Deb og John går i kirke hver søndag. De går også til Sunday School i denne tid, som er en time inden kirken, hvor man på en eller anden måde griber forskellige ting an, med et kristent synspunkt. Normalt ville de ikke gå til Sunday School, men Deb underviser børnehavebørnene, så derfor er det nemmere for os andre bare at tage med. Den kirke vi går i hedder Rock Run Church Of The Bretheren, og er en fredskirke. Herved undgik John at blive sendt til Vietnam, men tog i stedet til Florida og lavede frivilligt arbejde.
Mange vil nok tænke, at det da lyder utrolig kedeligt at bruge over to timer på kirke hver søndag, og det har da også sine mindre interessante dele, men jeg kan rigtig godt lide at være der. De andre mennesker, som kommer i kirken er utrolig åbne og venlige, og så er de altid utroligt glade for at se mig. Det er en fantastisk følelse at vende tilbage hertil, og så blive modtaget med åbne arme.

En gudstjeneste herovre er meget anderledes end det vi kender fra den danske folkekirke, men igen er det også meget forskelligt fra kirke til kirke, præcist hvordan de gør det her. Den kirke John og Deb er en del af, er meget lille. Når du ankommer om morgenen, bliver du modtaget af nogle greeters, som er blevet udvalgt til at dele en lille folder med dagens program ud, og så ellers sige godmorgen til dig. Inden gudstjenesten start, er der Sunday School, som jeg kommer nærmere ind på senere i indlægget. Man behøver ikke at deltage i Sunday School, men mange vælger at gøre dette. Det elektriske orgel spiller imens du træder ind i kirken og finder en plads på en af de polstrede træ bænke. Så åbnes der med en lille morning prayer, og så synger vi den første sang. Herefter er der lige et par minutter til lige at sige godmorgen til de mennesker der sidder omkring en. Nogen vil bevæge sig rundt i kirken, for at sige hej til deres venner, men de fleste hilser bare lige på dem der er lige omkring dem. Bagefter er det tid til Childrens story, hvor alle børnene kommer op forreste i kirken og sidder, hvorefter en udvalgt voksen har valgt et emne at tale med børnene om. Som regel har den voksne en eller anden form for ting med enten til at vise børnene, eller som de kan tage med hjem. Bagefter synger vi en speciel børnesang. Hvis der er meget små børn med i kirke, så kan de herefter gå ud med en voksen og sidde i et andet rum resten af gudstjenesten. Herefter er det så tid til, at man kan komme med nyheder til kirken. En person går rundt med en mikrofon, og så kan man række en hånd op, og så få mulighed for at sige noget. Her dele folk, hvis de har brug for en bøn, fordi en er syg eller de skal ud at rejse eller noget helt tredje. Man kan også dele lykkelige nyheder, eller information vedrørende et arrangement i kirken eller hjælp til at indsamle penge til noget. Når alle har fået mulighed for at sige noget, holder vi et minuts stilhed, og så beder pastoren for de mennesker, som har ønsket en bøn. Så bliver der delt nogle store træfade rundt, som er til at samle penge ind i. Kirkerne er ikke statsstøttede herovre, så det er op til hver kirke selv at samle penge ind. Efterfølgende bliver der sunget endnu en sang, og så er det tid til speciel gift, som er hvor en person fra kirken har forberedt et eller andet, som personen så viser for kirken. Da jeg var en udvekslingsstudent, spillede jeg en sang på klaver. Nogle læser digte op og andre synger. Det kan virkelig være alt. Til sidst holder pastoren sin prædiken, hvorefter gudstjenesten slutter med endnu en sang. Bagefter så pastoren, hans kone og andre som har spillet en særlig rolle i gudstjenesten og giver hånd.

Jeg fik allerede et gensyn med nogle af dem jeg kendte fra kirken den aften jeg ankom. Det var skærtorsdag, så vi tog til Communion i kirken. Der blev prædiket lidt, og læst nogle dele fra biblen op omkring påsken. Så kom den del af aftenen, som jeg havde frygtet mest. Ligesom i biblen, skulle vi vaske hinandens fødder. Det var bare kort, men jeg fandt det meget grænseoverskridende. Her sad jeg med mennesker, som jeg ikke havde set i 4-5 år, og så skulle jeg vaske deres fødder. Det var heldigvis ikke så slemt, da det kom til stykket. Bagefter spiste vi et lille stykke brød, Jesu legeme, og drak et lille glas med solbær sagt i, Jesu blod. Herovre bruger de ikke normalt vin til nadver, og nadver er kun noget der sker, dennne ene gang om året. Til sidst spiste vi noget brød, som man kunne dyppe i noget kødsaft, lidt kød og frugt, og så var den aften slut.

Kirken havde tre forskellige Sunday Schools, som snakkede om forskellige emner. Jeg var med til to forskellige. Den ene var meget kedelig, og handlede om kommunikation. Ham der stod for undervisningen satte en video på, med en tør professor, der fortalt om forskellige kommunikationsformer, og hvorfor man misforstå hinanden. Jeg fik pludselig nogle ubehagelige flashbacks til min EG tid. Det var ret så kedeligt. Den anden handlede om hverdagens problemer, og var rigtig interessant. Her snakkede vi om at give drikkepenge, og at misbruge sin titel som kristen, til at føle, at man fortjente bedre behandling, eller mere rabat end ikke kristne.

En søndag havde vi besøg af en mand og hans kone, som havde levet som missionærer i 12 år i Dagestan, som er en del af Rusland. Området er befolket med muslimer, og er generelt meget lukket. De er ikke vilde med fremmede, så man skal kende en, for at blive modtaget. Jeg brød mig ikke rigtig om ham manden. Hver gang en del af kirken stillede ham et spørgsmål, var hans svar enten at snakke uden om, eller at man skulle bede. Han bad også sin kone om at fortælle lidt om deres oplevelser, hvorefter han afbrød hende op til flere gange. Det var næsten helt pinligt at se på. Manden var ikke videre sympatisk. Han virkede til at have den indstilling, at den måde, som de gjorde tingene på der, var helt forkert. Han virkede som om, at han var helt sikker på, at disse mennesker havde brug for at blive frelst, og at de kun kunne blive det igennem Jesus. Det virkede ikke som om, at han forstod, at disse mennesker ikke ønskede at blive frelst. De var glade og tilfredse med deres liv, og det fungerede for dem.

Vores pastor var desværre på sabbatical, som er en periode, hvor pastoren tager fri og rejser rundt, for at genfinde sine spiritualitet, det meste af tiden jeg var i Indiana. Ham var jeg ellers rigtig glad for. Kirken blev derfor nødt til at fungere på en anden måde i den periode, hvor pastoren var væk. I stedet for en prædiken, havde vi nogle fra kirken til at lave et interview omkring deres faith journey.

Jeg kan rigtig godt lide at gå i kirke herovre, fordi miljøet er så åbent og varmt. Jeg kommer til at savne det.