Kære trofaste læsere!

Jeg ved, I har ventet længe, men her kommer endelig et nyt blogindlæg! Jeg beklager, at der skulle gå så lang tid, men jeg har simpelthen stort set ikke haft tid til at få skrevet. Der er for alvor kommet gang i diverse aktiviteter i organisationen African Footprint, og de fleste dage er jeg i gang fra 6 om morgenen til 8 om aftenen. Min rejse kan ikke længere rigtig kaldes ferie. Men i de små huller, jeg en gang imellem har i mit skema har fået griflet lidt ned på en bærbar, jeg låner af en af mine danske kammerater, for at I nu endelig kan få næste kapitel i mit afrikanske eventyr!

Der er simpelthen gået for lang tid siden sidst til, at jeg gider at kede jer med hver eneste dags hændelser, så det kommer til at handle mere generelt om det daglige liv og afrikansk kultur og tankegang. I må bære over med mig, hvis det hele bliver lidt usammenhængende.

De fleste danskere, der kommer til Ghana for at arbejde med African Footprint vælger enten at spille musik eller danse eller være frivillig på skolen i Pebi. Jeg har valgt alle tre. Min uge er altså tilrettelagt således: Alle hverdage står jeg op kl 6 for at få danseundervisning. Tre dage om ugen (tirsdag, onsdag og fredag) tager jeg, efter lynhurtigt at have indtaget en æggesandwich eller skål havregrød, en tro-tro (en ramponeret minibus; jævnfør tidligere indlæg) mod Pebi omkring kvart over ni og ankommer ti-halv elleve. Meget typisk for Afrika, starter den første time aldrig på samme klokkeslæt, selvom skemaet siger 10:10, så ingen klager, hvis vi kommer lidt sent. Her underviser jeg sammen med Frederik og de to nye frivillige 30-60 (opmødet varierer meget) larmende og sygeligt opmærksomhedskrævende børn indtil omkring halv to. Når vi kommer hjem, har vi mellem 0 og 30 minutter, afhængigt af, hvor heldige vi har været med den offentlige transport, inden trommeundervisning, der starter kl 3. Undervisningen varer så indtil kl 4, til hvilken tid (i teorien) eftermiddagsøvning starter og varer til kl 7 eller 8. Men efter disse 14 timers aktivitet har vi fri! Så kan vi lige nå at få noget aftensmad (oftest ris og kylling, siden menuen her på stedet er ekstremt kort, og Frederik og jeg normalt ikke vil bruge vores dyrebare fritid på at lave vores egen mad), og hygge os over en lokal pilsner inden vi går i seng mellem 10 og 11. De to sidste hverdage, mandag og torsdag, bliver vi hjemme fra Pebi for at øve og lave musik. Disse dage værdsætter jeg meget, fordi vi normalt har et par timer fri mellem øvning og trommeundervisning.

Sådan ser mit normale skema altså ud, men faktisk er det sat lidt på behold i øjeblikket. Nogle danske akrobater/dansere/cirkus-artister er kommet til landet, for at lære danserne forskellige discipliner såsom vertikal dans (hvor man hænger i et reb og danser på en væg) eller trapez-akrobatik. Sammen med dem skal vi forberede et show, der skal vises så snart som næste weekend i forskellige ghanesiske storbyer. Hverdagen ser altså lidt anderledes ud, fordi en masse tid skal bruges på at få stablet dette show på benene på rekordtid.

