Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det langt om længe tid til endnu et blogindlæg! Denne gang handler det om mine udflugter rundt i Burkina Faso og Ghana. Jeg kan love jer for, at der er sket ting og sager!
Kort efter, jeg lagde sidste indlæg op, tog vi på en kort tur til det nordlige Burkina Faso. Vi boede på et hotel, der ogsaa gav logi til adskillige udsendte fra UNICEF og World Food Programme, i byen Dori. Hotellet var en udsoegt og sjaelden luksus for os. Sengene var kun en anelse skaeve, de store hovedpuder fyldt rigeligt op med kartonstrimler, og der var traek og slip toilet, der havde overdelen til et toiletbraet samt en cisterne, der kun laekkede, naar man trak ud. I to dage foelte vi os som konger!
Oprindelig var Dori kun ment som en mellemlanding inden den videre tur paa godt 50 km til Gorom Gorom, der er et populaert udgangspunkt for udflugter i Sahel-oerkenen. Men paa busstationen i Dori fik vi fortalt, at det ikke kunne anbefales for hvide mennesker at tage til Gorom Gorom, der huser mange vrede og uvenlige Tuaregger fra konfliktramte Mali, hvis naermeste graense er under 100 km fra byen. Saa vi valgte at blive i Dori. Vi moedte snart en ivrig guide, der kunne vise os til et hotel og tilbyde tur og overnatning i oerkenen den efterfoelgende dag. De foruroligende ting vi havde hoert paa busstationen gjorde os mistaenksomme og skeptiske, men vi endte med, efter at have raadfoert os med en af de maskingevaerbevaebnede betjente, der passede paa vores betydningsfulde hotel, at tage ud at besoege tre landsbyer i oerkenen med ham - dog uden overnatning, for vi kunne ikke helt retfaerddiggoere at risikere overfald fra Malesiske banditter bare for at faa lov til at sove paa sandunderlag i en lillebitte overhovedet-ikke-isoleret mudderhytte i komplet moerke fra halv syv om aftenen i en om natten rimelig kold oerken fyldt med myg og slanger. Kald mig bare forkaelet.
Men vi havde en rigtig god tur ud i det naesten doede landskab, hvor folk formaaede at overleve i spredte og meget, meget smukke landsbyer. Vi moedte en franskmand, der havde valgt at bosaette sig hos nogle af disse landsbyboere i et stykke tid. En meget fantastisk oplevelse, sagde han. Disse mennesker gav ham alt, sagde han, selvom de selv havde stort set intet. Til sidst badede vi i en stor brun flod. Alle krokodillerne levede lidt længere oppe ad floden, havde vi fået at vide, så det var helt sikkert.
Man forestiller sig selvfølgelig, at en ørken er ulideligt varm om dagen, men klimaet var faktisk meget behageligt, hvor vi var. Fordi luften er så tør, føles 37 grader egentlig ikke forfærdelig varmt, og man kommer ikke til at svede så meget. I Sydghana kommer man til at svede meget mere, selvom det normalt er 10 grader koldere, fordi luften er så tyk af fugt.
Et par dage efter, vi kom tilbage til Ouagadougou, tog vi en nat i det kompleks (jeg mangler et bedre ord til at beskrive det lille stykke sand, der er afgrænset af lave muddervægge, med en indhegning til geder og forskellige andre dyr og nogle små tommer værelser), som vores vært, Baba, og nogle af hans venner for nylig har opført i bushen lige uden for byen. Vi hyggede os om et bål om et stort bål om aftenen, og vi valgte at lægge os til at sove rundt om gløderne. Jeg ville gerne kunne sige, at det var en helt fantastisk oplevelse at ligge derude og kigge op på stjernerne og føle sig i kontakt med naturen, men mest af alt var det bare skidekoldt. Dertil kom, at jeg den dag havde spist et eller andet, der i løbet af natten tvang mig til at løbe ud og brække mig i en tør busk. Heldigvis stod en af de lokale op et par gange i løbet af natten for at lægge ekstra brande på bålet, så det hjalp lidt på temperaturen. Kl halv syv blev vi vækket af morgensolen, der bagte vores forfrosne kroppe og af utallige geder, æsler, heste og haner, der alle pludselig begyndte at brøle og skrige på en gang.
