Hej igen
Vi er nu i Pushkar paa vores første weekend efter en uge i campen. Vi skal på camelsafari. Vi har store problemer med strømmmen og internettet. Strømafbrydelse er mere almindeligt end strøm og internet forbindelse ikke altid mulig trods strøm.
Flere gange har vi skrevet og det er forsvundet..... Så I må være tålmodige... Vi er nød til at skrive i word hjemme, gemme paa usb og se om vi kan få det på lidt efter lidt. Vi oplever meget mere end det er muligt at beskrive, det er helt vildt.
Her er Sørens skriverier over tid... der vil være gentagelser, men også nyt en kh til jer alle!

India Revisited
Frivillig I Rajasthan

AAr 1977 drager en flok unge entusiaster paa en busrejse fra Vestjylland til New Delhi - flere grupper af unge tager i oevrigt andre steder hen i Verden - men de fleste, dvs. hovedtraekket, rejser igennem Europa og tvaers gennem store muslimske lande som Tyrkiet, Syrien, Irak, Iran, Afghanistan, Pakistan ... til Indien. Der spreder grupperne sig typisk til enten Vestbengalen med den navnkundige by, Calcutta (nu omdoebt til Kolkata) eller til delstaten Kerala.
Det er naturligvis Tvind, "vi taler om". Tvindskolerne har paa davaerende tidspunkt, siden begyndelsen af 70'erne med oprettelsen af Den Rejsende Hoejskole, foretaget "studierejser" til store dele af Verden.
Aar 1977 er jeg en blandt ti haabefulde entusiaster, der bygger en gammel rutebil, Horbelev om til bo- og rejsebus for ti unge mennesker og en lidt aeldre og rejseerfaren laerer.
Tvind er paa det tidspunkt maaske paa sit hoejdepunkt, hvad angaar entusiasme og troen paa en bedre og forandret Verden. Loyalt og med blind tro slider hundredevis af davaerende eller forhenvaerende elever og laerere dag og nat i Tvindsamfundet - indtil en og anden en dag faar politiske eller psykiske skrupler.... eller borgerlige tanker, der vanskeliggoer det fortsatte samarbejde.
Paa samme tidspunkt kommer Amdi Petersen saa meget i fokus, at han , som de fleste vil vide, gaar under jorden i mange aar - indtil han disse mange aar senere saa at sige dukker op ifoert fodlaenker i amerikansk varetaegt.

Men som sagt.... vi starter bussen i efteraaret 1977 og koerer forventningsfulde til Indien tur/retur - med max. 50 km i timen, som det er besluttet efter naadesloese og oerkesloese diskussioner paa stormoeder, hvor laererne, som de plejer, faar deres vilje.
Vores forventninger bliver i det store hele rigeligt indfriet. Det er fuldstaendigt overvaeldende at blive konfronteret med saa forskellige samfund, hvad angaar samfundsorganisering, fattigdom, religion, livssyn, skaebnetro, trafikkaos etc., etc.
Og konfronteret bliver vi, da vi hele tiden skal lave saakaldte undersoegelser af menneskers livsvilkaar, saa vi blaffer tit to eller tre sammen gennem forskellige lande med et minimum af penge paa lommen, da vi hverken skal bo paa hotel eller for den sags skyld paa budget hostel, men gerne skal ende hver dag med at lade os invitere hjem hos en lokal familie - hvilket stort set altid lykkes...!

Hvert land eller samfund har sine saeregne karakteristika og virker meget forskellige, ikke mindst hvad angaar befolkningens mentalitet, som klart adskiller landet fra de oevrige - hvad der den dag i dag goer det svaert for mig at anskue de saakaldte muslimske lande som en helhed eller en form for enhed.
Det land, der nok skiller sig mest markant ud, er Indien. Et paa alle maader kaotisk og kalejdoskopisk samfund, der hele tiden besaetter ens opmaerksomhed eller fylder en med skraekblandet vaemmelse over f.eks. forskellen paa ekstrem rigdom og dyb livstruende fattigdom.

I 1977 er Indien befolket af 650 mio. indbyggere. Befolkningstaetheden og menneskevrimlen goer et voldsomt indtryk i byerne:
Ulighed... den voldsomme fattigdom, tiggende spedalske, sovende og doende mennesker paa gader og straeder, smaasvindlere, rotter og kakerlakker er ufiltreret virkelighed.
