Nu blot en lille hilsen fra os, der er på weekend igen igen, væk fra campen. Vi er på internet cafe. Vi er nu 15 i campen og el situationen og de mange brugere betyder at det er næsten umuligt at komme paa nettet. Hilsen her bliver også for en kort bemærkning.

Vi har det begge godt og er raske!

Vi er 7 der er taget til en by der hedder Kota og vi har været på sejltur på floden, set et lille palads og bevæget os rundt i byen, der er ret stor. Og vi bor på et hotel, der er en tidligere luksusbolig for en Engelsk læge med en dejlig have og terrasse paa taget.

Vores ophold som frivillig er ved at lakke mod enden og det er meget kedeligt at vi ikke har tid og mulighed for at sætte flere ord på alt det som vi har oplevet her, men måske kan vi indhente det på et andet tidspunkt. Næste gang vi får mulighed for computer er i Delhi om en uge, hvor vi jo har forladt campen.

Arbejdet med børnene i skolen er bare blevet sjovere og mere tilfredstillende som tiden er gået. Vi kender børnene og de os og vi føler virkelig at vi har kunnet give noget. Børnene har været meget motiverede, søde, skønne og arbejdsomme.

Børnene er fattige og lever under kår som vi dårlig kan forestille os, jo længere vi har været her, jo mere har vi selvfølgelig ogsaa fået indsigt i. Et barn spurgte en dag om jeg havde en plasticpose hun måtte få, og jeg spurgte til hvad....og det var selvfølgelig til en skoletaske. Jeg måtte sige nej, da jeg ikke kunne give alle. Elastikker, tomme flasker til vand, blyanter, kuglepenne og meget mere kan de komme op at slås om, hvis de troer een har faat noget.

Forleden gik det op for os at Lalli paa 12 aar, havde mistet sin mor for 2 aar siden, at faren var rejst til Saudi Arabien og at det faktisk er hende der tager sig af de 2 mindre søskende og laver mad til dem samt bedstefaren.

Shymlal på billedet er 16 år og går i tredie klasse, og han har heller ikke forældre, kun en bedstemor. Ingen har kunnet svare os på hvorfor han ikke er startet i skole før. Men han er i hvertfald meget glad og motiveret nu for at gå i skole. Men virker ikke helt rask helbredsmæssigt.

Mosmi kommer ikke i skole for tiden for hun deltager i mark arbejdet, hvedehøsten foregår med sejl og håndkraft. Kela og Mosina kommer også hveranden dag af samme årsag. Hvilket gør indlæring meget svær.

Søren har undervist i Engelsk og jeg har undervist i matematik. Det har varet vildt udfordrende at skulle undervise næsten uden nogle materialer til rådighed , med den store sprog barrierer , der har været meget størrere end vi havde regnet med. Vi har dog haft hjælp til at oversætte i undervisningen, men af skiftende kvalitet. Vi har købt kladdehæfter og medbragt blyanter, vidskelædre og farver hver dag og taget det med tilbage. Hæfterne får de når vi rejser. Så er der også rigtig mange fine ting i.

Om eftermiddagen har jeg en lille klasse med optil 25 elever, små beskidte og meget søde børn. Nogle burde ikke sidde i skolen, for de forstår ingenting, nogle er små spilopmagere og andre er faktisk klar til lidt elementær indlæring. Denne klasse har været sværere at få krammet på. Dagene har vekslet mellem total kaos og fantastisk ro og motivation.

I pauserne og når vi er færdige med undervisningen har vi altid en masse børn omkring os, der alle vil holde os i hånden, ja de kan slås om det, alle vil de gerne bære vore tasker og ordet madam og sir siges en million gange' Hvis bilen ikke er kommet kan en flok piger f.eks få tiden tl at gå med at mærke på min hud, måle deres hænder og fødder med mine, se paa mit tøj, mine øreringe, mærke paa mit hår...mens de småsludrer med mig om deres familie, benævner dyr, farver m.m. som vi ser imens og det er faktisk en hel fantastisk følelse.

Jeg er faktisk ked af at skulle rejse nu og hele næste uge har jeg besluttet mig for at knuse og kramme de små beskidte børn så meget som de har lyst til. De elsker alle opmærksomhed (jeg tror ikke de får så meget derhjemme)og den gensidige tillid er slået igennem.

Camplivet har vi også vænnet os til og den faste stab er alle sammen meget søde og også dem har vi selvfølgelig lært meget bedre at kende og vil komme til at savne på et eller andet plan.

En uge var vi blot 3 danskere, så kom Bettina fra Tyskland på 25 og lavede sportsprojekt for større skolebørn. Hun satte også gang i campen med badminton og volley aktiviteter, da der omsider blev anskaffet nogle redskaber til formålet. Saa kom Cathal fra Irland, Bridget og Annie fra UK. Og senest Bente fra Holland, Karen fra England og 5 unge paa 16 - 17aar og deres lærer fra Norge. Så der er gang i den nu og det er både sjovt og hyggeligt.

Kommende uge vil nok gå hurtigt og det vil være vemodigt at sige farvel. Jeg synes det er helt fantastisk hvad vi har oplevet og været igennem.

Men selvfølgelig glæder vi os også vildt meget til at mødes med Nis og Line og rejse nordpå til Himmalaya m.m. Vi er vildt priviligerede at have denne fantastiske mulighed. Og det er jeg dybt taknemmelig over...

Vi ser om der bliver flere lejligheder til at skrive. Tak til alle jer der har skrevet.