Baba havde fortalt os dagen før, at hvis vi gerne ville have et godt næste år, så var der en dame i nærheden af dette kompleks, der kunne hjælpe os. Det ville jo være idiotisk at takke nej til, så om eftermiddagen tog vi ud og besøgte hende. Hun sad i sin lillebitte cirkelrunde hytte med spidst stråtag - det var så at sige hendes kontor - og havde allerede gang i en anden klient. Da det blev vores tur satte vi os sammen med Baba ind i hytten, hvor der næsten ikke var plads til os, dels fordi næsten halvdelen af gulvarealet var besat af en stor bunke krukker dækket med en ildelugtende og fluebefængt sort substans og hundredevis af hønsefjer. På de lave vægge hang forskellige eksotiske genstande pyntet med fjer og forskellige sten og skaller. Hun var en fetish-heks. En certificeret en af slagsen. Vi så hendes certifikat, udstedt af en statsinstitution, hvis formål blandt andet er at vurdere, hvilke af landets fetish prøster, der udøver god magi, og hvilke, der udøver ond magi. Det var blevet vurderet, at denne lille midaldrende kvinde, der lignede en ganske almindelig sød dame, udøvede magi, der var gavnlig for samfundet, så hun havde fået tilladelse til at drive sin heksepraksis indtil slutningen af 2013, til hvilken til hun igen skal søge om tilladelse.
Hun kunne hverken engelsk eller fransk, så Baba måtte oversætte. Hun spurgte hvad vi ønskede os i vores liv, og da vi syntes det var et lidt vanskeligt spørgsmål, som vi ikke lige havde forberedt et svar på, foreslog Baba, der ofte havde opsøgt shamanens hjælp, at det eksempelvis kunne have noget med arbejde eller karriere eller kunstneriske ambitioner at gøre. Så vi sagde hver især, at vi ønskede os succes i de respektive uddanelser, vi skal i gang med, når vi kommer til Danmark. Troldkvinden tyggede lidt på det. Så sagde hun, at hvis vi købte 4 levende høns hver, ville hun slagte dem som offer til ånderne, og ånderne ville hjælpe os med at opnå succes. Hun kunne sende en mand for at hente høns for os så det var pærelet. Men høns er angiveligt ikke helt billige, for vi skulle give over 40 kr per høne til fyren, der ville hente dem for os. Det syntes vi var lidt pebret, og vi spurgte, om ånderne ikke kunne stille sig tilfreds med tre lidt billigere høns. Det ville nok ikke gøre ånderne helt ligeså motiveret til at hjælpe os, men siden vi var fattige studerende, kunne det gå an. Vi valgte at gå med til at udføre ritualet, hvis vi kunne få kyllingerne med bagefter, så vi kunne servere dem om aftenen, når Baba holdt fødselsdagsfest (mine vegetariske tendenser har jeg efterladt i Danmark). Det var i orden.
Snart var kyllingerne hentet, og en ad gangen skulle vi sidde alene i hytten med heksen og Lucienne, der havde hentet hønsene og skulle være den, der skar halsen over på dem. Med hver høne sprøjtede han blodet ud over bunken af krukker og slåede efterfølgende en håndfuld fjer ud og strøede dem oven i blodet. Når den sidste høne var slagtet, snakkede heksen lidt med ånderne, og bagefter skulle vi lægge hånden på de blodige krukker og sige direkte til ånderne, der angiveligt godt kunne forstå dansk, hvad vi ønskede os af dem. Nu var ånderne på min side og min fremtid sikret.
