Profile
Blog
Photos
Videos
Da jeg havde to uger tilbage i Ghana, valgte jeg for sidste gang at skifte afdeling på hospitalet i Koforidua, og bestemte mig her for at berøre et område, som jeg ikke tidligere har haft kontakt med nemlig børneafdelingen. Det blev dermed to uger fyldt med gråd og barneskrål, og for første gang i min tid hernede har jeg været glad for endelig at få fri, når min arbejdsdag var omme. Selvfølgelig beklager de kære børn sig, når det gør ondt, men det knuser mit hjerte at se hvordan personalet overhovedet ikke er pædagogisk. Disse små uskyldige væsener bliver behandlet lige så blidt eller mangel på samme, som de voksne patienter. Dette burde ikke være tilfældet, da mange af dem kun lige er kommet til verden, så sikke en start at give dem på livet. Men det er vel igen en del af kulturchokket, så jeg må bare lukke øjnene, når det bliver for voldsomt, og ellers samle mit knuste hjerte når jeg har fyraften. Mit arbejde består også på denne afdeling af både observationer og praktisk arbejde. Dette departement har ligeledes flest sygeplejersker ansatte, så jeg følger ofte dem når de går på runde om morgenen, for at tjekke hvordan patienterne har det, og om formiddagen følger jeg så lægerne på deres omgang. Den mere praktiske beskæftigelse jeg gør mig sker sammen med to sygeplejerske studerende, hvor vi tjekker børnenes vitalitets tegn. Jeg er dog her kommet på noget af en opgave, da det i nogle tilfælde er mig umuligt overhovedet, at få lov til at røre de små, før de beklager sig. Mange af dem har aldrig set et hvidt menneske før, så jeg er nok deres forestilling af et spøgelse. Men efter et par dage havde de forstået, at jeg kun ville dem godt, og fik hermed tilnavnet "Auntie Obroni". De to studerende får jeg dog en smule ondt af. De vil begge to gerne gøre det så godt som muligt, og de virker til at være meget omsorgsfulde, men nærmest hver eneste opgave de bliver sat på, mener det gamle personale, at de gør forkert. Det hele skal helst gøres som det er blevet gjort de sidste tredive år, men ifølge de to studerende så skyldes dette, at mange af de ældre sygeplejerske slet ikke kan læse, og derfor holder sig til rutinen. Det er dog for mig et mysterium, hvordan de så overhovedet har fået deres uddannelse i første omgang. Men endnu engang får jeg erfaret rigtig meget, og specielt ved mine observationer hos afdelingens læger får jeg lært en del om de typiske sygdommen som klienterne er indlagt med, som hovedsageligt er malaria, meningitis, lungebetændelse eller hepatitis.
Onsdag i min sidste uge i Ghana ankom en ny volontør ved navn Hali til huset i Koforidua. Hun er fra Utah i Amerika, og er her for at få erfaringer indenfor fysioterapi, mens hun holder ferie fra studiet. Men hun er ikke den eneste der søger erfaringer i pausen fra skolen, for grundet den for nylig startede sommerferie, vrimler det pludselig med obronies i byen. Hali skal dog kun være i landet i et par uger, men alligevel har jeg valgt, at give hende alle de råd med på vejen, som jeg kan komme i tanke om, for jeg er trods alt blevet en smule erfaren indenfor det ghanesiske miljø.
Torsdag i begge mine to sidste uger valgte jeg at melde mig til Outreach. Denne gang omhandlede det ikke skolebørns sundhed, men vi skulle her i stedet besøge to mindre landsbyer nær Mamfe, og her tjekke befolkningens helbredstilstand, både børn og voksnes. Landsbyernes beboere blev her tilbudt at få tjekket blodtryk, blodsukker, målt deres vægt og i samarbejde med en klinik fra området, kunne beboerne komme til en sundheds snak, hvis de ønskede dette. Her i Ghana er det nemlig meget sjældent, at befolkningen fra de små flækker tager til lægen, hvis de føler ubehag. Både på grund af mangel på penge, men også den lange rejse til hospitalet koster tid, som de mener, kunne være blevet brugt på noget andet fornuftigt såsom at vaske tøj, lave mad eller lignende praktiske opgaver, så da klinikken kom til dem, så mange det som en mulighed for at få tjekket deres velbefindende. Men endnu engang kom vi i en smule vanskeligheder, da mange af patienterne havde meget højt blodtryk. Stridspunktet var ikke at få dem til at forstå dette, men mere at få dem til at løse problemet. Da størstedelen af ghaneserne er meget fysisk aktive gennem hele dagen, og ingen har råd til at ryge cigaretter fandt vi frem til, at deres fede kost, bestående af fedt og alt for højt indhold af kulhydrater, var årsagen. Men det er umuligt for folket at ændre på deres diet, både fordi de udelukkende spiser ghanesisk mad og holder gerne fast i den tradition, men også igen er problemet pengemangel. Vi valgte alligevel at prædike om sund varierende kost, og gav dem vitamin piller med på deres vej, og vi kunne så bare ikke andet end at håbe på, at de forskelliges situationer ikke forværres. Set fra en positiv synsvinkel så bevarede alle patienterne deres gode humør, selvom de fik besked om at deres helbredstilstand var ret alvorlig, og de sørgede både for mad og palmevin til os som tak for vores præstation, selvom jeg nu følte vi ingen gavn gjorde.
