Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen! Endnu en statusrapport fra Ghana-turen, der nu har varet i over to uger. Det lyder af mindre, end det foeles.
De vanvittige oplevelser fortsaetter, selvom mange af de ting, der i starten chokerede mig, efterhaanden er hverdagskost. Jeg frygter ikke laengere dagligt for mit liv (selvom jeg nok burde); afrikanernes tilbagelaenede attitude er smittende. Der har humoermaessige op- og nedture, og en del af mig har til tider oensket, at jeg sad paa et fly paa vej hjem til jer, mine kaere fans og venner, men i oejeblikket er jeg egentlig rimelig positiv, takket vaere i hoej grad de mange nye mennesker, som er flyttet ind hos os, danskere og ghanesere, hvoraf mange er musikere og to er vores nye medfrivillige. De pepper alle tilvaerelsen op betragteligt.
Jeg fortsaetter igen, hvor jeg slap jer sidst. Den foerste kulturelle oplevelse, jeg har haft siden sidst, indtraf kort efter, at jeg slog forrige indlaeg op. Som naevnt skulle vi spise aftensmad med en gruppe sygeplejerskestuderende, som bor med os i Greenhill. Vi skulle paa den formodentlig mest turistede restaurant i byen, og jeg havde lyst til en pizza. Jeg taenkte, at jeg bedst kunne tillade mig at bestille et saa plat maaltid, hvis jeg valgte den pizza, der havde det mest eksotiske navn. Navnet kan jeg ikke huske, men det viste sig at vaere en krabbepizza. Der laa simpelthen en hel krabbe midt i pizzaen. Tjeneren sagde, jeg skulle rive skjoldet af og simpelthen bare spise af indvoldene. Jeg gav det en chance og smagte paa noget, der lignede lunger, og saa lagde jeg den til side og spiste pizzaen. Den var til gengaeld god!
Nu vi er ved sygeplejerskerne, kan jeg videreberette, at de har haft nogle ret chokerende oplevelser i forbindelse med deres besoeg paa forskellige ghanesiske sundhedsinstitutioner. Mest chokerende var lighusene, der bare var store lokaler, med balsamerede lig liggende paa hylder og paa gulvet. Naar en laege ville vise dem noget inde i den anden ende af rummet, var der ikke andet at goere end simpelthen at krydse vaerelset gaaende paa de noegne lig, siden der stort set ikke var noget gulvplads. Sygeplejerskerne vil aldrig mere, siger de, reagere paa gyserfilm.
Som noget mindre makabert, men meget morsomt, naevnte de ogsaa, at de har overvaeret et par foedsler. Angiveligt er nybagte ghanesiske moedre ikke helt ligesaa begejstrede som vores danske kvinder ved tanken om, at et lille vaesen lige er kommet ud af deres mave. De lader til at tage det som en rimelig almindelig dagligdagsoplevelse (hvad det ved naermere eftertanke maaske ogsaa er for de lidt aeldre af dem). Barnet popper ud og bliver lagt i ind krybbe af en sygeplejerske. Moderen ligger et oejeblik og faar vejret, og hun kigger knap paa barnet, foer det bliver det spaendt fast paa hendes ryg med et stykke stof (saadan vil barnet blive transporteret i det foerste par aar af dets liv), og hun gaar hjem. Om de nybagte faedre er jubelvilde over tilblivelsen af deres nye dreng eller pige vides ikke, for de er ikke med til foedslen.
Tilbage til min egen beretning: Fredag morgen tog Frederik og jeg for foerste gang selv ud til Pebi. I dag skulle vi simpelthen bare overvaere undervisningen. Vi var til natural science i foerste klasse, hvor de laerte engelske navne paa forskellige planter. Bagefter var vi til engelsk-undervisning i 2. klasse (klassesystemet er vist lidt ulogisk, og paa en eller anden maade er boernene i denne klasse vist mellem 6 og 9 aar), hvor de laerte af sige "these are balls, this is a ball", mens laererinden, madam Faith, pegede paa billeder af bolde. Sidstnaevnte form for undervisning taenkte vi, at vi nok godt ville kunne overskue. Ugen efter skulle vi opdage, at det var vaesentlig svaerere end madam Faith fik det til at se ud. Det vender vi tilbage til.
