Profile
Blog
Photos
Videos
Kære fans! Nu er det atter tid til en statusopdatering fra Afrika. Jeg kan nu aerligt sige, at jeg har overlevet en uge i Afrika, om end kun med noed og naeppe. Min fortaelling fortsaetter, hvor den slap og byder i dag blandt andet paa en overraskende gudstjeneste, en koncert paa en tankstation og svensk poelseret.
Aftenen til fredag tog vi som aftalt i kirke med den stærkt dedikerede musiker, Kobby i kirke. Cape Coast har en bygning, som en europæer ville identificere som en kirke, men det sted, han førte os til, var nærmere bare et stort halvtag på en lille støvet plads for enden af en gyde. "Kirken" var dog ikke svær at finde af den grund. En infernalsk larm kunne høres i en 100 meters radius omkring kirken, og når man kom tæt nok på, kunne man høre, at støjen kom fra et band der spillede tilsyneladende næsten tilfældig larm på skrattende højttalere, der overhovedet ikke kunne bære det lydniveau,
mens to mænd råbte om Jesus. De omkring 50 tilskuere levede sig alle meget ind i musikken, og mange af dem sad foroverbøjet med lukkede øjne og rystende hoveder, mens andre stod op med vidt spredte arme og sang mod himlen.
De fortsatte længe efter, vi var kommet. Efter nogle minutter, gjorde Kobby tegn til (for man kunne overhovedet ikke snakke sammen for larmen), at Frederik skulle overtage for guitaristen, der konstant spillede solo over larmen fra bandet. Frederik prøvede efter bedste evne at efterligne. Efter et par minutter yderligere skulle jeg overtage for den ene pianist. Han råbte en toneart i øret på mig, og så skulle jeg ellers bare følge med. Det var nærmest umuligt. Musikken var helt uden puls. Man kunne svagt fornemme nogle akkorder, og jeg ramte måske rigtigt en tredjedel af tiden. Da vi var
færdige, var Kobby høflig nok til at sige, at vi havde spillet godt (vi mistænkte ham senere for at have bagvedliggende motiver for al sin høflighed; mere om det senere).
Det, der fulgte, skulle vise sig at vaere den mærkeligste gudstjeneste, jeg nogensinde har overværet - ikke helt ulig den, jeg deltog i med familien i Harlem, men meget mere vanvittig. En meget velklædt mand, en præst, gik op ved siden af scenen. Det skal her nævnes, at jeg senere fik at
vide, at kirkeskatten i Ghana er på 10% af folks ganske beskedne løn (mange mennesker lever under fattigdomsgrænsen), og at folk derudover donerer rigtig meget til kirken. Når jeg tænker tilbage, vil jeg gætte på, at præstens jakkesæt har kostet mange gange mere end det skur, gudstjenesten
blev holdt i.
Præsten var meget karismatisk og snakkede i lang tid. Han læste lidt op fra biblen og fortalte folk, at de ville få succes og ville vinde alle deres kampe, hvis de gjorde, hvad der stod i biblen og i øvrigt troede på Gud. Det fik dem altid til at juble. Efter han havde snakket i et kvarters tid, blev hans prædiken mere og mere intens. Det nåede til et punkt, hvor han ikke laengere snakkede, men skreg med sine lungers fulde kraft. Så kraftigt som han skreg, tænkte jeg, at han højst ville kunne blive ved i et minut, før hans stemme var død. Jeg tog grueligt fejl. Han fortsatte nærmere i to timer. Næsten alt hvad han skreg, var helt uforståeligt for mig, men en gang imellem åbnede han biblen og skreg nogle citater og lignelser og tørrede indimellem sveden af panden. Publikum var tydeligvis helt grebet under hele den lange prædiken.
Især da vi kom til "prayer". Så snart han hørte det ord, skyndte Kobby sig
ud af kirken og stillede sig på afstand. Vi forstod snart hvorfor. En faellesbøn i Ghana er væsentlig mere højlydt end, hvad vi er vant til. En mand gik op ved siden af præsten, og med hver deres mikrofon skreg de helt synkront en slags øredøvende mantra. Publikum var helt i ekstase. De stod op og skreg
og græd og rystede i hele kroppen. En enkelt helt ustyrlig kvinde måtte bæres hen i et hjørne af to mænd, tilsyneladende fordi hun var besat af en dæmon eller noget i den stil. Frederik og jeg gik snart ud til Kobby, for at undgaa at have tinnitus den næste uge.
