En ottende dag i februar er vi ”on the road again” – paa weekendtur til Pushkar. Pushkar er en charmerende by bygget op omkring Indiens helligste soe, hvor Brahma (Skaberen) lod et lotusblad falde. Hindupilgrimme valfarter hertil for at tage et bad fra en af de mange ghat’er (stentrapper). Byen har endvidere overraskende mange turister inkl. endnu en generation af hippier. Der arrangeres mange camelsafaris ud i oerkenen. Det er en rigtig fin oplevelse at ride paa dromedar i tre – fire timer, ankomme til en teltlejr, hvor der bliver tilberedt thai og aftensmad, sidde ved lejrbaalet i stjernenatten - og droefte toiletmuligheder. Der er et toilettelt (tilsyneladende)....men skal hver isaer mon grave et nyt hul? Problemet loeses, da der gennem moerket pludselig ankommer en dromedar med en toiletkumme og en vandtank! Vi foeler os nu som engelske kolonialister fra 1800-tallet, der har bidraget med saavel den ene som den anden ”civiliserede” indretning til Indiens gamle kultur. Naeste morgen staar vi op kl. 7.00 og spiser smaafrysende morgenmad. Kl. 9 er nattens ydre lag toej skraellet af, og solen finder som roentgenstraaler vej til kroppens inderste dele. En oerkenmorgen lige saa stemningsfuld som oerkennatten.
En niende dag i februar koerer vi paa motorvej - vi har tidligere koert i hjulspor, paa smaaveje, landeveje, i landsbyer, i storbyer i mylder og kaos. I dagens Indien overholdes trafiklys i byerne, fordi der simpelthen er saa meget trafik, at alt andet ville vaere umuligt – i modsaetning til 30 aar tilbage i tiden, hvor trafiklys var en form for underholdning, der festligt blinkende skiftede kuloer, som ingen tog videre notits af. Motorvejen er i princippet bygget som saa mange andre motorveje rundt om i verden med tre spor og et vigespor. Lastbiler, busser og personbiler koerer helst i de to yderste spor, da der naesten ikke er graenser for, hvad man kan moede af trafik i det inderste spor og vigesporet. Paa motorvejen moeder man inden for en halv times tid gaaende og cyklende trafikanter, motorcykler/knallerter med op til fem passagerer typisk tre voksne og to mindre boern, traktorer, cykelrickshaws, tuk- tuk’er, tohjulede mennesketrukne kaerrer og ofte meget pyntede lastbiler. Man moeder polstrede lastbiler som opsvulmede ballondyr, der fragter toerret dyrefoder, man ser dromedarer, elefanter ”spadserende” sindigt af sted.... en gedeflok med hyrde forsoeger at komme over motorvejen. Modkoerende lastbiler og busser forekommer en enkelt gang, hvis der er problemer i deres rette spor, nedbrudte biler eller biler under reparation forekommer indimellem og pludselig en metalspaerring over to spor – traffic police! Paa nogle straekninger er der staalhegn langs vejen, men tremmerne er med jaevne mellemrum savet vaek, saa folk alligevel kan passere. At dytte ofte giver giver god mening paa motorvejen, da mange koeretoejer har defekte eller ingen sidespejle, ingen blinklys og meget vel kan foretage uforudsigelige udsving eller handlinger. Natkoersel paa alle slags veje er et kapitel for sig, naesten alle ovennaevnte trafikanter findes i rigt maal i moerket, og mange koeretoejer/trafikanter har ingen lys – nogle lastbiler bruger blinkende kuloerte lys i forlygterne, og de fleste koertoejer, der har lys, blaender naesten uophoerligt de modkoerende. Busser med passagerer og bagage paa tagbagagebaereren findes baade paa motorvej og landevej.
En tiende dag i februar har vi boet nogle uger i campen. Ca. otte maaneder om aaret kommer vesteuropaeiske frivillige til campen paa ophold, der varer fra 14 dage til til to maaneder. Mange kommer fra de nordiske lande, Storbritannien og Tyskland. Lige nu er vi fem danskere og tre englaendere plus den faste indiske stab bestaaende af tre project executers, der bistaar med oversaettelse, hjaelp og vejledning, en chauffoer, en kok og et aegtepar, der hjaelper med alt forefaldende arbejde. De fleste i den faste stab har familie og evt. boern boende andetsteds – i nogle tilfaelde langt vaek.