Da ritualet var færdigt, tog Baba sin kone, Fati, ind til fetish-heksen. Fati er begavet med en forbindelse til ånderne, som en skønne dag kan tillade hende også at blive shaman, men som i sin nuværende spæde tilstand, hvor hun ikke har lært at beherske sin gave, kun manifesterer sig i spontane anfald såsom det, jeg beskrev i forrige indlæg, hvor hun begyndte at løbe råbende rundt med et morderisk udtryk i ansigtet. Da hun for nylig besvimede, tænkte Baba, at han måtte søge hjælp hos heksekonen, så det gjorde han nu, hvor han alligevel var der med os. Heksen løste problemet ved at tage et tæppe over hovedet og vende sig mod væggen og rytmisk hamre en stor shaker fyldt med sten ind i væggen, så den skabte en øredøvende larm i hytten, der var mindre end et gennemsnitligt dansk badeværelse, mens ånderne snakkede igennem hende. Ånderne sang skrigende og jublende med ekstremt højfrekvente stemmer, som om de i deres æteriske dimension kun indåndede helium. På trods af situationens alvor, kunne Baba og hans kone ikke lade være med at blive revet med af shakerens rytme og den høje livlige musesang, så inden længe stod de smilende i den lille hytte og dansede til rytmen. Ritualet kom egentlig ikke os ved, men Baba gjorde tegn gennem hyttens åbne dør til, at vi skulle komme ind og danse med. Dette fortsatte i fem minutters tid, indtil ånderne tav, og heksen tog tæppet af. Så vidt jeg ved, vidste hverken Baba eller hans kone, hvad ånderne egentlig havde sagt, men der var vist enighed om, at nu måtte problemet være løst.
Om aftenen holdt vi Babas fødselsdag det samme sted, hvor vi havde sovet natten før, og vi stegte og spiste de ofrede kyllinger og spillede musik og dansede rundt om et bål, der var endnu større end det fra den forrige aften.
To dage efter måtte vi tage afsked med vores Burkinske familie og vende tilbage mod Ghana. Vi tog en morgenbus på 8 timer til Tamale, der er det nordlige Ghanas såkaldte hovedstad, hvor vi ville tage en overnatning og tage en bus den efterfølgende eftermiddag til Mole Nationalpark, der er en populær safaripark. Tamale er lidt en mellemting mellem en sydghanesisk og en burkinsk by. Tempoet er lidt mere roligt end i Cape Coast og Accra, og der er mange motorcykler på gaderne, selvom der også er lidt flere biler end i Ouagadougou. Og så er byen hovedsageligt muslimsk, og rundtomkring står der nogle store moskeer. Disse fik vi ikke set, hvilket fra min side var et bevidst opgør med den rejseform, mine kære forældre har udsat mig for hele min barndom.
Om aftenen faldt vi i snak med en hollænder, der snakkede fuldstændig som Pim fra Team Easy-On på hotellets bar. Det viste sig, at han ligesom os var på vej til Mole den efterfølgende dag, så eftersom han var ret flink, kunne vi jo ligeså godt finde ud af at rejse rundt der sammen.
Busturen til Mole var en af mit livs mere interessante busture. Vi havde mødt op på stationen kl 6 for at skaffe billetter til bussen, der skulle køre kl 1. Som det angiveligt er kutyme på denne linje, var bussen adskillige timer forsinket. Da den endelig kom, blev den lynhurtigt fyldt op af krigeriske, spidsalbuede rejsende, og da vi fik bakset os ind, fik vi os lidt af et chok. Der stod sædetal på vores billetter, men under det sted i bussen, hvor vores tal stod skrevet med med tusch, var der ingen sæder. Man havde simpelthen fjernet to sæderækker. Jens-Peter råbte over passagerkaosset til chaufføren: "Our seats are missing!" Chaufføren svarede med et træk på skuldrene, der udtrykte, at han ikke havde tid eller tålmodighed til forkælede europæere, der ville have ham til at løse alle deres problemer. Vi var så heldige, at passagererne på rækken, der ville have været bag ved vores sæder, hvis vi havde haft nogen, havde en håndbagage, der bestod af to halv-meter-høje kasseformede vanddunke, som de lod to af os sidde på, mens den sidste kunne sidde på hjulkassen.
