Vækkeuret ringer irriterende højt, men overdøver dog kun lige larmen fra airconditioneren, som konstant er tændt. Den formår at gøre værelset koldt, men man må betale med sin indre ro, som umuligt kan opnås med den kørende. Efter en kort, men hård kamp mellem søvnen og fornuften, rejser man sig slapt og søvndrukken fra sengen, som ligeså let kunne være byttet ud med Forsvarets udleverede liggeunderlag. Man får iført sig dagens klæder, som typisk består af en t-hirt og et par shorts. En let morgenmad bliver hurtigt fortærret, bestående af udskårede friske frugter, købt dagen før nede på det lokale frugtmarked, som i sig selv er en oplevese at besøge. Man får fyldt sin vanddunk op og er klar til en dag i Cebu.

Idet man træder ud af lågen mellem sin egen og den virkelige verdens Cebu, mødes man af et menneskemylder af gadesælgere og gadekøkkener der prøver at sælge deres varer og mad til forbipasserende. De børn der har forældre leger, griner og vinker til en når man går forbi. De lidt større børn har lært at sige: "Hellow" og "Hey Joe". Forældreløse børn løber op på siden af en og siger hjælpeløst: "Money, money!" og stikker en radmager hånd frem. Hunde og katte render rundt med et blik i øjnene, som ustråler alle de strabadser de i deres korte liv har oplevet. De rester af mad der kan findes i menneskenes efterladte skraldeposer, er det eneste de får at spise, og er slet ikke nok til at gøre dem mætte. Imellem alle gadekøkkenerne bor folk i skure og hjemmelavede træhuse. Når man går forbi kan man se ind, og se hvordan et lille 15 km2 værlese er blevet til stue, soveværelse, toilet og køkken i et. Dette førstehåndsindtryk af mennesker der lider og har det dårligt er ligeså forkert som det er rigtigt.

Danskerne siges at være et af de lykkeligste samfund i verden. Filippinerne er lykkeligere end de fleste danskere er min påstand. Hvorend man går mødes man af glade familier og børn der udstråler livsglæde og glæden ved socialt samværd. Folk er sammen i tykt og tyndt trods deres kår. Føler at det er mere sikkeret at gå igennem det fattigste kvarter i Filippinerne, end det er at gå langs strøget i Danmark. Hvorfor?

Måske er stræben efter materialistiske goder og evig opsøgelse af det der er bedre ikke vejen frem. Men det at være SÅ fattig at man hverken har til dagen og vejen, kan heller ikke være vejen som disse mennesker har taget. Kan ikke lade være med at komme til at tænke på det Buddhistiske syn på hvordan man skal leve livet. Middelvejen er vejen der fører til nirvana og evig lykke. Det at man ikke lever i usle vilkår, og det at man ikke lever i utrolig rigdom, men lever midt imellem. Er på ingen måde religiøs, men har disse mennesker fundet den såkaldte middelvej? Vestens fattigste mennesker er trods alt rigere end disse mennesker. Men afrikas død og ødelæggelse ligger dog også langt herfra. Jeg kan ikke lade være med at blive overrasket og en smule misundelig på dette fantastiske folkefærd. Men har samtidig dårlig samvittighed over at være den "rige" når jeg går rundt.

Afrika skal trækkes op fra jorden. Vesten skal trækkes ned fra himmelen! Filippinerne skal trækkes fremad og videre ad denne samme middelvej.

Jimmi