Den øvning, vi laver, er altid rettet mod en eller flere optrædener den kommende weekend. Disse optrædener byder altid på en blanding, der kan være mere eller mindre subtil, af det bedste fra afrikansk og vestlig musik. I starten syntes jeg, man var en anelse ukritisk i sine fusioner. En morgen, kort efter at Kweku (African Footprints højtærede "director") ankom fra Danmark til Ghana og satte gang i alle de kreative aktiviteter, bad han alle om at lave en solopræsentation samme aften. Det skulle ikke nødvendigvis bare være musik, men en hvilken som helst lille ting, der kunne vises på en scene. Frederik og jeg, i mangel på noget bedre og uden at tro, at det skulle bruges til noget, spillede en country-sang, som vi vagt kunne huske at have spillet for fire år siden på efterskolen. En af de andre frivillige kunne en lille kunst der bestod i at svinge med to snore med små vægte i enderne, og en af de lokale kunne noget imponerende akrobatik. Da vi havde vist vores individuelle præsentationer, fik Kweku den geniale idé: Vi blander det hele sammen og sætter afrikanske trommer på! På én dag fik vi sammenbikset forskellige vestlige numre, som folk havde komponeret og medbragt samt en masse traditionelle danse og små mimede sketches til et meget originalt show, som vi opførte på en beach resort i Pebi. Beach resorten var et lidt absurd sted, hvor charterturisterne fra deres værelser kunne se ned på alle landsbyboerne i deres deres ler- og palmebladshytter, men de kunne vist godt lide vores show, så det var meget sjovt.

Det var den første ud af rigtig mange optrædener. Søndag for tre uger siden spillede vi til en meget interessant og ekstremt lang ceremoni i Kuntu, der er Pebis lidt større nabolandsby. Aftenen før havde vi fået at vide, at det var MEGET vigtigt, at alle stod klar til at køre kl halv 8 om morgenen, så vi kunne optræde kl 9, sharp. Vi naive danskere stod helt alene klar til tiden. Ikke engang lederne, der havde understreget vigtigheden af punktlighed, var til stedet. Efter en halv times tid begyndte folk at dukke op, og kl 10 var bilen pakket. Bilen var bare en tro-tro, altså en varevogn, med nogle ekstra sæderækker indopereret, og den skulle fragte omkring 15 mennesker samt en halv snes rimelig store trommer, bas, guitar og en masse lydudstyr. Dette ville selvfølgelig være et uløseligt problem i Danmark, men på dette kontinent, er det umulige muligt, takket være afrikanernes unikke form for kreativitet og deres villighed til at gå på kompromis med komforten. Løsningen var at lade vognens bagdøre stå halvt åbent og nogle trommer hænge ud af bagenden. Ved hjælp af et reb kunne man så holde trommerne i spænd mellem de halvåbne døre. Da vi skulle hjem fra Kuntu, var var den bil, der skulle transportere den sidste håndfuld musikere, brudt sammen, så de skulle presses ind i vores bil. Nogen talte, at vi var 22 mennesker i vognen sammen med alt udstyret. Og det blev stadig mere kompliceret. Ghana er jo ikke et helt lovløst land, så hvis man bliver stoppet af politiet med flere mennesker i køretøjet, end der ifølge loven er plads til, skal der bestikkelse på bordet. Så de overskydende mennesker måtte blive sat af og finde end anden tro-tro, inden vi nåede til det punkt på vores rute, hvor politiet stopper alle gennemkørende biler.

Selve ceremonien var et 10-års jubilæum for en slags vice-høvding i Kuntu. Han er en amerikaner, som flyttede til landet for 10 år siden for at give sin støtte til landsbyen, blandt andet ved at bygge en skole. Denne søndag skulle indbyggerne vise deres taknemmelighed for hans generøsitet. Det gjorde de ganske overbevisende. Omkring kl 12 ankom han i en faldefærdig Opel (ja, ingen brokkede sig over, at vi kom lidt sent, for festens midtpunkt ankom alligevel først tre timer efter, at vi ifølge planen skulle være gået på) og trådte ud iført en fornem traditionel dragt og en slags gylden krone. Han blev placeret i en slags tronstol og båret gennem samtlige byens gader efterfulgt af et optog på formodentlig 150 syngende og råbende mennesker, heriblandt en trommegruppe (bestående af os fra Footprint) og et brass-band. De to orkestre spillede helt forskellige ting, så optoget var meget støjende. Jeg kan i denne forbindelse nævne, at ghaneserne har en ekstremt høj smertetærskel, når det kommer til støj. Til alle festlige lejligheder, generelt alle offentlige begivenheder, skal der opstilles et højttalersystem, der skal skrues op, indtil der er mere skratten, end musik og al samtale inden for 100 meters radius er en umulighed. Selve musikken lyder oftest som noget, der er produceret i et billigt nodeprogram og håbløst forsøger at efterligne rigtige instrumenter.
Optoget varede en times tid, og efter en masse taler og forskellige musikalske indslag fik vi lov til at gå på kl 3, altså 6 timer senere end planlagt. På dette tidspunkt begyndte det selvfølgelig at regne, så al udstyret stod i mudder, og vi måtte undvære de elektriske instrumenter.