Trafik... Staerkt forurende biler, busser og lastbiler, motorcykler og autorickshaws blandet med hestetrukne koeretoejer, cykelrickshaws, oksekaerrer og mennesker er overalt. I al faerdsel har den staerkeste og hurtigste foersteret efter devisen... at toeve er at fejle, at bremse er svaghed, at stoppe er et nederlag. Tilsat "overhalingspligt" og konstant dyttende horn, et vaeld af staerke farver og alt i lugte fra kloak til staerkt krydret mad og roegelse goer, at alle sanser er vakt.
Fascination... Varme dage, tropenaetter, overfyldte tog og busser, hellige maend, hellige koer, undselige kvinder, selvsikre maend, aber paa hustage, ufattelig snavs, enorme bygningsvaerker, vidunderlig arkitektur og dyb slum, vandboefler og elefanter, venlighed og imoedekommenhed, kontraster og atter kontraster fra smukt og fascinerende til uskoent og uafviseligt paatraengende - og vi har "kun" bevaeget os tvaers over Gangessletten fra Punjab i vest over New og Old Delhi til Calcuttas slum og Ganges udloeb i oest.

Da vi efter fire maaneder og forandrede for altid kommer hjem, maa "vi" tilbage. Der skal dog gaa ca. 30 aar for mit vedkommende....
Ultimo 2008 - Susanne og jeg beslutter at arbejde som frivillige med undervisning, via MS (Mellemfolkeligt Samvirke), i en landsby i delstaten Rajasthan i to maaneder.
Foer opholdet i Rajasthan vil vi tilbringe syv-otte dage i IT-byen Bangalore i Sydindien, hovedsageligt fordi Susanne har boet her som teenager med sin familie i to aar. Efter opholdet vil vi tilbringe ca. fjorten dage i Himalaya med et trek og et yogaophold.

Afrejse til Indien medio januar 2009 efter laengere tids forberedelser hvad angaar sundhed, vaccinationer, forhaandslaesning, stillingtagen til noedvendigt rygsaeksindhold (saasom myggenet, afspritning af haender, valuta, vandrestoevler etc., etc.), div. togbilletter - der mirakuloest lader sig bestille over internettet ved hjalp af en forhaandvaerende engelsk stationsforstanders brillante hjemmeside og, og, og.....
Mellemlanding i Heathrow, London. Englands og Indiens naere bekendtskab lader sig ikke fornaegte i de enorme ventesale, der lyser op ved farvestraalende sarier og turbaner.
Ankomst til Bangalores nye lufthavn anno 2008 tidlig morgen, Indian time. Kulturchok! Dette ligner en hvilken som helst europaeisk topmoderne lufthavn. Ingen indtjekket bagage ruller frem. Den er strandet i Heathrow. Vi staar 40 - 50 mennesker og udfylder papirer. Jeg troede fordomsfuldt, at det var i Indien noget saadant skete. Vi koerer med bus de 38 km til city - nu begynder Indien at ligne og lugte som sig selv.
En dag i januar er vi blevet installeret paaet budget hostel naer M.G. Road (Mahatma Gandhi Road). Det er sidst paa vinteren i Sydindien, og dagstemperaturen er paa 25-28 grader, om natten falder temperaturen til omkring 10-15 grader. Alle i Bangalore har faaet bil eller motorcykel eller koerer rundt i autorickshaws. Alle gader er ensrettede af samme grund og totalt proppede med koeretoejer og forurening. Dette maa vaere en kombination af en voksende befolkning i Indien paa over nu en mia. mennesker og hurtigt voksende velstand specielt i byer som IT-byen Bangalore.
En anden dag i januar spiser vi aftensmad paa en lokal restaurant. Rigtig god og rigelig mad, sodavand og kaffe til to for 140 rupees dvs. ca. 14 kr i alt - vi flotter os og giver 20 Rs (ca. to kr) i drikkepenge. Vi falder omkuld om aftenen, til trods for, at manden paa parkeringspladsen under vores hostel skingert floejter biler ind og ud, selvom de sikkert kunne klare det lettere selv - men han skal ogsaa tjene til dagen og vejen ligesom elevatormanden, kuffertbaereren, ham der modtager bestilling, og ham der modtager penge, ham der putter i poser - og ham der fra morgen til aften aabner og lukker hoteldoeren.
Indtjekket bagage ankommer (thanks to Ganesh or God!), alle har trods problemerne vaeret venlige og hjaelpsomme. Der mangler dog nogle ting i rygsaekkene!
