Jeg nåede også tilbage til min gamle high school, Fairfield Jr. Sr. High, to gange, og så på samme dag endda. Det var fredag den 19. april. Om morgenen besluttede mig og Catheryn os for at tage over på skolen inden den første time. Skolerne er langt mere strikse herovre, så vi skulle være ude igen, inden at den sidste klokke ringede. Det gav os cirka en halv time, hvor vi fik hilst på min gamle korleder og yndlingslærer. Først kunne han ikke kende mig, men da det gik op for ham, hvem jeg var, så fik jeg det største knus. Bagefter gik ved ned til Catheryns engelsk lærer og gav hende doughnuts. Det frembragte rigtig mange minder, at gå på gangene igen. Det gik op for mig, hvor meget jeg egentlig savnede at gå der. Mit high school år var virkelig et af de bedste år i mit liv. Jeg fandt desværre ud af, at to af de lærere som jeg havde haft mest med at gøre, var stoppet på skolen i mellemtiden, så dem fik jeg ikke set noget til. Da klokken nærmede sig de 8 stykke forlod vi skolen igen og Catheryn kørte mig hjem. Her sagde vi farvel til hinanden med et par kæmpe kram, da det ville blive sidste gang, at vi ville se hinanden i lang tid.

Om aftenen tog Deb og jeg tilbage til Fairfield for at se årets teaterstykke. Jeg var selv med i det, den gang jeg gik der, men hold dag op, hvor havde de forbedret det siden den gang. Vi var inden at se Peter Pan & Wendy, og det var bare virkelig godt! Skuespillerne var rigtig dygtige, og sceneopbygningen var helt fantastisk. Det var Debs nevø, som spillede hovedrollen, og det gjorde han rigtig godt. Jeg kendte desværre ikke nogen af dem som var med i stykket særlig godt. De var alle sammen 8th graders eller yngre da jeg gik der, og derfor ikke nogen, som jeg havde noget med at gøre. Men det var stadigvæk sjovt at opleve.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer tilbage til Fairfield igen. Med flere og flere af lærerne der forsvinder, og ingen af børnene tilbage, så er der ikke så meget for mig der mere, andet end en masse helt utrolige minder.