Profile
Blog
Photos
Videos
Selv de søde dyr skal slagtes
Alle der kender mig godt, ved hvor meget jeg elsker dyr. Alle slags dyr. Animal Planet og National Geographic har i flere år været mine yndlings tv-kanaler, og i min tid på journaliststudiet blev jeg ofte i sjov kaldt for dyrejournalisten. Det var derfor med blandede følelser, at jeg i sidste uge stod ude foran lågen til den store fold, der var fyldt med æsler. På mange måder lignede flere af dem store plysdyr med deres tykke pels og smukke brune øjne. Og om et øjeblik ville de ironisk nok også være lige så slappe og slaskede som plysdyr. Fire af dem skulle slås ihjel og slagtes.
Det mest naturlige ville selvfølgelig være, hvis farmens mange løver og wilddogs (hyæne-lignende hunde) selv kunne fange deres bytte og slå det ihjel. Sådan bør det være. Forholdene hernede gør dog, at det ikke er muligt, nu da dyrene er indhegnet. At lukke en levende gnu eller et æsel ind i sådan en indhegning til en løveflok på otte-ti løver er udelukket. Det vil være dyremishandling og desuden skabe for meget kaos i flokken, der vil ende i direkte kamp om maden. Derfor står de frivillige hernede på farmen to gange om ugen for at slagte enten æsler, gnuer eller lignende dyr, så alle løver og wilddogs er sikre på at blive fodret. Nu var det altså de søde æslers tur til at lade livet. Uanset min holdning til det. Det var derfor på tide at lægge min idylliske indstilling i baggruden, og i et kort øjeblik undertykke min stærke lyst til at åbne lågen, så alle æslerne ved et uheld ville løbe væk.
Med en pistol i hånden gik ejeren af farmen først ind i folden. I løbet af få minutter lykkedes det ham på meget udramatisk vis, at sætte pistolen for panden på hver af de fire æsler. Herefter faldt de store dyr hurtigt sammen på jorden. Ligesom med høns lå æslerne og bevægede sig et kort øjeblik, inden de gav op og lod hovedet falde tungt ned på den støvede jord. Flere af de frivillige har været hernede så længe, at de efterhånden har godt styr på, hvordan man slagter et dyr i den størrelse. Lynhurtigt blev halsen skåret over, maven åbnet, brystkassen hakket op med en økse, og så kunne hvert æsel ellers blive tømt for flere kilo med varme og ildelugtende indvolde. Som de lange og klistrede tarme nærmest af sig selv gled ud af den åbne brystkasse, var det tydeligt at fornemme, at de vibrerede en smule. Det viste sig at bevægelserne kom fra de store hjerter, der åbenbart forsat med at slå i fire-fem minutter efter at dyret i princippet burde være dødt. Selv da vi tog hjerte og lungerne ud, blev det store hjerte ved med at slå. Indsmurt i blod fik jeg det pumpende hjerte i hånden og kunne mærke, hvordan det stille og roligt stoppede med at bevæge sig. Det var virkelig fascinerede at prøve. Set udefra kunne det godt ligne lidt af en massakre. Ti mennesker midt i en æselfold, indsmurte i blod med store knive i hænderne, mens de med store smil får skåret de døde dyr i småstykker. Som minutterne gik, mindede det da også mere og mere om en mordscene fra en dårlig gyserfilm. Og jeg lyder sikkert endnu mere som den psykisksyge morder, når jeg nu fortæller, at jeg rent faktisk endte med at nyde hvert et øjeblik. Det var så specielt at se alt så tæt på. At se hvordan sådan et stort dyr ser ud rent anatomisk. Jeg fik endda lov til at skære et øje ud på et af dem for at undersøge øjeæblet nærmere.
Som de store stykker kød efterfølgende lå spredt udover ladet på en traktor, kunne jeg alligevel ikke lade vær med at undskylde over for æslerne inde i mig selv, og jeg endte da også med at give et af de afskårne æselhoveder et lille klap på mulen som undskyldning. I virkeligheden havde jeg næsten forventet, at en oplevelse som denne ville give mig tårer i øjnene af ren og skær medfølelse overfor de stakkels æsler. Jeg synes da også, at det var synd for dem, men på et sted som dette, bliver man nødt til at tænke mere rationelt. At nogen må dø for, at nogle andre kan overleve. I det her tilfælde faldet det tydeligvis ud til løvernes fordel, men det kunne hverken jeg eller nogle af de andre frivillige ændre ved.
Velbekomme hr. og fru. Løve
Lugten af blod og råt kød fra den store fold med æsler var ikke længe om at nå de mange løver. Under slagtningen blev deres brøl tydeligere og tydeligere. Løverne var sultne efter mad. I løbet af en uge bliver de fodret to gange, hvilket svarer til samme mængde mad, som de ville have fået i mere naturlige omgivelser. Nu har de efterhånden vænnet sig så meget til de ugentlige fodringer, at de allerede dagen inden en fodring begynder at brøle efter mad. Vi skyndte os derfor at hoppe op blandt kødet på traktorens lad for at køre hen til de store indhegninger til de utålmodige løver.