En tredje dag i januar moeder vi William paa M.G. Road, eller dvs. William haegter sig paa os. Det er soendag, og vi har lige maattet afvise den ene rickshawkoerer efter den anden, den ene kortsaelger, souvenirsaelger og sandalsaelger efter den naeste. William er en lille velfriseret mand, der siger, at han arbejder for en kristen kirke og har en mindre butik i naerheden, som han meget gerne vil praesentere os for. Han taler non-stop og lige pludselig efter 15 minutters gang leder han os ned i en fashionabel antikvitets- og smykkebutik. Susanne koeber, og William spoerger diskret til beloebet, saa han efterfoelgende kan faa sine procenter. Derefter viser det sig, at han kender en anden butik, der "stoetter 300 fattige boern", som han ogsaa meget gerne vil vise os(!), men.... nu er det blevet tid til venligt og bestemt at sige farvel og tak for selskabet.
En fjerde dag i januar er stoejen meget paatraengende. Konstant dyttende og accelererende biler og motorcykler dagen lang. Om aftenen kommer vi gaaende ad det smalle "fortov" og sender pr. automatik lidt adrenalin ud i blodet, hver gang vi skal krydse en vej, saa vi er rede til overlevelseskampen. Da vi stille og roligt gaar hen ad fortovet ved den taetpakkede koerebane, maser en motorcykel sig pludselig op paa fortovet for at lave en smart overhaling indenom, den dytter vedholdende og koerer frem uden at afvente, og vi viger med det samme vel vidende, at vi er trafikkens kasteloese.
Senere paa aftenen stilner trafikken noget af og ligeledes menneskers foretagsomhed, men at doemme efter den afbrudte soevn gaar en del mennesker foerst til ro ved to til tre-tiden om natten - og ved fem til seks-tiden om morgenen er de tidlige paa benene.
En sidste dag i januar er vi taget paa en togrejse fra den sydlige til den nordlige del af subkontinentet. Fra Bangalore til Delhi, 2457 km og 40 timer med et af de hurtigere tog dvs. 61 km/t i gennemsnit. Om natten indhenter vi noget af dagens tidstab ved at koere med forrygende fart gennem nattemoerket med naesten uafbrudt tudende horn. Vi er paa sleeper class, og togrejsen for to koster ca. 115 kr. Alle ca. 20-25 vogne i toget, Karnataka Express, er sleeper class, dvs. siddepladserne laves om til sovebrikse om natten. Paa stationen i Bangalore skal to gevaerreder forhindre evt. terroristhandlinger, og alle passagerer bliver kontrolleret ved indgangen til perroner. Baade i og uden for toget er der et sandt leben. Servicen er i top, med 5-10 minutters mellemrum tilbydes vi coffee, thai og en maengde smaaretter - diverse saelgere, tiggere og handicappede har sneget sig ombord, og manden/drengen med fejekosten, der kravler rundt paa gulvet, faar et par rupees. I oevrigt ryger alt affald stort som smaat inkl. toiletaffald ud i det fri. Natten igennem staar folk af og paa, taender lys og taler hoejroestet. Paa perronerne er der om muligt endnu mere livligt end i toget. Naar man traenger til lidt variation, kan man saette sig i den aabne doer og lade det solsvedne landskab passere revu.
Inden toget saetter i gang, lyder hornet et par gange, og toget accelererer ganske langsomt, saa alle, der er ved at afslutte et aerinde, kan naa at hoppe paa. IRCTC, Indian Railway Catering & Tourism Corporation har faaet ganske godt styr paa tingene bortset fra soddrys ind ad vinduerne fra lokomotivet og togmus og kakerlakker, der suser rundt paa gulvet om aftenen. Vi vaagner om morgenen paa vej mod Delhi rystende af kulde. Der er ca. 30 grader i toget, da vi laegger os til at sove og om morgenen 10-15 grader. Naetterne nordpaa er kolde noget endnu.
En af de foerste dage i februar er vi i Delhi. 15 mio. mennesker og ubeskrivelige modsaetninger. En ny metro med tre linjer er bygget og under udbygning (65 stationer). Paa visse straekninger hoejt haevet over gadernes kaos og snavs, koerer man ubesvaeret rundt i en topmoderne metro. Nede paa gaderne igen er der i nogle kvarterer rigelig lejlighed til at komme i kontakt med "Hello-my-friend-folk" a la "yes sir/madam....You want a rickshaw....You wanna buy....You want sightseeing...." etc. Vi spadserer gennem Main Bazaar ved New Delhi Railway Station, der foregaar hele tiden ca. 1000 ting foran oejnene paa os, et fuldstaendigt broget, taetpakket mylder af mennesker, dyr, synsindtryk og lugte. Husfacaderne minder om en borgerkrigsramt by og alle vegne haenger elledninger som lianer fra eller mellem husene. Inde bag facaderne kan der gemme sig stemningsfulde hoteller og "tjekkede" restauranter.