Om morgenen paa hverdage kl. 7.00 er der mulighed for en times yoga, sent paa eftermiddagen er der tilbud om hindiundervisning, indisk madlavning eller kvindeting som hennafarvning, saribeklaedning og dans. Vi er saa heldige at have en rigtig god kok, saa de varierede og velsmagende maaltider hoerer til dagens hoejdepunkter. Hytterne bestaar af murstensvaegge pudset med ler, lergulv og straatag – det hele ret primitivt rent haandvaerkmaessigt. Graaspurve har stor fornoejelse af at flyve rundt i hytterne, bygge rede i taget eller sidde og kigge sig i spejlet paa toilettet. Naar en eller flere rotter kommer paa besoeg, laegges der gift ud som supplement til de permanente faelder. Mus kommer jaevnligt forbi, og en enkelt gekko flygter med stor hast, naar den overraskes. I gennemsnit er der maaske elektricitet to, tre eller fire timer i doegnet, og det er lidt af en mental udfordring at bevaege sig fra velfaerds- og overflodssamfundet til det meget enkle og simple liv paa landet. Om natten falder temperaturen til maaske 15 grader, og cikaderne musicerer om kap med stjernernes blinken.
Vi underviser nogle timer formiddag og eftermiddag. Derudover vaskes toej i haanden, forberedes undervisning delvist i dialog med en project executer, der bades dvs. etagevask i koldt eller varmt vand alt efter, om der er elektricitet, der goeres rent, da det er rarere at have oerkensand uden for hytten end indeni, der sproejtes for myg ved skumringstid – om natten sover vi med myggenet, og der laeses maaske et par timer evt. ved lommelygtens lys.
En elvte dag i februar har vi laert ”vores klasse” ganske godt at kende. Boernene er generelt meget tillidsfulde og ivrige efter at laere, de mangler dog i hoej grad intellektuel stimulation, og flere boern moeder meget uregelmaessigt, fordi de bruges i familien – til formentlig boernepasning, madlavning og markarbejde. Vi underviser en af to klasser i udkanten af landsbyen. Der er kun ansat en laerer, som samtidig er principal, og i perioder kommer en anden laerer, der er udsendt af delstatsregeringen for en periode. Det betyder, at der ofte er en klasse, der ikke faar undervisning. Principal underviser ogsaa i engelsk, selvom han kun forstaar og taler meget lidt af sproget. Boernene er som alle andre boern, dvs. nogle laerer meget hurtigt, og andre er tungere, men formentlig gaar de fleste en meget beskeden fremtid i moede.
Pigernes, kvindernes vilkaar i Indien og specielt paa landet er meget barske. Vi ser mange haardt arbejdende kvinder – vi ser ogsaa haardt arbejdende maend, men ikke i naer samme antal. Vi har vist endnu ikke set en kvinde hvile sig midt paa dagen paa den eller de brikse, der staar uden for de fleste boliger, hvorimod maendene gerne tager sig et hvil – og for de gamles vedkommende maaske en pibe hash nu og da. Naar vi gaar, cykler eller bliver koert til arbejde, eller naar vi faerdes i omegnens landsbyer i fritiden, vaekker vi stor opsigt, alle vegne gaar jungletrommerne lynhurtigt, og specielt boernene er meget ivrige efter at kontakte os typisk med ordene eller tilraabene...”bye bye...what`s your name? ... how are you?...eller namaste” dvs. ”hej...goddag”, hvis man ikke mestrer et minimum af engelsk.