Lidt info om Pebi: Indbyggerne i Pebi er tilflyttere fra den oestlige Volta-region. For det ene betyder det, at de snakker et sprog, Ewe, der er fuldstaendig uden lighed med dette omraades lokale sprog, Fante, og at de derfor kun kan integreres i lokalsamfundet, hvis de laerer engelsk. For det andet betyder det, at de fleste af dem har nogle ret maerkvaerdige navne, saasom Faith, Comfort eller Savior. Der er saagar en soed men lidt saer lille dreng, der hedder More Time. Hans enlige far er alkoholiker, saa vi har faaet at vide, at han skal have lidt ekstra opmaerksomhed.
Naeste dag var vi til et laerer-foraeldre-moede. Omkring halvdelen af foraeldrene dukkede op, og omkring halvdelen af dem, der kom, kom mindst en time for sent. "That's Ghana for you", plejer en selvironisk ghaneser at sige. Moedet var utrolig kedeligt, eftersom vi ikke forstod, hvad der blev sagt paa Ewe, og de der kunne engelsk var ikke saa flittige til at oversaette. Men der blev vist sagt, at boernene skulle komme til tiden og have underbukser paa og vaske deres fingre tit, og at foraeldrene skulle hjaelpe med at bygge et ganske tiltraengt ekstra klassevaerelse. I oejeblikket er de 5 klasser plus pre-school i tre lokaler. De fleste af foraeldrene sagde ikke et ord, saa det er ikke til at vide, hvad det bliver til. Paa et tidspunkt dukkede hoevdingen op. Det skabte vilde reaktioner fra foraeldrene der rejste sig op og bukkede og hoejlydt hyldede ham. Jeg forestiller mig, at det i deres lille verden svarer lidt til, naar en Billed Bladet-laeser moeder Dronning Margrethe.
Efter moedet blev vi budt paa et spil fodbold af boernene. Boernene er rimelig atletiske, og de koerte os rimelig haardt, men det var ren komfort sammenlignet med den efterfoelgende dags fodboldkamp, i hvilken spillerne var ganske voksne. De var dels beboere i Addison Sqaure Garden (hvor vi bor) og dels venner fra rundt omkring. Det siges, at trafikken er den stoerste turistfare i Ghana, men det maa vaere blevet sagt af en turist, der ikke har deltaget i en ghanesisk fodboldkamp. Her satser man uden toeven liv og lemmer (oftest modstanderens lemmer) for at faa fat i bolden. Hver gang en spiller som resultatet af en ubarmhjertig tackling hamrede ansigtet ned i graesset, blev der raabt "foul" fra et par af hans medspillere, men det var der sjaeldent nogen, der reagerede paa. Saa jeg forstod hurtigt, at naar jeg havde bolden, var det bare om at komme af med den hurtigst muligt. Det var ikke kun min fornuft, men ogsaa mine allermest basale instinkter, der fortalte mig dette, for hver gang, jeg stod med bolden, hoerte jeg en hesteagtig prusten naerme sig, og jeg saa ud af oejenkrogen en to meter hoej pumpet neger med dreadlocks og et morderisk ansigtudtryk, der kom loebende mod mig. Heldigvis fandt mine medspillere efterhaanden ud af, at det ikke kunne betale sig at spille bolden til mig i andet end yderste noedstilfaelde, saa spillet blev gradvist mindre livsfarligt for mig. Jeg var taknemmelig, da jeg (fysisk) uskadt forlod fodboldbanen. Jeg havde saagar vundet 7-3.