Chandni Chawk, Silver Street, er Old Delhis hovedgade. Fra 1600-tallet var det en praegtig handelsgade, og det handelsmaessige centrum for Delhi og Indien. I dag er gaden i voldsomt forfald samtidig med, at den huser praegtige bygningvaerker saasom Red Fort, Indiens stoerste moske (Jama Masjid), Jain- og Sikh-templer og enkelte nyrenoverede butikker og restauranter - midt i kaos, fattigdom og elendighed. En hel del mennesker bor paa gaden, og selv gadens smalle midterrabat huser mennesker, der foerer et rottelignende liv. Efter et doegn i Delhi indfinder Delhi Belly sig med vedvarende diarre, hoej feber og en udmattende baandsloejfe, en film om Old Delhis slumverden, der koerer natten igennem.
En anden dag i februar befinder vi os i det ypperste af denne verdens menneskabte vidundere, Taj Mahal i byen Agra - som Shah Jahan i 1600-tallet lod opfoere for sin mest elskede hustru, Mumtaz Mahal, da hun doede 39 aar gammel. 22 aar tog det ca. 20.000 importerede persiske kunsthaandvaerkere at opfoere gravmaelet.
En fjerde dag i februar har vi moedt MS' samarbejdspartner, IDEX (Indian Network of Development Exchange) i Jaipur, Rajasthan. Tre overnatninger er det blevet til hos familien Andrew, inden vi skal til den afsides beliggende landsby, Lal Sot. Mr Andrew, pensioneret bogholder, bor sammen med sin soen, svigerdatter og barnebarn. Navnet Andrew stammer fra skotske missionaerer, som fra midten af 1800-tallet tog sig af forsoemte indiske boern, gjorde dem kristne og gav dem en uddannelse. Mr Andrew er taknemmelig for sin skaebne, da slaegten lige siden har vaeret veluddannet med et humanistisk livssyn. Mr Andrew er en klog og taenksom mand, der gerne vender Indiens mange problemer med sine gaester som f.eks. kastesystemet, korruption, egoisme, manglende moral og etik, (hindu)fundamentalisme og terror.
En femte dag i februar er vi ankommet til egnen omkring Lal Sot, der ligger ca. 100 km sydoest for storbyen Jaipur. Nu er vi ude i rural area, hvor hovedparten af den indiske befolkmning bor og arbejder. Der bor adskillige tusind mennesker i omraadet, og menneskemylderet og aktiviteten er som over alt i Indien saerdeles intenst. Uden for vores lille IDEX-camp med europaeiske frivillige, er der kun spredt beboelse/bebyggelse dvs. "huse", hytter, telte, hvor familier holder til med en dromedar (camel) eller to. En faareflok drives forbi af smaa drenge paa den udtoerrede landbrugsjord med spredte traer. Regntiden og dermed vaekstsaesonen er fra juni til og med september.
Paa landevejen saluterer lastbilerne fra tid til anden hinanden med et lille stykke "hornmusik". Fra halvsyv til til syv saenker moerket sig og natten indfinder sig silkebloedt. Da vi er i et landbrugsomraade forsvinder elektriciteten ofte i loebet af dagen og aftenen, saa det er godt at vide, hvor lygten eller stearinlyset er.
En sjette dag i februar underviser vi i Bagdi Government Primary School. Der er mange boern i klasserne, og f.eks. er de 7-12-aarige samlet i en klasse. Landsbyen virker meget fattig, og det er forunderligt, at den kan fremvise saa mange smaa glade og forventningsfulde ansigter hver dag. Den paeneste beklaedning, vi ser i landsbyen, er nok skoleboernenes slidte, men stort set rene skoleuniformer. Boernene sidder paa gulvet, og det hele er meget primitivt. F.eks. foregaar toiletbesoeg et eller andet sted i det fri, hvilket (selvfoelgelig) ogsaa gaelder de fleste huse, hytter, straatage, telte.
Vi er paa kanten af Thar-oerkenen i Rajasthan, hvor op mod en tredjedel af befolkningen tilhoerer gruppen af "integrerede" stammefolk, underpriviligerede og uroerlige - det er officielt forbudt at diskriminere mod sidstnaevnte gruppe... ogsaa blandt hindufundamentalister. Lidt vind flytter jaevnligt rundt paa det oeverste jordlag bestaaende af fine sand- og lerpartikler, saa alt daekkes af et lag fint brunt stoev.
