Profile
Blog
Photos
Videos
Siri:
Efter et par hyggelige dage i La Paz tog Freddy og jeg d. 28 maj til Rurrenabaque, som ligger i Bolivias del af Amazonas. Da vi havde hoert at busturen dertil var farligere end den beroemte Death Road, valgte vi at flyve. En beslutning vi bestemt ikke fortroed, da vi moedte flere der havde brugt 3 dage paa at komme dertil i bus. Vores flyvetur var 45 minutter over smukke bjerge og jungle i et lille propelfly med aabent ud til piloterne.
Rurrenabaque er en lille landsby midt ude i ingenting. Lufthavnen bestod af et enkelt rum og faa medarbejdere. Paa vores hostel moedte vi hurtigt fire briter, som vi bookede en tre-dages Pampas baadtur med. Dagen efter var vi tidligt oppe, da vi med jeep skulle koere tre timer paa smaa grusveje for at komme til floden. Efter hvad der foeltes som en uendelighed med hoppen og bumlen, naaede vi endelig frem. Endnu laengere ude i ingenting moedte vi vores guide Neil, inden vi sammen steg ombord paa vores 7 meter lange og 1 meter brede baad. Efter et par timers sejltur i floden fyldt med caymans (krokodiller) og pink(!) delfiner, naaede vi frem til vores lodge. Hyggeligt beliggende ved flodbreden, primitivt indrettet med haengekoejer og alt i naturmateriale. Til vores store overraskelse opdagede vi at der i vandet rundt om vores lodge var fem enorme caymans. Heldigvis var vores lodge bygget paa paele, saa vi var en meter over vandet.
Om aftenen sejlede vi til en lille bar hvor alle de forskellige selskaber moedtes. Her stod den paa volleyball-turnering og en smuk solnedgang. Naeste morgen startede vi med fantastisk laekker morgenmad: pandekager, aeg og frugt. Et kongeligt maaltid efter to maaneder paa La Senda! Herefter stod den paa anakondajagt. Lettere nervoese og lige i haelene paa vores guide gik vi rundt i det smukkeste sumpomraade paa jagt efter kvaelerslanger. Vi fandt dog hurtigt ud af at chancen var minimal, graensende til ikke eksisterende, paa grund af de store maengde vand. Derfra handlede det mere om at nyde den smukke udsigt og forsoege ikke at fylde gummistoevlerne med vand. Vi fandt (heldigvis) ingen slanger den dag.
Efter en tiltraengt siesta i haengekoejerne sejlede vi igen ned ad floden. Omgivet af pink delfiner (som i virkeligheden ofte er mere graa end pink) fik vi lov at springe i vandet. Delfinerne svoemmede nysgerrigt omkring og havde intet imod at vi roerte dem. Da vi efter godt en time i vandet var temmeligt traette af at traede vande, maatte vi med traette arme kaempe os tilbage i baaden. Til nervoese sjaele skal det siges at naar delfinerne er i naerheden skraemmes alle de andre dyr, inklusiv caymans, vaek.
Naeste morgen fiskede vi efter piratfisk med smaa stykker koed. Flere gange fik vi naermest kaentret den smalle baad, da der udbroed stor jubel hver gang vi fik noget paa krogen. Selv formaaede jeg at fange fem fisk, heriblandt tre piratfisk, hvilket jeg var temmelig stolt over! Fiskede spiste vi til frokost. Selvom der ikke var meget koed paa de smaa fisk, var smagen helt fantastisk! Efter en velsmagende frokost var det tid til at komme tilbage til Rurrenabaque. Aftenen tilbragte vi med briterne samt en flok hollaendere vi havde moedt i La Paz.
Naeste dag lejede Freddy og jeg scootere, saa hele dagen blev brugt paa at udforske omraadet omkring Rurrenabaque. Da ingen af os foer havde koert paa scooter mere end en enkelt gang, blev der dyttet en del da vi temmelig skraemte kom koerende gennem byen med 10 km/t. Frygten fortog sig dog hurtigt og derfra var det ren sjov og ballade.
Tirsdag havde vi booket en temmelig alternativ oplevelse: Ayahuasca ceremoni. Sammen med to norske piger blev vi sejlet dybt ind i junglen, hvor vi kom til et spirituelt rehabiliteringscenter. Sammen med vores shaman, gik vi en lang lang tur i junglen, for at blive ét med naturen. Da moerket faldt paa var det tid til vores ceremoni. Vi var udhvilede efter en lur, men enormt sultne da vi intet maatte spise 12 timer inden ceremonien. Selve ceremonien er enormt svaer at beskrive. Vi gennemgik en raekke ritualer og sagde saa vores "boenner" hoejt. Boennen skulle siges hoejt, men paa ens eget sprog. Overraskende nok var det faktisk enormt graenseoverskridende at sige ens inderste tanker hoejt, selvom ingen andre forstod. Senere fik vi hver en lille skefuld ayahuasca, en naturmedicin brugt gennem tusinder af aar i amazonas. Det siges at mama ayahuasca paavirker ens underbevisthed og hjaelper med at hele ens sjael. I meget store maengder kan det dog skabe hallucianationer, saa man skal se sig godt om efter en dygtig shaman. Vores shaman var heldigvis meget dygtig og efter fem timer indhyllet i duften af roegelse og lyden af diverse ritualer, boenner og sange, var ceremonien slut. En helt surrealistisk oplevelse, som er meget svaer at beskrive. Om der efter ceremonien virkelig er sket en forskel eller ej, ved jeg ikke, men selv har jeg efter ceremonien foelt at noget var forandret, helt bestemt til den gode side! Giver man sig hen til lydede, duftene og slapper helt af, kan man komme i en slags trance. Nogle graed som pisket under ceremonien, da man kommer i kontakt med sit inderste. En skraemmende men utroligt spaendende oplevelse!
Om faa timer flyver vi tilbage til La Paz. Her siger jeg farvel til Freddy, da jeg i aften rejser ned til saltoerkenen Salar de Uyuni.
- comments