Frivillig i Rajasthan

Del IV

En sidste dag i martstager vi afsked med campen - med nogen sentimentalitet efter naesten to maaneders intenst ophold, men ogsaa med stor glaede over at skulle forlade det primitive liv og opleve nye storslaaede eventyr.

Paa vej ind til Delhi koerer vi med nattoget forbi kilometervis af troestesloes slum liggende klinet op ad jernbanenettet eller bredende sig ud over formentlig nedlagte skinner. Det er tidlig morgen, og vi har frit udsyn til diverse familiers morgentoilette. Nogle boern og voksne er allerede i gang med at sortere skrald, andre sidder med bar ende og forretter deres noedtoerft faa meter fra toget. Nogle steder er der kun en arms laengde ud af togvinduet til naermeste slumhus bygget af mursten, boelgeblik, trae, plastic el. lign. Toget koerer paa visse straekninger ganske langsomt gennem Delhi, da dyr og mennesker vandrer rundt paa eller taet ved banelegemet. Vi har lige faaet et kortvarigt indblik i, hvordan formentlig mange, mange milioner indere forsoeger at overleve i storbyerne.

Vi bor i Main Bazaar paa graensen mellem Old Delhi og New Delhi. Gaden og kvarteret er meget farverigt og stoejende - hvis man oensker mere end to-tre timers nattesoevn, gaelder det om ikke at faa et vaerelse til gaden. Der er en del turister i den centrale del af Delhi, og mange unge og aeldre europaeiske hippier og enkelte ditto buddhister i Main Bazaar. Den oegede velstand i Indien er ret tydelig i en by som Delhi. En tur med metroen og man moeder kun den velklaedte middelklasse eller bedre middelklasse, det samme gaelder f.eks. Connaught Place, New Delhis cirkulaere centrum - der er at sammenligne med et maegtigt liggende cykelhjul - bortset fra, man her ogsaa moeder de fattigste og usleste tiggere og handicappede. Som tydeligt symbol paa, vi er i Verdens naeststoerste land rent befolkningsmaessigt med en generelt stigende oekonomisk kurve er den markant brede boulevard fra triumfbuen, India Gate, til de enorme regeringsbygninger og et praesidentpalads, der er en solkonge vaerdigt.

Igen, igen er der problemer med maven.... og feber en enkelt nat. Jeg opsoeger en lokal laege i en lille gyde til Main Bazaar, han holder klinik i to meget smaa rum. Selvom der baade er mere rodet, snusket og tilsyneladende usystematisk end sidste laegebesoeg i Jaipur - er behandlingen god. Bakterieindholdet i tarmsystemet er kun normalt forhoejet, som for andre rejsende i Indien, og feberen er forhaabentlig kun en forbigaaende virus (let`s watch it!). Saa noget tyder paa langtidsirriteret rejsemave........

En foerste dag i aprilankommer Nis og Line til Delhi. Familien er nu samlet, og planer skal foeres ud i livet. I Delhi besoeger vi bl.a. Gandhimuseet, hvor Gandhi havde sin Delhibase, og hvor han blev draebt i 1948. Museet er et roerende mindesmaerke over Bapu, Mahatma, Gandhiji, og vi bliver - endnu en gang - mindet om, hvor lidt Verden har laert af dette store menneskes utraettelige arbejde for fred og lighed. Gandhi og Gandhis tanker er dog stadig hoejt respekterede og vaerdsatte blandt mange indere.

