen havde jeg forsikret de andre om, at det ikke ville blive noget problem med den slags. Jeg havde trods alt boet i en lerhytte i næsten tre måneder. Og det var da også den eneste grund til, at jeg ikke tog turen mod toilettet i fuld galop. Jeg skulle i hvert fald ikke tabe ansigt. Tænk hvis nogen så mig rende nervøst rundt i mørket.
Jeg åndede lettet ud over at have klaret turen i live, indtil mine tanker pludselig blev abrudt af noget tumult lige udenfor. Flere gange lød der en høj og dyb brummelyd. Toilettet består ikke af mere end en toiletkumme og vask, der er omringet af fire stolper beklædt med et tyndt lagnlignende stof. Der var derfor ikke nogen tvivl om, at der var et eller andet dyr på den anden side af stoffet. Spørgsmålet var bare hvilket? Det var åbenbart ikke unormalt, at særligt de store gnuer eller eland på 500-700 kg. forvildede sig ind imellem teltene i løbet af natten. Med sin store vægt og kæmpe horn kunne den slags dyr, nemt slå et menneske ihjel. For et par uger siden blev der endda fundet leopardspor udenfor et af teltene, så selvom sådan et besøg hørte til sjældenhederne, så var et farligt rovdyr ikke et urealistisk bud. Imens sad jeg fuldstændig stivnet på toilettet. I et lille minut flakkede mine øjne rundt på det lille toilet, mens jeg vitterlig kunne høre, hvordan mit hjerte hamrede derudaf. Samtidig dannede brummelyden billeder af løver, tigere (findes slet ikke her i afrika), geparder og leoparder på min nethinde. Jeg nåede endda at tænke, hvordan jeg kunne bruge toiletspanden som beskyttelse, hvis dyret skulle finde vej ind toilettet, hvor der ikke var andet end et ophængt reb til at markere, når toilettet var optaget. "Vis aldrig din frygt. Dyret må ikke skræmme dig, du skal skræmme dyret", var endnu en af de ting, der var blevet sagt ved bordet til aftensmaden. Det virkede ikke særlig nemt lige nu. Og af en eller anden grund var det eneste jeg kunne komme på at udstøde et langt hyl, mens jeg med højt klappede i mine hænder. En på mange måder hysterisk komisk situation set udefra. Særlig taget i betragtning at jeg stadig sad på toilettet med bukserne nede om benene. Jeg nåede formentlig ikke en gang at virke stor og stærk i et minut, før jeg måtte opgive og skrige "Julieeeeeee! Julieeee, hjææælp mig" på fuld kraft.
Et kort øjeblik efter kom Julie løbende ud af sit telt. Uden sko eller pandelampe kom hun mig til undsætning i mørket. Det skal lige siges, at hun havde været her i mere end seks uger, og hun derfor tydeligvis var noget sejere end mig. Halvt kvalt i et stort grin fik hun fremstammet, at det altså ikke havde været et rovdyr, men en lille flok gnuer. I hendes øjne virkede deres besøg ret almindeligt, og der var derfor ikke meget trøst at hente. På vej tilbage til mit telt grinte jeg da også af hele situationen, og billedet af mig selv, der sad i mørket med bukserne nede, hylede som en hyhæne, mens jeg klappede i hænderne. Alligevel tog det lidt tid at få kontrol over min hjerterytme, før jeg igen kunne falde til ro i min sovepose.

Smukke slanger i campen
Jeg har nu allerede været her i næsten to uger. Jeg har ret hurtigt måtte indse, at de nattelige besøg på toilettet er en del af charmen ved at være hernede. Og at de mange lyde fra alverdens dyr i virkeligheden kan virke beroligende, når jeg ligger i mit telt og skal til at falde i søvn. Hvad angår slanger og edderkopper så virker de ikke ligefrem beroligende, men jeg har efterhånden accepteret at leve efter deres spilleregler. Så snart jeg får øje på et spor fra en slange i sandet, ved jeg, at jeg skal være ekstra opmærksom. Indtil videre har vi fundet fem slanger i området. En af gange fandt hende Julie en slange ude i badet, og for første gang var det blevet hende tur til at sætte i et højt skrig, så vi alle sammen kom løbende. Der har været flere slanger hernede, så jeg har nu lært at kende forskel på dem og kan nogenlunde holde styr på, hvor farlige deres bid er. Den her slange var næsten to meter lang cobra og helt grøn. På mange måder var den ligefrem smuk, som den forvildet snoede sig ind i mellem buskene. Smuk og farlig. Et bid fra den her type cobra ville give indre blødninger, og ville med sikkerhed kunne give en ekstremt smertefuld død.

Som med alle andre slanger her i campen, så skulle slangen fanges og køres langt væk fra området. Det er umuligt at undgå at få besøg af slangerne, når man bor ude i naturen. Men i det mindste kan vi forsøge at beskytte os lidt ved at fjerne, dem vi møder. Det er kun ejerne af stedet hernede, der med hjemmebyggede redskaber forsøger at indfange slangen. Imens kigger jeg og de andre frivillige på nogle få meter derfra. Det er altid helt vildt spændende og nervepirrende - et godt alternativ til en god gyser- eller actionfilm, som der jo ikke har været noget af i flere måneder. Især når slangen efter et stykke tid bliver mere og mere aggressiv, og som i det her tilfælde med cobraen nærmest rejser sig op, og slår sine flapper omkring hovedet ud (se billederne).
Udover de mange dyr, der ind imellem lægger vejen forbi campen, så har vi også en mere fast gæst. I en lille hule ikke langt fra mit telt bor der en stor fugleedderkop. Af en eller anden grund har den ikke noget navn, men den fungerer på mange måder som et slags kæledyr. Den er ikke meget for at komme op af sin hule, så derfor er man nødt til at lokke den lidt. Især mus og store biller får den ud af hulen i et kort øjeblik, så man kan få et hurtigt glimt af den. Ellers er den faktisk lidt kedelig og gemmer sig det meste af dagen.

Himlen brænder
Dagene hernede har indtil videre aldrig lignet hinanden. Den ene dag går det meste af tiden med at fodre stedets mange løver eller at bygge nye ting til campen, mens der den næste dag opstår mere eller mindre akutte situationer med en undsluppen løve eller en slange i et telt. Der er derfor ikke særlig meget at sige til, at jeg er ved at være sengeklar ved en syv-tiden, når solen alligevel er på vej ned. Der er dog en ting, der kan holde mig vågen. Den fuldstændig ubeskrivelig smukke solnedgang, som hver aften fylder hele himlen med en nærmest ildrød farve. Flere gange har jeg været i gang med et eller andet, men er ubevist stoppet op ved synet. Tiden går i stå i et kort øjeblik. Det ligner simpelthen at hele himlen brænder. Imens jeg nyder dette syn og solens sidste varme stråler, bliver det hele lige endnu mere specielt med hjælp fra de mange løver. Hver dag omkring solopgang og solnedgang brøler de i kor for at markere deres territorium. Det lyder helt vanvittigt. Det er svært at forklare, hvor speciel en oplevelse det er at sidde der helt alene hver aften. Og selvom jeg har forsøgt mig med masser af billeder, så er de ikke i nærheden af at kunne gengive virkeligheden.

Jeg har nu mindre end fjorten dage tilbage til at nyde dette syn, inden jeg efter næsten fem måneders rejse vender snuden hjem af mod Danmark. Og selvom solen dér er den samme, så vil dette særlige syn kun kunne opleves her på den afrikanske savanne.