De fleste af vores øvrige optrædener har været til begravelser, og her har man ikke været meget bedre til at holde sig til den aftalte tidsplan. Man kan undre sig over, at ghaneserne ikke bliver vanvittige af aldrig at kunne regne med noget som helst. Men tilsyneladende er de simpelthen bare ligeglade. Og det er i virkeligheden derfor, det fungerer. Hvis alle er ligeglade med, om du møder op til den aftalte tid, kan du også selv være ligeglad med, om alle andre gør det, for du har alligevel aldrig noget, du skal nå til et bestemt tidspunkt. Man må bare væbne sig med tålmodighed, og det er i hvert fald én ting, afrikanerne kan finde ud af.

Ghanesere skal tilsyneladende nærmest konstant til begravelse (ikke så overraskende, når man har oplevet deres trafik), og ceremonierne i denne forbindelse varer tre dage. Det er almindeligt at hyre forskellige grupper til at optræde over de tre dage, og optrædenen behøver overhovedet ikke være melankolsk eller have nogen som helst relevans til den afdøde. I det hele taget har man i dette land et i vores øjne mærkeligt og kynisk, nærmest makabert, forhold til døden (jf. forrige opdatering, der beskriver ghanesiske lighuse). En morgen, da vi sad på en café for at opleve en lidt afvekslende morgenmad i form af pandekager, kom der et voldsomt larmende optog forbi. Forrest kørte en taxa i gang-tempo med hornet konstant i bund. Bagest gik en gruppe mennesker og spillede på trommer og ko-klokke og sang, og i midten gik en håndfuld mennesker og smilede og dansede, mens de bar på en kiste, formodentlig på vej til begravelse. Ingen så ud til at ærgre sig det mindste over deres pårørendes død. Det er vel et forsøg på at tage tilværelsens hårde sider med et smil.

Jeg har efterhånden fået noget kendskab til traditionel afrikansk musik og dans. Den måde, hvorpå man opfører en dans, er meget interessant og sjov at deltage i. Danserne lærer en koreografi, der selvfølgelig består af en række bevægelser i en (for det meste) bestemt rækkefølge. Der er bare den væsentlige forskel fra almindelig vestlig koreografi, at danserne ikke på forhånd ved, hvor længe de skal lave de individuelle bevægelser. I den trommegruppe, der akkompagnerer danserne, sidder en såkaldt master-drummer, som spiller en lang række forskellige rytmer, som er komponeret til dansen, mens de andre "supporting" trommeslagere oftest bare spiller hver deres simple konstante rytme. Det er master-drummeren, der bestemmer, hvornår danserne går fra en bevægelse til én anden og, i nogle tilfælde, hvilken bevægelse, de skal gå over til. Det gør han ved at spille bestemte cues, der sjældent vil blive bemærket af en uindviet tilskuer, men som danserne har lært at genkende og reagere på. Når danserne hører cue'et, skifter de til den bevægelse, der svarer til det specifikke cue. Danserne er altså helt styret af master-drummeren, som til gengæld har ansvaret for, at de forskellige bevægelser bliver udført i tilpas lang tid og desuden skal være opmærksom på danserne og vente med det næste cue, til de er klar til næste bevægelse, for eksempel når de har stillet sig på række eller i en cirkel, afhængigt af dansen. Til trommeundervisning lærer vi master-trommen til de forskellige danse, og et par gange har jeg fået æren af at spille den med dansere på til eftermiddagsøvning. Jeg håber også på at komme til at gøre det til nogle optrædener. Det er en sjov udfordring; udfordrende især, fordi man skal spille kraftigt nok, til at danserne tydeligt kan høre én. Der skal virkelig hamres igennem. Min trommelærer siger, jeg skal tage armbøjninger, så jeg er begyndt at træne.