En anden dag i aprilrejser vi med sleeper class fra Delhi til Haridwar og Rishikesh. To hellige byer ved Ganga for foden af det maegtige Himalaya. Da vi staar paa toget paa Sri Rohilla St., er alt fredeligt, paa Old Delhi St. fyldes toget. Til vores vogn ankommer ud over enkelte familier en gruppe paa 20-30 unge maend i tyverne. Al samtale foregaar raabende, og det fortsaetter resten af natten med kortspil og store jubelscener. Midt paa natten bliver der vist stille to timer! Vi ankommer temmelig udmattede til Haridwar, hvor vi skilles. Susanne og Line skal paa eventyr til Dehra Dun og "bjergstationen"/the hill station, Mussorie, hvortil englaendere og velhavende indere fortrak om sommeren i de gamle kolonitider - og Nis og Soeren skal op i bjergene. Saa vi saetter os ind i en sharejeep i seks og en halv time, hvor vi sidder som sild i en toende. Vi koerer ad snoede veje paa bjergsiderne med 20-30 km i timen i gennemsnit. Der bliver nogle pauser, da en aeldre herre ved paastigning tydeligvis er sloej og med jaevne mellemrum kaster op ud af bilen. Chauffoeren foeler trang til at vaske "sin bil" fra tid til anden, og yderligere spreder "virussen" sig til to andre passagerer, saa turen bliver ret afvekslende ikke mindst pga. bjergene, som er enorme. Over alt er der kun spredte traeer, saa udsigten og indtrykkene er formidable.

Vi ankommer til vores bestemmelsessted i bjergene, en mellemstor by Uttarkashi 1160 m.o.h., 150 km inde i bjergmassivet fra Rishikesh ved floden Bhagrathi, der er hellig som Ganga, da den er en af de mindre floder, der senere fra Rishikesh og Haridwar danner Ganga.Vi finder et billigt, snusket og lurvet hotel ud til Main Market. Da jeg aabner rygsaekken , hopper en kakkerlak ud, som har vaeret blind passager siden togturen. Vi finder et billigt, snusket og lurvet spisested, Shangri-La, med "healthy food". En rotte piler af sted langs vaeggen, men maden er vist ok - viser det sig efterfoelgende.... forhaabentlig....

Efter to maaneder uden kontakt og et efter indiske forhold klaekkeligt forudbetalingsbeloeb for fem dages trek, faar jeg telefonisk kontakt til Arun Joshi i Delhi, manden bag "Peak Adventure Tour", som er arrangoer af vores trek. Alt er i orden, igen oplever vi i Indien, at en aftale er en aftale - snart efter ankommer vores lokale guide, Rajiv.

En tredje dag i aprilbegynder det fem dage store trek med en koeretur nordpaa til en lille bjerglandsby, Barsu. Det viser sig nu, at vi finansierer - vores guide, en kok og fem baerere altsa syv mennesker + "lidt" til Arun og hans firma + totimers transport + fuld forplejning i knapt fem doegn for i alt 4.000 kr! Koereturen foregaar ad mindre og mindre snoede veje langs floden med en betragtelig fart. Der skiltes med "Sinking Area" og "Blind Carves - Drive Slowly", men selv med frit fald langt ned til Bhagrathi, saenker chauffoeren ikke farten saa meget, som vi kunne taenke os, han dytter derimod foer hver en skarp, blind kurve, og det virker aabenbart........vi er her endnu...! Barsu ligger i 1990 meters hoejde og i fugleflugtslinje relativt taet paa Kina (Tibet) og delstaten Himachal. Og sa gaar det ellers til fods opad, baererne hver med et ordentligt laes, en tager vores to rygsaekke, og vi ved, at de tilsammen vejer ca. 18-20 kg. Guiden, Rajiv, og kokken baerer som vi kun en turrygsaek. Fra Barsu og videre opefter har vi en faenomenal udsigt til Hoeje Himalaya mod nord ca. 1/3 horisont rundt med hoejder over 7.000 meter. Vejret skifter noget, men minder stort set om sommervejr i Lofoten. Vi gaar opad to-tre timer gennem spredt bevoksning med rhododendrontraer, naaletraer og loevtraer hele tiden med nye, fine udsigter. Camp 1 etableres i et omraade kaldet Barnala Bugyal ca. 2.500 m, hvor der tat paa ligger en raekke smaa meget primitive hytter bygget sammen to eller tre. Det foeles fuldstaendig som at vaere paa Frilandsmusset at gaa i omraadet og lugte til de smaa sodsvaertede rum, der minder om en bebyggelse mellem bronzealder og middelalder i Danmark. Det viser sig, at ca. 10 familier flytter herop fire maaneder om aaret og feder dyr op. - Samtidig med, at Indien for flere tusind aar siden havde hoejt udviklede kulturer, eksisterer der i dag over alt i landet meget primitivt levende mennesker.

