Siri:

Efter nogle fantastiske dage i junglen sagde jeg d. 4 juni farvel til Freddy. Efter amkomsten fra Rurrenabaque skulle jeg direkte med fly ned til saltoerkenen Salar de Uyuni. I forvirringen havde jeg faaet koebt en flybillet med afgang 20 minutter efter den planlagte landing i La Paz. Den slags goer man kun en gang i Bolivia! Vores fly fra Rurrenabaque var en smule forsinket og da jeg ovenikoebet skulle checke ind igen, missede jeg dagens sidste fly sydpaa mod Uyuni. Heldigvis fik jeg overbevist flyselskabet om at det var deres fejl (hvilket vist godt kunne diskuteres..), saaledes at jeg fik en ny billet til det foerste fly dagen efter. Da det allerede var 05.35, besluttede jeg at blive i lufthavnen. Det blev til en enormt lang nat paa gulvet med hoejdesyge og en frygtelig masse mennesker.

6.20 landede jeg i Uyuni. Ifoert leggins og t-shirt fra junglen, steg jeg ud i de -13 grader. Heldigvis fik jeg hurtigt anskaffet mig adskillige varme sokker og diverse uldne klaeder. Uyuni er en temmelig ussel by og saa tidligt om morgenen virkede den helt forladt. Heldigvis stoedte jeg ind i en japaner, som kendte et aabent rejsebureau, saa vi fik hurtigt booket en tur. Det viste sig dog at der var en frygtelig masse vejblokader i omraadet. Blokaderne gjorde at det var svaert at gennemfoere turene, saa det endte med at vi var noedt til at tage paa en 1-dags tur, da blokaderne kun synes at blive vaerre og der var udsigt til at alle vejene ville blive totalt blokeret i de efterfoelgende dage. Hvorfor fandt jeg aldrig rigtigt ud af, men i Bolivia blokerer de ofte alle vejene naar der er utilfredshed.

Spaendte steg vi ombord paa vores jeep: to australiere, fire japanere og jeg. Endelig kom vi afsted, men var noedt til at tage en masse omveje for at undgaa blokaderne. Vi fik set en landsby og hvordan de producerer salten, et museum hvor alt var lavet i salt, incahuasi (en klippeoe fyldt med kaktusplanter) og selve saltoerkenen. Et helt utroligt syn! Selvom vi alle var en smule aergelige over ikke at kunne fortsaette turen to dage mere, som man normalt goer, var vi alligevel temmelig godt tilfredse.

Da alle busser var aflyst de naeste dage, besluttede jeg at koebe en flybillet til samme aften, saa jeg ikke risikerede at sidde fast - set i bakspejlet en temmelig god beslutning, da alle flyafgange blev aflyst de efterfoelgende tre dage.

Jeg maatte dog gaa naesten to timer i skumringen med fuld oppakning for at komme til lufthavnen, da ingen kunne koere paa grund af blokaderne. Da jeg endelig ankom til lufthavnen sulten, frysende og godt og grundigt mobset, var min lykke hurtigt gjort da der blev uddelt varm te.

Tilbage i La Paz tilbragte jeg foerste nat paa et hotel, da jeg traegte til en ren seng og et varmt bad. Den efterfoelgende dag maatte jeg dog erkende at min oekonomi passede bedre til et ungdomshostel. Paa Loki moedte jeg en gruppe tyskere, som var i gang med at booke en tur paa mountainbike ned ad Death Road dagen efter. Jeg besluttede at tage med dem, da jeg ikke orkede mere storby og allerede savnede junglen.

Turen starter 30-45 minutters koersel uden for La Paz, hvor de foerste 21 kilometer foregaar paa asfalteret vej. Da det var tidlig morgen og startpunktet er 4300 meter oppe, var det en temmelig kold fornoejelse. Heldigvis fik vi fuldt sikkerhedsudstyr (hjelm, handsker, bukser og jakke), hvilket var af samme type som motorcyklister bruger. Det hjalp godt paa varmen. Efter den asfalterede del koerer man cirka 15 minutter i bus, da det er op ad et bjerg. Herefter starter den aegte Camino del Muerto. Frem til 2006 var det den eneste vej fra La Paz og ud i bjergene mod Brasilien. Da vejen i gennemsnit er 3 meter bred og det derfra gaar op til 300 meter lodret ned, fik ruten det dramatiske navn efter adskillige doedsfald. Langt de fleste skete naar to busser eller lastbiler skulle passere hinanden paa den smalle vej. Dagen i dag bruges vejen dog kun af eventyrlystne mountainbikere og enkelte lokale. Godt 40 kilometer gennemfoeres paa de relativt smalle grusveje, gennem floder og vandfald i den smukkeste natur. Paa turen passerer man en del kors, som markerer de steder folk er doede gennem tiden. Temmeligt skraemmende, men det skal dog siges at det er ganske sikkert saa laenge man lytter til instruktionerne og koerer i et sikkert tempo. Derudover er der de senere aar blevet opstillet en masse autovaern, saa der teknisk set naesten ingen risiko er. Hver dag kommer hundredevis af cyklister ned den vej.