Da de var færdige, stillede folk sig i en meget lang kø. Vi gik ind igen med Kobby, som satte sig ved trommesættet. Bandet gik i gang med en glad reggae, som fortsatte mens præsten med en skål vievand velsignede hver eneste person i publikum, store og små, samt de vandflasker, som de hver
bar i favnen, mens de stod i kø.
Da hele gustjenesten var færdig, fulgte Kobby os til den populære strandbar Oasis, hvor flere af vores venner sad. Stedet fungerer som et slags interracistisk kødmarked. En masse store sorte mænd dansede med en færdighed, der sjaeldent ses i vores kolde hjemland, og de heldigste af dem havde en lille hvid pige, der gned sig op ad dem. Det hele var meget intimiderende for to smaa hvide drenge som mig og Frederik, men vi havde det nu meget sjovt.
Klokken var ikke mange den naeste dag, foer vi fik et opkald fra Kobby, der ville komme forbi og lave et eller andet med os. Vi kom i tanker om, at han dagen foer havde flettet det ind i en samtale, at han meget gerne ville rejse til Danmark, ligesom mange af hans venner havde gjort, men at han bare manglede en invitation. Vi havde vist i vores fuldskab lovet, at vi nok skulle give ham en invitation og en seng, naar vi kom hjem. Det fortroed vi nu en anelse og satte pludselig lidt mindre pris paa at have faaet en ny bedste ven. Vi slap dog ikke for, at han kom forbi og tog os med ud for at se fodboldkamp mellem Ghana og Malawi sammen med et par af de andre fra Greenhill (stedet, hvor vi bor). Kampen blev vist i meget usaedvanlige farver paa et fjernsyn i et lille rum, der vist var indgangen til Cape Coasts stadion. Ghana vandt 2 - 0, og det sidste maal blev scoret af broren til en fra African Footprint (organisationen, vi arbejder med), og det var hans foerste maal i en tiaarig karriere. Saa det var folk ret ophidsede over.
Om aftenen blev vi inviteret til en meget alternativ bevaertning. Paa parkeringspladsen uden for en naerliggende tankstation havde man simpelthen sat en scene og en masse stole op. Det goer man aabenbart fire aftener om ugen paa denne tankstation. Heldigvis er det ikke saa almindeligt at ryge i Ghana.
Skiftende bands spille ligesaa skiftende musik. Der var alt fra 80-hits over Ghanesisk folkemusik over reggae til rap. Alle maendende dansede helt vildt. Den maaske mest imponerende danser var vores nabo, der er bedemand.
Denne aften var Frederik den mest aedru koerekortindehaver i selvskabet, saa ansvarsfuldt tog han noeglen ud af haanden paa ham, der havde koert os derud og vaagede sig ud paa en Ghanesisk motorvej med os andre paa bagsaedet. Heldigvis var vejen hjem uden et eneste sving, og der var ingen trafik paa dette tidspunkt. Det internationale koerekort laa hjemme paa vaerelset, hvilket bekymrede ham, eftersom vi allerede adskillige gange i dette land var koert forbi poster, hvor alle biler blev stoppet, men de lokale var ubekymrede, for der er jo ikke noget, man ikke kan bestikke sig fra paa dette kontinent.
I har muligvis indtryk af, at min rejse er fuldstaendig maettet med vilde oplevelser. Det er meget langt fra sandheden. Det, jeg udelader i mine opdateringer, er den meget lange ventetid, der praeger Afrika. Folk kan bruge ufattelige maengder tid paa at sidde i skyggen af et halvtag og glo ud i luften med en cola i haanden. Man bliver formentlig ogsaa noedt til at spare energi, til den hyperopmaerksomhed, det kraever at faerdes i trafikken, eller til den akrobatiske dans, de praesterer mange aftener. Ikke desto mindre havde vi endnu ikke paa dette tidspunkt laert at leve paa den maade (vi kommer dog meget godt efter det), saa vi maatte finde paa maader at holde os selv i gang paa. Dagen efter vores benzintank-fest, hvor vi for foerste gang overhovedet ikke havde planer, besluttede vi os saaledes for at tage en taxa til Elmina, der ligger omkring 15 km vest langs kysten. Byen boed paa sight-seeing paa et gammelt hollandsk-bygget fort paa en bakke, hvorfra der var en betagende udsigt over den taetpakkede by og en smuk lagune.