Idéen, som mange tilsyneladende har, om at man taber sig i Afrika, er meget langt fra sandheden. Al mad er fyldt med olie, og jeg sidder ned næsten hele dagen. Jeg fornemmer en mave begynde at poppe frem. Så jeg har købt nogle løbesko på markedet for 60 kr (pruttet ned fra 75). Bakkerne omkring vores hjem tilbyder en meget behagelig og smuk løberute. Men det er en våd omgang at løbe i denne temperatur, og de mere konservative ghanesere bliver åbenbart stødte, hvis man løber i bar mave.

Jeg skal også snakke om Pebi. Vi ankommer normalt på skolen i formiddagsfrikvarteret. På dette tidspunkt bliver vi mødt af en horde af storsmilende småbørn, der løber mod os og vil klatre rundt på os og have os til at lege syv forskellige lege på samme tid. "Nej, hvor er de her børn dog fantastisk søde og udadvendte! Hvorfor er danske børn ikke sådan?" tænkte jeg det første par gange, vi var derude. Med tiden er jeg blevet væsentlig mere kynisk. Børnenes desperate krav om den omsorg, de hverken får fra deres forældre eller lærere er begyndt at være kvælende, og jeg er tvunget til at afvise de fleste af børnene for ikke at have 5 børn kravlende rundt på mig (bogstaveligt talt) hele frikvarteret. Det hårdeste tidspunkt på dagen er ofte ankomsten, når børnene bliver fuldstændig kulrede. Heldigvis vænner de sig lidt til vores tilstedeværelse i løbet af dagen og bliver lidt mere rolige.

Når alt dette er sagt skal det da også siges, at de fleste af børnene er rigtig søde, når de ikke er alt for ophidsede, og at vi kan have masser af sjov med dem. Der er bare tidspunkter, hvor det bliver i overkanten, når alle børnene kræver ens opmærksomhed.

Tirsdag og onsdag er vi fire frivillige derude, torsdag er det kun de to piger og fredag er det kun mig og Frederik. På denne måde dækker vi næsten hele ugen, uden at nogen helt dør af stress. Og det er vigtigt at dække så meget af ugen som muligt, for når der ikke er nogen frivillige, er det ikke alle elever, der bliver undervist i alle timer. De er tre lærere til fire klasser. Klasserne hedder nursery (vuggestue), 1. klasse, 3.-4. klasse (slået sammen på grund af manglende lærere og lokaler) og 5. klasse. Hvis man spørger, hvorfor der ikke er nogen 2. klasse, får man ikke noget fornuftigt svar. Sådan er der så meget i Ghana. Vi frivillige har gudskelov aldrig nursery-klassen, men når vi underviser de andre klasser, kan vi høre deres råb og skrig og gråd på den anden side af væggen, der ikke engang når helt op til palmebladsloftet. Selv de faste lærere bliver tilsyneladende trætte af den klasse, for nogle gange sidder en lærer bare udenfor og glor, mens helvede bryder løs i vuggestuen.

Vi har problemer nok med at styre 1. klasse. Klassesystemet i Ghana (hvis man kan tale om noget sådant) er tilsyneladende anderledes end i Danmark, og mange af børnene i 1. klasse er slet ikke gamle nok til at gå i skole. Især før de to nye frivillige kom, var timer i denne klasse en kamp for mig og Frederik. Det er fuldstændig umuligt at få hele den klasse til at sidde ned og recitere alfabetet uden at gøre som de faste lærere og ty til korporlig motivation. Det er ekstremt svært at indgyde respekt i børn, der er vant til disciplinering ved kæp. Løsningen er blevet, ved de nye frivilliges ankomst, at Frederik og jeg tager de 2-4 mest ustyrlige børn (afhængigt af, hvor mange af dem er i skole på den givne dag) udenfor og giver dem noget koncentreret undervisning. Det har vi haft stor succes med. Om fredagen har Frederik og jeg selv en time med klassen. Vi har valgt at tilrettelægge skemaet således, at vi her underviser dem i creative arts, hvilket tillader os bare at sætte dem til at tegne.
3.-4. klasse er lidt mere komfortabel at undervise, og de er ikke i helt samme grad tabt bag en ladvogn, selvom mange af dem stadig slås med alfabetet. De fleste af dem er en smule bedre til engelsk end 1. klasse (der til gengæld ikke kan sige meget andet end "goat" og "chair" og "break"), så vi kan finde på lidt mere varierede aktiviteter med dem. Problemet i klassen er mest den enorme niveauforskel. Nogle af børnene er rimelig kvikke, mens andre nærmest er ligeså håbløse som de dårligste i 1. klasse, så det er svært at inddrage alle.