Den stoerste udfordring alt i alt ved opholdet alt i alt er maaske at gaa ned i indisk landsbytempo – uden radio, tv, aviser og el, og hvor et af dagens hoejdepunkter er en kop thai eller coffee med et par kiks til. En anden stor udfordring er nogle frivilliges indstilling til opholdet i Indien. Nogle frivillige sammenligner vedvarende landet, den del af Indien vi ser, med Danmarks eller andre europaeiske landes velordnede velfaerdssamfund – men hvordan eller hvorfor sammenligne et samfund med mere end en mia. mennesker med Danmarks lidt mere end fem mio.. Naar oplevelserne og samtalerne i stor udstraekning gaar paa snavs, langsommelighed, alt det vi som danskere kunne goere mere effektivt, gentagne kritiske vurderinger af hygiejne, af hotelophold i weekender.... eller glaeden ved at skulle tilbage til roedvinen og golfspillet etc., etc. – bliver samtalerne i stor udstraekning ufrugtbare. Naar man ser bag om de umiddelbare indtryk, er det tydeligt, at inderne paa det personlige og familiaere plan forsoeger at holde saa stor orden og hygiejne som muligt. Lige saa tydeligt er det, at praktiske ting, der skal organiseres paa et stoerre plan, halter i stor udstraekning, og her springer mentaliteten i det offentlige rum og et markant ineffektivt renovationssystem i oejnene.
Det er sidst i februar og sidst paa vinteren, nattetemperaturen er nu nogle dage oppe omkring 20 grader, og dagtemperaturen kan loebe op i 30 - 33 grader......... sommeren staar lige for doeren.
En foerste dag i marts er jeg gaaet i gang med at laese Yann Martel (canadier med indisk baggrund). Bogen hedder Pi`s liv, Yann Martel sammenfatter meget betegnende i sin indledning Indien med ordene – Indiens frodige, larmende, funktionelle vanvid.
Dette oplever vi igen denne weekend, hvor vi er taget paa tur til Sawai Madhopur, der har det store vildt- og tigerreservat, Ranthambhore. Byen er lige praecis frodig, larmende og funktionel. En af dagene gaar jeg en tur paa den centrale markedsgade sammen med de 6.000 lokale, der er ude i samme aerinde. Pludselig loeber en mand forbi mig – og at se en mand loebe er saa udsaedvanligt, at jeg vender mig om for at se, hvad der evt. maatte ske af slagsmaal, tyveri el. lign. udsaedvanlige haendelser. Han tager fat i en ung mand, som jeg tror har stjaalet noget, men kommer saa hen til mig med de 30 rupees, jeg lige har tabt paa gaden, da jeg gik og talte min formue. Dette er Indien, som vi har oplevet det indtil nu – ingen utryghed paa noget tidspunkt hverken nat eller dag, derimod stor nysgerrighed, velkomst og stolthed over, at vi kommer og besoeger landet. Hvis der opstaar nogle problemer, lader alle problemer sig loese... det staaende udtryk er – no problem sir/madam.
I Rajasthan stirrer folk gerne meget og laenge, men det vaenner man sig til (de fleste i hvert fald). Hvis man selv gengaelder oejenkontakten, er der hurtigt en samtale eller forsoeg derpaa i gang eller tilbud om at drikke en kop chai. Naar jeg cykler en tur i omegnens landsbyer, har jeg spekuleret paa, om de forveksler mig med en eller anden beroemthed. Paa lang afstand vinker eller kalder folk – ikke alle, men trods alt en del, og boernene er specielt begejstrede.
Efter at have rundet de 50 har jeg ellers oplevet i Sydeuropa at vaere naermest usynlig dvs. mand over 50.... ham er der ikke meget salg, sex eller sjov i. I Indien findes den slags fordomme ikke... mand/kvinde 50, 60, 70 er lige spaendende for ungdommen som for de voksne – ikke alle, men trods alt en del. Rajasthan har en stor procentdel kanjarer dvs. sigoejnere, de lever for det meste ret isoleret og udstoedt – de kan godt vaere temmelig paatraengende og insisterende, ikke mindst hvis tidligere europaeere har givet dem en skilling.
En Delhi Belly er alt rigeligt, men nu hjemsoeger en”Rural Belly” os. En skruestik af diarre, kvalme, hovedpine og ulideligt anmasende tanker om krydret mad, soed maelkete, musik, trafik og varme – en film, der hele tiden begynder forfra. Hvor mange ”bellier” er der mon?!