Det er en rimelig hyggelig by og mindre overbefolket og trafikkeret end Cape Coast. Til gengaeld er den ogsaa vaesentlig mere fattig end Cape Coast, og der blev tigget meget mere. Tiggere i Ghana er sjaeldent kroeblinger i vejsiden, men langt oftere boern, der siger "Cash, cash". Nogle gange vil de saagar saelge deres mindre soeskende. Saa det er ikke altid saa rart.
Vi spiste paa det, der ifoelge guide-bogen var byens bedste sted. Det viste sig at vaere et tilflugtssted for rige hvide mennesker. Vi faldt i snak med en britte paa business-rejse, der syntes det var ret sjovt, at nogen kunne finde paa at rejse til udlandet for at arbejde uden at faa penge for det. Noget saa fjollet havde han tilsyneladende aldrig hoert om.
Uanfaegtede af brittens reaktion tog vi naeste dag med to tidligere frivillige, der var paa ferie i Ghana med deres ghanesiske maend, ud til Pebi, hvor vi skal arbejde. Turen til Pebi varer omkring tre kvarter og involverer en tur med en tro-tro. En tro-tro er en form for offentligt transportmiddel, der oftest kommer i form af en minibus, der er blevet modificeret med ekstra saeder, saa der kan indeholde flest mulige passagerer. Angiveligt kan en tro-tro ogsaa blot vaere en lastbil, hvor man bliver smidt ind bagi, men det har vi endnu ikke haft fornoejelsen af at opleve. En tur i tro-tro paa Ghanas hullede er ikke soenderligt komfortabel, eftersom affjedring er naermest ikke-eksisterende i vognene, der oftest er blevet importeret brugt fra Europa (paa nogle vogne har man stadig ikke fjernet teksten fra siden, der for eksempel kan vaere "Jensens VVS-firma, Horsens"), naar de er blevet saa slidte, at de ikke laengere er lovlige i deres hjemland. Det var i oevrigt en ide til min genbrugsentusiastiske far, der nok skal af med sin veteranbil inden vanvittig laenge!
Pebi er en aegte afrikansk landsby, som man ser dem i Roede Kors-reklamerne, og husene er primaert bygget af sammenflettede blade fra de palmer der staar overalt i byen. Pebi ligger lige ud til en strand, der ville vaere meget fantastisk, hvis den ikke ogsaa blev brugt som landsbyens toilet. Skolen har ogsaa et rigtigs toilet, men det bliver vist ikke brugt af andre end os.
Boernene er vildt soede, og de kom loebende for at give os et kram saa snart de saa os (man kan spoerge sig selv om det er et tegn paa ekstrem udadvendthed eller manglende omsorg). Vi moedte de to ud af tre laerere, der var til stede denne dag, samt Tiger, der vist er en slags overhoved i landsbyen. Det var foerste dag efter sommerferien, der ligger senere end den danske, og det tager aabenbart nogen tid, foer undervisningen gaar i gang, saa ungerne havde vist bare konstant frikvarter. De kunne nogle lege, som de laerte os, og det var meget hyggeligt. De er meget bedre end danske boern til at vaere sammen paa tvaers af aldersgrupper, saa det hele forloeb ret harmonisk.
Senere tog vi hjem til Tiger, der fik sin lille nevoe til at klatre op i en 10 meter-hoej palme efter kokosnoedder til os. Da vi havde drukket og spist dem udfordrede nevoeen, der nok var halvt saa gammel som os, Frederik og mig i fodbold. Vi fik selvfoelgelig taesk.
