Profile
Blog
Photos
Videos
Velkommen tilbage! Nu er der gået lige over 2 måneder, hvilket er lidt af en milepæl på min rejse, siden det betyder, at den tid, jeg har tilbage i landet, er kortere, end den, jeg har tilbragt her. Turen er stadig fantastisk - selvom jeg glæder mig til at komme ud af Cape Coast og se Burkina Faso og resten af Ghana, hvad jeg skal om et par uger - men der er dog også en del af mig, der tæller ned til genforeningen med mit land og mine elskede læsere!
Stemningen i organisationen er i øjeblikket lidt underlig og præget af megen frustration og uvished. Ledelsen snakker konstant om fremtidige shows og sågar turnéer. Rigtig meget bliver aflyst i sidste øjeblik, og i bedste fald, er der ikke nogen der ved, hvad vi skal optræde med og hvor længe og hvilke faciliteter, der kommer til at være før en eller to dage før, hvilket betyder, at vores optrædener altid bliver håbløst sjuskede. Vi har efterhånden lært at sætningen "We will have a show in Volta the coming weekend" på ghanesisk engelsk betyder "Jeg synes i grunden, det kunne være sjovt at spille et show i Volta i weekenden". I hvert fald er sætningen ingen garanti for, at der bliver noget show, og man kommer let til at lukke døren til andre weekendaktiviteter forgæves. Der skal tydeligvis noget dansk organisation og initiativ til, for at tingene rigtig skal fungere, og vi prøver i øjeblikket i samarbejde med direktøren, Kweku, at udtænke noget omstrukturering af organisationen. Der er dog, som i al denne slags NGO-arbejde det pædagogiske aspekt, at man bliver nødt til at gøre de lokale selvforsynende i stedet for at lære dem, at de hvide altid vil sætte alting på plads for dem. Frederik og jeg kommer ikke til at være her mere end et par uger fra nu af, hvorefter vi rejser rundt i Ghana og Burkina Faso, og i begyndelsen af næste år er der slet ikke nogen frivillige tilbage. Hvis organisationen på dette tidspunkt ikke kan køre selv, må de næstkommende frivillige starte helt forfra.
De organisatoriske problemer, vi oplever, har i høj grad bund i den hierarkiske struktur, der gennemsyrer hele det ghanesiske samfund og hele den måde, mennesker agerer med hinanden på. Inden for en organisation som vores, har ethvert medlem sin placering i en rangorden, hvor Kweku ligger øverst, og hvor vi frivillige, eftersom vi er hvide og rige og uddannede og i en ghanesers øjne ufejlbarlige, også ligger relativt højt. Ethvert individ vil, som hans opdragelse byder ham, udelukkende handle ifølge hans givne rolle og aldrig overskride den myndighed, han har fået. Han skal altid tiltale en person, der ligger højere i hierarkiet, med respekt, og skal altid vide, at denne persons mening er mere værd, end hans egen. Han må altså aldrig sige sine overordnede imod, så en utilfredshed over ledelsens beslutninger, kan ikke manifestere sig i andet end bagtaleri. På denne måde opfordrer systemet til passivitet og forbyder nytænktning hos størstedelen af organisationen, samtidig med at det lægger et alt for stort ansvar på den øverste ledelse. Kweku bruger bogstaveligt talt al sin tid på arbejde med organisationen, når han er i Ghana. På grund af en livstruende muskelsygdom, der ikke kan behandles i Ghana bliver han nødt til at bruge meget af sin tid i Danmark. Som Frederik og jeg erfarede i vores rastløse første to uger i landet, går al aktivitet i stå, når Kweku ikke er i landet, og der ikke er nogen frivillige til at fortsætte hans arbejde. Det er tydeligt, at organisationen ville dø, hvis han forlod den nu.
