Søndag d. 14 april sad vi i kirken og delte morning prayers. Deb og Johns nevø (på Johns side), Andy, og hans nærmeste familie bedte os om, at kirken ville bede for en sikker rejse for dem. Andy havde nemlig tilbage i 2012 været vinderen af The Indianapolis Marathon, og havde derved kvalificeret sig til, at skulle løbe i the Boston Marathon, som blev afholdt dagen efter. Vi bedte for dem, og ønskede Andy held og lykke med maratonet.
Dagen efter var Deb og jeg ude at handle, da vi fik et opkald om, at Andy havde krydset målstregen, og at han var kommet ind som nr. 67 ud af de 27.000 deltagende ved løbet. Deb kunne ikke være mere stolt, og fortalte det til alle mulige fremmede mennesker. Det var utrolig flot gjort af ham. Men ikke så kort tid efter, modtog hun pludselig et nyt opkald for Koni, som gjorde hende helt bleg. Jeg forstod ikke hvad der foregik, men tænkte først, at der måske var sket noget med en af Konis sønner. Da Deb lagde på, fik jeg en af de mest ubehagelige nyheder jeg nogensinde har fået. Der er blevet sprunget to bomber i Boston, lige ved det sted, hvor løbet blev afsluttet. Det føltes så uvirkeligt. Ens tanker sprang med det samme til dem man kendte der. Var de okay? Det vidste vi desværre ikke noget om. Der var ingen, som kunne få fat på dem, og en ubehagelig følelse fyldte en. Resten af shoppingturen blev foretaget i en noget mere afdæmpet stemning i forhold til tidligere. En times tid senere ringede telefonen igen. Det var Johns søster, som ringede og fortalte, at de havde været i kontakt med familien, og at de havde det godt. De havde opholdt sig i lejligheden under bombningen, så der var heldigvis ikke sket dem noget, men de havde befundet sig på præcis det sted, hvor bomberne sprang kun en time tidligere. En meget ubehagelig tanke. Vi havde ikke kunne få fat i dem, fordi netværkene var blevet lukket ned i Boston, for at forhindre, at en bombe evt. blev aktiveret ved brug af en mobiltelefon. Familien kom sikkert ud af Bosten samme aften, hvilket var en kæmpe lettelse for os alle.

Søndag d. 21 april stod Andy sammen med sin mor, far og bror op foran kirken og fortalte om deres oplevelse den 15. april. Andy sagde, at alt ved den dag var forfærdeligt, men noget af det han havde tænkt mest over, var de mennesker, som ikke fik lov til at færdiggøre deres maraton. De manglede måske kun 200-300 meter da bomben sprang. Han kunne slet ikke forestille sig, hvor stor skuffelsen måtte være hos disse mennesker. Hans mor og far viste os billeder fra løbet, fyldt med glade mennesker, der ikke anede hvad der ville ske senere samme dag. På et af billederne kunne faren udpege det sted, hvor den første bombe sprang. Han pegede på en cafe fyldt med mennesker, og fortalte, at den var blevet sprunget til ukendelighed bagefter.

Det var en mærkelig følelse. Det der skete i Boston virkede så langt væk, men samtidig så utrolig tæt på.