Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en start på ugen med symptomer på malaria og et hospitals personale, som på underlig vis, var ret uforstående overfor dette, meldte hjemveen sig. Jeg havde da fået fortalt af de andre volontører, at når man befinder sig alene i et helt fremmed land, er det meget normalt at man den første eller anden dag savner de trygge rammer derhjemme og man finder kulturforskellene skræmmende. Dette valgte jeg så åbenbart at udskyde to uger, men mærker nu ikke mere noget til potentielle besøg af giftige myg eller savn efter at komme hjem til Danmark.
Mine to første uger på hospitalet var nu gået, og det var så tid til at skifte afdeling. Jeg blev nu ført videre til dressing room, hvor jeg her skulle observere en sygeplejerske rense sår på patienter. Jeg kender ikke til at man i Danmark har hele afdelinger på hospitalerne som kun står for sårpleje, men her i Ghana er man så hårdt ramt, at denne ene afdeling ikke laver andet end at skifte bandager og rense sår. Allerede den første dag i dressing room fik jeg set noget, som jeg aldrig ville se derhjemme. Flere af patienterne havde sår over hele kroppen, og det var her igen deres manglende viden omkring deres sundhed der havde forværret deres situation. At de ikke har reageret på betændte sår og samtidig deres ikke varierende kost, har gjort at det simpelthen er blevet værre. De fleste patienter kom med sår som hovedsageligt var kommet efter angreb af de mange herreløse hunde der findes i Ghana. Men der var også mange tilfælde af forbrændinger og flere HIV-patienter mødte op på hospitalet. Under mine observationer fik jeg det pludseligt dårligt og jeg ved ikke om det var væskemangel eller blot det at patienternes brugte bandager bliver smidt i en spand som står fremme ind til den blev fyldt helt op. Den kan her stå i flere timer og bage varmen, og jeg behøver vist ikke forklare nærmere hvor klam lugten er, når jeg også tilføjer at fluerne hurtigt fandt sin vej derhen. Jeg har normalt ingenting imod blod eller nåle, men dette var nok lige en tand for ulækkert. Hvert fald fik jeg i denne uge prøvet mine grænser af og har nok efter denne oplevelse mentale billeder af patienternes skavanker det næste lange stykke tid.
Tirsdag kom også endnu en ny volontør ved navn Amber. Hun kommer fra Florida i USA, og er taget til Ghana fordi der bare skulle ske noget nyt i hendes liv, og har derfor ansøgt om at komme til Afrika for kun en måned siden. Hele den første uge har hun haft en blanding af hjemve og influenza, så jeg tror ikke, at hun de første par dage har været den helt store Ghana fan.
Om onsdagen fik vi en ret speciel oplevelse, og igen var en tro tro indblandet. Mieke og jeg var taget til quiz night i Mamfe og da vi var på vej hjemad, kun lige kørt ud af byen, møder vi i vejkanten omkring tolv mennesker der står og råber og vinker til chaufføren. Først anede vi ikke havde der skete da al indbyrdes kommunikation mellem ghanesere er på deres nationalsprog Twi. Men det lød sig åbenbart, at der lidt længere ude af vejen befandt sig fire bevæbnede røvere. Vi vendte da hurtigt om og kørte tilbage til Mamfe og politiet blev tilkaldt. Men så skete det mest fantastiske nok. Aldrig har jeg set så stor en menneskemængde komme ud af ingen ting. Hele byen samledes i én kæmpe flok, og det var tydeligt at de diskuterede hvordan man skulle løse dette problem. Dette viste bare hvordan befolkningen står sammen og hjælper hinanden. Noget man sommetider godt kunne savne lidt derhjemme. Hvert fald en time efter blev disse røvere fanget, og hvad vi heldigvis ikke vidste på daværende tidspunkt var at kriminelle i Ghana ikke regner et liv for noget. Hvis nogen står i vejen for hvad de forlanger, så skyder de vedkommende uden videre omtanke. Man burde måske i fremtiden lytte til Mrs. Dansos råd om ikke at bevæge sig udenfor i mørket.
Første del af weekenden blev for mit vedkommende brugt på at vaske tøj, i hånden vel at mærke. Det er virkelig noget andet, end blot at smide sit tøj til vask når det er beskidt, og så ellers lade sin mor vaske det, for jeg er jo stadig hjemmeboende. Her i Ghana skal man samle tøj for en uge af gangen ellers kan det ikke betale sig, man skal sætte næsten tre timer af til det, og samtidig skal det gøres før mørket bryder frem som er omkring kl. 19. Til slut skal alt tøjet stryges når det er tørt, for efterfølgende at slå mulige parasitter ihjel, som allerede en stor del af de andre volontører har været ramt af. Men af en eller anden årsag synes jeg nu det er hyggeligt. Måske igen det med at værdsætte de små ting, da det rent faktisk ikke er alle her i Ghana der har råd til at vaske tøj, eller i det hele taget har noget tøj at vaske.
Lørdag morgen drog Mieke, en rask Amber og jeg af sted til Accra. Jeg havde dog brugt min første weekend der, men byen er trods alt stor og fyldt med oplevelser, så jeg tog gerne turen en gang til. Vi ankom til hovedstaden omkring middag og vi havde hørt lovende ting om et såkaldte Pink Hostel beliggende lidt udenfor centrum, så vi tjekkede selvfølgelig ind der. Ordsproget; man skal ikke tro på alt man hører, ville passe meget godt ind her da vi ikke fandt noget lovende ved dette sted. Værelset bestod af køjesenge, beskidt sengetøj og skraldespande der så ud til ikke at være blevet tømt i en uge eller to. Men et plus havde hotellet da. Værterne var meget gæstfrie og tilbød os med det samme at spise i restauranten, hvilket vi selvfølgelig takkede ja til. Vi blev dog igen hurtigt snydt da de ud af deres mange lækre retter på menukortet, kun havde ris hjemme lige foreløbig. Kokken var taget på markedet for at handle og ville være tilbage indenfor fire timer, igen er tid ingen realitet i dette vestafrikanske land. Sultne efter mad og oplevelser tog vi alligevel til National Culture Centre, som er et stort marked som sælger alt det kulturelle Ghana har at byde på. Jeg faldt her for en fantastisk afrikansk guitar, men den er desværre konstant besat af myrer, så jeg bliver muligvis nødt til at lade den blive her i Ghana. Efter en nat øverst i køjesengen dog med air condition på hotelværelset, tog vi hjem til Koforidua igen og nød et par timer på verandaen i selskab med Mrs. Danso før solen atter gik ned.
- Sabina Bay
- comments
Sabine Hej Smukke ;) Det er godt at høre at du bare har det rigtig godt og sikke en masse ting du oplever: Glæder mig til at høre om det hele når du kommer hjem. Misunder dig ;) Og mange tak for dit postkort.