Da vi kom tilbage til Addison, blev vi moedt af en kraftig stank af braendt haar. Vi vidste det ikke i oejeblikket, men denne stank varslede faktisk festmaaltid. Nogle af de danske Ghanesere skulle rejse hjem om mandagen, saa de ville fejre deres sidste weekend med en gedesuppe. Da Addison Square Gardens koekken er udendoers (det er egentlig bare et lillebitte skur og et halvtag) havde vi fornoejelsen af at overvaere tilberedningen af denne suppe. Foernavnte stank skyldtes, at man braendte gedens pels af som det foerste. Pelsen var til gengaeld stort set det eneste, der ikke var godt nok til et Ghanesisk festmaaltid. Snart spraettede man den forkullede ged op og tog alle indvoldene ud. Det var ikke meget, der blev sorteret fra. De valgte dog at fjerne et lille groent organ, som jeg vil tro var galdeblaeren. De maa have vidst fra personlig erfaring, at det ikke var vaerd at spise, for naar man spurgte, hvad det var, sagde de bare "very bitter". Den for mig mindst underholdende del af madlavningen var, da jeg blev bedt om at foelge Kobby (kirkemusikeren fra forrige indlaeg; i dette tilfaelde provisorisk kok) ud til vejsiden, saa jeg kunne lyse med min mobil, mens han toemte indholdet af maven. Noget fik jeg da ud af oplevelsen, da Kobby fortalte mig, at man kalder maven for "towel" fordi den flossede inderside ligner et haandklaede. Det kan jeg bekraefte, at den goer. Vi noed den udmaerkede suppe med noget ris. Der var light-out, som der har vaeret naermest regelmaessigt hver aften den sidste uge, og det tillod os at se den smukke stjernehimmel. Her ved aekvator kan man ogsaa se Maelkevejen lige over hovedet. Gedens organer samt nogle faa egentlig koedstykker laa loest i suppen, saa det var lidt et sats, naar man tog en skefuld. Jeg fik lov at smage, noget, jeg tror, var et lille stykke tarm og et stykke af hjertet. Overraskende nok smagte foerstnaevnte bedst. Desvaerre fik jeg ikke aeren af at smage testiklerne.
Udover den utilregnelige elforsyning, kan jeg naevne, har vi ogsaa haft problemer med vandforsyningen, der svigtede stort set dagligt i en uges tid. Heldigvis har vi nogle store vandspande, der i noedstilfaelde er praktiske baade til at skylle ud og til at bade. Men en enkelt gang havde vi ikke vand i over et doegn, og til sidst var der ikke engang mere vand i vores spand. Saadan en situation, kan jeg afsloere, er saerdeles uheldig, naar ens mave er uvant til diverse bakterier, der lever i den lokale mad, som i oevrigt ikke altid er lige frisk eller veltilberedt. Men saa snakker vi heller ikke mere om det.
Den naeste dag havde vi lidt problemer med at finde paa andet at lave end at sidde paa vaerelset og laese. Men hen ad eftermiddagen blev vi taget med til live fodboldkamp. Billetsalget i Cape Coast Stadium koerte efter et system, som sikkert kunne loese Danmarks arbejdsloeshedsproblem, hvis vi tog det til os. I skranken koebte man en billet for 3 cedi (naesten en ti'er i DKK). Saa gik man et enkelt skridt frem til en mand, der rev billeten itu, og saa fik man lov til at gaa ind. Kampen havde vaeret i gang i tyve minutter. Den slags tager man rimelig let paa. Spillerne var selvfoelgelig mindst ligesaa voldelige som dem, vi havde spillet med, men tilsyneladende havde de mere grund til at vaere bange for publikum end for hinanden, for omkring 10 bevaebnede betjente patruljerede det 2,5 meter hoeje pigtraads-beklaedte hegn, der omgav banen. Da jeg spurgte ind til det, fik jeg bare at vide, at publikum godt kunne blive besvaerlige, hvis en spiller paa deres hold braendte et maalforsoeg.
Dagen efter, mandag, tog vi afsked med de fleste af vores danske/dansk-ghanesiske venner. Vi foelte os nu lidt mere alene i dette stadig ret fremmede land. Sygeplejerskerne var der heldigvis stadig, men de ville forlade os formiddagen efter, saa vi glaedede os over, at to nye frivillige skulle dukke op samme aften.
