Profile
Blog
Photos
Videos
Ooooh - den søde juletid...
Tror det var i onsdags at en af drengene i topclass A1 havde fødselsdag, da jeg skulle undervise dem. Der var en stor hvid "Hello Kitty" kage med et stort lys på. Alle børnene sang "happy birthday" for fødselsdagsbarnet som sad med hænderne pænt sammenfoldet og i dyb koncentration om hans fødselsdagsønske før han skulle puste lysene ud. Pludselig går lys-dimsen igang med at snurre rundt og spille musik...og så skulle der pustes MEGET hurtigt...fødselsdagsbarnet blev jo næsten blå i hovedet. Meget underholdende at se hans iver. Børnene fik hver et lille stykke kage i deres krus og guffede rigtig i sig. Pludselig kommer fødselsdagsbarnet hen til mig med et MEGET stort stykke kage og siger "happy birthday Camilla". Jeg smiler og siger "no Andy - happy birthday to YOU". Han giver mig så kagen og kigger forventningsfuldt på mig. Jeg nipper derfor et lille stykke i mig - men han bliver ved med at kigge og før jeg ved af det står der 6-7 børn og kigger på. De skal da også liiiiige se om deres udenlandske underviser kan lide kagen. Så jeg måtte spise hele det store stykke kage! Og det smagte seriøst af det der guf man får på en isvaffel om sommeren, blandet med lidt smør, kokos og endnu mere sukker. Bagefter tænker jeg så "Camilla - du er 24 år gammel. Og du er lige bukket under for gruppepres af 6 årige børn!" Haha...jamen altså. Hvad de små banditter ikke kan få en til!
Jeg har jo i de sidste par uger øvet julesange på engelsk med børnene - fredag var så dagen hvor de skulle optræde på et af byens fineste hoteller "Traders Fudu Hotel". En kæmpe stort 5* hotel, med masser af gæster. Vi blev hentet af hotelpersonale ved børnehaven kl. 15. Da vi ankom blev vi vist ind i den store spisesal hvor der var dækket fint op til servering. Børnene fik en 3 retters menu. Salat, fancy ris ret og frugt til dessert. Og til underviserne (inkl. mig) var der lækre clubsandwiches og smoothies. Men nej nej...underviserne var så venlige at sige "nej tak - vi skal passe børnene". Og så tænkte jeg "WHAT?!?!! Jeg er da hundesulten!" Men jeg gør som de siger og undværer. Efter at de små banditter har guffet maden i sig, går vi igennem den julepyntede lobby og hen til de store elevatorer...op på 3. sal og ind i det meget store og fancy konferencerum hvor børnene skulle gøres klar.
Der kørte tegnefilm på en meget stor fladskærm imens, at de ventede på at det blev deres tur til at få det fine tøj på. Så skulle de have sat håret. Og der blev hverken sparet på hårgelé, hårspray eller hårvoksen. De ville være sikre på at der ikke var ét hår der sad forkert. Bagefter skulle de have makeup på - og her mener jeg ALLE børnene. De fik en meget lys foundation (næsten hvid) på, rød læbestift og lidt glimmer øjenskygge. Og jeg sad så bare og stirrede undrende. Jeg blev simelthen bare nødt til at spørge min vejleder hvorfor drengene skulle have læbestift og øjenskygge på. Hun svarede "så man kan se dem tydeligere". Og så smilede jeg bare. Tænkte "den kommentar/oplevelse her, skal du bare parkere under "kinesisk tradition" Camilla - lad være at spekulere mere over det"
Kl. 18 skulle børnene ned og synge foran hotelgæsterne. Og jeg havde lovet at tage min nissehue på, så de kunne se mig i blandt menneskemylderet. Og jeg var så den eneste med nissehue, så det var ikke så svært. Og så fik jeg også en plads lige nede foran dem. Så jeg sad og "mimede" ordene samtidig med at de sang - i tilfælde af at de skulle blive usikre på hvor de var nået til. De var bare SÅ dygtige og gjorde det super godt! Jeg er virkelig stolt af dem. De strålede af selvtillid og man kunne se hvor selvsikre de var i deres sang.
Efter deres optræden skulle en af pigerne være med til at tænde lyset på juletræet sammen med hotelmanageren. Han sagde vist nogle vise ord (jeg hørte ikke ordenligt efter - jeg havde travlt med at give de andre børn "high fives" for deres optræden) og så fik de hver især et stort glas vand de skulle hælde i en flot vase og så tændte lyset på juletræet. Rigtig flot - og stort!
Pludselig dukker julemanden op bag børnene der står og venter bag scenen. Han har gaver med til børnene - som er så ivrige at de er lige ved at vælte ham omkuld. Og det samme gælder børnenes forældre. Så det med at julemanden er for børn og folk med barnlige sjæle gælder helt sikkert i det her tilfælde. Helt vildt sjovt at overvære!
Efter al juletrummerummet gik børnene hjem med deres forældre. Underviserne, børnehavelederen og jeg tog på en restaurant ikke langt fra hvor jeg bor. Og det er tradition at det er den der betaler som bestiller mad til gæsterne - i det her tilfælde var det altså børnehavelederen. Og det var hønsefødder, rejer, lam, and, bønner, salat og småfisk. Så kiggede hun over på mig og sagde noget til min vejleder Vivian, som svarede hurtigt. Så gik der ikke længe før der kom to tallerkener med noget lækkert grisekød. Det var bestilt specielt til mig fordi jeg ikke rigtig spiser de samme ting som dem. Hvor var det bare dejligt og betænksomt af hende. Jeg fik flere gange i løbet af middagen af vide af min vejleder, at lederen og de andre undervisere var rigtige glade for min undervisning og tydeliggt kunne mærke på børnene at de var glade for mig. Og så var de meget imponerede over hvor hurtigt og flydende mit engelsk var. Jeg blev jo helt genert og rødmede vist også lidt. Det var jo super fedt at få af vide - og det løftede også en del vægt af skuldrene!
Min weekend har jeg brugt på så lidt som overhovedet muligt. Har set en masse afsnit af "criminal minds" og nogle film. I dag søndag var jeg dog lige ude og gå en bette tur sammen med Rikke. Vi gik på Starbucks og Subway. Og igennem den park hun flere gange har fortalt om. Den er rigtig hyggelig og der var rimelig mange mennesker i dag. Solen har skinnet og der har nok været ca. 20 grader - så det er en smule svært at få øje på julen lige pt. men er slet ikke i tvivl om at den nok skal komme!
Håber at I alle har det godt derhjemme - jeg tænker på jer!
- comments
Esben suveræn blog indlæg og suveræn optræden!PS Kan man få karameliserede hønsefødder når man går i biffen ?Svar: Tak - og jeg synes også at børnene klarede det til UG med kryds og slange. Er SÅ stolt af dem allesammen. Jeg er ikke helt sikker på om man kan få karameliserede hønsefødder i biffen. Og hvis man kan er jeg ikke sikker på om jeg egentlig vil vide det :) Det ville dog ikke overraske mig...