En syvende dag i februar er det "naesten" blevet dagligdag at bo og arbejde under meget primitive vilkaar i en indisk landsby.
Meget er under forandring i Indien saerligt i byerne. I landdistrikterne er tempoet mere behersket, men mobiltelefonen og internettet, som er paa vej ud til selv fjerne afkroge, skal nok skubbe paa den videre udvikling.
India Revisited
Frivillig I Rajasthan

AAr 1977 drager en flok unge entusiaster paa en busrejse fra Vestjylland til New Delhi - flere grupper af unge tager i oevrigt andre steder hen i Verden - men de fleste, dvs. hovedtraekket, rejser igennem Europa og tvaers gennem store muslimske lande som Tyrkiet, Syrien, Irak, Iran, Afghanistan, Pakistan ... til Indien. Der spreder grupperne sig typisk til enten Vestbengalen med den navnkundige by, Calcutta (nu omdoebt til Kolkata) eller til delstaten Kerala.
Det er naturligvis Tvind, "vi taler om". Tvindskolerne har paa davaerende tidspunkt, siden begyndelsen af 70'erne med oprettelsen af Den Rejsende Hoejskole, foretaget "studierejser" til store dele af Verden.
Aar 1977 er jeg en blandt ti haabefulde entusiaster, der bygger en gammel rutebil, Horbelev om til bo- og rejsebus for ti unge mennesker og en lidt aeldre og rejseerfaren laerer.
Tvind er paa det tidspunkt maaske paa sit hoejdepunkt, hvad angaar entusiasme og troen paa en bedre og forandret Verden. Loyalt og med blind tro slider hundredevis af davaerende eller forhenvaerende elever og laerere dag og nat i Tvindsamfundet - indtil en og anden en dag faar politiske eller psykiske skrupler.... eller borgerlige tanker, der vanskeliggoer det fortsatte samarbejde.
Paa samme tidspunkt kommer Amdi Petersen saa meget i fokus, at han , som de fleste vil vide, gaar under jorden i mange aar - indtil han disse mange aar senere saa at sige dukker op ifoert fodlaenker i amerikansk varetaegt.

Men som sagt.... vi starter bussen i efteraaret 1977 og koerer forventningsfulde til Indien tur/retur - med max. 50 km i timen, som det er besluttet efter naadesloese og oerkesloese diskussioner paa stormoeder, hvor laererne, som de plejer, faar deres vilje.
Vores forventninger bliver i det store hele rigeligt indfriet. Det er fuldstaendigt overvaeldende at blive konfronteret med saa forskellige samfund, hvad angaar samfundsorganisering, fattigdom, religion, livssyn, skaebnetro, trafikkaos etc., etc.
Og konfronteret bliver vi, da vi hele tiden skal lave saakaldte undersoegelser af menneskers livsvilkaar, saa vi blaffer tit to eller tre sammen gennem forskellige lande med et minimum af penge paa lommen, da vi hverken skal bo paa hotel eller for den sags skyld paa budget hostel, men gerne skal ende hver dag med at lade os invitere hjem hos en lokal familie - hvilket stort set altid lykkes...!

Hvert land eller samfund har sine saeregne karakteristika og virker meget forskellige, ikke mindst hvad angaar befolkningens mentalitet, som klart adskiller landet fra de oevrige - hvad der den dag i dag goer det svaert for mig at anskue de saakaldte muslimske lande som en helhed eller en form for enhed.
Det land, der nok skiller sig mest markant ud, er Indien. Et paa alle maader kaotisk og kalejdoskopisk samfund, der hele tiden besaetter ens opmaerksomhed eller fylder en med skraekblandet vaemmelse over f.eks. forskellen paa ekstrem rigdom og dyb livstruende fattigdom.

I 1977 er Indien befolket af 650 mio. indbyggere. Befolkningstaetheden og menneskevrimlen goer et voldsomt indtryk i byerne:
Ulighed... den voldsomme fattigdom, tiggende spedalske, sovende og doende mennesker paa gader og straeder, smaasvindlere, rotter og kakerlakker er ufiltreret virkelighed.
Trafik... Staerkt forurende biler, busser og lastbiler, motorcykler og autorickshaws blandet med hestetrukne koeretoejer, cykelrickshaws, oksekaerrer og mennesker er overalt. I al faerdsel har den staerkeste og hurtigste foersteret efter devisen... at toeve er at fejle, at bremse er svaghed, at stoppe er et nederlag. Tilsat "overhalingspligt" og konstant dyttende horn, et vaeld af staerke farver og alt i lugte fra kloak til staerkt krydret mad og roegelse goer, at alle sanser er vakt.