Jeg bliver nødt til at fortælle lidt mere om Kweku. Han er bestemt et af de mest interessante og mystiske mennesker, jeg kender. Han er sød og glad og ekstremt hjælpsom, på trods af, at han ikke laver andet end at arbejde. Han er en lille tynd mand, og hans sygdom gør hans stemme svagelig og bævende og får hans arme til at ryste konstant og giver ham en lidt akavet mimik. Han elsker at snakke i timevis, og når man taler med ham, fremstår han næsten som en profet, en Jesus. Han ophøjer ethvert emne til et stort filosofisk princip, og han har altid en lignelse i ærmet til at underbygge hans idéer om mennesker og samfundet. Han har flere gange fortalt, at han som lille fik at vide, at han på grund af sin sygdom ikke ville blive ældre end 15. I dag er han over 40, og ifølge ham selv, har han kun overlevet takket være sin store vilje til at livet, og fordi han nægtede at acceptere lægernes dom. Det er jo ikke til at vide, hvad der er sandt og falsk i hans historie, men jeg er sikker på, at det, at han har levet hele livet med den viden, at det kunne slutte lige rundt om hjørnet, har formet ham som person og har motiveret ham til at udrette noget betydningsfuldt med sit liv; bygge broer på tværs af landegrænser via musikken og uddanne børn med dårlige kår. Det, der gør ham mystisk, er, at han en gang imellem strør små hints omkring hans aktiviteter og kontakter uden for organisationen, der mildest talt lyder suspekte, og når man spørger ind til det, får man bare en kryptisk lignelse som svar. Eksempel: Da Kweku ankom til Ghana fra Danmark, gjorde han det sammen med nogle andre danskere. De kunne berette, at da de skulle køre fra lufthavnen, havde Kweku ikke tålmodighed til Accras ulidelige trafik, så han ringede til sine venner i politiet og bad dem om at hjælpe ham ud. Inden længe kom politiet så, og Kweku og vennerne forlod Accra med en motorcykel med blink og sirene kørende i forvejen og vinkende alle andre biler væk, så Kweku kunne komme til. Da Frederik senere var i Accra med Kweku, ringede han igen til politiet i håb om, at de ville hjælpe ham ud igen. Denne gang havde de dog ikke tid, for de var i gang med at eskortere præsidenten. Når man spørger ham, hvorfor i alverden politiet skulle gøre ham sådan en tjeneste, svarer han han bare, at når du hjælper et andet menneske, vil det menneske også hjælpe dig, og han sluttede af med en lille lignelse, der havde en vag forbindelse til det, vi snakkede om og ikke gjorde vores forvirring mindre.
Sidste weekend tog danskerne i gruppen vores første friweekend. Der var ganske vist et par begravelser, der skulle spilles til, men vi valgte at lade de lokale musikere klare sig selv denne gang (det endte selvfølgelig alligevel med at blive aflyst) Vi benyttede denne friweekend til at besøge Ghanas hovedstad, Accra, der ligger 150 km - to en halv timers varm, tætpakket tro-tro-tur - øst for Cape Coast. Accra er en ganske anden by en Cape Coast. Den virker paa sin vis mindre afrikansk uden husdyr løbende rundt i gaderne og med de brede veje og fortove og mange store betonbyggerier i stedet for små sporadiske containere og hjem indrettet i faldefaerdige victorianske bygninger omkring støvede, snørklede veje. Dog er Accra en ganske typisk travl u-lands-storby. Paa trods af den tilsyneladende lidt mere civiliserede infrastruktur, er trafikken kaos. Mange af trafiklysene virker ikke, saa det er overladt til bilisterne, med deres noget begrænsede logistiske sans og villighed til samarbejde, i sneglefart at kæmpe sig igennem et lyskryds samtidig med alle andre. Paa de værste tidspunkter kan det tage 4-5 timer overhovedet at komme ud af eller ind i byen - uden politieskorte, selvfølgelig. Fortovene er fuldstændig mættet med mennesker og boder, der stort set alle sælger det samme; mobiltelefoner, frugt, mystiske splatter-film, underligt udseende sko. Som hvid mand kan man ikke gå mange meter uden at blive antastet af en sælger eller bare en almindelig forbipasserende, ofte en hård type med kasket og solbriller, nonchalent lænet op af en væg, der øjensynligt tilbringer hele dagen med at råbe meningsløsheder efter hvide mennesker. Vi er vant til hjemmefra, at man altid konfronterer en fremmed med ydmyghed og høflighed. Sådan fungerer det ikke i Afrika. Hvis man vil have nogens opmærksomhed over byens støj (og ikke kan nå personen, i hvilket fald man blot tager hårdt fat i hans arm og forhindrer ham i at gaa videre), laver man oftest en kort, højlydt, hvislende lyd, "Tss!" Hvis personen ikke straks reagerer, hvad jeg har vænnet mig til ikke at gøre paa trods af den store irritation, det altid stiger i mig ved denne lyd, bliver den efterfulgt af noget i stil med "Hey, boy!" eller "White man, come!" Den treogtyvende gang paa en eftermiddag man hører denne slags kald, oplever man naturligvis en dybfølt trang til at slå den person, der så ublu råber efter en, hårdt i ansigtet.
