Kære læsere! Følgende er den længe ventede første statusrapport fra Ghana. Jeg ville egentlig have lavet det første indlæg i går. Jeg var endda så ihærdig, at jeg sad på en net-café i Cape Coast i to timer og skrev og skrev. Men da jeg trykkede "post" gik der lidt tid, og jeg blev logget af, og hele min fantastiske beretning var væk. Nu prøver jeg igen, denne gang på en bærbar jeg har lånt af en venlig mand, der bor samme sted som jeg.

Jeg sidder i øjeblikket lidt uden for Cape Coast, Ghana under et halvtag i Addison Square Garden, som er den utrolig populære have uden for familien Addisons hjem, hvor jeg bor med min rejsekammerat Frederik. Min tur har indtil videre været meget indtryksmættet, for at sige det mildt. Jeg har erfaret, at det at skrive oplevelserne ned meget detaljeret er en behagelig måde at reflektere over og bearbejde alle oplevelserne. Så I må væbne jer med tålmodighed, for der bliver ikke udeladt noget!

Vi landede i Accra tirsdag den 4. september lidt over 9 om aftenen, hvad der svarer til 11 dansk tid, i Accra, som er Ghanas hovedstad og ligger på sydkysten. Der gik selvfølgelig ikke lang tid før vi blev scammet for første gang, da en mand ville hjælpe os med at slæbe vores bagage ud af lufthavnen. Det kom vi i vores forvirrede tilstand til at betale 10 euro for.
I udgangen stod vores chauffør med et stykke papir med vores navne på. Han førte os udenfor, og vi måtte næsten løbe for at følge med, mens vi undveg utallige taxachauffører, der alle ville give os et lift. I bilen havde vi vores første nær-døds-oplevelse. At gebærde sig i ghanesisk traffik er ikke noget, man lærer på danske køreskoler. Frederik, kørekortindehaveren i vores duo, spurgte jævnligt vores chauffør, med lige dele nysgerrighed og frygt i stemmen, om det ikke var lidt småfarligt, at folks baglygter ikke virkede, eller at folk fuldstændig hæmningsløst skiftede vejbane og overhalede hinanden (vi lærte at billisterne en genial teknik, hvor man blinker til højre eller venstre for at signalere til bagvedliggende billister, at de ikke skal overhale i den pågældende side på grund af en modkørende bil. Nok er idéen god, men det er vist ikke altid, de husker det, for en gang imellem kom vi foruroligende tæt på modkørende forlygter), eller at folk beslutter sig for at rode under kølerhjelmen, mens de holder for rødt, eller køber frugt gennem vinduet fra en af de mange kvinder, der løber ud i lyskrydsende med store bakker på hovedet, som de bærer med imponerende ynde. Vores chauffør, der informerede os "In Ghana, you take the rules and throw them in the trash" kørte selvfølgelig langt over fartgrænsen, og man kunne læse på skilte i vejsiden at "Speeding kills" eller "75 people killed in traffic here".
Men bare fordi, man lader folk køre fuldstændig uansvarligt, betyder det ikke, at ordensmagten ikke laver deres arbejde. Adskillige gange på den 2 timer-lange tur stod der politi, som stoppede alle biler og lyste ind med lommelygter for at se, om der var lig på bagsædet. Der var bare mig.

Vi stoppede omkring halv 1 ved et hus, der lå blandt noget skov og nogle bakker og nogle sporadiske huse. Et meget idyllisk, opdagede vi dagen efter, da vi kunne se noget. En ung kvinde ved navn Ophelia kom ud og viste os til vores store men sparsomt møblerede værelser. Hun ville også have vist os toilettet, havde lyset virket.
Først da hun var gået udtrykte Frederik sin utilfredshed med den ølbrikstore edderkop, der kravlede rundt ved hans seng og måske, måske ikke, var giftig. Det næste kvarter gik med, at han jagtede den rundt under og omkring sengen med en fejebakke, mens jeg gav gode råd. Utroligt nok vækkede vi vist ikke nogen.
Da han endelig havde fået den likvideret, havde vi endelig tid til at tage en dyb indånding og evaluere situationen. Vi følte os begge meget malplaceret. Hvad fanden laver vi her, spurgte vi os selv. Der var ikke andet for end at lægge sig til at sove.