Fascination... Varme dage, tropenaetter, overfyldte tog og busser, hellige maend, hellige koer, undselige kvinder, selvsikre maend, aber paa hustage, ufattelig snavs, enorme bygningsvaerker, vidunderlig arkitektur og dyb slum, vandboefler og elefanter, venlighed og imoedekommenhed, kontraster og atter kontraster fra smukt og fascinerende til uskoent og uafviseligt paatraengende - og vi har "kun" bevaeget os tvaers over Gangessletten fra Punjab i vest over New og Old Delhi til Calcuttas slum og Ganges udloeb i oest.

Da vi efter fire maaneder og forandrede for altid kommer hjem, maa "vi" tilbage. Der skal dog gaa ca. 30 aar for mit vedkommende....
Ultimo 2008 - Susanne og jeg beslutter at arbejde som frivillige med undervisning, via MS (Mellemfolkeligt Samvirke), i en landsby i delstaten Rajasthan i to maaneder.
Foer opholdet i Rajasthan vil vi tilbringe syv-otte dage i IT-byen Bangalore i Sydindien, hovedsageligt fordi Susanne har boet her som teenager med sin familie i to aar. Efter opholdet vil vi tilbringe ca. fjorten dage i Himalaya med et trek og et yogaophold.

Afrejse til Indien medio januar 2009 efter laengere tids forberedelser hvad angaar sundhed, vaccinationer, forhaandslaesning, stillingtagen til noedvendigt rygsaeksindhold (saasom myggenet, afspritning af haender, valuta, vandrestoevler etc., etc.), div. togbilletter - der mirakuloest lader sig bestille over internettet ved hjalp af en forhaandvaerende engelsk stationsforstanders brillante hjemmeside og, og, og.....
Mellemlanding i Heathrow, London. Englands og Indiens naere bekendtskab lader sig ikke fornaegte i de enorme ventesale, der lyser op ved farvestraalende sarier og turbaner.
Ankomst til Bangalores nye lufthavn anno 2008 tidlig morgen, Indian time. Kulturchok! Dette ligner en hvilken som helst europaeisk topmoderne lufthavn. Ingen indtjekket bagage ruller frem. Den er strandet i Heathrow. Vi staar 40 - 50 mennesker og udfylder papirer. Jeg troede fordomsfuldt, at det var i Indien noget saadant skete. Vi koerer med bus de 38 km til city - nu begynder Indien at ligne og lugte som sig selv.
En dag i januar er vi blevet installeret paaet budget hostel naer M.G. Road (Mahatma Gandhi Road). Det er sidst paa vinteren i Sydindien, og dagstemperaturen er paa 25-28 grader, om natten falder temperaturen til omkring 10-15 grader. Alle i Bangalore har faaet bil eller motorcykel eller koerer rundt i autorickshaws. Alle gader er ensrettede af samme grund og totalt proppede med koeretoejer og forurening. Dette maa vaere en kombination af en voksende befolkning i Indien paa over nu en mia. mennesker og hurtigt voksende velstand specielt i byer som IT-byen Bangalore.
En anden dag i januar spiser vi aftensmad paa en lokal restaurant. Rigtig god og rigelig mad, sodavand og kaffe til to for 140 rupees dvs. ca. 14 kr i alt - vi flotter os og giver 20 Rs (ca. to kr) i drikkepenge. Vi falder omkuld om aftenen, til trods for, at manden paa parkeringspladsen under vores hostel skingert floejter biler ind og ud, selvom de sikkert kunne klare det lettere selv - men han skal ogsaa tjene til dagen og vejen ligesom elevatormanden, kuffertbaereren, ham der modtager bestilling, og ham der modtager penge, ham der putter i poser - og ham der fra morgen til aften aabner og lukker hoteldoeren.
Indtjekket bagage ankommer (thanks to Ganesh or God!), alle har trods problemerne vaeret venlige og hjaelpsomme. Der mangler dog nogle ting i rygsaekkene!
En tredje dag i januar moeder vi William paa M.G. Road, eller dvs. William haegter sig paa os. Det er soendag, og vi har lige maattet afvise den ene rickshawkoerer efter den anden, den ene kortsaelger, souvenirsaelger og sandalsaelger efter den naeste. William er en lille velfriseret mand, der siger, at han arbejder for en kristen kirke og har en mindre butik i naerheden, som han meget gerne vil praesentere os for. Han taler non-stop og lige pludselig efter 15 minutters gang leder han os ned i en fashionabel antikvitets- og smykkebutik. Susanne koeber, og William spoerger diskret til beloebet, saa han efterfoelgende kan faa sine procenter. Derefter viser det sig, at han kender en anden butik, der "stoetter 300 fattige boern", som han ogsaa meget gerne vil vise os(!), men.... nu er det blevet tid til venligt og bestemt at sige farvel og tak for selskabet.