Kl. 19 er det moerkt. Kl. 20 er det 4 grader varmt og sovetid. Kl. midt om natten vaekkes vi af vildsvin ved teltet. Kl. 6.30 er der 0 grader i teltet og frost udenfor - men solen er paa vej. Nu ved vi maaske nogenlunde, hvad vi skal have paa af toej i soveposen i morgen......

En fjerde dag i aprilbegiver vi os af sted paa anden- og tredjedagen. Vi er kommet til et andet Indien - menneskestoej er afloest af den store baggrundsstilhed, man finder i bjergene. De gamle egetraeer er majestaetiske, insekter summer over alt i solskinnet og samler nektar i foraarsblomsterne - sommerfugle, som vi ogsaa kender fra tempererede egne har travlt som insekterne. Vi vandrer tre timer og stort set kun opad. Da vi naermer os 3.000 m, begynder vi at kunne maerke, at kroppen har brug for at tilpasse sig hoejden, at der skal produceres roede blodlegemer. Vi anlaegger camp 2 i 3.200 meters hoejde i Dayara Bugyal (High Altitude Meadow) med en forrygende udsigt mod nord og oest til Hoeje Himalaya - og mod syd og vest "bag os" nogle vaeldige alpine sletter og bakker, som vi ikke har noget ord for i Danmark - ud over det tilnaermelsesvise begreb "overdrev". Om dagen har vi varmt solskinsvejr afloest af mindre heftige, pludselige vindstoed. Om eftermiddagen vandrer vi en tur op i 3.600 m, og nu bliver udsigten/panoramaet naeppe bedre (paa engelsk kaldet... a breathetaking panoramic view). Vi har aabenbart bestilt udstrakt service paa vores trek, teltet bliver slaaet op og taget ned for os, maden bliver serveret tre gange dagligt, og vi skal som de eneste sidde paa klapstole. Te og kaffe med lidt kiks til er ogsaa med i serviceringen.

Tredje dag er en kraevende dag med syv timers vandring. Vi vandrer foerst op til 3.600 m og derefter gennem spredt sne og is, skov og dale, over smaaelve, paa bjergsider, sletter og smalle stier. Morgenen er formidabel. Vi har lagt os til at sove ved 20-tiden, hvor det er temmelig koldt og moerkt. Jeg har paa foedderne to lag, paa benene tre lag, paa overkroppen fem lag og dertil hue paa, dernaest lagenpose og sovepose - det gaar lige an at holde varmen frostnatten igennem. Kl. 6.00 bliver vi vaekket med en kop friskbrygget te i teltet, og derefter bruger vi den naeste time paa at se solen staa op bag Hoeje Himalaya og paa at lade os gennembage af den nye dags sol.

Undervejs spiser vi til frokost den udleverede madpakke, og alt affald medbringes for senere at blive braendt. Himalaya maa uden for byernesuveraent vaere det mest affaldsfrie sted i Indien. To af vores baerere bliver vaek paa turen, men vi genforenes alle flere timer senere i camp 3 ved en brusende elv og kaempestore staaende eller faldne aeldgamle egetraer og voldsomme granitblokke "kastet rundt" i landskabet. Baade neden for campen og oven for er der paent store flokke af languraber. Rajiv og vores baerere fanger med meget primitive midler en stor fjeldoerred, og Chandra Mani fanger en lille en med haenderne. Stegt oerred...fabulous! Maaske sammen med som naesten altid i Nordindien - ris, chapati, dal og groensager med hovedingrediensen kartofler.

En femte dag i aprilgoer vi klar til fjerde og femte dag paa trekket. Vi taler lidt om, hvordan man egentlig vil klare en uheldssituation lige fra en forstuvet fod til meget kedelige situationer. Vi er mange kilometre fra beboelse, der er intet mobilsignal, og der er formentlig ikke megen hjaelp at hente ved naermeste beboelse i bjergene, men vores guide Rajiv er uddannet ved Nehru Mountaineering Insitute, saa han kender maaske raad for nogle situationer.