Den næste dag blev vi heldigvis langt mere positive, da vi mødte alle de søde mennesker, der bor eller dagligt kommer hos familien Addison. Et par af dem er danskere, og et par af ghaneserne snakker dansk, fordi de på et tidspunkt har snuppet en kvindelig frivillig og flyttet til Danmark og giftet sig. Lige nu er de bare på ferie i Ghana. En dansk kvinde (med dansk kæreste) kaldte det et omvendt Pataya. Ud over det hus, vi bor i, der har værelser og køkken, har stedet også en kiosk og en lille café/restaurant/sted hvor folk hænger ud hele dagen, hvor jeg skriver fra lige nu. Der kan man tilbringe uhyggelig meget tid, og det afrikanske tempo kræver lidt tilvænning og medfører uundgåeligt lidt rastløshed, som vi stadig ikke helt er kommet over.
Vi blev vist rundt i Cape Coast, som ikke minder om nogen anden by, jeg nogensinde har været i. Der skelnes ikke mellem fortov og kørebane, og ofte er det kun muligt at krydse vejen, fordi bilerne holder i prop, og man kan sno sig ind mellem dem. Overalt er der mennesker i farverigt tøj, der enten sidder foran deres lille gadebutik og venter på kunder eller manøvrerer rundt med store bakker eller kasser eller sågar kufferter på hovedet. Geder og høns og legende børn løber rundt i de snoede gader på trods af den konstante kombinerede fare for at blive kørt ned eller at falde ned i kloakken, der bare er en halv-meter-bred rende i siden af vejen. Hvis man går forbi en skole under et frikvarter, kan man være sikker på at blive overfaldet af en stor gruppe smilende børn. Første gang holdt jeg godt fast i min pengepung, men jeg fandt hurtigt ud af, at de bare ville røre min hvide hud. Ghanesiske børn er i det hele taget skide søde og selvfølgelig mangfoldige.
Det sydlige Ghana er overvejende kristent takket være de europæiske besættere. Dette ses tydeligst på de ofte besynderlige butiksnavne. Et godt eksempel er vores nabo: Great God of Wonder Hardware Enterprise.
Vi fik også en rundvisning på Cape Coast Castle, som skulle være en af de allerældste europæiske bygninger i troperne (omkring 1665, så vidt jeg husker). Vi fik blandt andet lov at se kælderrummene, i hvert af hvilke 200 slaver stod i tre måneder på et areal der svarer til en stor stue og ventede på at blive transporteret til Amerika.

Da vi kom hjem, fik vi aftensmad: krydrede ris med kylling og salat dækket med ketchup og mayonnaise. Det var tilfældigvis også hvad vi fik morgenen før og morgenen efter. Den lidet snakkesalige tjener vil ikke afsløre resten af menuen, men vi fandt senere ud af, at hun også kan lave havregrød. En behagelig afveksling. Hvis man hælder nok sukker på, kan man næsten ikke smage vandforureningen.
Efter maden fik vi at vide, at der ventede os en test, som vi skulle bestå, hvis vi skulle have lov til at blive i Ghana. Det viste sig, at vi skulle drikke store mængder af forskellige ildesmagende alkoholiske væsker. Vi drak vist aldrig nok til at bestå, men vi hyggede os meget godt, og vi må have gjort en tilstrækkelig ihærdig indsats, siden vi endnu ikke er blevet smidt hjem.
Den kommende dag var ikke så action packed. Vi gik alene i Cape Coast og brugte det meste af dagen på net-café, hvilket, som I ved, var helt frugtesløst. Om aftenen blev vi inviteret hjem til en af Addison-brødrene (de er 7 brødre og 2 søstre), hvor vi blev budt på en væmmelig drik, angiveligt indeholdende 70% alkohol, som en af brødrene selv havde tappet fra en palme. Vi har planlagt at gå i Botanisk Have, når vi kommer hjem, og selv producere lidt af den drik.
Det fører mig til dags dato. Det skal her nævnes, at jeg glemte at lukke en lomme på min store rygsæk, inden den blev smidt på flyet. Det har bl.a. resulteret i, at jeg mangler en oplader til mit nye videokamera. En lidt sær fyr, der påstår, at han er videotekniker og har klippet biograffilm (men som ifølge de andre er fuld af lort) tog os ind til byen for at opdrive en ny oplader. Uden held. Men der skulle gerne komme en næste uge, så I før eller siden kan få nogle videoer at se!
I aften er vi blevet inviteret til at spille musik i en kirke. Det sidder vi i skrivende stund og venter på. På mandag begynder tingene for alvor. Da åbner landsbyskolen, som vi skal arbejde på, efter ferie, og da begynder organisationens band at øve, og det skal vi selvfølgelig være med til.

Det var så min meget detaljerede redegørelse for min hidtidige korte men intense rejse. Hvis du ikke for længst har lukket din browser i kedsomhed og vrede er du en sand ven! Vær ikke bleg for at lade mig vide det i en lille kommentar. Jeg håber at alt er vel derhjemme. I hører nok fra mig igen, hvis jeg ikke bliver kørt ned i den nærmeste fremtid, og hvis vi er rigtig heldige ses vi om 4 måneder!

Kærlig hilsen Ulrik

PS: I skal ikke forbinde det vedlagte billede med min rejse. Jeg har ikke lige fået uploadet nogen billeder, og man skal bruge et eller andet billede for at få lov at lave et indlæg, så jeg måtte tage et eller andet fra Kilroy biblioteket...