Ved den første indhegning blev vi mødt af seks fantastisk smukke han-løver. Brølende iagttog de os gennem det tynde hegn, mens de nærmest løb frem og tilbage som vagthunde, der beskytter sit territorium. Normalt er det kun de frivillige mænd, der kaster de store stykker kød ind over hegnet til de afventende løver. Hvert stykke udskåret kød vejer 35-50 kilo. Det er altså ikke umuligt for en kvinde at løfte, men størrelsen på for eksempel et bagben gør, at de færreste kvinder formår at slynge det en meter op i luften og ind over hegnet. Alligevel skulle jeg selvfølgelig give det et forsøg. Min "ingen-skal-fortælle-mig,-at-jeg-ikke-kan-klare-det"-attitude måtte jeg dog hurtigt pakke sammen, da det store kødstykke nærmest kom flyvende tilbage i hovedet på mig, efter at have ramt den øverste del af hegnet. Irriteret måtte jeg hoppe ned fra traktorens lad og overlade resten til de mændene.
Det viste sig egentlig også at være en fin løsning. Det var helt tydeligt at se, hvordan de store han-løver kæmpede om at få fat i kødet først, hvilket resulterede i at alle seks løver hoppede op med forbenene på det nu ustabile hegn. Det var lige før at man kunne høre, hvordan hegnet gav sig på grund vægten fra de tunge dyr. Imens hoppede jeg ind i en af stedets åbne landcruisere, hvor jeg i nogenlunde sikkerhed kunne overvære fodringen.
Uventet nattebesøg
Så snart solen går ned, bliver det endnu tydeligere, at jeg befinder mig midt ude på savannen blandt alverdens vilde dyr. Lydene bliver endnu højere og flere dyr kommer frem fra deres skjul. Især sjakalerne (ræve-lignende hunde) og hyænerne har det med at larme ekstra meget om natten. Normalt med lange og monotone hyl. En aften lige efter solnedgang blev deres hyl dog pludselig meget højere og hurtigere. Det var helt tydeligt at fornemme, at noget var helt anderledes end normalt. Hylene er deres måde at kommunikere på, og i dette tilfælde fungerede deres hyl som en slags advarselsråb til hinanden. Der var et rovdyr i nærheden.
Inden sengetid lå i min sovepose og lyttede opmærksomt til deres mange forskellige hyl. Måske betød det høje "Hiiihyyyy" i virkeligheden: "Pas på venner, der er en leopard i nærheden"? Det var ikke til at sige, og efter få minutter nåede jeg da også at opgive at lege tolk. I stedet faldt jeg i søvn. Det virkede helt klart som den nemmeste løsning. Og så behøvede jeg jo heller ikke at bekymre mig om det faktum, at et rovdyr med sine skarpe klør, lynhurtigt kunne få åbnet de tynde teltvægge, der lige nu var min eneste beskyttelse.
Næsten morgen var stemningen i campen delt i to. Nogle farede forvildede rundt, mens andre nærmest hoppede og dansede af begejstring. Selv befandt jeg mig midt imellem. Det viste sig at de mange advarselsråb i løbet af natten, ikke havde været helt ved siden af. Rundt om i campen var der store fodspor efter en gepard, og der lugtede desuden hæsligt af råt kød. Kun 15-20 meter fra et af teltene havde geparden nedlagt en ung gnu. Noget tydede på at geparden var blevet forstyrret, for der var ikke blevet spist særlig meget fra gnuens opsprættede mave. Formentlig var det vores stemmer omkring solopgang, der havde skræmt den væk. Dog ikke alt for langt væk. Dyrene omkring campen, ja selv fuglene, lød pludselig anderledes denne morgen.
I løbet af dagen skiftedes jeg og de andre frivillige til at holde vagt ved den efterladte gnu. Det var simpelthen så kedeligt at sidde der og vente, og geparden endte da også med at holde sig langt væk. Den kunne uden tvivl både høre og lugte os på flere hundrede meters afstand. Først efter solnedgang skete der noget. Lydene omkring os blev igen endnu tydeligere, så i fuldstændig stilhed og på bare tæer listede vi os hen bag et af teltene nær gnuen. En stor lommelygte afslørede med det samme den store han-gepards blinkende øjne over gnuen. I et kort øjeblik stirrede den på os, men fortsatte herefter med at spise igen. Den var så smuk og majestætisk, som den sad der og spiste. Og meget større end jeg nogensinde havde forestillet mig.
Fra den afrikanske varme til den danske kulde
Jeg har nu taget hul på min sidste uge hernede på farmen og min sidste uge her i Afrika. På mandag tager jeg den seks timers lange køretur tilbage til civilisationen, inden jeg tirsdag og onsdag hopper på en håndfuld fly for endelig at nå hjem til Danmark.
Torsdag eftermiddag kan jeg igen sætte mine fødder på dansk jord. Tanken har holdt mig vågen det meste af natten til i dag, og jeg får stadig kuldegysninger af at tænke på det. Især hele mødet med veninderne, familien og kæresten i lufthavnen giver kriller i maven. Lige nu forestiller jeg mig, hvordan jeg nærmest løber ud i ankomsthallen uden at vide, hvor jeg skal starte eller slutte i forhold til at uddele kys og knus. Jeg er overbevist om, at det bliver en overvældende oplevelse.
Inden jeg forlader afrikansk jord på onsdag, vil jeg lægge et sidste blogindlæg ud herinde. Måske er indlægget i virkeligheden mest af alt for min egen skyld. Jeg har oplevet så ufattelig mange ting hernede. I sig selv føles de tre forskellige lande som tre vidt forskellige rejser spredt over på en periode på nærmest flere år. Det føles derfor meget naturligt at komme med en slags konklusion oven på alle disse oplevelser og møder. I er selvfølgelig velkomne til at læse med. Blogindlægget vil altså være en form for afslutning på et kapitel. Dog kun en midlertidig afslutning - jeg kommer uden tvivl til at vende tilbage hertil :-)
- comments