Naeste morgen (i gaar) havde Frederik sin foerste (ud af mange, vil jeg tro) omgang maveonde/feber, saa han skulle ingen steder. Jeg tog sammen med en dansk socialraadgiverstuderende, der er i gang med sit bachelorprojekt, ind til Pebi. Det handlede mest om, at hun skulle snakke med laererne om sit projekt, i forbindelse med hvilket hun skal lave nogle interviews, saa det var ret begivenhedsloest. Det samme var resten af dagen. Jeg tror, at Frederik og jeg for foerste gang trivedes i det Afrikanske tempo. Det meste af dagen sad vi bare med en bog eller med musik i oererne. Jeg forestiller mig, at det, at vi saa smaat er begyndt ude i Pebi goer, at det foeles lidt mere meningsfuldt at vaere her, og at vi derfor bedre kan affinde os med mange timers inaktivitet.
Om aftenen lavede nogle af de andre danskere en kaempe portion svensk poelseret, som vi fik lov til at spise med af. Det var en dejlig nostalgisk oplevelse!
I dag var vi til et moede med Pebis hoevding (enhver Ghanesisk by har rent faktisk en hoevding) samt nogle forskellige personer, der har indflydelse paa African Footprints arbejde. Der var livlig diskussion. En sundhedsklinik skulle have vaeret faerdiggjort i Pebis naboby, Kuntu, for et aar siden, men aabenbart vanskeliggoer en utrolig kommunikationsbarriere mellem ghanesere og danskere (samt adskillige andre praktiske problemer) samarbejdet. Vi forventer at komme til at kende denne kommunikationsbarriere meget intimt, naar vi har arbejdet med ghanesiske laerere og landsbyboere i to maaneder.
Her slutter saa langt om laenge min anden statusrapport. I morgen skal vi overvaere noget undervisning i Pebi og se, hvordan det fungerer. I overmorgen skal vi til noget laerer-foraeldre-moede, der kommer til at foregaa med tolk, eftersom landsbyboerne ikke kan snakke andet end Ewe (hvilket er et helt konkret aspekt af foernaevnte kommunikationsbarriere). I weekenden kommer to frivilliginder, som vi skal arbejde sammen med samtlige to maaneder, vi skal vaere her, og naeste uge skulle arbejdet gerne for alvor begynde.
Frederik staar og aander mig i nakken, fordi vi allerede er et kvarter for sent til en middagsaftale med en flok sygeplejerskestuderende. Saa jeg vil byde jer farvel og paa gensyn snarligt! I er alle savnet!
Kaerlig hilsen Ulrik
- comments
jørgen Det lyder som om du kan hjælpe mig med at få afsat min ikke-længere-helt-nye bil - det ville da være herligt. Så har du også noget fornuftigt at bruge den lange ventetid til :-) Her er det ikke ventetiden der trykker, men til gengæld er der langt mellem nærdøds-oplevelserne og de religiøse vækkelser. Lige nu sidder jeg på et koldt hotelværelse i nordøst-england og skumler over, at de ikke engang har sørget for noget håndsæbe. Heldigvis har de ikke nogen lukkelov i dette land, så jeg fandt noget shampoo ude i byen kl. 22.30 i en Tesco.
Erik Barkman Ha, herlig læsning - det er jo som at være der selv. Tak for blog! :)
Eva Matthiesen Jaffke Jeg forestiller mig at Tiger er en tiger og at hans nevø der henter kokosnødder er en abe. Du behøver ikke afsløre om det rent faktisk forholder sig sådan, for jeg har billederne i mit hovede. Pas nu lidt på med alle de vilde dyr i Afrika.
Maria Dart hahaha! du må hellere give frede nogle af de der mirakelmidler fra roskilde festivalen kaldet paraghurt. det måtte kunne gøre det ;)
Kusine Merethe Ihh Ulrik, det lyder fortsat fantastisk oplevelsesrigt, trods den uundgåelige ventetid. Du er jo del af en familie som er intet mindre end fantastiske til at grifle deres oplevelser ned, så man føler man er der sammen med dig -skønt!! Og du er også savnet!!
Mads Hey boesse! Proev lige at komme hjem i et stykke, helst uden aids eller kristendom. Lyder som om det er lidt af en oplevelse at vaere paa det afrikanske kontinent, min egen rejse virker naesten helt kedelig i forhold til. Kom lige hjem snart, saa jeg har en oprigtig undskyldning for at spise karrysild og drikke Karlens!
Bodil Bjerk Måske min Skoda kunne følge Jørgens Toyota - altså om ca 10 år. Pas på maverne :-)