Foerst paa eftermiddagen ankom vi, vaade, traette og beskidte, til landsbyen Yolosa, som ligger et stenkast fra La Senda, hvor jeg bad om at blive sat af.

Hjem kaere hjem. Saadan foeltes det faktisk! Udover de bolivianske arbejdere var der kun faa kendte ansigter, men hvor var det dog skoent at vende tilbage.
Efter et tiltraengt bad tog jeg med Celia, en 22-aarig boliviansk pige som arbejder i prep-room paa La Senda, hen for at moede hendes familie, noget vi laenge havde snakket om. Hele hendes familie bor i et lille samfund, endnu laengere ude i ingenting. Enormt fattigt og beskidt, men samtidigt utroligt berigende at se saa meget livskvalitet og glaede under saadanne vilkaar. Hendes 70-aarige mor bor i et lille hus, primaert bestaaende af et rum med tre senge og alle familiens ting samlet rundt omkring. Toilettet var et muret hul bag et forhaeng mens koekkenet mest af alt mindede om et skur med et komfur. Hendes mor bor med hendes 8-aarige niece, da foraeldrene doede paa tragisk vis. Celia og hendes fire soeskende arbejder haardt for at tjene penge nok til dem selv, deres familier og deres gamle mor. Celia arbejder 12 timer om dagen, 6 dage om ugen for 900 bolivianos om maaneden, svarende til ca 720 kroner.

Under besoeget fik jeg spist en masse lokal mad, set hvordan de producerer cocablade, deltaget i en fest i kirken med alle borgerne og set landsbyskolen. Celia og jeg gik gennem bjergene hen til landsbyskolen. En tur som frem og tilbage tog 3 timer og som alle de lokale boern gaar hver eneste dag.

En tidligere frivillig har lige faerdiggjort en indsamling, som goer at Celia til januar kan starte en 5-aarig universitetsuddannelse i La Paz. Hun bliver den foerste fra sin landsby til at gaa paa universitetet. For de 800 kroner jeg bidrog med, kan naesten alle fem aars materialeudgifter daekkes. Saa foeler man virkelig at man kan goere en forskel.

Da der igen var vejblokader, var vi seks som maatte forlade La Senda inden solopgang for at forsoege at komme til La Paz. Dette lykkedes heldigvis. Efter et par dejlige dage, er jeg nu tilbage i La Paz. Dagen i dag (11/6) har jeg brugt med to andre tidligere frivillige jeg tilfaeldigt moedte. De sidste penge blev brugt paa lidt souvenirs fra heksemarkedet. Selvom jeg var fristet, blev det dog ikke til en toerret lama.

I morgen tidlig, helt praecist 6.20 lokal tid, saetter jeg kursen hjemad. 24 timers rejse venter: La Paz - Santa Cruz, Santa Cruz - Miami, Miami - London og endeligt London - Koebenhavn.

Et helt fantastisk eventyr lakker mod enden. Selvom det er temmeligt soergmodigt at pakke ryksaekken for sidste gang, tror jeg ogsaa det er paa tide at vende snuden hjemad. En ting er dog sikkert; en skoenne dag vender jeg tilbage! Tilbage til de mest fantastiske mennesker i Mexico, de smukkeste strande i Belize, vilde oplevelser i Guatemala, surfing i El Salvador, heden i Nicaracua, regnskoven i Costa Rica, den utrolige natur paa Galapagos, (forhaabentligt ikke) sygehusene i Ecuador, oerkenen og ruinerne i Peru, og sidst men ikke mindst helt eventyrlige Bolivia.