Min sidste uge af mit afrikanske eventyr har jeg fundet både positiv og negativ. Det er trods alt min sidste tid i det land jeg har tilbragt fire måneder i, men samtidig glæder jeg mig til at komme hjem igen og få en hverdag i Danmark, og atter være omgivet af min familie og mine venner, derfor aner jeg på tidspunktet ikke, om jeg skal give mig til at grine eller græde. Hvert fald har jeg prøvet, at nyde de sidste øjeblikke så meget som muligt specielt min sidste tro tro tur, hvor man altid frygter at det ender galt på grund af den høje hastighed, min sidste arbejdsdag på hospitalet med den efterfølgende gåtur gennem hovedgaden, hvor der altid sker noget interessant eller man får indgået nye bekendtskaber. Men samtidig er jeg lykkelig for at jeg de næsten par måneder og forhåbentlig også år, ikke skal vaske mit tøj i hånden mere, men nu kan spå til en vaskemaskine og det samme gælder for tallerkenerne efter aftensmaden. Dog fik jeg lov til at opleve Ghana lige indtil enden, da jeg lørdag fik min sidste store kulturelle oplevelse, efter som jeg sammen med Danso familien deltog ved en begravelse. Min vært Mrs. Dansos afdøde mand har børn fra tidligere ægteskab, som rent faktisk er ældre end hende, men en af disse døde altså for en måned siden, og jeg blev dermed inviteret med til højtideligheden.
Hele denne begivenheden startede på vaske ægte ghanesisk maner, nemlig meget tidligt om morgenen og da begravelsen fandt sted en god times kørsel fra Koforidua i en lille landsby ved navn Tafo, måtte vi af sted allerede klokken fem. Vi ankom til den afdødes hjem, lige da solen var stået op, og her var allerede en del mennesker kommet, klædt i deres fineste tøj bestående af enten røde eller sorte farver. Jeg kan ved vores ankomst love for, at jeg følte mig som en abe i et bur, for jeg tror aldrig de før har set en hvid til en begravelse, så de gloede alle sammen helt beherskelsesløst. Jeg valgte derfor blot at følge Mrs. Dansos spor, hvilket jeg nok skulle have været lidt mere varsom med. Vi fandt nemlig vores vej ind i den afdødes hus, og jeg skulle her have bidt mærke i, at der ud fra huset væltede med tudbrølende mennesker, for vi var åbenbart på vej ind for at se liget af vedkommende, som de også kalder for "wake-keeping". Jeg aner ikke hvor længe, han havde ligget der på toppen af kisten, midt i entreen, i et fint sæt smoking, men forberedelserne til begravelsen havde været længe undervejs, da han trods alt døde for halvanden måned siden, hvert fald var der en hvis stank omkring ham. Men det værste var nok at se, hvordan de pårørende helt uden filter stod og skreg alt muligt på twi, mens tårerne bare trillede ned af deres kinder. Men det blev dog endnu mere ubehageligt, da de midt i deres sorg af uvidende årsager, troede jeg kunne svare på hvorfor Gud havde taget personen fra dem, og valgte derfor at stå og rive i mig, mens de fortsatte deres skrigerier. Jeg synes det var meget skræmmende, men det bemærkede Mrs. Danso heldigvis, så vi fandt hurtigt vores vej ud af huset igen. Næste trin ifølge traditionen var så at hilse på alle de allerede ankomne gæster, og det tog sin tid, da vi nok allerede havde rundet de halvfjers mennesker, dog var dette ingen ting i forhold til hvad vi blev senere. Da klokken nærmede sig halv ni, blev liget lagt i kisten, og båret ud af huset for at blive bragt til den kirke, som den afdøde var medlem af. Endnu engang gik alle i fuldkommen ekstase, og det blev nærmest til en konkurrence om, hvem der kunne græde mest. Mrs. Danso havde dog forklaret mig for længe siden, at når en person dør i Ghana, så bruger man meget kort tid på at sørge, så begravelsen måtte være der hvor, familie og venner endelig kunne slippe hæmningerne. Jeg synes dog det var en smule mærkværdigt, at de pårørende pludselig begyndte at danse rundt om kisten, men det er igen nok en del af deres traditioner, når man siger det sidste farvel. Kisten blev da båret ind i en ambulance lignende bil, som med sirener kørte til kirken hvor den store ceremoni skulle foregå. Den efterfølgende del var meget lig med, hvad vi gør derhjemme med salme sang dog her medtilhørende trommespil, et par ord fra biblen samt minder om den afdøde. Efter to en halv time i kirken, blev kisten igen bragt ud og skulle nu graves ned, men ved denne del så man helst kun at den tætteste familie deltager. Den sørgelige del var nu overstået, og den næste part bestod i en stor fest med musik, god mad og dans, som igen foregår i huset hvor personen boede. Dette blev dog til en kort fornøjelse for mig, da jeg trods alt snart vender hjemad, og skulle derfor hjem til Koforidua og passe mit pakke rod.
Jeg er hermed nu fuldstændig nået enden, og skal i dag forlade det jeg ser som mit paradis, hvor mange sikkert aldrig vil kunne forstå mig. Gennem mine fire måneder i Ghana har jeg oplevet følelsen af at elske landet, men samtidig også hade det. Jeg har hadet Ghana, når jeg gang på gang har været vidne til hvordan nogle mennesker lider, og jeg dermed ikke har haft nogen mulighed for, at kontrollere hvilken elendighed landet er ramt af. Men samtidig elsker jeg Ghana netop på trods af at nogle mennesker stadig kæmper, og det synes jeg er enormt inspirerende at se. Men mest af alt så elsker jeg Ghana for hvad det har gjort mig til. Nok er det de nuværende omgivelser der gør det, men hvert fald har jeg lært ligesom ghaneserne at glemme problemerne og opdage de gode ting i livet i stedet for, og det er en egenskab jeg for alt i verden vil ønske, at jeg kan beholde resten af mine dage.
- Sabina Bay
- comments