5. klasse er til gengæld altid en fornøjelse at undervise. Der er kun 5 børn i klassen, og de er vist ca. mellem 14 og 16 år. De kan finde ud af at holde kæft, og de udstråler glæde ved os (en af pigerne er vist sågar forelsket i mig) og en vilje til at lære. De er nok ikke på niveau med deres danske jævnaldrende; de læser dårligt, og vi kæmper med at få dem til at sige de mest simple sætninger ("the pencil is on the table"), men i det mindste forstår de, hvad vi siger til dem, og jeg fornemmer tydeligere i denne klasse, at de rent faktisk lærer noget.

Jeg nævnte, at lærerne på skolen slår børnene. Det er selvfølgelig med god grund ikke noget, vi danskere går ind for, men efter at have lært skolen at kende, er det egentlig ikke en praksis, der forarger eller frastøder mig. Lærerne er generelt søde over for børnene, og vil dem kun det bedste, men de er også bestemte, og hvis et barn ikke opfører sig ordentligt, får det et dask med den tynde kæp. Man kan spørge sig selv, om det er så meget værre end for eksempel at råbe ad barnet? Hvis ret skal være ret, er det jo ikke det samme som decideret voldsmisbrug, og det er formodentlig heller ikke noget, der traumatiserer barnet. En interessant ting jeg har erfaret er, at børnene faktisk i nogle tilfælde reagerer stærkere på psykisk afstraffelse, som de slet ikke er vant til, end fysisk afstraffelse. Hvis du smider et barn uden for klassen eller forbyder det at deltage i en leg, fordi det har opført sig dårligt, vil det briste i utrøstelig gråd, og de andre børn vil trygle dig om at vise nåde og lade barnet deltage alligevel. I afrikanernes øjne er den psykiske afstraffelse altså mere brutal end den fysiske. Der fik i en lille kontroversiel sidebemærkning med på vejen.

Jeg har vist før fortalt om ghanesernes lidenskabelige religiøsitet. Den ses også i Pebi. Onsdag morgen står der "Worship" på skemaet. Her bliver alle eleverne samlet i et lille klasselokale for at sige amen på bestemte tidspunkter mens en af lærerne vuggende og med lukkede øjne fremsiger en bøn. En onsdag, da vi kom derud, var de i gang med en ekstraordinær seance. Alle børnene var stillet op i en lang kø, og én efter én skulle de træde frem og få olie smurt i panden og efterfølgende omringes af tre mænd, der hver, med den ene hånd på barnets hoved og den anden svingende rundt i vilde bevægelser, stod og brølede uforståeligt, mens det stakkels barn stirrede rundt med et forvirret udtryk i ansigtet. Der skulle brøles utrolig meget af det enkelte barn, så der blev ikke megen tid til undervisning den dag.

Apropos religion: Mine mest ivrige læsere kan sikkert huske min beretning om den ghanesiske kirke, hvor vi oplevede en ganske anderledes slags gudstjeneste. Vi blev inviteret tilbage til denne kirke for igen at spille med bandet, denne gang til præstens (den karismatiske og højtråbende mand i det ekstravagante jakkesæt) fødselsdag. Det var endnu en lang og trælsom men interessant oplevelse. Ceremonien var til dels en gudstjeneste, der igen bød på masser af råb og skrig og sang og kvinder, der rullede rundt på gulvet i vild ekstase, men det var også en anledning for menigheden til at vise, hvor taknemmelige de var for, at deres præst med tilsyneladende uendelig tålmodighed og velvilje mødte op adskillige gange om ugen og lovede dem penge og succes og veluddannede børn. Dette gjorde de ved at holde utallige lange taler og ved at give ham flotte gaver og en check på "Twenty million Ghana Cedis!" (jeg håber, de snakkede i gammel valuta, der er 10.000 gange mindre værd end den nye), mens han sad med benene over kors på forreste række i sit skinnende stribede jakkesæt og spidse lædersko med et meget tilfredst udtryk i ansigtet, af hvilket man næsten kan læse: "Hold kæft, der tog jeg sgu røven på dem igen!"