Vi fandt hurtigt ud af, at vi ikke kunne tillade os at klage. Den lange bus blev fyldt til randen, så mellemgangen var proppet med mennesker. De heldigste af dem fik lov at sidde på gulvet. Vi tog hver vores plads i vores lille bås mellem to sæderækker og beredte os mentalt på den berygtede 4-timers tur ad elendige grusveje.
Hver af de tre pladser, vi havde lavet til os selv, havde sine egne fordele og ulemper. Den ene gav ondt i benene, den anden ondt i røven, og på den sidste, en vanddunk stående næsten ude i mellemgangen, var det umuligt at blive siddende, når bussen kværnede ud af de bølgende veje, uden at holde fast i en af de andres knæ. Det blev ikke nemmere af, at en fed dame, der sad på gulvet ved siden af denne dunk, følte sig nødsaget til indimellem at klamre sig til ens inderlår for ikke selv at vælte frem og tilbage. For alle at kunne overleve turen lavede vi en turnusordning, hvor vi roterede plads hver halve time. Vi kørte på stopur. Der var ikke mange kvadratcentimeters ledig plads i massen af mennesker og bagage, så for at bytte pladser, måtte vi alle tre springe præcist samtidig til den næste plads. Dette fremkaldte altid stor latter fra ghaneserne omkring os.
I busturens sidste time, da det ikke var sjovt længere, blev bussen efterhånden så tom, at der var ledige sæder til os. Nu skete der til gengæld det, at den bagerste dør gik i stykker og ikke ville lukke, hvilket skabte et enormt gennemtræk fyldt med den støv, der blev hvirvlet op af hjulet lige under døren. Snart var der en tyk tåge inden i bussen, og da vi endelig trådte hostende ud af bussen var vi og vores tøj fuldstændig røde.
Vi tjekkede ind på Mole Hotel og fik noget natmad. Det var et rigtig lækkert motel med swimmingpool med udsigt over to af safariparkens vandhuller (som vi dog ikke kunne se på dette sene tidspunkt) og vortesvin traskende rundt omkring. Alligevel følte en del af mig en lille aversion mod dette sted. For første gang på min tur, befandt jeg mig nu et sted, der var indrettet udelukende for turister. Vi var omgivet af fremmede hvide mennesker. De unge af dem havde løst og sparsomt hipster-tøj på, de gamle af dem havde bøllehatte og brune tynde veste med masser af lommer. Eftersom jeg ikke kendte nogen af dem, lignede de alle sammen stereotyper, og i og med, at jeg var ankommet sammen med dem og boede samme sted som dem og næste morgen skulle ud på skræddersyede turistaktiviteter sammen med dem, fik de mig til selv at føle mig som en stereotype. Når jeg er sammen med lokale og mine få rejsekompagnoner, er min rejse et unikt eventyr, hvor jeg ser dele af verden, som andre danskere ikke har set, men når jeg er i Mole Nationalpark, er jeg bare turist nummer femhundredetusinde, der skal ud på guidet tur og snappe billeder af elefanter og antiloper. Men det var selvfølgelig ikke nogen rationel eller konstruktiv følelse, så jeg måtte bare ryste den af mig og nyde turen.
I Mole bliver der lavede guidede ture to gange om dagen; om morgenen og om eftermiddagen. I timerne lige før og efter middag er det alt for varmt at gå rundt på savannen. Man kan vælge mellem fodsafari og jeepsafari. Man har selvfølgelig ikke lov til at gå ud i parken uden en bevæbnet guide. Den første morgen tog vi en fodsafari, der kostede så lidt som 20 kr per person, med vores hollænderven, Bouke, og et par tyskere og en ikke så veloplagt guide ved navn Moses. Han traskede rundt og mumlede en gang imellem nogle uforståelige ting om de forskellige dyr vi så. Hans fascination af store grupper af løbende bavianer eller antiloper eller elefantfodspor var tydeligvis død for mange år siden. Han tog os tilbage allerede efter fem kvarter, selvom turen skulle have varet i to timer. Vi fik dog lov at betale halv pris.