En fjerde dag i januar er stoejen meget paatraengende. Konstant dyttende og accelererende biler og motorcykler dagen lang. Om aftenen kommer vi gaaende ad det smalle "fortov" og sender pr. automatik lidt adrenalin ud i blodet, hver gang vi skal krydse en vej, saa vi er rede til overlevelseskampen. Da vi stille og roligt gaar hen ad fortovet ved den taetpakkede koerebane, maser en motorcykel sig pludselig op paa fortovet for at lave en smart overhaling indenom, den dytter vedholdende og koerer frem uden at afvente, og vi viger med det samme vel vidende, at vi er trafikkens kasteloese.
Senere paa aftenen stilner trafikken noget af og ligeledes menneskers foretagsomhed, men at doemme efter den afbrudte soevn gaar en del mennesker foerst til ro ved to til tre-tiden om natten - og ved fem til seks-tiden om morgenen er de tidlige paa benene.
En sidste dag i januar er vi taget paa en togrejse fra den sydlige til den nordlige del af subkontinentet. Fra Bangalore til Delhi, 2457 km og 40 timer med et af de hurtigere tog dvs. 61 km/t i gennemsnit. Om natten indhenter vi noget af dagens tidstab ved at koere med forrygende fart gennem nattemoerket med naesten uafbrudt tudende horn. Vi er paa sleeper class, og togrejsen for to koster ca. 115 kr. Alle ca. 20-25 vogne i toget, Karnataka Express, er sleeper class, dvs. siddepladserne laves om til sovebrikse om natten. Paa stationen i Bangalore skal to gevaerreder forhindre evt. terroristhandlinger, og alle passagerer bliver kontrolleret ved indgangen til perroner. Baade i og uden for toget er der et sandt leben. Servicen er i top, med 5-10 minutters mellemrum tilbydes vi coffee, thai og en maengde smaaretter - diverse saelgere, tiggere og handicappede har sneget sig ombord, og manden/drengen med fejekosten, der kravler rundt paa gulvet, faar et par rupees. I oevrigt ryger alt affald stort som smaat inkl. toiletaffald ud i det fri. Natten igennem staar folk af og paa, taender lys og taler hoejroestet. Paa perronerne er der om muligt endnu mere livligt end i toget. Naar man traenger til lidt variation, kan man saette sig i den aabne doer og lade det solsvedne landskab passere revu.
Inden toget saetter i gang, lyder hornet et par gange, og toget accelererer ganske langsomt, saa alle, der er ved at afslutte et aerinde, kan naa at hoppe paa. IRCTC, Indian Railway Catering & Tourism Corporation har faaet ganske godt styr paa tingene bortset fra soddrys ind ad vinduerne fra lokomotivet og togmus og kakerlakker, der suser rundt paa gulvet om aftenen. Vi vaagner om morgenen paa vej mod Delhi rystende af kulde. Der er ca. 30 grader i toget, da vi laegger os til at sove og om morgenen 10-15 grader. Naetterne nordpaa er kolde noget endnu.
En af de foerste dage i februar er vi i Delhi. 15 mio. mennesker og ubeskrivelige modsaetninger. En ny metro med tre linjer er bygget og under udbygning (65 stationer). Paa visse straekninger hoejt haevet over gadernes kaos og snavs, koerer man ubesvaeret rundt i en topmoderne metro. Nede paa gaderne igen er der i nogle kvarterer rigelig lejlighed til at komme i kontakt med "Hello-my-friend-folk" a la "yes sir/madam....You want a rickshaw....You wanna buy....You want sightseeing...." etc. Vi spadserer gennem Main Bazaar ved New Delhi Railway Station, der foregaar hele tiden ca. 1000 ting foran oejnene paa os, et fuldstaendigt broget, taetpakket mylder af mennesker, dyr, synsindtryk og lugte. Husfacaderne minder om en borgerkrigsramt by og alle vegne haenger elledninger som lianer fra eller mellem husene. Inde bag facaderne kan der gemme sig stemningsfulde hoteller og "tjekkede" restauranter.
