Jeg brugte næsten en måned i Indiana, og i den periode fik jeg brugt rigtig meget tid med min gamle værtsfamilie. Min værtsfamilie består af min værtsmor, Deb, som er pensioneret musiklærer, men som stadig har nogle vikartimer, min værtsfar, John, som er landmand og har sit eget firma, og deres to døtre Kelly, som har tre børn, Zaryn, Cydnee og Karsyn med sin mand Troy, og Koni, som har to sønner, Brayden og Brock. Hun er gift med Jason, som ikke er far til børnene. Så lever Debs mor også endnu, Grandma Betty. Hun bor ca. 10 minutters kørsel fra Deb og John.

Allerede dagen efter at jeg ankom til Indiana var mig og Deb ovre ved Kelly, for at pakke påskeæg. Det er tradition herovre, at man til påske gemmer en masse små plastic æg med gaver i. Vi fyldte over 100 æg med både slik, penge, legetøj og balloner. Jeg havde været lidt spændt på at se Cydnee igen, for hun har altid været den af børnene jeg har snakket mest med. Hun var lidt genert i starten, men der gik ikke længe før at hun fik varmet op. Også den yngste, Karsyn, var glad for at se mig, og blev ved med at fortælle, at jeg havde holdt ham som baby. (Karsyn blev født, imens jeg var udviklingsstudent med familien). Efter at have færdiggjort arbejdet med æggene, tog vi ud at spise sammen, hvor Karsyn og Cydnee ville have mig med i deres bil, og ville have, at jeg skulle sidde ved siden af dem, imens at vi spiste. Vi havde også Brock og Brayden med, fordi skolerne havde lukket, men Koni skulle på arbejde. Det var rigtig dejligt at se dem alle sammen igen, men det er utroligt hvor meget sådan nogle unger kan vokse på bare et par år.

Søndag d. 31/3 var det påskesøndag, så efter kirke kørte vi over til Kelly og Troys hus, for at holde påske med hele familien. Her fik jeg set dem alle sammen igen, undtaget Debs søster Lori og hendes mand, John (ja, hun er også gift med en John), som var i Florida med deres børnebørn, men deres to børn var der heldigvis. Kelly og Troy havde gemt alle de farverige plastic æg rundt omkring i deres store have, så efter de første hilsner, blev børnene sendt udenfor for at lede efter æg. Vejret var så dejligt, at vi ikke en gang behøvede at have jakker på. Det var skønt. Når man tænker op hvor mange æg der var, så tog det dem ikke lang tid, at få fundet dem alle sammen. Lille Karsyn fik et forspring, som han egentlig ikke havde behøvet, for han var en af dem, der fandt flest æg. Bagefter satte vi os alle sammen ind i Kelly og Troys stue og kiggede på, imens at børnene åbnede deres æg. Bunkerne med legetøj og slik voksede sig godt nok hurtigt store. Herefter stod den bare på familie hygge. Fjernsynet kørte hele tiden, både ovenpå og nede i deres kælder. Sådan er det altid til familiekomsammen i den her familie. Jeg synes det er ret underligt. Hvorfor behøver det, at være tændt? Jeg fik snakket en del med Troys søster, Terri, og hans forældre. De er virkelig søde mennesker, som jeg kommer rigtig godt ud af det med. Jeg fik også hygget noget mere med Karsyn og Cydnee. Især Karsyn var meget interesseret i mig. Han delte gladelig sit slik med mig, og gav mig også en af sine ballon dyr. Jeg følte ikke rigtig, at jeg kunne tillade mig, at tage en lille drengs ballon, men da vi skulle til at tage hjemad, så kom Cydnee løbende med ballonen, og sagde at jeg ikke måtte glemme den, og så blev jeg jo nødt til at tage den med. Karsyn og jeg legede også lidt på hans værelse, hvor han meget bestemt sagde til mig: "You may never, ever leave my room!". Det blev jeg jo altså nødt til på et tidspunkt, men det var den lille fyr ikke helt glad for. Efter festen tog vi over til Grandma, som ikke kunne være med, fordi hun havde slået sin fod. Hun er ved at være oppe i årene og er ikke så frisk som hun har været, men det er ikke noget man som sådan kan mærke på hende. Her sad vi og snakkede lidt, og fik fortalt om påskefesten.

Den 3. april var mig og Deb igen ude at spise med Kelly og hendes børn. Der var fortsat springbreak her, så Kelly, som er engelsklærer, havde fri. Vi var på en japansk restaurant, hvor kokken kommer og laver maden foran en. Da Deb og jeg ankom, var Kelly og børnene der allerede, og der var blevet reserveret en plads til mig mellem Cydnee og Karsyn. Det var ret fedt, at se kokken stå og lave maden foran en. Han fyrede op for nogle ildshow, hvor han bl.a. satte ild til et tårn han havde lavet af løg, så det næsten lignede en vulkan. Han kunne også en masse tricks med at hakke osv. Han slog også hul på et æg, ved at kaste det op i luften og så spidde det med sin kniv. Imens kokken lavede maden, fortalte både Cydnee og Karsyn mig ivrigt om de forskellige ting som kokken lavede og hvad han ville gøre som det næste. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg ville have klaret mig uden mine to, små guider.