Faktisk plejer folk, i stedet for "white man" at råbe "obruni", der betyder "hvid person" paa de fleste lokale sprog i Ghana. Dette ord lærer man hurtigt at kende, som europæer i Ghana, for mænd og kvinder hilser en med det, og børnene råber jubelglade "Obruni, obruni, obruni", saa snart de ser dig. Mange ghanesiske børn kan af en eller anden grund en nonsens-remse, som de rytmisk råber i kor, naar de ser en hvid person: "Obruni! How are you, I am fine, thank you, and you, I am also fine, thank you!" Der er ingen der rynker paa næsen over, at både børn og voksne tiltaler hvide mennesker med "obruni", selvom det strengt taget svarer til, at man i Danmark sagde "Hej sorte mand" til hver eneste forbipasserende afrikaner, og at danske børn råbte "Sort mand, sort mand, sort mand!" Men det skal jo overhovedet ikke ses som diskrimination, og et eller andet sted er det sådan set meget forfriskende, at man ikke insisterer paa at fortie raceforskelle paa grund af frygten for at fremstå racistisk.
Apropos ugenerte børn kan jeg nævne, at to cirka tiårige børn har sat sig på en stol ved siden af mig og sidder nu tavst og stirrer på mig, mens jeg skriver dette.
I Accra er der et par kæmpestore markeder fyldt med tøj, grøntsager, krydderier, fisk (det er jo en havneby, saa folk spiser fisk ustandseligt), koed, bunker af levende kæmpesnegle, tøj, mobiltelefoner, souvenirs og alle de mennesker, der overhovedet er plads til. I det korte stykke tid, man kan holde ud at opholde sig paa et af disse markeder, er det en meget sjov oplevelse. I Ghana prutter man selvfølgelig om prisen, og det er et sjovt lille dagligdagsspil, der kræver lidt øvelse. Naar sælgeren er kommet med sit afsindigt høje bud, skal man svare igen med et endnu mere afsindigt lavt bud, og paa denne måde lander man paa noget fornuftigt (der er dog grænser; en aften var jeg lidt for urimelig over for en taxachauffør, og han råbte på fante til ghaneseren, der var med os, hvad jeg senere fandt ud af betød "Hvem tror den idiot han er?!" inden han kørte videre, nægtende overhovedet at forhandle med mig.) Grøntsagshandlerne nægter dog altid at prutte, for de har deres faste tilbud, såsom fire tomater for en cedi og seks tomater for to cedi. De af mine læsere, der har gået på handelsskole vil nok studse lidt over det tilbud.