Ligesom sidst sluttede ceremonien efter tre ulidelige timer i høj stemning. Alle sang med på "No Jesus, no life", der var en omskrivning af Bob Marleys "No woman, no cry". Umiddelbart en ugudelig sang fra en ugudelig kunstner, men tilsyneladende er Bob Marley i en ghanesers øjne, uanset hvor kristen denne måtte være, kun en tand mindre hellig end Jesus.

I mange danskeres ører lyder det nok lidt småracistisk, når nogen siger, at afrikanerne er dovne og bare sidder og daser i skyggen hele dagen. Men det passer desværre. Hvis man rejser i asiatiske lande med en fattigdom, der svarer til den ghanesiske, oplever man, at folk vil gøre hvad som helst for det mindste supplement til aftensmaden. Afrikanere gider simpelthen ikke. For at tjene til det daglige brød kan en afrikaner eksempelvis finde på at stille en container op inde i byen og åbne en lille butik, der sælger strygejern og el-kedler og kalde den "God gives - electricals". Så sætter han sig ellers bag skranken og venter på, at en forbipasserende tilfældigvis har brug for et strygejern eller en el-kedel. Hvis nogen kommer og spørger, om han også har en mikrobølgeovn, siger han "No microwave" eller måske "Microwave finished", hvis der på et tidspunkt i butikkens historie også har stået en mikrobølgeovn. Så simpelt er hans forretningskoncept, og det er der ingen grund til at begynde at udvide på, så længe han kan få et måltid mad hver anden dag. En stor del af årsagen til afrikanernes fattigdom ligger altså i deres grundlæggende tankegang, der er uden ambitioner men fuld af håb om at modtage det mirakel, som de ugentligt bliver lovet i kirken.

Det er interessant, til tider lidt trættende, at være i Afrika sammen med danske piger. Som jeg kom ind på i et tidligere blogindlæg, er hvide piger ekstremt eftertragtede for afrikanske mænd, måske fordi, de synes hvide piger er smukke, men nok også fordi, at en hvid pige kan være en billet til et liv i sus og dus i Europa.

Når en afrikansk mand vil have en kvinde, lægger han ikke skjul på det. Han har nærmest intet filter overhovedet. En "smooth" mand vil nøjes med at være ekstremt fysisk nærgående og komme med åbenlys smiger og erotiske hentydninger allerede ved første møde med en pige, mens de mere direkte simpelthen bare siger: Du er smuk, du skal sove hos mig i nat, og vi skal giftes. Tit hører pigerne ting fra afrikanske mænd, som ville have fremprovokeret en lussing eller i bedste fald en fornærmet afvisning, hvis de var kommet fra en dansker, men det er som om, hvad som helst kan tolereres fra en afrikaner. I hvert fald viser det sig, at selv de mest koldblodede europæiske piger ender med at falde i Afrika-fælden uanset om de har kæreste derhjemme eller ej. De kan simpelthen ikke stå for den unikke Afrikanske "charme".

Jeg kunne blive ved med at skrive i en uendelighed, men det ville blive ulideligt for jer, mine kære læsere. Det, I lige har læst, er frugten af næsten en uges skriveri, og nu vil jeg have lagt noget op, så I ikke skal tro, jeg allerede er død. Men vær rolig, I skal nok få lov at høre meget mere om Afrika, når jeg har fået akkumuleret nok tanker og oplevelser til et nyt indlæg. Jeg regner med, at kunne lave en opdatering inden midten af oktober, hvor vi ifølge planen tager på en kort turne, hvorefter Frederik og jeg begynder på den anden del af vores tur, der kommer til at stå på backpacking i Ghana og Burkina Faso.

Nyd efteråret så længe!