Hej. Så har vi igen haft et par begivenhedsrige dage her i Cebu.

Vi havde vores intro møde med flemming den 1. hvor vi blev introduceret for Lone der har været udannet pædagog i 7 år. hun har hevet 6 måneder ud af kalenderen for at arbejde frivilligt som vejleder hernede mens vi er her. SKØNT!
Dagen efter blev vi kørt rundt til vores praktikker. Vi var de sidste der skulle sættes af så vi var så heldige at få lov at se et par af de andre praktiksteder.

Først var vi med ude på en lodseplads hvor et par af pigerne er i praktik. Vi kom kørende i gennem kæmpe bunker af skrald og lugte, og midt i det hele var der så bygget nogle høje mure. vi kørte inden or hvor der var en lille skole, noget lægehjælp, og nogle kontorer. I gården stod også en minde væg med billeder af småbørn i hospitalssenge der ikke hvde overlevet deres sygdom. Der ramte det mig for føtste gang hvor virkeligt alt det omkring os er.
Folk der lever på lodsepladsen af at samle skrald, alle de børn der bor på gaden og ikke har adgang til tryghed, og gravide kvinder, der ikke har mulighed for at søge vejledning hos en jordmoder eller få legehjælp til deres børn, og de million andre problemstillinger der er her.
Det var hårdt at mærke at det hele er så virkeligt.

Det næste sted vi kom til var en skole for udviklingsforstyrrede unge. En af drengene der ude gik helt i selvsving over jimmi og hans muskler. Jimmi er jo en hel del større en de fleste filippinerne. han blev med af pege på jimmi og råbe "muscles, muscles." Lederen der ude, en zambiansk kvinde, spurgte jimmi om han ikke nok ville komme og være der ude bare en enkelt uge, for de har ingen mænd. Så det skal vi lig arbejde lidt på.

Sidst på dagen nåede vi endelig til vores praktiksted, SOS Youth Village. da vi kom der ud mødtes vi med lederen for stedet, June, der virker rigtig venlig. Hun bad os mødes med deres "foundraiser," som sagde til os at de blev nød till at kræve 500 pesos (70 kr) om måneden for at vi var defor. Det er vist nok typisk filipinsk at komme med sådan nogle ting i sidste øjeblik. Og det irriterede os lidt. Problemet er ikke de 70 kr, men princippet i at sige det så sent og at kræve penge for at vi arbejder hos dem. Vi havde faktisk ikke rigtig mulighed for at sige nej, da samarbejdet derude før i tiden har været lidt svært mellem studerende og ansatte og de har på fornemmelsen at det er pga den manglende betaling, som andre frivillige derude betaler. Så vi endte med at sige ja til betalingen.
Vi blev så inviteret til et show søndag aften hvor børnene dansede og sang.

Da vi kom der op søndag var børnene i childrens village meget intresserede i os. De spurgte hvor vi kom fra og spurgte om vi kender Julie, og Richard de tidligere studerende. Der gik også meget kort tid før de sad på skødet af os. en pige kom gså og tog min hånd op rørte hendes pande med. vi Spurgte hvad det betød og fik at vide at det er et tegn på respekt.
vi var lidt overraskede over hvor godt stillede børnene er i forhold til nogle af de andre praktiksteder vi har set.

Mandag havde vi aftalt med dem at vi kom kl 15 til en introduktion, men ca. 1 time før vi skulle afsted blev cebu ramt af at ret stort jordskælv. Vi sad en 5-6 danskere og snakkede sammen da det skete. der gik lige et stykke tid før vi opattede hvad der foregik for det er ikke lige noget vi er vandt til som danskere jo. Det varede vist mellem 20-30 sekunder. Vi snakkede lidt med ejeren af stedet og fortalte at det var 8 år siden de havde oplevet noget lignende og hvis det skate igen skkulle vi finde en dørkarm. Vi kunne ikke se at der var sket nogle øelæggelser i nærheden.