Denne dag havde vi vores foerste egen undervisningstime i Pebi. Vi skulle laere foerste klasse engelsk og matematik. Det gik ok, da de skulle identificere stole og borde og bolde paa billeder, men da det kom til at laegge 5 og 2 sammen, gik det helt galt. Vi blev noedt til at koncentrere os om en eller to elever af gangen, og mens vi gjorde det, loeb alle de andre rundt og snakkede og sloges og raabte. Vi foelte os lidt hjaeloeloese og glaedede os til at faa en lidt stoerre klasse.
Om eftermiddagen havde vi en undervisningsaftale med Peter, som er saakaldt master drummer (det betyder vist, at man er god nok til at lede en gruppe trommeslagere). Vi havde allerede haft en ikke entydigt positiv lektion med ham nogle dage foer paa et tidspunkt, hvor han uheldigvis var aabenlyst hammerskaev. Han talte ustandseligt om ingenting og forstod aldrig, hvad man sagde til ham, og naar han instruerede os, sagde han et og gjorde noget andet. Ikke desto mindre var vi gaaet med til at tage en time mere, og da han dukkede op anden gang, var han heldigvis aedru og til at snakke med og ganske habil paa trommen. Saa der laerte vi en del af nogle rimelig udfordrende rytmer. Mindre positivt var det, at han efter timen ville have nogle timers betaling paa forskud, fordi han havde noget gaeld, og endnu mindre positivt er det, at vi ikke har hoert fra ham siden. Men han er vist gode venner med de fleste af dem, og vi skulle gerne komme til at spille i band med ham, saa han slipper nok ikke for at give os de timer. Naar vi har faaet dem skal vi nok have os en mere paalidelig laerer.
Om aftenen naaede vi kun lige at hilse paa de nye frivillige, foer de skulle paa hovedet i seng. Deres biltur fra lufthavnen havde formodentlig vaeret ligesaa traumatisk som vores (jf. foerste statusopdatering).
Det sidste, vi saa til sygeplejerskerne var, da de kom ud til Pebi morgenen efter, lige efter at vi havde haft 2./3. klasse i faget Creative Arts (en vaesentlig mindre hektisk oplevelse end vores foerste lektion; vi fik dem til at tegne deres hjem og deres foraeldre) og gav eleverne og de faa af foraeldrene, der var moedt op, et foredrag om hygiejne. De laerte dem om bakterier og smittefare og fortalte, hvornaar man boer vaske sine haender, og hvad man boer og ikke boer spise. En mand oversatte til Ewe, og det lod til, at baade boern og voksne rimelig godt forstod, hvad der blev sagt, for de stillede rimelig relevante spoergsmaal - omend ret basale for os danskere. Foredraget har dog ikke inspireret skolen til en aendring af den rutine, der bestaar i, at man fylder en spand med vand, som alle boern vasker deres oftest rimelig snavsede haender i foer frokost, og som man efterfoelgende vasker skaale og og bestik i, uden at skifte vandet. Det er nok en af de ting, vi frivillige, vil forsoege at faa aendret.
Vi viste vores nye medfrivillige rundt i Cape Coast og opdagede hurtigt, at de er nogle utrolig soede og omgaengelige personer. Frivilliggruppen blev med deres ankomst pludselig mangefold mere dynamisk, og jeg saa straks langt mere frem til resten af vores ophold.
Morgenen efter tog de allerede med os til Pebi. Vi tegnede med foerste klasse, hvilket var vaesentlig nemmere end at laere dem matematik. Saa havde vi library class i anden klasse, i hvilken de fleste stadig overhovedet ikke kan stave, saa det blev ikke meget mere avanceret end alfabetet. Til sidst legede Frederik og jeg staatrold med klassen. Det er en af de adskillige danske lege, de har laert. Mange af dem kunne loebe ligesaa hurtigt om os, saa vi fik pulsen op, men det var sjovt. Siden denne dag har boernene generelt vaeret meget trygge ved mig og Frederik, og vi kommer altid til at sidde med 3-4 af dem kravlende rundt paa os.
Torsdag, i gaar, havde vi endnu en katastrofal time i 1. klasse. Jeg fik saagar en lille ustyrlig dreng ved navn Israel til at graede, da jeg blev lidt for traet af ham. Ups. Men vi var gode venner igen bagefter.