Vi dasede omkring poolen indtil middag, da vi fik arrangeret en tur til en nærliggende landsby, Mognori. Vi blev vist rundt i landsbyen og lærte, hvordan man laver forskellige lokale madvarer og hvordan man bygger husene, og den lokale shaman (denne gang en mand) tilbød os nogle forskellige pulvere mod diare. Vi takkede nej.
Bouke havde læst, at man kunne få arrangeret kanotur fra landsbyen til et "campsite", hvor man kunne overnatte. Det ville vi da gerne prøve, så vi spurgte ind til det. Det skulle vise sig at blive lidt af et eventyr. De var lidt modvillige i starten. De havde ikke lavet den tur i lang tid. Efter lidt overtalelse, kom de vist i tanker om, hvor mange penge, de kunne presse ud af os på denne måde, og gik med til at lave en tur.
Hen ad eftermiddagen gik vi så ned til floden med en guide og to stærke padlere, der lige var kommet tilbage fra en hel dags arbejde på farmen. Vi havde fået at vide, at turen ville tage to timer, så vi skulle lige kunne nå det, inden det blev mørkt. Padlerne padlede stoisk derudaf uden at bede om pause, selvom vi sejlede mod strømmen. Det var en meget smuk tur. Trækronerne hang ind over floden, og det var som at sejle gennem en tunnel. Indimellem krydsede en gruppe aber floden via trætoppene. Mange steder sad eksotiske fugle i træerne, og i breden sås tit fodspor fra krokodiller og fra elefanter, der var kommet ned til floden for at drikke. Et enkelt sted lå en babykrokodille med øjnene oven vande i kanten af floden. Ingen turde spørge, hvad vi egentlig skulle gøre, hvis en fuldvoksen krokodille dukkede op. Senere fandt vi ud af, at de fleste krokodiller i området bliver slået ihjel af de lokale.
Det var ikke for sjov, at man havde sagt, at de ikke havde lavet denne tur i lang tid. Utallige steder var store snørklede træer væltet ned over floden. Hvor vi var heldige, kunne vi dukke os under et træ, og hvor vi var uheldige, måtte padlerne trække macheterne frem og hugge sig igennem en lille liggende skov.
Vi havde fået at vide, at turen ville tage to timer, så vi ville lige kunne nå det, inden det blev mørkt. Det endte imidlertid med at tage over tre timer, så på den sidste del af turen, var stjernene og vores lommelygte vores eneste lyskilder.
Da vi endelig stoppede og gik i land, begyndte vores guider straks at traske ud gennem det mandshøje græs med en hastighed, der var svær at gøre efter. Vi vandrede i en halv times tid. Hvordan de navigerede i dette monotone vildnis havde ingen af os den fjerneste anelse om. De havde da også lidt problemer, og havde åbenbart glemt vejen, siden de sidst gik den. Eller også var stien blevet utydelig af ikke at være blevet brugt. I hvert fald blev vi bedt om at vente i en lille lysning, mens de gik ud og fandt ud af, hvor lejren var. Jens-Peter trak sin bærbar frem, og vi hørte ørkenblues og betragtede den klare stjernehimmel og drak de små poser af sprut, som vi havde købt i landsbyen, der havde fået hundredevis af dem af regeringspartiet til gengæld for deres stemme i det nylige præsidentvalg.