Naar vi camperer i 3.000 meters hoejde, og vejret skifter imellem varmt vejr og hundekoldt frostvejr om natten, er det mere haandgribeligt at forsoege at saette sig ind i betingelserne for at bestige bjerge paa 7-8.000 meter eller f.eks. 8.848 m. Rajiv fortaeller, at et af de bjerge, vi ser paa, der har en hoejde paa knapt 7.000 m, kun er blevet besteget en gang i 90`erne, og siden er bestigning af dette bjerg blevet forbudt, da der har vaeret for mange uheld!

Fjerde dag er endnu en meget afvekslende dag med fire timers vandring. Den foerste time gaar det kun op, og generelt har vi fra turens begyndelse til nu pendlet mellem aarstiderne......begyndende sommer, foraar og vinter. Undervejs kommer vi til et hytteomraade, som endnu ikke er beboet ud over to meget primitive hytter, hvor der kan koebes te - vi er paa hovedtrekket fra Uttarkashi til soen Dodital. Det foeles middelalderagtigt at sidde med sit krus te i det lille moerke, tilroegede rum. Da vi ankommer til camp 4, Dodital Lake, 3310 m, begynder det snart efter at blaese, regne og hagle, og temperaturen daler til 3-4 grader. Omraadet er helt civiliseret i forhold til de andre camps, hvor vi har vaeret de eneste - det ligner ganske meget et stykke Christiania eller Thylejren. Efter en times tid faar vi serveret en skaal dampende varme nudler og en kop kaffe i teltet af vores ukuelige hjaelpere, der springer frem og tilbage i regn og hagl. Paa hele turen har baerere, guide og kok taget alle vejromskiftelser og situationer med nynnen og smaasang ifoert toej, det knapt skulle vaere muligt at holde varmen i - f.eks. tynd vindjakke og hullede gummisko.

Naar vi rejser er vi fremmede, naar vi er i Indien, er vi nogle steder meget fremmede. Mellem os to danskere.... europaeere.. vesterlaendinge… udlaendinge og de syv indere, vi er sammen med dag og nat, er vi to verdener, der hele tiden forsoeger at raekke hinanden haanden. Derefter traekker vi os tilbage til vores respektive sproglige og kulturelle faellesskab. Uligheden cementeres yderligere af, at vi loenner hele gruppen i fem dage, og at de forsoeger at opretholde et saa hoejt serviceniveau som muligt paa trods af de primitive og nogle gange besvaerlige omstaendigheder.

Paa turen laeser jeg Milan Kunderas "Uvidenheden" om to tjekkiske emigranter, der kaemper med deres gamle paatvungne kommunistiske identitet og deres nye laengerevarende vesteuropaeiske identiet. De ved ikke, hvor de hoerer til, de laenges efter hjemlandet, men er fremmede, da de efter mange aar og jerntaeppets fald kan vende tilbage. Ingen er interesseret i deres historie, hver isaer er begge parter i princippet optaget af det liv, de har levet og lever. Kundera skriver om nostalgien - fra graesk nostos lig med hjemkomst og algos lig med lidelse. Nostalgi lig med den sorg, lidelse og laengsel som skyldes et uopfyldt oenske om at vende hjem. "Sensucht nach der Vergangenheit". "Saudade".

Jeg taenker paa de palaestinensere, jeg har arbejdet sammen med de senere aar. Mange lider af arvelig og uhelbredelig nostalgi i saavel foerste, anden som tredje generation - tilfoejet en offerrolle og et umaadeligt had over at vaere blevet frataget hjemlandet. ......vores odysseen er ganske kort!

Efter flere timers torden og regn stiger luftfugtigheden betragteligt, og da vi gaar til ro ved 20-tiden, er det blevet frostvejr, og det bliver bidende koldt.