Vi tog op med prakktikstedet, der ligger længere oppe og inde i landet men der var svært at komme frem. Alle prøvede at komme op mod bjergene, så det var umuligt at få plads i en jeepney så vi endte med at få at i en taxa. I taxaen kørte en radio hvor i kunne høre noget med en tsunami alert og 6.8 på richter skalaen, men ikke hvor. Da vi kom op på praktikstedet, 30 min for sent pga trafikaos, fik vi forklaret at det var i cebu der var tsunami-alert og 6.8. vi blev spurgt om vi helere ville hjem, men det var sikrere for os at blive oppe ved dem så det gjorde vi.
Vi fik lov til at se en film om SOS, og gik så over i youthvillage for at møde drengene. jeg skrev også lidt med Camilla som fortalte at de stod oppe på et tag fordi de var bange for tsunamien, der heldigvis aldrig kom.
Da vi kom over til drengene havde de gang i et meget intenst spil barsket. Vi spurgte nogle af de drenge der kiggede på om de ville være med til uno og efterhånden kom der flere drenge til, som vi fik snakket lidt med.
Vi fik også snakket lidt med Juncel som er "head of homelife" hos drengene. han virker som om han rigtig gerne vil samarbejde med os og fortalte os lidt om de muligheder vi har; nogle af drengene går på aften skole og er deroor hjemme om dagen i hverdagen, vi er velkomne til at lave aktiviteter med børnene ovre i childrens village, så længe vores fokus stadig ligger hos drengene, vi måtte også gerne tage med på markedet om onsdagen, og så sagde han at han håber på et rigtig godt samarbejde ligesom med Julie og Richard. Så det vil vi i hvert fald gøre vores for at føre videre.
Vi holdt en præsentationsrunde med nogle af drengene, og midt i det Hele kom der et efterskælv der var næsten lige så stort som det første men ikke lige så langt.
Ved 18.30 tiden skulle drengene til at lave mad så vi blev sendt hjem.

Det var lidt svært for os at finde ud af præcis hvad de forventer af os, men de vil meget gerne have en plan over hvad vi vil lave aktiviteter for hver måned. Vi kunne godt tænke os at vente en uge til vi lige har lært drengene at kende med at lave den, men det er vist en god ide at prøve at lave den før.

Da vi kom hjem fra SOS fik vi de andres historier om jordskælvet. Der havde været total panik i området hvor vi bor. Alle havde løbet op af gaden og ud af centerene, alle biller havde dyttet og der havde lydt sirener, folk var belvet skubbet ud af jeepneyer og børn var bæevet revet op af deres middags søvn. Dem der var hjemme på Grillen havde søgt tilflugt på naboens tag hvor de havde stået og været meget bange og været sikre på at bølgen kom. De var meget rystede alle sammen. Det viste sig senere at der ikke havde været Tsunami alert i Cebu city men på den anden side af øen, og at det var en mand der havde startet det hele. Manden var senere blevet andholdt.
Epi Centeret lå ca 80 km væk mellem Cebu Island og Negros der er en af nabo øerne. Det viste sig at være der der havde været 6.8 og her havde det så været 6.1 i følge danske nyhedsmedier.

Det hele var en meget underlig oplevelse. Jeg følte mig ikke rigtig usikker før jeg kom hjem og hørte om de andres dag som havde været noget vildere end min. Det gik op for os at vi ffaktisk ikke rigtig ved hvor vi skal få nyheder ra så vi har snakket om at købe en radio, da der er flere kanaler hvor de taler engelsk.
Huset vi sover i er bygget på "rollers," så det er jordskreds sikret.

Idag skinner solen igen i Cebu, og vi er ved at genopbygge den tryghed vi lige havde fået opbygget en gang her. Jimmi er til dykker undervisning sammen med kasper lige nu og jeg hygger på grillen indtil jeg skal på arbejde senere.

Anita

Billedet: Mette, min søde med pædagogstuderende og jeg spiller UNO med drengene på vores ørste dag i sammen med dem.