Efter en halv times tid havde de på en eller anden måde fundet lejren og vi vandrede et stykke mere indtil vi nåede den. Det var en lysning i et område med tyk træbevoksning. Her stod to stråhytter, og den ene var ved at kollapse. Vi hængte et myggenet op i et træ, og efter at have spist noget mad og hygget om et lille bål lagde vi os ind under nettet for at sove. Vi kunne ganske vist høre nogle kraftige lyn og fornemme store skyer ude på horisonten, men vi må være blevet smittet af ghanesernes tykhovedede optimisme, for vi blev liggende og faldt i søvn. Kl 1 blev vi vækket af et øredøvende brag, der straks blev efterfulgt af et kraftigt regnskyl. Vi spænede ind i den nærmeste hytte med alle vores ting. Taget var selvfølgelig utæt, men det var væsentlig bedre end ingenting. Det blev en kold og ukomfortabel nat, og vi krydsede fingre for, at regnen ikke ville fortsætte hele natten og morgenen.
Den fortsatte ikke hele natten, men den startede igen om morgenen, og vi endte med at tage det meste af turen, først tilbage til floden og efterfølgende tilbage langs floden til Mognori, i regnvejr. Humøret var noget lavere på hjemturen end på udturen. Senere samme dag fik vi at vide, at dette regnskyl havde været det første i lang tid, og at der formodentlig ikke ville komme flere i månedsvis, siden vi var i den tørre sæson.
På vejen hjem fra Mognori forsvandt regnen og skyerne, og vi trøstede os paradoksalt oven på den våde tur med et dyp i poolen. Om eftermiddagen tog vi endnu en fodsafari og så denne gang en elefant, hvilket generelt anses for at være den ultimative oplevelse i Mole Nationalpark; det som alle håber på at komme til at se.
Nu havde vi imidlertid ikke mere tid til at tulle rundt og se på store pattedyr, for vi havde planer om at tage tilbage til Cape Coast for at tage afsked med to danske piger, der tager hjem i morgen (mandag). Bussen tilbage til Tamale afgik kl 4 om morgenen den næste dag, fredag, og som den eneste bus i Afrika går den til tiden. Denne gang fik vi heldigvis siddepladser, men bussen blev tilsyneladende og uforklarligt fyldt endnu mere op end på udturen, og under hele turen stod en mand og lænede sig ind over mig.
Vi ankom omkring halv 9 og skulle nu vente på vores bus mod syd. Vi ville gerne købe en billet, men her havde man et genialt system, ifølge hvilket vi fik et lille hjørne at et ark linjeret papir, hvorpå man havde lavet en lille krussedulle, der skulle betyde, at vi havde reserveret en billet (ikke en plads men en billet) til dagens fjerde bus mod Kumasi (vores mellemlanding på vej til Cape Coast). De tre første busser var allerede udsolgt (dvs. alle deres billetter var reserveret), og vi kunne først købe vores billet, når den tredje bus var ankommet. Det syntes man af en eller anden grund var smart. Da den tredje bus så ankom efter fem timers tid, spurtede alle dens håbefulde potentielle passagerer op med billetlugen. Bouke var heldigvis hurtig nok til at få sig en plads rimelig langt fremme i den larmende menneskeklump, der skulle forestille en kø. Det var dog ikke nemt at forsvare den plads. Adskillige aggressive mænd forsøgte konstant at presse eller hive ham tilbage, og en enkelt sagde bare med truende stemme "You go back in line." Modigt nægtede han at adlyde, og snart var han helt oppe ved billetlugen, og kunne, da en anden kunde var færdig, lige nå at stikke sine hænder ind i det lille hul indtil billetlugen og sprede armene, så ingen andre kunne komme til samtidig. Han viste de små papirlapper, der ganske rigtigt sikrede os vores pladser og betalte, alt imens resten af køen med hænderne i hans krage og skuldre forsøgte at trække ham væk fra billetlugen. Men han klarede det, og en time senere kunne vi komme på bussen!
Busturen var 8 timer lang og trættende, og vi ankom for sent til at tage videre til Cape Coast samme aften. Vi fandt et hostel og tog ud og hørte noget musik, da vi kendte en fyr i byen, der levede af at optræde næsten hver aften. Morgenen efter tog vi bussen til Cape Coast. Vi kom hjem og hilste på alle de mennesker, vi havde taget afsked med en måned før. Vi blev positivt overraskede over at høre, at organisationen ikke var gået helt i stå, på trods af at mange vigtige medlemmer er i Danmark for tiden. Man havde spillet nogle rimeligt succesfulde shows, og pigerne, som vi havde arbejdet i Pebi med, sagde, at det var gået meget bedre i den seneste tid, og at arbejdet virkelig havde været meningsfuldt.