Femte og sidste dag paa trekket begynder med torden og kraftige snebyger. Kl. 01 vaagner vi ved, at teltdugen tynges ned af sne, og vi er noedt til med mellemrum at banke sneen ned. Vi proever at sove, men tanken om smeltende sne over alt i teltet er saa foruroligende, at vi ligger nogle timer og venter paa, vi kan komme ud og fjerne sneen rundt om teltet. Da det endelig stilner af, ligger der sne teltet rundt i 30 centimeters hoejde. Kl 03.30 laegger vi os mere rolige og haaber paa et par timers soevn, inden vi som aftalt staar op kl 6.00.Vi vaagner til en forandret verden af frostkold, snehvid skoenhed. Frysende spiser vi morgenmad og pakker inden dagens tur ned ad bjergene. To af baererne kommer dryssende inden afgang temmelig skaeve after at ha` sovet i hytte med Doditals hellige mand.

Det tager os to timer at tilbagelaegge de foerste fem kilometre i ankelhoej nysne, hvor vi foeler os frem med hver en fod efter klippegrunden. Seks og en halv time tager nedstigningen gennem rystende smuk natur, dybe afgrunde, smalle stier og ved slutningen smaa bjerglandsbyer, der haenger paa bjergsiden med omfattende terrasselandbrug. Paa et tidspunkt moeder vi en aeseldriver paa den smalle sti, og han har laert at raabe "keep right", saa der ikke opstaar kedelige situationer med turister. Da vi naar ned, hvor der koerer en lokal bus, siger vi farvel til teamet, som vi har tilbragt fem uafrystelige doegn sammen med.

Vi skal laengere ned fra bjergene. Vi er kommet ned fra de hoejere bjerge omkring 3.000 m, men vi skal helt ned til Himalayas fod, Rishikesh. Vi skal med sharejeep i seks timr. Desvaerre er der kun ledige pladser bagerst i jeep`en, hvor man naermest biver kastet hid og did paa de hullede veje. Paa nedturen koerer vi i yderspor langs foruroligende kilometerdybe afgrunde. Chauffoeren koerer alt for hurtigt. Proceduren gentager sig hele tiden. Frem mod afgrunden, koere saa hurtigt, at hele kroppen bruges til at dreje rattet tids nok, derefter koere langs afgrunden. Da vi tre timer har koert saaledes, skifter vi retning og kommer i inderspor mod bjergsiden. 10 minutter senere mister chauffoeren herredoemmet over bilen og brager ind i klippevaeggen. En kvinde paa forreste saede kommer til skade med en arm og et ben, og jeg faar trykket et par ribben og et slag paa hoftebenet, men ellers slipper vist alle 10 passagerer ret chokerede.Vi bumler videre med en lokal bus, hvis fjedre er blevet rettet helt ud after at ha` hamret op og ned ad bjerget dag ud og dag ind. Paa mange busser staar med store bogstaver "Tourist Vehicle", men turisterne ser som regel meget indiske og lokale ud.

Syv dage alt i alt i bjergne bliver det til - fra Rishikesh 556 m til 3.600 m og retur. "Drive Slow - Live Longer" lyder et af utallige skilte i bjergene!

En sjette dag i apriler vi i Rishikesh - Line og jeg. Nis og Susanne tager paa safari i Corbett Nationalpark. Vi dyrker yoga i Omkarananda Ashram og nyder den forbloeffende mangfoldighed i byen. Pilgrimme, almindelige indere saavel som saddhu`er (hellige maend), valfarter til byen og Ganga for et faa et bad i det hellige vand og en dunk vand med hjem. Derudover er byen meget populaer blandt unge og aeldre vesterlandske "hippier" og serioese yogaudoevere og mediterende. Det betyder heldigvis ogsaa en lang raekke fine spisesteder i farvestraalende omgivelser, hvor det nordindiske koekken er afloest af multi cuisine.

Og hermed slutter historien om en Indiensrejse, der endnu en gang kommer til at saette sig sine spor.........

Think like a genius

Work like a giant

Live like a saint.

Swami Omkarananda