Chandni Chawk, Silver Street, er Old Delhis hovedgade. Fra 1600-tallet var det en praegtig handelsgade, og det handelsmaessige centrum for Delhi og Indien. I dag er gaden i voldsomt forfald samtidig med, at den huser praegtige bygningvaerker saasom Red Fort, Indiens stoerste moske (Jama Masjid), Jain- og Sikh-templer og enkelte nyrenoverede butikker og restauranter - midt i kaos, fattigdom og elendighed. En hel del mennesker bor paa gaden, og selv gadens smalle midterrabat huser mennesker, der foerer et rottelignende liv. Efter et doegn i Delhi indfinder Delhi Belly sig med vedvarende diarre, hoej feber og en udmattende baandsloejfe, en film om Old Delhis slumverden, der koerer natten igennem.
En anden dag i februar befinder vi os i det ypperste af denne verdens menneskabte vidundere, Taj Mahal i byen Agra - som Shah Jahan i 1600-tallet lod opfoere for sin mest elskede hustru, Mumtaz Mahal, da hun doede 39 aar gammel. 22 aar tog det ca. 20.000 importerede persiske kunsthaandvaerkere at opfoere gravmaelet.
En fjerde dag i februar har vi moedt MS' samarbejdspartner, IDEX (Indian Network of Development Exchange) i Jaipur, Rajasthan. Tre overnatninger er det blevet til hos familien Andrew, inden vi skal til den afsides beliggende landsby, Lal Sot. Mr Andrew, pensioneret bogholder, bor sammen med sin soen, svigerdatter og barnebarn. Navnet Andrew stammer fra skotske missionaerer, som fra midten af 1800-tallet tog sig af forsoemte indiske boern, gjorde dem kristne og gav dem en uddannelse. Mr Andrew er taknemmelig for sin skaebne, da slaegten lige siden har vaeret veluddannet med et humanistisk livssyn. Mr Andrew er en klog og taenksom mand, der gerne vender Indiens mange problemer med sine gaester som f.eks. kastesystemet, korruption, egoisme, manglende moral og etik, (hindu)fundamentalisme og terror.
En femte dag i februar er vi ankommet til egnen omkring Lal Sot, der ligger ca. 100 km sydoest for storbyen Jaipur. Nu er vi ude i rural area, hvor hovedparten af den indiske befolkmning bor og arbejder. Der bor adskillige tusind mennesker i omraadet, og menneskemylderet og aktiviteten er som over alt i Indien saerdeles intenst. Uden for vores lille IDEX-camp med europaeiske frivillige, er der kun spredt beboelse/bebyggelse dvs. "huse", hytter, telte, hvor familier holder til med en dromedar (camel) eller to. En faareflok drives forbi af smaa drenge paa den udtoerrede landbrugsjord med spredte traer. Regntiden og dermed vaekstsaesonen er fra juni til og med september.
Paa landevejen saluterer lastbilerne fra tid til anden hinanden med et lille stykke "hornmusik". Fra halvsyv til til syv saenker moerket sig og natten indfinder sig silkebloedt. Da vi er i et landbrugsomraade forsvinder elektriciteten ofte i loebet af dagen og aftenen, saa det er godt at vide, hvor lygten eller stearinlyset er.
En sjette dag i februar underviser vi i Bagdi Government Primary School. Der er mange boern i klasserne, og f.eks. er de 7-12-aarige samlet i en klasse. Landsbyen virker meget fattig, og det er forunderligt, at den kan fremvise saa mange smaa glade og forventningsfulde ansigter hver dag. Den paeneste beklaedning, vi ser i landsbyen, er nok skoleboernenes slidte, men stort set rene skoleuniformer. Boernene sidder paa gulvet, og det hele er meget primitivt. F.eks. foregaar toiletbesoeg et eller andet sted i det fri, hvilket (selvfoelgelig) ogsaa gaelder de fleste huse, hytter, straatage, telte.
Vi er paa kanten af Thar-oerkenen i Rajasthan, hvor op mod en tredjedel af befolkningen tilhoerer gruppen af "integrerede" stammefolk, underpriviligerede og uroerlige - det er officielt forbudt at diskriminere mod sidstnaevnte gruppe... ogsaa blandt hindufundamentalister. Lidt vind flytter jaevnligt rundt paa det oeverste jordlag bestaaende af fine sand- og lerpartikler, saa alt daekkes af et lag fint brunt stoev.
En syvende dag i februar er det "naesten" blevet dagligdag at bo og arbejde under meget primitive vilkaar i en indisk landsby.
Meget er under forandring i Indien saerligt i byerne. I landdistrikterne er tempoet mere behersket, men mobiltelefonen og internettet, som er paa vej ud til selv fjerne afkroge, skal nok skubbe paa den videre udvikling.