Om aftenen den samme dag, besluttede jeg mig for at lave mad til Deb og John, men det var noget af et projekt, jeg fik kastet mig ud i. Deres måleenheder er jo helt anderledes end vores, så først skulle jeg sidde og omregne alting i opskriften. Jeg ville lave en pastaret og brownies til dessert, men man kunne ikke få pasteuriseret æggeblommer, kun æggehvider. Deb havde aldrig hørt om smeltechokolade, så det tog os lidt tid at få lokaliseret det. Til sidst lykkedes det mig da, at få lavet noget, som var spiseligt.

Fredag d. 12 april fyldte Karsyn 4 år, så vi var inviteret med den nærmeste familie ud at spise på et amish sted, som hedder Das Essenhaus. Endnu en gang havde jeg fået en bestemt plads mellem fødselsdagsbarnet og Cydnee. De er da for kære de to. Terri var heldigvis også placeret nede ved børnene, overfor mig, så jeg havde en at snakke med. Det var rigtig hyggeligt, og endnu en gang var Karsyn i sit es. Mig og Terri sad og snakkede om kærester, og jeg fortalte, at sådan en havde jeg da. Cydnee kiggede forvirret på mig og sagde: "Boyfriend? I thought you were married!" Det måtte jeg jo grinene benægte, men Karsyn var alligevel ikke helt tilfreds. Han udbrød: You don't have a boyfriend! I'm your boyfriend." Jeg kunne ikke gøre andet end at kigge på Terri og undertrykke min fnisen. Søde dreng altså. Men ja, August, nu har jeg altså fået mig en kæreste mere.

Dagen efter tog jeg med Deb og John ned til Manchester college, hvor de begge to gik, og hvor de mødte hinanden. Det var sjovt at se, og at mærke stemningen der. Vi spiste i deres spisesal, som var fyldt med mennesker, pga. en netop overstået baseball kamp. Jeg blev vist rundt, og fik set de bygninger, som Deb og John boede i den gang. Jeg fik også udpeget det sted hvor de plejede at gå turer sammen, og der hvor John friede til Deb. Det var ret romantisk. Vi var inde og kigge i collegets kæmpe idrætshal, som Deb og John havde doneret penge til. Jeg fik også set den lille campus kirke, hvor mange af de studerende blev gift. Det er åbenbart forholdsvis normalt at finde ens kommende ægtefælle i college og så blive gift, lige før eller efter, at man er blevet færdig. Vi var også inde på biblioteket, som var ligesom man ser det på film, helt stille, ingen snakken, kun en lavmælt hvisken. Vi fik også kigget i musik bygningen, som var det sted, hvor Deb brugte mest af sin tid, og science bygningen, hvor John havde brugt mange timer. Det var spændende at gå rundt der, men især science bygningen tiltalte mig. Her var der en buste af Martin Luther King, fordi han havde besøgt Manchester og holdt et foredrag for de studerende.

Om søndagen var mig, Deb og John et par kilometer oppe i Michigan, for at se på Kelly og Troys hytte ved en sø. Den var rigtig lækker, men lugtede lidt af mug. De har dog planer om, at de vil rive hytten ned på et tidspunkt og bygge en ny. Søen var smuk og vandet var klart. Jeg gad godt, at jeg skulle bade der på et tidspunkt. Børnene virkede til at elske det der. De løb rundt og legede og teede sig tosset. Kelly og Troy var ved at putte en badebro ud, da vi ankom, men de havde da tid til at vise os lidt rundt. Karsyn og Cydnee viste mig deres værelse, som var fyldt med angry birds ting og meget rodet. Jeg så også Zaryns værelse, som var noget pænere. Karsyn viste mig herefter rundt i Kelly og Troys værelse og oppe på deres loft, under overvågning af Zaryn.

Den 20. april holdte vi Karsyns fire års fødselsdag med en ordentlig fest, hvor jeg endelig fik hilst på Lori og John. Temaet til festen var Jake - the pirate, som er noget fra en tv-serie. De havde virkelig gjort meget ud af temaet. Alle gæster fik udleveret en klap til at putte for øjet. Nede i deres kælder havde de bygget en planke, så gæsterne kunne få planken ud, og udenfor havde de fyldt et oppusteligt svømmebassin med sand og gemt guldmønter, slik der lignede smykker, plastic smykker og rigtige småpenge nede i. Det havde børnene meget sjov med at lede igennem. Fødselsdagskagen var noget helt for sig selv. Den var lavet som et piratskib og var rigtig flot. Det er billeder af den i mit galleri. Da festen sluttede, skulle jeg sige farvel til alle, da det ville være sidste gang jeg så dem, i denne her omgang. Det var rigtig trist, men jeg skal nok få dem at se igen snart.