En af de mere dramatiske oplevelser, jeg har haft med en ghanesisk grønthandler, havde jeg paa vej hjem fra byen, hvor jeg i selskab med Frederik og en pige ved navn Anna havde forkælet mig selv med et sjældent luksusmåltid (dvs. noget, der ikke er ris og friture-kylling). Anna ville lige have en ananas med hjem, saa mens hun pruttede ved en lille bod, prajede Frederik og jeg en taxa. Vi fik hurtigt skaffet en og satte os ind, Frederik på bagsædet og jeg selv i shotgun, men da Anna kom, var ananasdamen, der som saa mange fuldvoksne ghanesiske kvinder var en bestemt og mildest talt fyldig dame, fulgt efter hende hen til taxaen. De var i gang med et voldsomt skænderi, og da Anna satte sig ind paa bagsædet, stilte damen sig i døren, saa Anna ikke kunne lukke den. Damen råbte, at Anna havde betalt en cedi for lidt og ville have enten sin ene cedi eller en ananas tilbage. Men Anna sagde, at hun allerede havde betalt mere end den aftalte pris. Frederik og jeg havde ikke set, hvad der var sket, men vi var da ikke i tvivl om paa, at Anna ikke ville snyde en grønthandler for en enkelt cedi, saa vi tog hendes side og bad taxachaufføren om bare at køre. Han virkede imidlertid lidt intimideret af den enorme ophidsede grønthandlerinde, og ville vist ikke gøre sig til dommer i situationen, så han gjorde intet. Snart var bilen omringet af alle den store dames kolleger, den ene mere højtråbende end den anden. Anna kunne ikke gøre andet end vredt at overgive sig og give damen en ananas tilbage. Men damen fortsatte med at råbe, at Anna skulle betale mere for den ene ananas hun havde tilbage! Nu var det jo tydeligt, at denne bedrageriske ananassælgerske var langt uden for pædagogisk rækkevidde, og vi bad igen chaufføren om at køre, men han gjorde fortsat intet. Nu hvor damen havde afsløret, at hun egentlig bare prøvede at snyde stakkels Anna, kunne hun ikke længere holde masken, og indimellem hendes vrede råb kom små halvundertrykte fnis. Det fik ogsaa hendes kolleger til at grine. Hvordan skulle vi slippe af med disse forrykte frugthandlerinder og komme væk? Nu gik det helt galt. Damen i bildøren greb pludselig fat i remmen paa Annas dametaske, der lå i hendes skoed, og nu havde de gang i en regulær tovtrækning gennem bildøren. Her trådte mit krigerinstinkt ind (for sådan et har jeg, selvom få af jer har været saa uheldige at opleve det). Jeg sprang ud af bilen og gennede samtlige damer væk med råb og truende armbevægelser, velvidende at blot en enkelt af dem ville kunne knuse mig under sin vægt. De blev dog overrasket, og de bakkede langt nok væk fra bilen til, at Anna kunne lukke døren og jeg selv kunne springe tilbage ind paa forsædet og råbe "Drive, drive, drive!", hvilket chaufføren adlød med hjulspin, inden de vilde kvinder nåede at åbne døren igen. Vi kunne høre deres skuffede og vrede råb forsvinde bag os, mens vi kørte væk med livet og en enkelt ananas i behold.
De mange begravelser, vi optræder til, er, som jeg vist er kommet ind paa tidligere, ekstremt langtrukne. Efter den sidste begravelse endte jeg dog med at være meget taknemmelig for, at jeg havde deltaget, alene paa grund af den alternative hjemtur. Når vi skal optræde, eller har optrådt, er der aldrig nogen, der sørger for ordentlig transport til både musikere og instrumenter (jf. forrige opdatering), saa man må altid finde paa en fuldstændig uforsvarlig løsning. Denne hjemtur løb med prisen for mest vanvittig (omend ikke saa usædvanlig i Ghana): Man havde kun kunnet skaffe en åben ladvogn, saa bag paa den proppede man en masse trommer og en håndfuld mennesker, heriblandt mig selv, der måtte sidde paa kanten. Saa var der jo ikke andet for en at jamme, med den ene haand om en trommestik og den anden i fast greb om hvad som helst, der kunne forhindre en i at falde af ladet i en skarp vending, mens vi kørte gennem byen til alles store fornøjelse. Jeg følte bagefter, at jeg kunne sætte et hak i listen over ting, der skal opleves i Afrika.