Natten foer var en masse nye mennesker kommet og flyttet ind hos os, deriblandt African Footprints "director" Kweku. Vi havde laenge vist, at ting foerst rigtig ville gaa i gang ved hans ankomst, da han i modsaetning til langt de fleste Ghanesere er en ekstremt initiativrig person. Naar man spurgte nogen, hvornaar vi skulle i gang med at spille musik, eller hvornaar der ville vaere shows, eller om vi skulle paa turne, sagde de altid "spoerg Kweku". Saa i gaar og i dag har Kweku holdt et par moeder for frivillige og musikere, og jeg maerker, at hjulene ruller nu. Vi gaar snart i gang med oevning i forskellige konstellationer, der spiller forskellige slags musik, og Kweku kommer til at raadgive os og hjaelpe os med at saette gang i nogle flere initiativer i Pebi. En turne til Burkina Faso er saagar paa tale. Og saa har jeg taget den vanvittige beslutning at melde mig til dansetraening. Ja, det lyder dumt. Endnu mere dumt er det, at jeg nok skal betale nogle hundrede kroner for det. Allermest hul i hovedet er det, at jeg skal staa op kl 6 alle hverdage for at deltage i den traening. Det er ren Galimathias. I oejeblikket, da jeg meldte mig, taenkte jeg vist noget i stil med, at den ydmygelse, det utvivlsomt bliver, ville vaere en laererig og sund overskridelse af graenser. Nu har jeg i hvert fald meldt mig, saa maa jeg jo faa det bedste ud af det.
Nu lader jeg jer slippe igen, kaere laesere. Naeste gang kommer I til at hoere om alle de musikalske og koreografiske oplevelser, jeg kommer til at have haft. Jeg ved I glaeder jer! Hav det fantastisk saa laenge. Jeg haaber, I nyder jeres indian summer!
- comments
Kusine Merethe Kære Ulrik. Det lyder fortsat spændende altsammen!! Åhh er så glad for at høre, at du har meldt dig til dansetræning, - det har jeg nemlig også. Det er dog ikke advanceret afrikansk dans men funk/ hiphop. Det er dog ligeså intimiderende da mange af de andre piger er prof og har danset i mange år.Arrgh det er sku lidt galimathias - men så kan man rigtig mærke man er i live SKØNT!!! Knus til dig min kære fætter
Tytter Det lyder bare så spændende, Ulle! Glæder mig til at lære dine nye dansetrin ;)
Maja Hej Ulrik Skønt at kunne følge med hjemmefra - glæder mig allerede til næste indlæg. Jeg har tagget dig i et par billeder inkl. geden (sorry couldn't help it). Jeg skulle hilse fra Anokye, som p.t. er indlagt med malaria. Han morer sig også over dine/jeres beretninger, Take care
Bodil Den beretning giver en helt ny mening til udtrykket: Så er den ged barberet! Glæder mig i øvrigt til at høre (og se videooptagelser) af din dans :-)
Jens Hej Ulrik. Dejligt at læse dine blogs og få så meget at vide om, hvad du oplever. Glæder mig til at læse videre. Jeg skal hilse fra Jasmine og Amy. Mange hilsner Jens
Ingeborg Hej Ulrik! nu har jeg endelig tid til at læse din blog - så sjov og underholdende. Jeg mindes også mine egne oplevelser som frivillig i MS - især geden og gedens mave! glæder mig til at høre nyt . i
Krebs Hey Ulrik. Nu har jeg læst alle 3 blogs indlæg du har lagt op, og for fanden det lyder for fedt! Dejlig blanding af at være frivillig, musiker, turist og lokal. Jeg håber at dig og frede får bedre styr på ungerne når I skal undervise. Evt. tænk tilbage og ta ved lære af ham præsten som fik en helt euforisk stemning blandt sit publikum ved at have meget fint tøj på og råbe op, det kan være det er det der skal til. Og held og lykke med danseundervisningen, det for sejt. Hils Fredrik (jeg tror jeg prøver at finde hans blogoplæg i morgen) og ha det for fedt, glæder mig til at se jer begge igen!