Den lykkelige genforening blev afbrudt efter en times tid, da Frederik kom spurtende ud fra sit værelse med et ansigtsudtryk, der lod til at sige, at en person lå død derinde; han havde glemt sit ellers så smarte mavebælte, der indeholdt begge vores pas og vaccinationskort samt 300 cedi og 300 dollars, i bussen fra Kumasi. Vi forventede ikke, at man ville have noget smart hittegodssystem på denne busrute, så situationen virkede ret håbløs. Ikke desto mindre tog vi ind til busstationen i Cape Coast, der var bussens endestation. Vi forhørte os, og en meget hjælpsom lille tyk mand, der var ansat på stationen satte alt ind for at hjælpe os. Han fandt ud af, at bussens chauffør boede i en landsby 10 km uden for Cape Coast. Så han insisterede på at tage derud med os i en taxa. Frederik og jeg brugte taxaturen på at diskutere, hvordan vi skulle få løst de uoverskuelige problemer, der nu opstod og tilmed ville påvirke vores stramme plan for resten af turen.
Da vi kom derud, forhørte manden sig rundt omkring og fandt ud af, at chaufføren i weekenderne boede i en anden landsby 15 km længere ude i junglen. Så vi fortsatte derud og fandt ganske rigtigt bussen og chaufføren. Stor var vores lettelse, især Frederiks, da vi fandt bæltet liggende i revnen mellem sædet og væggen. På vejen hjem var vi enige om at give den hjælpsomme mand et stort tip, men han nægtede at tage imod det. Vi var målløse. En ghaneser, der ikke ville tage imod penge var ikke noget, vi havde set før.
Om aftenen holdt de to piger, der rejser i morgen, afskedsfest for danskere og ghanesere, og der blev danset tæt!
Og dagen i dag har stort set ikke gået med andet end at øve djembe og skrive dette blogindlæg. I morgen tager vi endelig afsked med pigerne, og i overmorgen tager vi tilbage til Kumasi for at se byen og hænge ud med vores ven, som vi så optræde i forgårs. Vi har som nævnt en udførlig plan for resten af vores ophold i landet. I weekenden tager vi igen tilbage til Cape Coast for at fejre jul om mandagen. Da kommer Bouke og fejrer den med os. Bagefter tager vi til den østlige Volta-region og vandrer i bjerge med Prosper, der er den unge, flittige og ikke mindst spanskrørbegejstrede lærer fra Pebi, der kommer fra det område. Så tager vi til Accra og fejrer nytår og så dræber vi de sidste dage, inden jeg tager hjem, og Frederik tager til Østafrika.
Min tur lakker efterhånden mod enden, men jeg satser stærkt på at få skrevet sidste kapitel af min beretning i et nyt blogindlæg, inden jeg tager flyet den 4. januar, men hvis ikke det lader sig gøre, vil jeg bare sige god jul og godt nytår og vi ses i 2013!
PS: Formodentlig er ingen interesseret, men jeg vil bare lige nævne, at jeg planmæssigt lander i Kastrup den 5. januar omkring halv 2. Så ved i det.
- comments
Maria dart Yes! Det lyder som om i stadig er dupont og dupont på eventyr, og glæder mig til at høre om det fra dig egen mund.. Vi ses d. 5!
Viggo Snor Kære Ulrik, vi har netop læst din meget spændende og livagtige beretning, du skriver simpelthen lige så godt som din mor. God jul og godt nytår. Vi ses. Kærlig hilsen, moster & onkel
Sara Du er da også verdens heldigste person - fedt at I fik jeres pas og penge tilbage! Sikken et vildt eventyr du er på :)