Jeg er begyndt at spille tværfløjte. Vi har en lille gruppe fra Burkina Faso boende, og de har spillet en masse med os. Det er en fornøjelse at have dem med, for deres instruimentale besætning er lidt mere varieret end vores, der, hvis man ser bort fra guitar og bas, ikke består af andet end forskellige slags trommer. Burkinaerne havde både trommer, forskellige xylofoner, en slags harpe, der kaldes en kora og en tværfløjte. Deres fløjtenist, Ali, spiller med en stil, jeg aldrig har hørt for, hvor han indimellem skriger ind i fløjten for effekt. Det blev jeg simpelthen nødt til at lære, så jeg købte en fløjte af ham (et oversavet plastikroer med huller i) og vi arrangerede undervisningstimer. Timerne går altid meget langsomt, fordi vi bliver nødt til at kommunikere på en blanding af hans meget begrænsede engelsk og mit endnu mere begrænsede fransk (som er Burkina Fasos nationalsprog). På trods af kommunikationsbarrieren, er jeg blevet meget glad for Burkineserne. De virker mere afdæmpede og hyggelige end ghaneserne. Vi har aftalt at tage med dem til Burkina Faso om et par uger og bo med dem i et stykke tid. Det skal blive en spændende afveksling.
Ud over tværfløjten, har jeg også købt en djembe, som er en fantastisk tromme, der mest bruges til solo. Der findes utvivlsomt utallige videoer på youtube med vanvittige djembespillere, hvis nogen skulle være interesseret. Jeg ville elske at blive ved med at købe instrumenter, men jeg er desværre begrænset af, hvad jeg kan få med på flyet.
Fest i Ghana er ikke for sjov. Vi blev inviteret til en fødselsdagsfest af en af gruppens mandlige dansere, der bor i en nærliggende landsby. Festen stod paa en helt almindelig tirsdag, så jeg forventede ikke, at det ville blive noget helt vildt. Der tog jeg fejl. Vi kom og fik serveret velkomstdrinks (det var mindre fint, end det lyder), og man spillede, ikke overraskende, sat øredøvende lokal pop-musik, som folk straks begyndte at danse til - ekstremt tæt, i betragtning af, hvor ung aftenen var. Snart blev alle sat ned i et lille værelse, og alle fik uddelt et stykke papir, hvor der stod en opgave, som ville være underholdende, pinlig og gerne lidt småsjofel. Der var en konstant råben og skrigen og jublen, mens alle disse opgaver blev udført, og det tiltrak alle landsbyens børn, der stillede sig i store klynger omkring alle vinduerne i det lille hus og gloede paa os lige indtil festen sluttede ved 1-tiden, som hvis du spørger en ghaneser er et meget fornuftigt tidspunkt at stoppe en fest paa. Her fester man kort men intenst. Legen varede selvfølgelig ikke hele aftenen. Der skulle jo danses, så snart var det lille værelse fyldt af mennesker der gned sig op ad hinanden. En kvinde havde valgt at tage sit toårige barn med, men det afholdt hende ikke fra at overgå alle andre kvinder til festen i promiskuøs dans, mens hendes barn med et helt forvildet udtryk gyngede rundt i slyngen på hendes ryg. Man hører aldrig en ghaneser sige "i aften er jeg ikke lige i humør til fest". En ghaneser er altid frisk. Han skal heller ikke varme op, eller kommer i stemning eller drikke sig mod til. Han kommer bare til festen, gaar op paa dansegulvet og giver den gas. Det er en tilgang, som det kan være svært at følge med til, men som til gengæld kan være meget afsmittende. Det blev en meget morsom fest, såvel som en meget absurd oplevelse.
Nå, men her må jeg forlade jer. Om lidt skal hele truppen ud til Pebi og bo i telte og træne hele weekenden, og jeg burde være gået i gang med at pakke for længst. To be continued!
- comments
Maria dart Hehe, jeg synes stadig det er svært at vide om du er tilfreds med din grand tour, eller om du dybest set hungrer efter at komme hjem.. ;-) ihvertfald lyder der spændende! Håber du har det godt!