Efter nogle helt fantastiske dage i Cusco og ved Machu Picchu, gik turen D. 24/2 mod byen Puno ved Titicacasøen. Vi skulle have været i Puno kl 05, men da vi kl 8 stadig kørte, blev vi nervøse for om vi mon havde sovet og dermed misset vores stop. Det viste sig dog at vi havde ændret rute uden at chaufføren havde givet besked. Da det stadig er regntid, var flere af vejene fyldt med store sten efter jordskred, og vi var derfor nødsaget til at tage en anden og næsten dobbelt så lang rute.

Vi ankom til Puno ved middagstid og blev indlogeret på et dejligt værelse som oprindeligt kostede 180 soles, men som vi endte med kun at give 40 soles for. God start! Første dag gik med afslapning, da vi begge var temmelig trætte efter den lange bustur. Næste morgen var vi tidligt oppe, da vi skulle afsted på sejltur på Titicacasøen. I en lille båd sammen med ca 15 andre, besøgte vi først "de flydende øer". Små menneskeskabte siv-øer hvorpå der bor et par familier. Øen vi besøgte husede to familier, som i fælleskab sørgede for alt. Det var en meget specielt men helt fantastisk oplevelse. Billederne, som desværre nok først kommer om et stykke tid, taler for sig selv. De små øer holder i cirka 25 år, før de skal lave en ny. Hvis en beboer ikke vil hjælpe til med det daglige arbejde, forvises han eller hun fra øen og er derefter nødt til at bygge sin egen ø. Bliver man uvenner med naboøen vender man simpelthen sine små siv-huse om, således at man har ryggen til naboen. Så simpelt kan konflikter undgås.

Efter besøget på den lille ø, ventede der os 2,5 timers sejltur til den anden ø, Taquile. På Taquile spiste vi en lækker frokost bestående af friskfanget ørred og peruviansk tilbehør. Efter frokosten viste familien, som ejede restauranten, en lokal dans. Her blev jeg (Siri) hevet op og danse trods en del modvilje. Men hvor var det skægt! Herefter gik vi en lang tur på tværs af den utroligt smukke ø, inden vi sluttede af på øens torv. Torvet, som også var øens centrum, mindede mest af alt om noget fra en gammel westernfilm; slidt og forladt. En af de andre på turen var blevet dårlig, så herefter var vi nødt til at sætte kursen hjemad. Efter en hel dag på vandet havde vi kun set et lille hjørne af søen. Søen der ligger cirka 60% i Peru og 40% i Bolivia, er så stor at den på ingen måde kan betegnes som en sø. 175 km lang og 61 km bred! Derudover er søen verdens højest beliggende (3000 og noget..)

Næste morgen skulle vi igen tidligt op og med bussen videre til Bolivia og La Paz. Vi havde købt et par billige billetter, men første del af turen forløb overraskende godt. Det sluttede dog så snart vi kom til Bolivia. Her endte det med skift af bus, fem stop, ikke existerende komfort, ventetid, køb af nye billetter og forsinkelse. Frem til La Paz kom vi dog endelig, et par timer forsinket. Vi havde fået anbefalet et hostel, men da vi endelig kom derhen var det blot for at erfare, at det var flyttet 2 uger forinden.

Da vi endelig kom frem, blev vi mødt af et halvfærdigt byggeri og ukoordineret personale. Vi var klar til at rejse allerede dagen efter, men under aftensmaden blev vi inviteret med på tur dagen efter. Dagen efter kørte vi ved middagstid en hel bus afsted mod et lille bryggeri midt i ingenting. Efter en kort rundvisning, brugte vi resten af dagen på at lege med tre enormt søde hundehvalpe, drikke forskellige bolivianske øl og nyde det gode vejr. På vej hjem var stemningen festlig og alle var i godt humør. Festen fortsatte i baren på vores hostel. Om den aften kan fortælles et væld af gode historier, men dem gemmer vi lige lidt endnu. De efterfølgende dage gik med afslapning og ærinder. I dag mandag skulle vi have været afsted på en 64 kilometer lang tur på mountainbike på den berømte Death Road. Klokken syv i morges stod vi klar i fuld udstyr, men da samtlige minearbejdere i Bolivia strejker, havde de blokeret de fleste veje.

I morgen d. 1/4 tager vi nordpå mod Senda Verde, hvor vi starter vores frivillige arbejde. Så vidt vi ved, er der hverken mobildækning eller internet, så der går nok et stykke tid inden I hører fra os. Vi kan slutte af med at fortælle, at vi i går fejrede rejsedag nummer 100 og er still going strong.